Er det politisk korrekte sprog blevet stuerent?

Vi er blevet verdensberømte på det politisk ukorrekte. Vi tror hverken på guderne eller videnskaben, og vi er stolte af det. Lomborg og Muhammed-tegningerne er snart det eneste, resten af verden forbinder med Danmark. Har al den internationale politisk korrekte modvind ændret det politisk korrekte sprogs status i det fremmedfjendske fædreland? Kforum søgte svaret i samråd med direktør for Dansk Sprognævn, Sabine Kirchmeier-Andersen. Hendes budskab læner sig op ad gamle Emma Gad, der sagde: ”Tiderne skifter, men det bliver jo aldrig umoderne at opføre sig venligt, imødekommende og korrekt”. Post-Muhammed ser det ud til, at venligheden er kommet på dagsordenen. Selv Udlændingestyrelsen har skiftet navn til Udlændingeservice, og snart bliver æresdrab til familiehenrettelse. Det politisk korrekte sprog er blevet tidens nye takt og tone. Det er blevet stuerent, og det er vel ikke så ringe endda.

Forleden havde jeg en alvorlig diskussion med min amerikanske veninde. Jeg havde talt om en fælles ven, som lige havde fået en søn. Jeg sagde i en bisætning, at drengen var ’quardroon’– altså at hans mor var mulat og at han derfor selv var en fjerdedel sort. ”Quardroon!”, nærmest råbte Sharon, ”du kan da ikke sige om noget menneske, at det er ’quardroon’ eller mulat. Det er et udtryk, som slavehandlerne brugte i USA om sorte for 100 år siden!”

 

Nå. Ok, tænkte jeg. Godt ord igen. Godt, at jeg har nogle amerikanske veninder, der kan bringe mig up-to-date med det politisk korrekte sprog. For jeg må indrømme, at jeg er blevet lidt forvirret her efter Muhammed-krisen, om hvad man kan sige, og hvad man ikke kan sige om minoriteter i Danmark.

 

Så bladrer jeg lidt igennem mit fagforeningsblad og de efteruddannelseskurser, de tilbyder mig, sådan midt i karrieren. Jeg falder over en meget opsigtsvækkende overskrift på et kursus, som forfatteren Rushy Rashid holder: ”Pressen og perkerne”. Perkerne, tænker jeg. Nå, det må være, fordi hun selv er pakistaner, at hun har lov til at kalde sit kursus det, sådan lidt som man i USA gerne må kalde sig selv ”nigger”, hvis man ellers har den hudfarve. Men alligevel …”perkerne”, er det ikke lige på kanten, altså lige lovligt nedsættende og ikke særligt kammertoneagtigt?

 

Jeg ringer til Rushy for at få en afklaring. Rushy siger, at det var hendes egen beslutning at bruge ordet ”perkerne”. I marts havde hun kaldt kurset ”Pressen og Perkerne” med undertitlen: ” – eller medierne og minoriteterne”, men redaktøren havde – måske af Muhammed-mæssige årsager – lavet det om til ”Pressen og nydanskerne”. Da kurset skulle udbydes igen her til efteråret, havde Rushy insisteret på, at det skulle have den nuværende ordlyd for at provokere og gøre det mere spændende. Der lå altså en reklamemæssig overvejelse bag brugen af det politisk ukorrekte ”perkerne”.

 

Et reparationssprog
Så roder jeg lidt på nettet for at komme nærmere fænomenet, det politisk korrekte sprog. Her finder jeg mangen en interessant diskussion, blandt andet fra foreningen Kvinder for Fred, som har ansøgt Dansk Sprognævn om at få lavet om på nogle ord, som de mener, støder dem og andre kvinder. Det er mest ordet ”omskæring”, som de vil have, skal hedde ”kønslemlæstelse”, og ordet ”æresdrab”, som skal laves om til ”familiehenrettelse”.

 

Der er også historien om en medarbejder i Coop, der for nylig blev fyret for at kalde en muslimsk kollega for en ”hættemåge”, og der er et institut ved Københavns Universitet, som aldrig blev til noget, måske fordi det skulle hedde ”Institut for Perkerdansk”. Et nyt tidsskrift fra Dansk Gerontologisk Selskab fortæller, at siden 1960 er der kommet 70 nye ord med forstavelsen ”ældre” i stedet for ”gammel”, og sørme om EU's koordinator af terrorbekæmpelse ikke også barsler med en ny håndbog i sprogpolitik, eller som den kaldes, ”et ikke-følelsesladet leksikon til brug ved diskussioner af radikalisering”.

