Dokumentarismens pris

På forsiden af en af Danmarks største danske formiddagsaviser, udråbtes Henriette og Gert – hovedpersonerne i dokumentaren ”Adoptionens pris” – i går som værende Danmarks mest forhadte mennesker. Det er noget af et prædikat at påklistre et barnløst par, der egentlig kun er skyldige i at have adopteret to børn, der på daværende tidspunkt stod til at blive forældreløse i Etiopien. 770.000 danskere så dokumentaren på TV2 mandag aften. Da den blev genudsendt tirsdag aften så 351.000 danskere med. Siden har sagen fyldt meget i de danske medier og flere partier har meldt ud, hvad de mener, der skal ske for den adopterede Masho i fremtiden. Men er det en debat, der er opstået på et sagligt grundlag?

Hr. og i særdeleshed Fru Danmark blev rødglødende over adoptivforældrenes opførsel, da dokumentaren mandag aften rullede over skærmen. I hvert fald de fru Danmark’er, som jeg er venner med på Facebook. Og forældrene har i den grad fået en hård medfart på de sociale medier. ”Den adoptionsmor skulle have et spark bag i…. føj, hvor er det synd for de stakkels børn” og ”Den adoptionsmor kører jo psykisk terror mod den stakkels pige, som er fjernet fra hendes skønne forældre. Er gal!” er bare et par eksempler, der dukkede op i min egen newsfeed.

Er Adoptionens pris en troværdig skildring af virkeligheden?

Der er stor grund til at anfægte troværdigheden i den fortælling, som hele Danmark var vidne til i mandags. Man kan næsten fristes til at tro, at de journalister, der står bag produktionen, har glemt, hvad dokumentaren som genre egentlig skal kunne: fremstille virkeligheden. Eller en afspejling af den i hvert fald.

I dokumentaren kridtes banen i den grad op til hvem, der er the good guys og hvem der er the bad guys. Det er et meget unuanceret billede, der fremstilles, hvor der allerede fra starten kun er udvalgt passager med det danske ægtepar, der virker meget lidt flatterende. Blandt andet er der episoden, hvor Henriette og Gert prajer en taxa i lufthavnen og diskuterer med chaufføren, hvor mange penge, de skal give for turen. Her nægter de at betale mere end først aftalt. Men hvilken relevans har denne situation for resten af historien? Det er klart fra dokumentaristens side fra begyndelsen: her har i skurkene, ladies and gentlemen.

Det er svært at lade være med at tænke: hvad så med alt det, vi ikke ser? Hvorfor er det netop disse passager med det danske ægtepar, der er udvalgt? Jeg kunne følge hvem som helst med et kamera i fem år og få en meget meget ubekvem og ubehagelig personlighedsskildring ud af det. Det handler om selekteringen af stoffet der vises og i dette tilfælde falder denne selektering på ingen måde ud til forældrenes fordel.

I en sekvens i dokumentaren sidder moderen Henriette på sengen og taler i telefon med en medarbejder fra kommunen. I denne situation siger hun: ” ..lad os nu være rigtig frække… Man kan føle, at det er en nitte, ikke?”. Scenen er i øvrigt tydeligt gennemklippet og det ville have gavnet dokumentarens troværdighed, at der var blevet bragt et fuldt uddrag af samtalen i stedet. På baggrund af denne samtale udråbes Henriette som en skurk i mange danske medier. Men helt ærligt.. Hvem har ikke i en presset situation, hvor man hænger i med det aller yderste af neglespidserne sagt helt forfærdelige ting til og om de mennesker, man holder af? Jeg ved at jeg har. Og nok endda også det, der var værre. Dette ene udsagn pustes op i den efterfølgende mediedækning af dokumentaren og gør, at ægteparret Henriette og Gert nu er udråbt af hele Danmark som skurke.

Ren følelsesporno

Samtidig er dokumentaren ren følelsesporno og pathos-knappen får alt, hvad den overhovedet kan trække. Det er meget påfaldende, at forældrene først påbegynder den rigtige eftersøgning af de lovede statusrapporter om børnene præcis, da dokumentarholdet er landet i Etiopien for anden gang. Er det et tilfælde? Som det fremgår i dokumentaren, har de tidligere rykket Dan-Adopt og staten for disse rapporter, men det bliver aldrig rigtig klart hvordan, og hvor stor en indsats de har gjort for reelt at få disse oplysninger. Men måske er der bare rigtig gode billeder i at følge et frustreret og grædende etiopisk forældrepar rundt i en desperat søgen efter livstegn fra de børn, de har måttet opgive.

