Ekstra Bladet bliver ristet over samtlige runer på grund af sagen om den 48-årige, der blev hængt ud for et mord, han ikke havde begået. Men ærlig talt. Kunne man have forventet andet af Ekstra Bladet? Og hvem råbte op om justitsmord og manglende presseetik, dengang vi ikke havde fået resultatet af DNA-prøverne? Ingen, mig bekendt.
Ekstra Bladets DNA
Poul Madsen kan mene om, hvad man vil. Jeg er personlig ikke
misundelig på hans job. Tænk at skulle leve af
prostitution, bagtalelse og sensationshysteri. Det kan ikke
være let, men er ikke desto mindre en forretningsmodel, som
vi må acceptere i et demokratisk samfund. Poul Madsen solgte
ganske vist 5.000 ekstra eksemplarer af sin avis på
historien, men det tror jeg ikke har været udslagsgivende for
at bringe den. Det ligger nemlig dybt i bladets DNA at køre
sådan nogle historier - det findes der masser af andre
eksempler på. På Ekstra Bladet labber man andres
forargelse i sig. Ellers vil man ikke kunne holde ud at være
der.
Så hvor skal man rette sin vrede i denne sag? I mine
øjne to steder. For det første mener jeg ikke, der
kan være tvivl om, at politiet har svigtet på
adskillige områder. Og dernæst burde advokaten nok have
nedlagt navneforbud.

Den 48-årige blev vist på forsiden af ekstra Bladet
med både navns nævnelse og billede
Politiets ansvar er ikke Ekstra Bladets ansvar
Lad os starte med politiet. De anholder en mand alene på
indicier. Der var ikke skyggen af bevis, og
spørgsmålet er, hvorfor de ikke kunne vente med at
anholde manden, til de havde resultatet af DNA-prøverne?
Hvorfor have så travlt? Følte politiet sig presset af
medierne til at komme med nogle hurtige resultater?
Advokatens ansvar er ikke Ekstra Bladets ansvar
Så til forsvarsadvokaten. Han kunne have nedlagt navneforbud,
så den 48-årige i det mindste kunne have flyttet til en
anden by, når røgen har lagt sig. Navneforbuddet ville
ikke hjælpe ham der, hvor han bor nu, fordi alle lokalt vil
vide, hvem han er; men nu er han kendt i hele Danmark, og problemet
er, at mistanken vil blive ved med at klæbe til ham,
medmindre politiet i en fart finder den rigtige morder. Nu
står forsvarsadvokaten så og siger, at Ekstra Bladet er
dumme, fordi de har offentliggjort navnet. Men kunne man ikke have
sagt sig selv på forhånd, at det ville ske, hvis der
ikke blev nedlagt navneforbud?
Tilbage står, at en 48-årig mand måske har
fået sit liv ødelagt. Det er en tragedie, som nok
kunne kalde på, at politiet og domstolene i fællesskab
kommer med en løsning på, hvordan vi undgår
dette en anden gang.

Ekstra Bladet bringer endnu en gang Jan Mikkelsens billede
på forsiden. Denne gang måske mere som en slags
undskyldning. Se en video af, hvorfor Ekstra Bladet
bragte den dengang sigtedes billede i første omgang