 

For det handler om følelser. Det handler om at finde et sprog i en stadig mere globaliseret, radikaliseret og multikulturel verden, som ikke fremkalder uønskede følelser hos modtageren, ord, som ikke støder eller provokerer mennesker og minoriteter. Et sprog, som er neutralt, og som bygger bro over forskelle i stedet for at gøre skellene dybere.

 

Der er meget, amerikanerne ikke kan, men det med følsomhed i sprogbrugen har de lært for flere (hundrede) år siden. Hvis man skal begå sig her i verden, skal man passe på, hvad man siger, fordi du er, hvad du siger - sprogbrug, tanke og handling hænger sammen. Og der er ingen grund til at skabe mere afstand med sit sprog i en allerede overophedet og polariseret verden. Spørg bare Paven. Eller Jyllands-Posten.

 

Nu er turen kommet til os selvfede danskere. Nu kan vi lære det. Og selv om Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti insisterer på at ”kalde en spade for en spade” og at ”beskrive virkeligheden med de sproglige midler, vi har til rådighed” (Flensborg Avis 25/7 2006), så er der altså folk i Danmark og i det øvrige EU, der mener, at det sprog, vi har til rådighed, ikke længere slår til, at tonen er blevet for skarp, og at sproget kan forårsage uhyrligheder, hvis det ikke bliver brugt med fornuft og følelse.

 

Besøg hos den sproglige ekspertise

For at perspektivere emnet en smule og finde ud af, hvordan det politiske korrekte sprog har det her efter Muhammed-krisen, opsøgte jeg den nyudnævnte direktør for Dansk Sprognævn, Sabine Kirchmeier-Andersen.

 

- Det politisk korrekte sprog er i hastig udvikling, siger Kirschmeier på sit meget universitetsagtige kontor med alt for mange bøger og alt for lidt luft, og slår derefter flittigt op i diverse ordbøger for at finde et politisk korrekt udtryk til mig for ’quardroon’. Det findes ikke. Desuden har ordet ikke samme betydning på dansk, som det åbenbart har på amerikansk – ord og sprogbrug skal forstås i den kontekst, de bruges i, siger Kirschmeier, som selv er en slags ”kvardron” med sin tyske oprindelse. På spørgsmålet om, hvordan man definerer det politisk korrekte sprog, siger hun:

 

- Det er det sprog, som politikerne definerer som korrekt. I den nye EU-håndbog definerer man det politisk korrekte sprog som et neutralt sprog, der undgår værdiladede ord. Et sprog, der ikke tilkendegiver en holdning hverken for eller imod.

 

Fra muhamedaner til muslim

Sabine fortæller, at reparationssproget, eller de politisk korrekte eufemismer, typisk opstår i forskellige sammenhænge både blandt menigmand og hos toppen - politikerne og medierne. Politikere kan opfinde særlige ord for at skjule nogle faktiske forhold, hvorfor udtryk som ”Udlændingestyrelsen” bliver til ”Udlændingeservice”. Herfra kan medierne eller de unge bruge udtrykket, og derefter går det hen og bliver gængs sprogbrug. Men det går lige så vel den anden vej, fortæller Sabine. Det politisk korrekte sprog bliver ikke altid indført af magthaverne, og mange ord bliver opfundet, men aldrig brugt:

 

- Sprognævnet anbefalede i sin tid folk at bruge ordet ”muhamedaner” om de muslimske indvandrere, men dér gik ordet ”muslim” hen og blev det mest anvendte. Så politikerne kan ikke styre, hvad folk bruger af ord, og vi i Sprognævnet styrer det slet ikke. Vi beskæftiger os ikke med at diktere sprog, men kan godt opfinde ord. Når vi giver sproglig vejledning, er det ud fra en betragtning af, hvorledes et ord fungerer bedst i en sætning. Det er op til politikerne at bedømme, om de offentlige organer fx skal bruge ordet ”kønslemlæstelse” eller ”kvindelig omskæring”, siger Sabine.

