Mark Simpson, manden bag det efterhånden 20 år gamle begreb 'metroseksualitet', er nu på banen med et nyt: 'den spornoseksuelle mand'. Han tager skridtet videre fra de metroseksuelle og sætter alt ind i jagten på den perfekte krop. Mange af de, der er udråbt som spornoseksuelle, er sportsstjerner, som lever af deres krop. Her vores allesammens Ronaldo C.

 

Manden og hans barberede boller

Nu er Mark Simpson så på banen igen, og denne gang coiner han begrebet ’den spornoseksuelle mand’. De metroseksuelle mænds efterfølgere, deres uregerlige afkom, er – forstår man – både dybt problematiske og håbløst irriterende. De er metroseksualitetens anden generation, og ordet kombinerer sport og porno med det seksuelle til et ord, der i bedste fald bare er irriterende at udtale. 

 

Da mændene reddede forbrugssamfundet
Mark Simpson skrev i 1994 for første gang om den metroseksuelle mand i det britiske herremagasin GQ, efter han havde deltaget i en livsstilsmesse om den moderne mand. Dengang skrev han, at ”Metrosexual man, the single young man with a high disposable income, living or working in the city (because that’s where all the best shops are) is perhaps the most promising consumer market of the decade.”

 

Det fik han i princippet ret i, til den grad at mænd de sidste mange år har været en eftertragtet målgruppe – for eksempel har luksusmærket Prada arbejdet meget strategisk mod at få flere mandlige forbrugere. David Beckham blev i 2002 udnævnt til de metroseksuelles store idol med sit groomede hår, velplejede ansigt og tonede krop. Jublen i skønheds- og modebranchen ville ingen ende tage, og sådan er det sådan set stadigvæk. Mandlige forbrugere er et virkelig købestærkt publikum. Sjovt, at det åbenbart var en dyb tallerken, der skulle opfindes, taget i betragtning at mænd gennemsnitligt tjener flere penge end kvinder.

 

Og jo, mænd ændrede deres forbrugsmønstre i løbet af 2000-tallet. Selvfølgelig gjorde de det. Mange af dem. Ikke alle. Og ikke kun dem, der var rige og boede i byen og var skide smarte. Det gjorde kvinderne dog også. Modetøj og trends blev langt mere tilgængeligt med boomet af billige butikker som H&M og Zara, og internettet, den visuelle kultur og celebrity-kulturen vandt indpas.

Moderne mennesker udstiller sig selv. Men har det rod i det spornoseksuelle eller samfundet generelt?

 

Helt passé

Pointen med de spornoseksuelle er, at de har taget skridtet videre fra de metroseksuelle. Deres fokus er altså ikke længere på tøj og hudpleje og mange penge og det godt sammensatte image. I stedet sætter de alt ind i jagten på den perfekte krop og lækkerhed, som de ubornert viser frem i bedste pornostil gennem selfies og billeder på Facebook og Instagram.

 

De fetichierer altså ikke bare tøj, penge og hudpleje, men dem selv, deres kroppe og deres attråværdighed. Simpson skriver for eksempel, at ”with their painstakingly pumped and chiselled bodies, muscle-enhancing tattoos, piercings, adorable beards and plunging necklines it’s eye-catchingly clear that second-generation metrosexuality is less about clothes than it was for the first. Eagerly self-objectifying, second generation metrosexuality is totally tarty. Their own bodies (more than clobber and product) have become the ultimate accessories, fashioning them at the gym into a hot commodity – one that they share and compare in an online marketplace.” Sjovt er det, at mange af dem, der på nettet nu er udråbt som spornoseksuelle, er sportsstjerner, som, sjovt nok, lever af deres krop …

I virkeligheden gør de spornoseksuelle altså i princippet det, som (nogle) kvinder har gjort i lang tid. Stiller nogle – for nogen – perfekte idealer op, som hele tiden udvikler sig. Nu har de så udviklet sig lidt igen. For nogen. Mandekroppen er blevet en fetich i sig selv – som om den aldrig har været det før. Og jo, man kan sagtens problematisere det som koncept – at kroppen bliver pornoficeret, at moderne mennesker udstiller sig selv, at vi viser alting, hele tiden. Men det har ikke rod i de spornoseksuelle – det har rod i samfundet generelt.

 

Spornoseksuelle mænd viser ubornert deres lækkerhed frem gennem selfies og billeder på Facebook og Instagram

 

Forkert fokus
Der er mange mærkværdigheder ved den her slags teorier (og det vender vi også tilbage til), men den ene er, at de tilsyneladende forudsætter, at alle mænd tidligere var usoignerede hulemænd, og at metro- eller spornoseksuelle, eller hvad fanden de nu ellers snart finder på, altid og stadig bliver defineret som modsætningen til den klassiske maskuline mand – hvem han ellers er i disse dage.

