Er krisen kapitalismens krise?

Skrevet af

Redaktionen Kforum

791 artikler

57 indlæg

Har kapitalismen spillet fallit, eller er krisen statsreguleringens bitre konsekvens? Kforum spurgte den sorte neoliberalist Christopher Arzrouni og munkemarxisten Anders Lundkvist. Det kom der 20 argumenter ud af. 10 for kapitalismen som løsningen og regulering som problemet. 10 for regulering som løsningen og kapitalismen som problemet. Enig er de to fløje kun om én ting. Kapitalismen må og skal forandres. Forvirret? Ikke mere end alle os andre? We are all in deep shit. Et spøgelse går gennem Europa. Kapitalismens uhyggelige sammenbrud eller dekonstruktion? Kun historien kender svaret.
De 10 argumenter for, at kapitalismen lever og har det godt


Christopher Arzrouni er en berømt og berygtet liberal skribent og debattør samt særlig rådgiver for fødevareminister Eva Kjer Hansen. For ham er problemet for lidt kapitalisme, og endnu mere kapitalisme er løsningen. Kapitalismen lever og har det godt, lyder diagnosen. Send ikke flere penge. Det er staten, som har blandet sig for meget og for guds skyld ikke skal blande sig igen. Læs her Arzrounis 10 argumenter for Kapitalisme med stort K.

1. De kapitalistiske samfund fungerer fint
Vel er vi ramt af en krise. Men kig ud ad vinduet. Bilerne kører. Supermarkederne bugner. Nok holder folk lidt mere på pengene, end de har gjort i de forgangne år. Nok er mange virksomheder nødt til at fyre folk. Nok er arbejdsløsheden steget. Nok er huspriserne faldet. Men kriser er ikke unormale. De er forudsætningen for at udvikle sig. Et samfund uden kriser er let nok at frembringe. Man skal bare nationalisere hele baduljen og forbyde konkurrence. Så er der ingen, der går fallit, ingen, der bliver fyret. Til gengæld er der heller ingen eksperimenter og ingen vækst.
 
2. Den private ejendomsret er intakt
De kapitalistiske samfund bygger i deres kerne på den private ejendomsret. Og den er hverken mere eller mindre truet, end den har været de sidste mange årtier. Mennesker ejer stadig deres huse, biler, værdipapirer, virksomheder osv. Det er helt korrekt, at nogle banker er blevet overtaget af staten. Men det er sket med henblik på en ordentlig afvikling.
 
3. Anti-kapitalisme er ingen løsning
Intet fornuftigt menneske ønsker, at staten skal drive bank. Det ville være at politisere kreditgivningen, så man kun kunne låne penge, hvis man dansede efter myndighedernes pibe. Det er nemt nok at ”løse” krisen ved at afskaffe bankvæsenet – men så får man ineffektiv allokering af kapital.
 
4. Befolkningerne elsker kapitalisme
Kapitalismens institutioner er populære. Folk vil selv eje noget. Lige nu skyldes de største traumer, at folk ikke kan eje lige så meget, som de plejede. De er kede af at have mistet opsparing, de er kede af at måtte flytte i et mindre hus, de er kede af at have færre forbrugsmuligheder, fordi de måske har mistet deres job. Ambitionen er ikke mindre kapitalisme, men fornyet vækst og beskæftigelse.
 
Også i ideologisk forstand står kapitalismen stærkt i befolkningerne. Tag et eksempel fra USA, hvor Obama ellers i sin indsættelsestale påstod, at det var lige meget, hvor stor den offentlige sektor var, bare den virkede. Obama forsøgte at lægge Ronald Reagans arv i graven. I Reagans indsættelsestale sagde han, at staten ikke er løsningen på problemerne, staten er problemet. Et flertal af amerikanerne, hele 58 procent, er stadig enige med Reagan ifølge meningsmålingsinstituttet Rasmussen Reports. Kun 28 procent er uenige.
 
5. Kapitalismen er baseret på borgernes ret til at disponere
Den egentlige diskussion om kapitalismen handler derfor ikke om for eller imod. Den handler om noget helt andet, nemlig om, hvor meget staten skal regulere borgerne. For det, man kalder ”kapitalismen”, er sådan set ikke andet end et system baseret på borgernes ret til at disponere over deres egne ressourcer. I den forstand er kapitalismen det mest demokratiske system, man kan tænke sig.
 