 

Er det politisk korrekte sprog på vej frem?

- Sprogbrug opstår i kulturen, og derfor bliver sproget selvfølgelig påvirket af, hvad der sker omkring os. Med Muhammed-krisen kom der mere fokus på de ord, vi har tilgængelige på dansk til at tale om minoriteter. Men min fornemmelse er alligevel, at der ikke er en aktiv søgen efter det politisk korrekte sprog i Danmark på samme måde som i USA. De har jo i meget højere grad end os været vant til et samfund med mange folkeslag og mange forskellige religioner og har derfor en længere sproghistorie og dermed et umiddelbart tilgængeligt vokabularium for at tale om og med disse grupper. Vi er på vej mod det multikulturelle samfund, og det gør os usikre. Den usikkerhed reflekteres også i vores sprog, fx om det hedder ”dansker med anden etnisk baggrund” eller ”indvandrer”, siger Sabine.

 

Tænk, før du taler

Muhammed-krisen gav os virkelig noget at tænke på. Her på årsdagen for de famøse Muhammed-tegninger er der i hvert fald ingen, der er i tvivl om, at sprog og billedsprog betyder noget. Og at vi i Danmark, ligegyldig på hvilken fløj vi stod i krisen, fik en brat opvågnen, når det drejer sig om at forstå, at netop det at tale om etniske grupper eller religion er en disciplin, vi danskere ikke mestrede til UG+. Vi taler om ”tonen” som aldrig før. Og vi diskuterer som aldrig før, hvorvidt dialog og sprog som sådan kan bygge bro og hindre konflikter mellem grupper i samfundet. Sabine mener godt, at man kan bruge sproget som brobygger.

 

- Det politisk korrekte sprog virker lidt kunstigt på danskerne, fordi vi ikke er så vant til det endnu. Og denne kunstighed skaber sammenstød mellem dem, der vil ”ha lov til at kalde en spade for en spade”, og dem, som synes, vi skal være have mere følsomhed i vores sprog. Jeg synes, at vi danskere skal være mere bevidste om vores sprogbrug og vores følelse med det – ikke kun i forhold til det politisk korrekte sprog, men også fx i forhold til, hvor meget engelsk vi optager i det danske. Altså, at vi bliver mere opmærksomme på de ord, vi allerede har, og ikke bare tager nye udtryk ind, fordi vi er dovne eller vil virke smarte. Der ligger et stort ansvar på medierne, politikerne og lærerne i at udvikle det politisk korrekte sprog, for de er rollemodeller i forhold til den offentlige debat. Tidligere opstod konsensus om sproget i befolkningen, altså: ”Nu taler vi sådan eller bruger dette ord,” hen over hækkene. Nu er denne menneskelige dialog i høj grad udskiftet med medierne – og derfor har medierne overtaget meget af ansvaret for at udvikle sproget, siger Sabine.

 

Politisk korrekt kender ingen hudfarve

Nok bliver det politisk korrekte sprog mest anvendt i forhold til religion eller minoriteter, men netop fordi det er neutralt, tager det også hensyn til andre grupper i samfundet, fortæller Sabine. Vi gør os for eksempel også tanker om, hvordan vi taler om kasseekspedienter (før: kassedamer), rengøringsassistenter (før: rengøringskoner), ældre (før: gamle) og retarderede (før: åndssvage).

 

Kan man aflæse social klasse i brug af politisk korrekte udtryk?

- Hvis en person bruger det nedsættende ord ”perker” om en indvandrer, så siger det mere om denne persons politiske tilhørsforhold og hans eller hendes personlighed, end det siger noget om, hvor personen kommer fra geografisk, racemæssigt eller socialt. Selvfølgelig skal man også som sprogbruger vide, at der findes ord for ’indvandrere’, som ikke er negativt ladet. Og det kræver jo en form for uddannelse. ”Perker” signalerer, at man har tænkt over sit valg af ord, og at man vil skabe afstand. Men det kan jo også være et udtryk for, at man ”tager ordet tilbage”, at man tager ejerskab over et negativt ladet ord, der har været brugt til at marginalisere en selv som gruppe. Eller det kan være for at provokere nogen til dialog, som måske i Rushy Rashids tilfælde, slutter Sabine Kirchmeier-Andersen.

