#valueformoney på #fmdk

I går aftes drog vi til Bornholm til et folkemøde, der torsdag middag er baget i mildt solskin og godt humør. De næste 72 timer venter over 2000 arrangementer. Men hvad skal det ideelle #fmdk-arrangement egentlig kunne? For kan man hurtigt blive både sneblind og tabe stemmen blandt de mange holdninger, meninger, spas og løjer.
af Jesper Højberg Christensen, Thomas Albrechtsen
1. Alle er på folkemødet – skal du være der?
Fra Helle Thorning til Campingrådet. Fra LO til Danske Advokater, McDonald's og Dansk Hestevæddeløb. Mens rigtig mange bruger Folkemødet til at forsøge at gøre sig selv lidt mere synlige og vise, at de gør noget for deres medlemmer, lykkes det for færre at skabe egentlig politisk påvirkning. Det på trods af de store summer, selv mindre organisationer kan nå at få fyret af. Har du balanceret de mange omkostninger med udbyttet – kan du forklare din bestyrelsesformand, at det er pengene værd? Hvis ja, gå videre.
 
 
Hvis førstegeneration af folkemødearrangementer handlede om synlighed, så handler 2.0 om at bruge ressourcerne i Allinge til at generere forslag med reel politisk værdi 
 
2. Fik du sat dagsordenen hjemmefra?
Fik du lavet dit hjemmearbejde? Er folk interesserede i det, du laver, før de kommer? Og er de så interesserede, at de ikke glemmer det undervejs? Ellers er det bare resten af det netværk, du alligevel snakker med til dagligt, som kigger forbi dit telt. Når først folk er landet, så slår de gratis fadøl og den gode stemning ind. Dit arrangement drukner blandt de 2000 andre på Folkemødet-appen, selvom I synes, I havde fundet en super god overskrift for det. I betaler en meget høj pris for den lille kontakt, I får – til alt for få.
 
3. Bliver du overdøvet i dag eller hørt på tirsdag?
Men Folkemødet er en enorm politisk ressource, hvis man bruger det ordentligt. Man kan sige, at Folkemødet egentlig minder om folketingssalen. Debatten er mere for syns skyld og for måske at blive citeret i aftennyhederne, hvis dagsprogrammet er lidt tyndt. Alt det virkelig interessante sker mellem møderne i folketingssalen. Folketingsmedlemmerne får input fra organisationer og virksomheder. Forhandlinger tager fart. Ideer bliver skabt, og politikken bliver smedet. Skal du retfærdiggøre din omkostning ved at være på Folkemødet, så skal du lægge arbejdet 'behind the scenes'.
 
4. Et hav af ressourcer!
Har du politikere til debat i dit telt, så få al deres input til nye tiltag på det område, som er spændende for dig – også med mikrofonen slukket. Fang en ekspert på gaden. Få alle gode ideer fra debatterne skrevet ned. Du har sjældent været et sted med så meget 'brain power' ventende lige bag den næste teltdug. Nogle organisationer har formået at lave et program, som bruger ressourcerne fra Folkemødet til at skabe reel værdi. De sætter folk sammen og lader den skabe reelle politiske forslag. Et par af de få eksempler på sådanne arrangementer er Region Hovedstadens 'Byg fremtidens Uddannelse' på Kirkepladsen fredag – det er en reel workshop for debattører og publikum. Et andet er DI’s 'Hurtigere, Kærligere, Dygtigere' (som vi selv har været involveret i, så vær endelig kritisk!), hvor seks eksperter, meningsdannere og politikere har 48 timer til i samarbejde at skabe reelle forslag til, hvordan vi får en bedre offentlig sektor.
 
5. Et liv efter døden?
Hvis førstegeneration af folkemødearrangementer handlede om synlighed, så handler 2.0 om at bruge ressourcerne i Allinge til at generere forslag med reel politisk værdi. Kan du ovenikøbet give disse forslag politisk gennemslagskraft efter Folkemødet og vise tilbage til den idegenerering, der skete på Bornholm (det er ikke lykkedes for mange endnu), så mener vi, du har været med til at skabe en generation af folkemødearrangementer, der har det niveau, de burde have. Og så kan du rent faktisk også sige, at de penge, du har brugt på at flyve organisationen til Bornholm, ikke kun har givet jer en sjov weekend, men reelt har været investeringen værd – også på tirsdag. 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job