6. Støtte til nødlidende virksomheder er ikke kapitalistisk – og det vil gå galt
 Kapitalismens kritikere morer sig for tiden med at spørge, hvad der er specielt kapitalistisk ved, at regeringerne i nogle lande støtter nødlidende virksomheder. Svaret er enkelt: Det er bestemt heller ikke kapitalistisk. Lande som Frankrig og Italien – ja selv USA – har brugt krisen som påskud til at falde tilbage til dårlige gamle ideer. De støtter de dårligt drevne virksomheder med skattemidler, der er taget fra de veldrevne virksomheder. Det er ikke en måde at fremme velstand på. Metoden er brugt utallig gange før, og den er slået fejl igen og igen.
 
7. Denne krise skyldes i høj grad manglende kapitalisme
Kriser er et fast tilbagevendende fænomen. Markeder er ikke perfekte, de er blot et resultat af folks prøven og fejlen. Har man investeret i alt for risikable og urentable projekter, bliver man straffet. Markedet sikrer løbende tilpasninger. På markedet bliver fejlene rettet hurtigt, fordi man hurtigt mærker konsekvenserne af sine (fejl)dispositioner. Sådan er det ikke i det politiske system. I politik kan fejltagelser blive erkendt og alligevel fortsætte i årevis.
 
I markedsøkonomier sker det alligevel af og til, at mange mennesker samtidig tager systematisk fejl. Så har vi en krise. Årsagen er typisk, at politikere afgiver mudrede eller direkte forkerte signaler.
 
Den nuværende krise udspringer desværre af politiske fejltagelser i den amerikanske kongres og centralbanken. Ud fra de bedste hensigter ville amerikanske politikere sikre, at alle kunne købe et hus. Derfor gav politikerne offentlig støtte til de to store långivere på boligmarkedet – Fannie Mae og Freddie Mac – og opmuntrede dem til at finansiere og understøtte meget usikre lån, de såkaldte ”subprime” lån. Amerikanske økonomer har gang på gang påpeget farerne ved det, navnlig fordi USA har et system, hvor man kan blive sin boliggæld kvit bare ved at aflevere nøglerne til huset. Det system har gjort det fuldstændig risikofrit at optage store lån for at købe hus.
 
Uansvarligheden blev forstærket af, at den amerikanske centralbank prøvede at sikre USA’s økonomi mod krise i kølvandet på 11. september. Igen ud fra de bedste hensigter. Den anerkendte økonom John Taylor har påpeget, at den amerikanske centralbank Fed i en lang periode var skyld i unaturligt lave renter. På intet tidspunkt siden de turbulente 1970’ere har Fed afveget mere fra en stabil pengepolitik, end de gjorde, har Taylor påpeget. Centralbanken sænkede renten aggressivt gang på gang, så man nærmest var vanvittig, hvis man ikke lånte penge.
 
To gode politiske hensigter har tilsammen skabt den krise, vi ser i dag. Årsagen har primært været politiske indgreb i markedet. Ikke et problem i selve markedslogikken.
 
8. Henvisninger til den store depression i 30’erne er intet argument for regulering, tværtimod
I 1929 krakkede børsen på Wall Street, og i 30’erne fulgte Depressionen. Læren af begivenhederne var politisk belejlig: Stol ikke på markedet. Lad staten træde til. Det har politikere og journalister herefter gentaget i årtier. Venstrefløjen vandt retten til at fortolke historien og fik dermed legitimitet og magt.
 
Myten om, at spekulanter skabte krisen i årene 1929-33, er for længst blevet tilbagevist. Men den lever i værste velgående. Det bliver vi mindet om for tiden, hvor kurserne dykker og en række banker er i krise. Atter lyder krav om mere regulering. Selv såkaldt borgerlige politikere mener, at ”liberalismen vånder sig” og henviser til Sovjetunionens sammenbrud. Vrøvl! Sovjet-uhyret faldt sammen som et korthus, fordi det ikke kunne rette sine egne fejl.
 