 

Utrendy venstrefløjssprog

Så politisk korrekthed kender ingen hudfarve eller social klasse. Det er bare neutralt. Det politisk korrekte sprog er et udtryk for, at man vil diskutere en sag uden for meget støj, mere end det er et spørgsmål om, at man censurerer sig selv, som mange konservative amerikanske politikere ellers har skudt det politisk korrekte sprog i skoene.

 

Også herhjemme har sproget været latterliggjort. Der er mangen en radikal café latte-drikker, eller godtroende dansk AOF-salsa-enthusiast, der har mødt himmelvendte øjne, fordi han eller hun har anvendt et politisk korrekt udtryk. Faktisk var det at forsvare og bruge det politiske korrekte sprog i begyndelsen af halvfemserne latterligt og et udtryk for en leflen for ”det amerikanske”. Vi – de overlegne – kunne sige, hvad vi ville, og hvis man følte sig krænket, så var man en overfølsom idiot (i dag = ”naivist”), der bare skulle vænne sig til lugten i bageriet Danmark.

 

Men vi blev klogere og mere globale. Og allerede i 1998 sad de fleste af os og krummede tæer, da gæsterne i Thomas Vinterbergs ”Festen” gik i gang med at synge ”Jeg har liiige set en negermand …” Pinligt var det, når dansken slog sig løs. Og især den rige af slagsen.

 

Emma Gad – jeg gider også

Jeg synes, det er høje tid, at vi danskere får et mindstemål af sproglig opdragelse. Så vi ikke bare sidder og fyrer racistiske vittigheder af i frokoststuen, hvor vores muslimske, jødiske, eller koreanske kolleger sidder og måske har et eller andet supertungt i bagagen, som vækkes pga. af vores ubegavede, ubetænksomme vittighed.

Desuden skriger erhvervslivet jo efter kvalificeret arbejdskraft – vi behøver hænder (og gerne nogle af de hennafarvede) til at opretholde vores fantastiske, fløde-(nu uden ”neger”)bolle-forbrugersamfund. De hænder arbejder nok ikke her længe, hvis vi ikke forstår, at et demokratisk samfund også handler om kammertone, om respekt, som man sagtens kan udvise gennem sit sprogbrug. Det er så let at være venlig – vær det endelig, som min gamle farmor så klogt sagde.

 

Og jo, jeg har levet i firserne og set George Orwells ” 1984” , hvor man indoktrinerede en hel befolkning med en bestemt sprogbrug. Og jeg hører Pia Kjærsgaard, når hun siger, at hun meget nødig vil have nogen til at fortælle sig, hvordan hun skal tale om de muslimer, som hun helst så hælen af. Men jeg taler ikke - hvilket ellers er så moderne - om at indføre sproglig fundamentalisme, jeg taler om hensyn, respekt, og om at ”sam-tale”, at tale sammen, at tale med, at inkludere mennesker gennem sproget, fordi sproget er det vigtigste værktøj, vi danskere har i det demokratiske samfund.

 

Og det politisk korrekte sprog er ikke, mener jeg, et udtryk for selvcensur, fortielse eller et udtryk for, at vores ytringsfrihed begrænses. Tværtimod et det et udtryk for, at vi gennem det politisk korrekte sprog med dets indbyggede neutralitet netop fremmer en dialog og den ytringsfrihed, som vi så højt besynger i vores ”civiliserede” del af verden. Der er så meget, som kvinder og mænd ikke forstår, men hvis vi spørger og åbner os gennem sproget, så kan det være, at vi rent faktisk forstår og bliver klogere på de andre. Som Inge Correll skriver i forordet til gode gamle Emma Gads bog, Takt og Tone: ”Tiderne skifter, men det bliver jo aldrig umoderne at opføre sig venligt, imødekommende og korrekt”.

 

Det politisk korrekte sprog er blevet stuerent. Tidens takt og tone. For det er så let at være venlig – vær det endeligt.

 

Mette Bom er redaktør og forfatter til bogen ”Pakidanerdialogerne”, der udkommer den 18. oktober.

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job