Der er ikke nogen, der benægter problemets eksistens, karakter eller omfang. Alligevel er jeg bange for, der er lang vej til journalistuddannelserne sikrer studerende og kursister mulighed for ikke snyde sig selv eller andre, når kilden er ens eget eller andre mediers undersøgelser eller en pressemeddelelse iklædt den objektive, kvantitative analyses raffinerede form.
Den lange vej kan have noget at gøre med de uddannelsesansvarlige egen baggrund, og med at uddannelserne ikke mener at kunne få journaliststuderende til at interessere sig for emnet endsige læse de nødvendige 50 sider.
På medierne er der tilsyneladende mange indirekte forklaringer på at snyde læserne ved at skabe og kommentere en fiktiv virkelighed og få beslutningstagere til at reagere i den virkelige virkelighed. Måske er det også en forklaring, at ansvaret for mediernes egne undersøgelser ligger højt oppe i hierarkiet.
Hvor er løsningerne
Når eller hvis redaktører og journalister beslutter sig for at standse den farlige leg med virkeligheden, er det indlysende, at der skal en diskussion til af en-undersøgelse-viser journalistikken ud fra en mediemæssig virkelighed. Det bliver både interessant og svært.
Det er til at finde ud af form og indhold i uddannelse og efteruddannelse. Det virkeligt spændende er at diskutere, hvad det er realistisk at fortælle læserne, og om man gennem standardtekster til undersøgelserne bare kan overlade til læserne at klare kildekritikken.
Børsen har formodentlig den bedste og mest fyldige faste note til fx sine politiske opinionsanalyser, men er den tilstrækkelig, og er den god nok? Kan man fx i en note fortælle, hvor mange der stemmer “ved ikke”, men droppe denne tiendedel af virkeligheden i de refererede tal? Skal avisen angive intervallet for den sandsynlige virkelighed? Skal man droppe mandatberegningerne, der forudsætter en ikke-eksisterende nøjagtighed i tallene og dramatiserer ændringerne?
Er det journalisten eller læseren, der skal vurdere tallene? Er der andre områder, hvor en kilde citeres for de bedste historier, hvorefter læseren skal ned i en boks med beskrivelse af den interviewede for at få input til selv at vurdere udsagnenes sandhedværdi?

Eksempler

Børsen 8.3
Den 8.3. bragte Børsen fordelingen af stemmer ved seneste valg og med en Green analyse som kilde de tilsvarende tal for februar og marts. “Ved ikke” i marts er nævnt i teksten, men de 9% indgår ikke i procent- og mandatfordelingen.
Tager læseren udgangspunkt i Børsens egen meget enkle information om analysen, er der ikke sket ændringer i tilslutningen til partierne, som ikke kan skyldes tilfældigheder (dvs. er signifikant). Nyheden er altså, at vælgerne ikke har ændret mening! Men avisen tager tallene for pålydende, regner om til mandater - og så er rubrik og vinkel hjemme, nemlig at “regeringen går kraftigt tilbage”. Da det næppe er ønsketænkning, er det i hvert fald udtryk for en livlig fantasi!

Jyllands Posten 10.3
Den 10.3. offentliggjorde Jyllands Posten med PLS Rambøll som kilde en tilsvarende undersøgelse fra samme periode som Børsen. Partiet “ved ikke” er ikke nævnt. Venstre går tre mandater tilbage i artiklen, men der er ikke antydning af signifikant forskel på tilslutningen til Venstre i tallene. Den omtalte nedtur for Dansk Folkeparti er der ingen belæg for. Tilslutningen til Socialdemokratiet og Enhedslisten er uændret, men ved at tage tallene for pålydende og regne om til mandater går begge partier frem hos vælgerne - i artiklen altså.
Det Konservative Folkeparti fordobler ifølge tallene sin andel af stemmerne og får i teksten ukommenteret yderligere to mandater. Fordoblingen er enten en uomtvistelig fremgang eller - mere sandsynligt - et illustrativt uheld. I Børsen går de Konservative tilbage. Det er ikke nogens “fejl“, men en erindring om sandsynlighedernes spil og et vink med en vognstang om at spise journalistisk brød til, når man nu skal have en artikel for analysepengene og vil skrive om vælgertilslutningen måned for måned.

Trykt første gang i Dansk Presse nr 2/2.02