Alligevel glæder venstrefløjen sig nu til igen at tryne dem, der forsvarer markedsøkonomi. Åh hvilken herlig krise! Så kan venstrefløjen endelig bruge sit arsenal af restriktioner, skatter og indgreb.
 
Lad os derfor fastslå årsagen til den store krise i 30’erne én gang for alle. Den viden kan vi nemlig bruge den dag i dag. I 1963 udgav de to økonomer Milton Friedman og Anna Schwartz en banebrydende bog om amerikansk pengepolitik ”A Monetary History of the United States”. De påviste, at Depressionen blev frembragt af den amerikanske centralbank. Af frygt for spekulation begyndte centralbanken at stramme pengepolitikken i 1928 ved at hæve renten. En afmatning var i forvejen gang, så stramningen satte for alvor skub i nedturen. Og da krisen var brudt ud, strammede myndighederne igen i 1931, selvom priserne ligefrem var faldende. Man bremsede cirkulationen af penge i en tid, hvor folk i forvejen holdt på dem, og forværrede krisen gang på gang.
 
Friedman og Schwartz’ forklaring på krisen er alment accepteret af den økonomiske fagkundskab. I 2002 kom den endegyldige indrømmelse fra centralbankdirektør Bernanke: ”Jeg vil gerne sige til Milton og Anna: Med hensyn til Den Store Depression. I har ret, vi er skyldige. Vi er meget kede af det. Men takket være jer, gør vi det ikke igen.”
 
Undskyldningen beroligede ikke Friedman. Han ville hellere nedlægge centralbanken og erstatte den med en computer. Uanset hvad skiftende centralbankdirektører måtte have lært, ville de fejle igen. Enten med en for lempelig eller en for stram pengepolitik. Friedman har desværre fået ret i sin grav.
 
9. New Deal var en fiasko
Dagbladet Information skrev for nylig: ”Faktum er, at New Deal bidrog afgørende til at skabe ny udvikling i den amerikanske økonomi og nye arbejdspladser til de mange, der røg ud i kulden under nedturen”. Dette ”faktum” bliver gentaget vidt og bredt i disse finanskrisetider. Uden at de ærede skribenter undersøger, om det virkelig passer. Realiteten er, at arbejdsløsheden forblev høj hele vejen op gennem 30’erne. I 1939, seks år efter Roosevelt kom til magten, var over 17 pct. af amerikanerne arbejdsløse. Depressionen varede i næsten 15 år. Den ophørte først omkring 1943, efter ti år med Roosevelt, og midt under en krig. Var New Deal virkelig så længe om at virke?
 
To økonomer fra University of California i Los Angeles offentliggjorde for nylig en analyse af New Deal. Harold Cole and Lee Ohanian konkluderer, at Depressionen var så længe om at forsvinde, fordi politikernes såkaldte redningspakker skadede USA’s økonomi langt mere, end de gavnede. En forkert opfattelse af situationen førte til forkert regulering. Roosevelt mente således, at Krakket i 1929 skyldtes den uhæmmede konkurrence, der reducerede priser og lønninger. Derfor gennemførte han ”National Industrial Recovery Act”, der tillod virksomheder at danne karteller, hvis de indgik kollektive aftaler med fagbevægelsen. Mindre konkurrence gjorde det muligt at kræve højere lønninger – i krisetid. Cole og Ohanians granskning af data viser, at lønningerne tre år efter Roosevelts tiltrædelse var 25 pct. højere, end de ellers ville have været. Samtidig lå arbejdsløsheden også 25 pct. højere og priserne ca. 23 pct. højere. ”New Deal ødelagde markedets selvkorrigerende kræfter,” siger professor Ohanian.
 
Da de to forskere offentliggjorde analysen, blev de rost af nobelpristageren Robert Lucas, som slog fast, at “hvis vi ikke kan forstå, hvad der skete i 1930’erne, hvordan kan vi så være sikre på, at det ikke vil ske igen?” Mange har placeret ansvaret for Depressionen hos Roosevelts forgænger, republikaneren Herbert Hoover. Han fortjener bestemt også ris. Både fordi han lod den amerikanske centralbank stramme pengepolitikken midt i en krise, og fordi han tillod højere skatter og højere told. Hoover gjorde det skidt. Roosevelt gjorde det værre.
 
