Enhedslisten og finanslovsforhandlingerne
Johanne tog en kugle for kammeraterne

Enhedslisten – i folkemunde Indkøbslisten – fremstår efter sidste uges finanslovsforløb både feje og som tabere i det blamegame, der fulgte. Muligheden for den rødeste finanslov i umindelige tider er forpasset, og det er Enhedslistens skyld
Sådan lyder det blandt andet fra et enigt kommentariat og fagbevægelsens top. Hertil en tung socialdemokratisk spærreild. Karakteren er: dumpet. Hans Engell iagttager sågar, at Enhedslisten er færdig frem til næste valg. Bum. Engells efterfølger som chefredaktør på Ekstra Bladet, Poul Madsen, iagttager, at Enhedslisten har tabt slaget om opinionen, og at Johanne Schmidt-Nielsens tv-tække ikke rækker i denne omgang. Knas.
 
Poul Madsen sætter skabet på plads. Eller noget …
 
Blamegame-extravaganza i en anstrengt trekant
En lidt anstrengt trekant, hvor SF’s sjæl har søgt asyl hos Enhedslisten – som Weekendavisens Arne Hardis kommenterede forrige uges kommunalvalg – og Socialdemokraterne synes, at Enhedslisten skal holde kæft og sige ja, til hvad de bliver tilbudt. Omtrent sådan kan det aktuelle forhold mellem de tre røde partier beskrives. Hertil kommer Margrethe Vestager, som er med på en kigger, og dermed har vi kanvassen for det heftige efterspil til afslutningen på finanslovsforhandlingerne i sidste uge.
 
Umiddelbart efter tirsdagens sene finanslov med Venstre og Konservative iværksatte Socialdemokraterne en offensiv mediekampagne, der ved at henvende sig til den røde opinion, skulle frame regeringen som den svigtede part og Enhedslisten som partiet, der ikke forstår, at man må tage, hvad man kan få.
 
Men nogen havde glemt at koordinere kampagnen med DSU-formand Camilla Schwalbe, der på Facebook reagerede på forliget med højrefløjen ved at true med at brænde sit tøj i protest over forliget. Der gik dog ikke mange minutter, før der kom en ny reaktion, der skød skylden på Enhedslisten i stedet.
 
DSU-formanden slettede hurtigt sin umiddelbare reaktion og erstattede den med partilinjen. Læs her.Vi når dog at forstå, at Enhedslistens tilbud til regeringen er socialdemokratisk hjerteblod
 
Så fik DSU finindstillet deres sigte
 
Samtidig fældede chefredaktører, kommentatorer og toppen af fagbevægelsen enslydende dommen: dumpet. Den var baseret på en skala fra ”forlig” til ”ikke forlig” og har potentiale til at gøre den røde opinion utryg, ikke mindst den del, som ved kommunalvalget har stemt på Enhedslisten for første gang. Men størstedelen af disse vælgere kommer jo netop fra en tilværelse som SF’ere og har som sådan prøvet lidt af hvert. Enhedslisten svarede hurtigt igen med en modkampagne på alle platforme. Målet var at frame Enhedslisten som dem, der sætter en grænse og står fast
 
Annoncekrig
I slutningen af ugen og hen over weekenden skruer både Enhedslisten og Socialdemokraterne deres kampagner en tak op med annoncer. Socialdemokraterne med en fortælling om blandt andet det kædeansvar/sociale klausuler, vi – den røde opinion – er gået glip af, takket være Enhedslisten. Enhedslisten svarer igen med at spørge: ”Er det også vores skyld, hvis det ikke bliver hvid jul?”
 
Enhedslistens modsvar til blamegame-kampagnen. Svaret er formentlig nej …
 
Så stor var virakken i den forgangne uge, at eksperter kunne bekræfte, at en lignende opstandelse vist ikke var set før, og en måling i Jyllands-Posten foretaget efter finansloven viste, at 60 procent af vælgerne giver Enhedslisten ansvaret, og at 69 procent af de røde vælgere helst havde set en aftale med Enhedslisten. Det er slet ikke en ringe måling for et parti med cirka 10 procent vælgeropbakning.
 
