#OccupyMovement

Med udviklingen af internettet, i det sidste årti af det 20. århundrede, har verdenssamfundet fået et nyt offentligt rum, som brugerne kontinuerligt ændrer, udvider og former gennem strukturering og informationsdeling samt menneskets kognitive evne til at skabe mening ud af ting. Begrænsende faktorer som landegrænser, fysiske afstande, tidsforskel samt manglende teknologisk adgang og brugerfærdigheder er med tiden blevet reduceret. Det parallelle forhold mellem computerdesign og sociale relationer i en moderne og globaliseret verden har revolutioneret måden, hvorpå kommunikationen finder sted mellem borgere, virksomheder og organisationer samt statsmagten.

I det andet årti af det 21. århundrede, hvor cirka en tredjedel af jordens befolkning bruger internettet, har det moderne samfund udviklet sig til et digitalt netværkssamfund. Et netværkssamfund, hvor borgerne i stigende grad organiserer deres relationer via internettet, og deres personlige kommunikation gradvist bliver erstattet eller suppleret af internettet og de digitale værktøjer. Forholdet til de digitale værktøjer er blevet humaniseret og brugen af skærme og billeder har medført nye former for visuel tænkning og kreativitet, der får medierne til, at blive sociale miljøer med deres egne interesser og kulturer.

Et af de områder som internettet har haft og stadig har en afgørende indflydelse på, er social aktivisme. Med internettets decentrale struktur kræver det ikke længere organisationer, for at kunne organisere og mobilisere, i modsætning til tidligere, hvor aktivisternes fysiske tilstedeværelse var krævet i et bestemt rum og på et bestemt tidspunkt.

Sociale bevægelser bliver i høj grad skabt gennem internettet og ved brug af de digitale værktøjer. Men hvordan skaber man en social bevægelse i en hypermedieret verden i forandring, hvor individet er i centrum og alt skal kommunikeres via en skærm?

Med udgangspunkt i den sociale bevægelse Occupy, undersøger specialet centrale tendenser i netværkssamfundet, gennem en flersidet metodisk tilgang. Specialet inddrager en række konkrete cases med henblik på at nå til en bedre forståelse af, hvordan internettet og de digitale værktøjer har været med til at skabe Occupy bevægelsen. Derudover diskuteres internettets fremmende og svækkende faktorer for Occupy bevægelsens demokratiske potentiale med fokus på bevægelsens evne til at skabe forandring. 

Specialet er vurderet til karakteren 4 ved Medievidenskab på Københavns Universitet. 

Læs hele specialet her.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også