Parallellen til vore dage er klar: Bush har gjort det skidt. Obama risikerer at gøre det værre. En gruppe på 100 top-økonomer udsendte sidste år denne advarsel: ”[Obamas] forslag risikerer at kaste økonomien ud i en dyb recession. Det var præcis sådanne misforståede skattestigninger og protektionisme, gennemført, mens økonomien var svag i starten af 30’erne, som i høj grad forstærkede Den Store Depression.” Advarslen kommer bl.a. fra fem nobelpristagere i økonomi: Gary Becker, James Buchanan, Robert Mundell, Edward Prescott, og Vernon Smith. Kampen om historien er i gang. En fejlfortolkning af krisen i 30’erne kan koste os dyrt i vore dage. Statsstyring er stadig ikke løsningen.
 
10. Krisen kan kun løses ved hjælp af kapitalisme
Selv tilhængere af markedsøkonomi og privat ejendomsret tror engang imellem, at man kan afbøde krisens værste virkninger – ikke ved regulering eller nationalisering eller andre tåbelige ting – men ved hjælp af ekspansiv finanspolitik. De tror, at man kan ”sætte gang i hjulene” ved at pumpe penge ud nu, hvor der er afmatning, for så at hive pengene ind igen, når der bliver højkonjunktur.
 
Den tænkning lider af en række mangler.
 
For det første forudsætter teorien, at vi har et præcist ”landkort” over krisen. At vi ved, hvor meget der skal til, hvor lang krisen tegner til at blive osv., så vi kan ”time” og ”dosere” den politiske indgriben ordentligt. Det tør de færreste i realiteten spå om. Derfor handler man blot i blinde, hvis man pumper penge ud.
 
For det andet forudsætter teorien, at man kan sidde som politiker i et elfenbenstårn, upåvirket af resten af samfundet. Det kan man ikke. Alle mulige interesser vil bruge krisen som påskud for at sikre sig særlige tilskud og privilegier. Politikerne vil være til fals for at gøre, hvad vælgerne synes, lyder rart. Ikke hvad der er rigtigt.
 
For det tredje forudsætter teorien, at man kan stramme op igen, når det er nødvendigt. Se på fortiden. Var det virkelig muligt? Svaret er nej. Ingen bryder sig om at stramme, selv i en højkonjunktur, hvor det ifølge teorien er mest nødvendigt. Hvem var parat til at skære i de offentlige udgifter, da højkonjunkturen buldrede løs? Ingen.
 
Endelig skal de penge, man ”pumper ud”, opkræves igen på et tidspunkt. Man skubber regningen foran sig. Og i mellemtiden må staten låne penge, hvorved den driver renten op og bremser muligheden for at låne til private vækstvirksomheder.
 
Kriser er noget, der kun kan løses ved, at folk får lov til at gøre tingene bedre. Ved at usunde virksomheder går ned, og ved at dygtige iværksættere og dygtigt drevne virksomheder bliver belønnet. Her kan staten faktisk gøre en positiv forskel ved at lave være med at belønne de ineffektive og straffe de effektive.


 

10 argumenter for at kapitalismen lider – eller bør lide – skibbrud

Anders Lundkvist er anerkendt markedskritisk økonom og ekstern lektor  ved Aalborg Universitet. Han er forfatter til ’De Riges Samfund’, Hovedland 2001, om den globale kapitalisme; ’Hoveder og Høveder’, i tre bind, Frydenlund 2004, om modsætningen mellem demokrati og kapitalisme; ’Bush, Neokonomien og Dollaren’, Frydenlund 2006, om USA’s politiske økonomi. Har redigeret ’Dansk Nyliberalisme’, Frydenlund 2009. Desuden er han medredaktør af www.kritiskdebat.dk. Vi bad ham komme med nogle argumenter mod den frie og rå kapitalisme. Her er hans 10 argumenter for mere regulering og mindre kapitalisme. Kort sagt kapitalisme med lille k. Staten er løsningen, ikke problemet.