SF i den slemme klemme
Midt i efterspillet holdt SF landsledelsesmøde, hvor ledelsesmedlem Trine Mach placerede ansvaret for forliset hos både regering og Enhedslisten og udpegede venstrefløjen som taber: ”Jeg mener, at man skulle have fundet en løsningsmodel på det problem, som Enhedslisten tegnede. Jeg synes, at deres løsningsforslag var meget rigidt, men den politiske pointe var rigtig.” I ugens slutning satte SF så en avisannoncekampagne i gang og lancerede røderesultater.dk , der leder til sf.dk. Her kan man blandt andet finde en pdf-flyer med Annette Vilhelmsen, der udfolder fortællingen om de ”røde resultater”, som det sikkert har heddet allerede i idéfasen.
 
Ikke alle browsere har det lige godt med ø’et i kampagnesitet røderesultater.dk. Her må  SF’s næstformand give en journalist Twitter-support: ”Røde” staves med ø …
 
SF befinder sig i de fleste henseender i en ugunstig og temmelig trættende situation, hvor der er fire muligheder: at forlade regeringen, at gå hårdt til Enhedslisten, at forholde sig passivt eller at se at komme i gang med at forklare, hvorfor de er, hvor de er. SF har valgt den sidste mulighed, hvilket synes klogt, da de tre andre har alvorlige downsides. At tordne mod Enhedslisten har som problem, at Enhedslisten repræsenterer en politik, som de tilbageværende SF’ere er enige i, og de vil dermed selv blive genstand for tordneriet. Og det er træls at blive tordnet af sit eget parti.
 
Ulempen ved at skulle fremhæve egne resultater er, at det er gode nyheder, og at gode nyheder sælger markant dårligere end dårlige. Kort sagt er det svært at se, hvordan SF skal komme til at udgøre en trussel mod Enhedslistens muligheder for fortsat at samle stemmer op. Omvendt skal Enhedslisten blot køre en enkelt konflikt op, for at SF bliver nødt til endnu en gang at stå og vifte med beviser for deres fingeraftryk.
 
Fuld af gaver og uden torne?
Enhedslisten har et parlamentarisk princip om at stemme mod enhver forringelse. Det er et gammelt princip i partiet, og det skal ses i lyset af en dyb, grænsende til det fobiske, ærefrygt over for magt og magtudøvelse. Heroverfor står de årlige afsluttende forhandlinger om finansloven. De udmønter sig i en håndfuld letfordøjelige mediebullets med x antal milliarder til nye z, som er den ceremonielle pynt på en kedsommelig opremsning af, hvad Folketinget har vedtaget det forgangne år.
 
Kontrasten er til at få øje på, og derfor er finanslovsforlig både historisk og aktuelt følsomme forløb for Enhedslisten. Skismaet ses tydeligt med kontanthjælpsreformen, som er blevet vedtaget i Folketinget i år, og dermed var en del af den finanslovspakke, Enhedslisten eventuelt skulle støtte. Enhedslisten er lodret uenige i reformen, som de stemte imod, men ville altså være med til at bære reformen igennem, hvis de indgik finanslovsforlig.
 
”Fuld af gaver og uden torne”, sagde SF’s svar på Pulp Fictions Mr. Wolf, skatteminister Holger K. Nielsen, om regeringens pakke, og dermed glemte eller ignorerede han det forhold, at kontanthjælpsreformen afstedkom protest og frustration hos Enhedslisten (såvel som i hans eget parti). Det er en reform, der blandt andet frygtes at kunne aflæses i antallet af unge hjemløse, så lidt småtornet er den jo nok for Enhedslisten – og for rest-SF.
 
Holger K. Nielsen er fra Socialistisk Folkeparti og har siden oktober 2012 været Danmarks skatteminister. Tidligere var han partiformand for SF fra 1991 til 2005
Foto: Polfoto
 
Ældrebade  – en gratis politisk hegnspæl
Forud for årets afsluttende forhandlinger havde regeringen gjort klart, at der ikke ville være penge at købe pynt for til dette års finanslov. Enhedslisten valgte derfor at gå efter ”gratis” politiske hegnspæle som det famøse lovkrav om mindst to ugentlige bade, der skulle være betaling for at bære blandt andet kontanthjælpsreformen igennem.
 