 

En halv mande-g-streng er det ulitmative bevis på, at man er spornoseksuel – og latterlig. Bobby og Harry fra reality-programmet The Only Way to Essex er gennemheglet på nettet for deres valg af badeudstyr

 

Især to billeder har floreret på nettet, siden de spornoseksuelle blev begrebsliggjort, nemlig to billeder af tre mandlige deltagere fra det britiske reality-program The Only Way Is Essex – også kendt som Towie. Den ene –

Dan Osborne, en veltrænet gut med tattoos og attitude – er udråbt til ansigtet for de spornoseksuelle. De to andre deltagere – Bobby og Harry – er åbenbart også spornoseksuelle, men bliver decideret gennemheglet og latterliggjort på nettet, fordi de åbenbart lover alt dårligt for menneskeheden på grund af deres halve mande-g-strenge. Og jo, selvfølgelig er det en helt absurd form for badeudstyr. Men i princippet bærer de ikke andet end en mandlig version af noget, som den britiske brystbombe Katie Price kunne have haft på.

 

Den britiske feminist-forfatter Fay Weldon er blevet interviewet om den spornoseksuelle mand. Hun forklarer blandt andet feminiseringen af manden med, at mænd har fået mere østrogen i kroppen på grund af modermælkserstatning

 

Bliver vi alle piger?

Og så begynder det at blive sjovt. For i et interview i Berlingske Tidende om fænomenet langer den aldrende amerikanske feminist-forfatter Fay Weldon kraftigt ud efter den moderne mand – noget af tiden med rette. Hun påpeger, at manden i princippet bare indhenter kvinden, fordi mænd nu også vil vise deres kroppe frem. ”Kvinder har længe ’henrettet’ hinanden, hvis de ikke så godt ud. Måske vil unge mænd nu begynde at gøre det samme over for andre mænd,” udtaler hun – men bemærkelsesvist helt uden at problematisere det. Hvis der er en kamp, der skal tages, er det så ikke netop unge menneskers ”henretten hinanden” over deres kroppe?

 

Yderligere er der en helt særlig forklaring at hente hos Fay Weldon, når man undersøger feminiseringen af den tidligere så maskuline mand: ”Mænd bliver mere og mere feminine, fordi de har mere og mere østrogen i kroppen på grund af modermælkserstatning.”

 

Skal vi lige lade den stå et øjeblik? Hun får også lige sagt, at ”at have en smuk krop har altid været en besættelse for bøsser. Bøsser behøver en partner, der er lige så smuk som en kvinde, men blot er mand.” UHA, hvor er det godt. Dyk lige ned i det, kønsforsker-type. Please.

 

For selvfølgelig er alle mænd ikke ved at blive piger. Men hvis det spornoseksuelle ideal handler om veltrænede, sexede mænd, der inspireres af sport og porno – uha-hvor-kan-han-kneppe-med-sin-kæmpe-kæmpe-pik – forstår man altså i kritikken her, at spornoseksualitet er forbeholdt den veltrænede, heteroseksuelle mand.

 

”Kvinder har længe ’henrettet’ hinanden, hvis de ikke så godt ud. Måske vil unge mænd nu begynde at gøre det samme over for andre mænd,” udtaler Fay Weldon. Weldon kommer ikke selv ind på det, men unges 'henretten af hinanden' på grund af deres kroppe må vel netop være en vigtig kamp at tage?

 

Drumroll, please
Fay Weldon mener for eksempel også, at selfie-bølgen ikke ville være så slem, hvis alle så godt ud. ”Det er ikke noget problem, hvis alle rent faktisk så godt ud, men det gør de jo ikke,” siger hun. Og nej, det gør de jo ikke. Men er problemet virkelig, at alle ikke ser godt ud? Det er da omvendt argumentation. Problemet er vel snarere, at det er problematisk, at alle ikke gør det?

 

Så handler det pludselig om, at et begreb som spornoseksualitet fordrer, at det kun er de spornoseksuelle, der opfører sig sådan her. At man antager, at det kun er dem, der har et fetich-agtigt forhold til deres kroppe, er inspirerede af sport og porno, og hvad har vi, og som viser sig selv frem i et væk, der har ret til det.

Men det er jo altså ikke kun de spornoseksuelle, der gør det. Alle gør det. Også de tykke, de grimme, de blå, de gamle. Alle de andre tager også selfies eller går til træning eller drømmer om at løbe et maraton eller at være eftertragtet eller sender et nøgenbillede.

 

Begrebet overser fuldstændig, at det digitale, det visuelle og det kropslige er fuldstændig gennemsyrende i stort set alle dele af samfundet. At man ikke behøver være tynd og lækker for at være på Tinder, selvom det – Gud bedre det – da sikkert hjælper. At overflade er noget, alle skal forholde sig til.

Og så handler et begreb som spornoseksualitet lige pludselig egentlig ikke så meget om de spornoseksuelle selv, men om alle dem, der ikke er det. Som Bobby og Harry, der er alt for feminine, som de tykke, der fy føj ikke skal vise sig frem nøgne, som de gamle, der er for rynkede. Det bliver altså i princippet antitesen og bare et parameter og et værktøj for at skælde andre ud, mere end det i sig selv handler om de spornoseksuelle – og det er da egentlig ikke særlig sympatisk, er det?