Det er en forfærdelig historie, men den kunne med fordel være blevet fortalt meget bedre – og meget mere nuanceret, men stadig vise en rørende og tragisk historie om, hvor galt det kan gå, når nogle verdens mest fattige mennesker bliver stillet over for vesterlændinge, der vil give alt hvad de ejer for at få et barn. Det er ren aktantmodel uden nogen nuancer af nogen art. Vi har en helt og vi har en skurk og intet ind imellem. Det er meget tydeligt, at det er dokumentaristens mission, at man som seer skal fatte sympati for de biologiske forældre. Dokumentaren behandler dog på intet tidspunkt de dybereliggende grunde til, at forældrene har bortadopteret børnene, men kommer kun kort ind på, at de efter at have fået konstateret HIV fik at vide, at de havde fem år tilbage at leve i.

Har Dan-Adopt betalt for hele gildet?

Samtidig er det interessant at se, at Dan-Adopt ikke spiller en større rolle i dokumentaren. Det fremgår tydeligt, at det børnehjem, som Dan-Adopt samarbejder med i Etiopien, på et tidspunkt har lovet familien, at de ville bede Gert og Henriette om at få penge, når de afhentede børnene. Det fremgår ikke, hvor mange penge familien reelt har modtaget for adoptionen, men det er tydeligt at penge på den ene eller anden måde spiller en central rolle i denne adoption. Det er et relevant spørgsmål for dokumentaristen at afdække og skaber endnu en løs ende i dokumentaren. For så er Dan-Adopt jo med til at bedrive menneskehandel. Men det er ikke en interessant vinkling for dokumentaristen, der i stedet fokuserer på det danske ægtepar og deres håndtering af den skadede pige, Masho.

Det nævnes dog i dokumentarens indledning, at den er blevet til med hjælp fra Dan-Adopt, så måske er det derfor de bliver behandlet med fløjlshandsker af dokumentaristen. Men det sker ikke – sandsynligvis fordi Dan-Adopt har betalt en stor del af gildet. Det er med til at anfægte, om denne dokumentar reelt afdækker virkeligheden, som den er.

Dokumentaren lægger sig op ad en kedelig trend inden for journalistikken, der handler om at opsøge det personlige og det sensationelle frem for at præsentere fakta og nuancerede, kritiske historier. Ud fra disse enkeltsager skabes der meget grove generaliseringer og ud over de personlige ofre, der bringes for de medvirkende, er det også med til at skabe et forvrænget offentligt billede af hele konceptet adoption. Vi så det sidst for et par måneder siden, hvor det var den samlede lægestand, der var under kniven i DRs dokumentar ”Pigen, der ikke ville dø” og hvor hele Danmark blev nervøse for, om man nu ville få høstet sine organer, hvis man blev indlagt med en lungebetændelse.

Alle er tabere

Essensen i denne sag er, at det her var tiltænkt til at blive en win/win situation for alle – børnene ville få et godt sted at vokse op, de biologiske forældre ville få sikkerhed for, at der blev taget hånd om deres børn og Gert og Henriette ville få deres største ønske opfyldt: at blive forældre. I stedet bliver det en situation, hvor alle er tabere. Børnene bliver taget væk fra forældrene, de biologiske forældre skal leve med at have opgivet deres børn, selvom de selv lever videre og Gert og Henriette skal være forældre for et barn, der er så traumatiseret af at være blevet taget fra sine forældre, at det ikke er muligt for dem at skabe en normal hverdag for hende og de må til sidst give op. Det er en meget meget ulykkelig historie.

Som seere labber vi historien i os uden på nogen måde at forholde os kritisk til den måde, som historien fremstilles på. Det leder til, at der nu drives klapjagt på ægteparret Henriette og Gert, der har måttet bede om politibeskyttelse og har måttet forlade deres hjem. Dokumentaren har skabt en offentlig debat, hvor der endnu engang drages konklusioner og foreslås tiltag, uden skelnen til om dokumentaren er udtryk for en tendens eller blot er en enkeltsag og uden at vigtige forhold i sagen er blevet afdækket.

Så hvad ved vi egentlig nu? Dokumentarismen har åbenbart en pris ligesom adoptionenen. Dokumentarismens pris er, at den undergraver sig selv i jagten på omtale og høje seertal.