Regeringens forhandlere, anført af Bjarne Corydon, valgte at møde Enhedslistens krav med den samme attitude som ved tidligere lejligheder. En attitude, der kan sammenfattes som: ”Hold kæft, og sig ja til det, vi tilbyder.” Skulle man have lyst til at muntre sig med at drage en sammenligning med VK’s forhold til O, som det er så populært, ville man her finde en markant forskel i relationerne. Søs Marie Serup beskriver det for eksempel sådan her:
 
Regeringen har simpelthen haft en lidt for taktisk tilgang til finanslovsforhandlingerne. Før kommunalvalget var man næsten lemfældig med forhandlingerne. Og efter kommunalvalget lagde man et noget uklædeligt pres på Enhedslisten. Det er jo helt urimeligt, at en regering går ud og kommunikerer alt det søde og overlader det sure til støttepartiet – altså alle finansierings-elementerne. Man kan næppe udvise MINDRE imødekommenhed. Læs resten af kommentaren her.
 
 
Enhedslistens strategiske fokus
Enhedslisten er vokset enormt på kort tid, og ambitionerne er vokset tilsvarende. For at kunne fastholde og udbygge sin position er Enhedslisten nødt til at adressere nogle af de barrierer, der holder nye vælgere tilbage fra at stemme på partiet, nemlig at man opfattes som økonomisk suspekt og som et urbant avantgardeprojekt.
 
Partiets aktuelle kampagne »Fællesskab fungerer«, hvor der bruges en række nye medier, ligner et forsøg på at adressere barriererne. Kampagnen er en invitation til danskere uden for de store byer og uden for den gamle venstrefløj om at være med i en succes. Det er en langsigtet kampagne, der skal konsolidere Enhedslistens nuværende opbakning fra to tredjedele af SF’s tidligere vælgere, og det er en offensiv tilnærmelse til socialdemokratiske kernevælgere. Det burde, set i lyset af ovenstående, være muligt at ane Enhedslistens pointe med at gøre det helt dagligdagsnære spørgsmål om bad til ældre medborgere til stridspunktet ved finanslovsforhandlingerne.
 
 
Ud & Se med Enhedslisten
 
Opretholdelsen af den samfundsmæssige konflikt
Konflikt mellem samfundsinteresser er både historisk og aktuelt en del af Enhedslistens identitet og selvforståelse. For Enhedslisten er det både af politiske, identitets- og imagemæssige grunde centralt at opretholde konflikt. Både med regeringen, med den højreorienterede opposition og med det, partiet opfatter som en grundlæggende uintelligent og uretfærdig samfundsindretning.
 
Da Enhedslisten sidste år indgik en lunken finanslovsaftale, valgte man den lidt akavede løsning at takke nej til det traditionelle fælles doorstep foran Finansministeriet og i stedet holde sit eget pressemøde, hvor man skældte ud på regeringen. Akavet eller ej – konflikten blev fastholdt, og dramaturgien bevarede sin motor. I år var det så regeringens tur til at holde deres eget solo-pressemøde.
 
Status for Enhedslistens første to år som opposition med to finanslovsforlig er, at vi formentlig vil huske balladen om skattereformen sidste forår og nok også de seneste kuldsejlede forhandlinger. Konflikterne træder frem gennem den parlamentariske tåge.
 
Det er cirka dette, vi vil huske fra indeværende regeringsperiode. Johanne Schmidt-Nielsen, der er vred på regeringen, og det kan vælgerne godt forstå
 
En argumentresistent, indre opposition
 
Enhedslisten har en indre, konservativ opposition, der helt overordnet ikke ser nogen sammenhæng mellem de seneste små ti års taktiske, strategiske og kommunikative justeringer af Enhedslisten og den aktuelle medvind målt både på folketings- og byrådsmandater og meningsmålinger. Tværtimod synes dette segment i partiet, at Enhedslistens fornyelse står i vejen for endnu større fremgang. Selvom de gode gamle dage med cirka 1,5 procent kernevælgere, en konstant balancegang på spærregrænsen og minimal opmærksomhed fra medier og vælgere kun er ganske få år borte, så fremstilles dette gamle Enhedslisten alligevel som ideal.
 
Enhedslistens ledelse er pinedød nødt til at tage løbende bestik af denne indre opposition, der ikke er synderligt tynget af hverken dømmekraft eller realitetsfornemmelser. At regeringen netop har demonstreret, at de kun er cirka fem timer fra en finanslov med højrefløjen, vil formentlig ikke få kravene om, at Enhedslisten skal vælte regeringen, til at forstumme.
 