 
Omkring 1980 kom Thatcher til magten i England og Reagan i USA, og dermed startede den højrebølge, der gav kapitalen frit spil over hele kloden og i alle brancher. Deregulering og liberalisering sønderrev kapitalens lænker, og vi fik den uhæmmede kapitalisme, også kaldet nyliberalismen. Der blev privatiseret i stor stil, og den offentlige sektor blev kommercialiseret – den skulle helst ligne den private. Et godt eksempel på kapitalismens helt grundlæggende problemer. Lad mig kort skitsere de 10 argumenter for, at kapitalismen lider – eller bør lide – skibbrud.

1) Kapitalismen er uretfærdig
Overalt i verden er uligheden steget siden 1980. I USA er realindkomsten for langt de fleste almindelige mennesker næsten ikke steget, selv om nationalindkomst og produktivitet er vokset betydeligt; det skyldes, at de rigeste 20 % har beslaglagt 74 % af fremgangen. Tilsvarende har de rigeste 10 % i Danmark oplevet en langt større indkomstfremgang end resten.

2) Kapitalismen er irrationel
De fleste danskere vil blot sikres gode boligforhold og trygge økonomiske vilkår i alderdommen. Derfor er det vanvid, at bolig og pension er blevet brikker i pensionsselskabers og bankers kasino, hvor mange almindelige mennesker har mistet – eller vil miste – formuer. Disse centrale områder bør frigøres fra kapitalismen og reguleres af det offentlige ligesom sundhed og uddannelse.

3) Kapitalismen giver lav økonomisk vækst
Det er en myte, at ’globaliseringen’ – den uhæmmede kapitalisme – har givet øget vækst. Væksten var langt højere i den ’gyldne epoke’ 1945 – 80 end herefter. Det kan være ligegyldigt (eller udmærket) for den rige verden, men for de fattige 5 milliarder har det været en katastrofe, især i Afrika og Latinamerika. Kina er undtagelsen, men her har kapitalen også hele tiden været stramt reguleret (derfor rammes landet mindre af den aktuelle krise).

4) Kapitalismen er ustabil
Siden 1980 er der kommet flere og dybere kriser, især den Østasiatiske krise 1997/98, der kastede millioner ud i fattigdom, dot.com-krisen i 2001 og den aktuelle krise. Det blev hævdet, at de finansielle markeder ’kunne selv’ uden behov for demokratisk regulering, men det var altså ikke tilfældet.

5) Kapitalismen har skabt en opsvulmet finansiel sektor
Finansiel deregulering har givet større udsving, og større udsving medfører, at færre tør satse på langsigtede, produktive investeringer: De, der har penge, går efter den hurtige profit ved køb og salg af finansielle papirer. Finanskapitalens himmelfart har betydet, at den i USA nu er af næsten samme størrelse som den produktive kapital (der faktisk fremstiller noget). Det måtte ende i en økonomisk katastrofe.

6) Kapitalismen fremmer grådighed og asocial adfærd
’Greed is good’, hed det, men det er selvmodsigende, for ’det gode’ må nødvendigvis handle om at tage hensyn til andre mennesker. Vore dages klimaproblemer kræver en anden moral, hvor moderation er i højsædet.

Kapitalismen ødelægger menneskelige relationer, fordi den drukner samtale og samarbejde i den kolde beregnings iskolde vand.

7) Kapitalismen knægter udviklingen af viden
De store (aktie)selskaber i de rige lande privatiserer viden i form af patenter og copyrights. Det hindrer dens udbredelse, til skade især for de fattige lande. Samfundsøkonomisk koster det ikke noget at stille den viden, der først er udviklet, gratis til rådighed for alle, for det koster næsten ikke noget at kopiere en pille eller en diskette. Den eneste grund til at begrænse udbredelsen ved at kræve penge for viden, er, at kapitalistiske selskaber ellers ikke kan tjene penge på den. Derfor bør langt mere vidensproduktion ske i offentligt regi, gerne med god aflønning af musikere, forskere etc. For forskere skal det igen dreje sig om at udbrede viden mest muligt. I dag skal universiteterne score kassen ved at finde den ’korteste vej fra forskning til faktura’, og det kræver, at viden patenteres og dermed hemmeligholdes.