Det er således efter krav fra den indre opposition, at partiets ledelse skal agere politisk med10 kilo økologiske rødbeder fastgjort til hvert ben. Det kan til tider virke hæmmende på partiets parlamentariske manøvredygtighed og elegance i almindelighed. Med regeringens finanslov med højrefløjen er denne flanke pacificeret for en stund, hvor et forlig omvendt kunne have betydet en farlig intern ballade.
 
Aftermath
En del af forklaringen på den bastante entydighed i dommen over Enhedslisten skal findes i partiets valg af stridspunkt i forhandlingernes døende timer: lovgivning kontra regeringsgaranti vedrørende minimumsstandarder for ugentlige antal bad for ældre medborgere. Det er bare er en tand for teknisk til rigtigt at sælge billetter, selvom det er en nok så sympatisk idé.
 
Er dette så begivenheden, der sætter en stopper for Enhedslistens succes? Det spørges der håbefuldt og ængsteligt om rundt omkring. Svaret er, at det er det næppe. Forløbet har taget noget af farten af partiets fremdrift efter en kolossal kommunalvalgstriumf, men vil ikke gøre dybere skade.
 
For det første bliver de potentielle skadevirkninger for et trods alt stadig mindre parti i overvejende grad neutraliseret af politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsens betragtelige popularitet. Hun tager en politisk kugle for partiet, tager tørnen med at blive kaldt en dårlig forhandler og en dårlig leder af Socialdemokraternes dørmand fra Køge Henrik Sass – og agerer dartskive hos SFU.
 
Hos SFU kan de hverken lide Blå Bjarne eller Røde Johanne
 
Den harske tone i det hidsige blamegame får tidligere Venstre-spindoktor Søs Marie Serup til at tale om ”voksenmobning”: ”Enhedslisten er blevet mødt af den røde overmagt. De er som en guldfisk i grizzlybjørnens store labber. Det er næsten voksenmobning.” Læs resten af artiklen her. Og Elisabet Svane fra fyens.dk konkluderer, at ”den nye fjende hedder Johanne”. Enhedsliste-haterne har med Johanne Schmidt-Nielsen som mål valgt at angribe Enhedslisten, hvor partiet er stærkest.         
 
For det andet synes regeringen at insistere på at levere næring til netop den protest, der driver Enhedslistens succes. For eksempel nedenstående citat fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen fra søndag efter finanslovsaftalen. Man kan næsten høre lyden af smækkede SF- og S-døre og nye medlemmer, der tikker ind hos Enhedslisten.
 
 
Socialdemokratisk beskæftigelsesminister til unge hjemløse. Med en fortsat strøm af sådanne udmeldinger fra regeringen behøver Enhedslisten ikke gøre sig særligt umage. De skal bare tage appelsinerne op af turbanen, når de gider
 
For det tredje fordi forløbet på kort sigt pacificerer Enhedslistens konservative fløj, der mener, at der kun kan siges nej for lidt. De mange nyvalgte byrødder med ukendte evner udi lokalpolitik rummer derfor umiddelbart større risikopotentiale end den første mislykkede finanslov. Enhedslistens første lov tilsiger nemlig, at antallet af tosser i partiet er konstant. Skulle en tosse træde i karakter som en sådan, må Enhedslisten igen trække på Johannes goodwill, og så går det nok også.
 
Eller som Søs Marie Serup spørger: ”Mon ikke det i sidste ende bliver “skoletøserne” fra Enhedslisten, der griner højest ved et kommende folketingsvalg!” Læs resten af kommentaren her
 
 
 
 
 
 

Giv din stemme

22 stemmer
4,6/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Netværk

Kommunikatører

Gruppen er udsolgt - venteliste

Se alle Læs mere

Få nyhedsbrev

Job

Praktikant

Frist: 8. december

Kommunikationspraktikant

Frist: Hurtigst muligt

Student Assistant

Frist: 24. november
Se alle job Indryk job

Netværk

Webansvarlige

Kun få ledige pladser

Se alle Læs mere

Tilmeld nyhedsbrev

Få alt, hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.