8) Kapitalismen har givet en uhørt koncentration af den økonomiske magt
I Danmark havde de 10 største selskaber i 1980 en omsætning svarende til 20 % af nationalproduktet; i dag har de 50 %. Ser vi på det globale mønster, viser det sig, at de multinationale selskaber i dag står for 67 % af verdenshandelen; i 1990 var det 59 %.

9) Kapitalismen undergraver markedsøkonomien
Dette vil overraske mange, der mener, at markedsøkonomi og kapitalisme er det samme, men det er snarere modsætninger. Markedsøkonomi spreder den økonomiske magt på en lang række aktører, der frit kan konkurrere på livet løs. Denne konkurrence undergraver imidlertid sig selv, fordi de store fisk æder de små. Vi har fået den moderne kapitalisme, der er domineret af et begrænset antal (aktie)selskaber og store finansielle fonde (fx kapitalfonde og andre spekulationsfonde), der ikke er undergivet markedet, men i stedet manipulerer dette. De fleste betydende brancher domineres af 4-5 selskaber, der har magt til at fastsætte priserne og andre markedsvilkår; i Danmark gælder dette især detailhandelen og den finansielle sektor, hvor Danske Bank alene (før krisen) har op mod 50 % af omsætningen. De indgår strategiske aftaler, der yderligere sætter konkurrencen ud af kraft. På globalt plan er halvdelen af de ovennævnte 67 % af verdenshandelen, som de multinationale selskaber kontrollerer, intern selskabshandel, dvs. handel mellem moderselskabet (i fx USA) og datterselskaber (i fx Mexico eller Kina); denne handel – altså 33 % af verdenshandelen – sker til administrativt fastlagte priser og har derfor intet med konkurrence og markedsøkonomi at gøre. Det er ren kapitalistisk planøkonomi. Det dominerende princip i den moderne kapitalisme er ikke markedsøkonomiens konkurrence, men kapitalismens profitmaksimering.

10) Kapitalismen undergraver demokratiet
(Ny)liberalismen siger, at vi skal foretrække markedet frem for staten, fordi markedet giver frihed til at gøre, som man vil, mens staten betyder tvang og ufrihed. Men som sagt er markedet i hastigt tempo ved at blive afløst af en kapitalisme, hvor de store selskaber og fonde dominerer, og hvor almindelige mennesker ikke har meget at skulle have sagt om de økonomiske beslutninger. Samtidig er staten i de fleste lande blevet demokratisk. Det reelle valg er derfor ikke mellem marked og stat, men mellem kapitalisme og demokrati.

Her er kapitalismens princip, at vi har indflydelse i forhold til, hvor mange penge vi har til at forbruge eller investere, og at dem med købekraft kan gøre, hvad de vil, uden hensyn til andre. Demokratiets princip er derimod lige indflydelse uanset rigdom: én person, én stemme; og at mindretallet solidarisk indordner sig efter flertallet. Jeg synes, at det er smukt, at høj og lav på denne måde er lige værdige, og at solidaritet er indskrevet i styreformen. Den offentlige sektor er ultimativt styret af Folketinget og er derfor den demokratiske sektor. Modsat den private sektor, hvor kapitalen regerer. Den moderne kapitalisme har systematisk svækket demokratiet, dels ved at gøre den offentlige sektor mindre i forhold til den private, dels ved gennem deregulering og liberalisering at fratage den magt over kapitalen. Det svier nu, hvor politikerne synes uden magt til at gøre noget effektivt ved krisen. Vi må genvinde demokratiet ved at trænge kapitalistisk styring tilbage til fordel for demokratisk styring. For 50 eller 100 år siden var socialisme arbejderklassens magtovertagelse, i dag er socialisme identisk med det fuldendte demokrati, dvs. et samfund, hvor kapitalen er sat fra styret.



Relaterede artikler

Temperaturen falder i varmluftbranchen - Optimismen er væk. Frygten for fremtiden har taget branchen med storm. Krisen har vist sit grimme ansigt. Eneste lyspunk...

Giv din stemme

3 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Kursus

Content marketing bootcamp

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Job

Studentermedhjælper

Frist: 27. november

Kommunikationskonsulent

Frist: 24. november kl. 12.00

Praktikant

Frist: Snarest muligt
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Kom til K-dag

Bliv en dygtigere facilitator med co-creation

1. marts

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.