Et gammelt fænomen
Rousseaus diktum er ikke blevet mindre aktuel af den megen fokusering på såkaldt designerpolitik udført af såkaldte spin doctors. Det er en almindelig opfattelse, at moderne demokrati er domineret af disse fænomener. Men fænomenet er ikke nyt:

Designerpolitik har været kendt – og upopulær – siden den græske filosof Platon skrev om det omkring år 350 f.Kr. Også mere nutidige politiske filosoffer har spekuleret over brugen af moderne kampagneteknikker – og er nået til den konklusion, at de er udemokratiske.

En af dem er den amerikanske filosof John Rawls, forfatter til vor tids mest citerede og omdiskuterede værker i den politiske filosofi. Han skrev i 1971, i sit hovedværk A Theory of Justice: "De friheder, der er beskyttet af folkets ret til at bestemme, mister deres værdi, når de, der har råd dertil, har lov til at benytte sig af de fordele, det giver dem, til at kontrollere debatten. For efter nogen tid vil disse uligheder gøre det muligt for dem at øve større indflydelse på den offentlige debat."

En rimelig antagelse, ikke? Jo, hvis det altså kan bevises, at man faktisk kan købe sig til indflydelse.
Men det er ikke tilfældet. Tænk blot på hvor mange penge Ja-siden i den danske afstemning om Euro‘en brugte i 2000. Alligevel tabte man til græsrodsbevægelserne, som dårligt havde råd til at trykke plakater.
Kritikerne af spin-doctors har nemlig ganske enkelt uret: Penge afgør ikke valgresultatet.

Spin styrker demokrati
Meget er ændret siden folkestyrets første årtier, hvor politikerne var i konstant kontakt med deres vælgergrupper i lokale partiforeninger og gennem interesseorganisationer. I dag er kun en brøkdel af borgerne medlemmer af politiske partier – endsige aktive i dem.

Man kan derfor argumentere for, at designerpolitikken udfylder det rum, som opstod, da lokale politiske partiforeninger ophørte med at udfylde rollen som dagsordensættere i den offentlige debat. Politikernes eneste mulighed for at lodde folkestemningen i en tid, hvor politiske møder i forsamlingshuset er blevet aflyst af tv-debatter, er at benytte sig af fokusgrupper, polling og targeting.

At ‘spin‘ er en styrkelse af demokratiet vil givetvis blive opfattet som en provokation. Det er det ikke.
Det demokratiske ved spindoktorer er nemlig, at de undersøger holdningen blandt alle vælgerne, mens det traditionelle partiforeningsdemokrati tager udgangspunkt i de menige partimedlemmers holdninger.
Problemet er, at de mennesker, der stemmer på et politisk parti, ikke har samme holdninger som partiets medlemmer. Som David Butler – en berømt politolog – har konstateret det i en klassisk analyse: »Partimedlemmer har normalt mere ekstreme synspunkter – det er derfor de bliver partimedlemmer«.

At partimedlemmer er mere ekstreme end vælgerne generelt betyder, at partier, der formulerer deres politik efter hvad ‘vælgerne mener‘ risikerer, at tabe, fordi disse vælgere er langt mere yderliggående end flertallet af vælgerne. Med et eksempel fra Storbritannien: De Konservative konsulterede forud for valget i 2001 deres menige medlemmer, som identificerede ‘Europa‘ som det vigtigste politiske tema. En samtidig meningsmåling viste, at Europa end ikke var blandt de ti mest vigtige emner for flertallet af vælgerne. Partiets forsøg på at tilpasse sig partimedlemmerne førte således til en radikalisering, som givetvis medvirkede til valgnederlagets størrelse. At partiet efter valgnederlaget uden held forsøgte at genrejse sig ved hjælp af designerpolitik, er en anden historie.

Ikke uproblematisk
Dette betyder ikke at spin doctors er uproblematiske: Sofisterne (det klassiske Grækenlands svar på spindoktors) var medvirkende til det athenske demokratis sammenbrud. Det er problematisk, at smartness og managementfilosofier overtager den politiske debat; og designerpolitik kan få overdreven magt. Men det er spørgsmålet, om ikke der findes en selvregulerende mekanisme på det politiske marked. Hvis designerpolitik bliver afmystificeret – altså hvis vælgerne bliver gjort bekendte med diverse spindoktorers tricks og arbejdsmetoder – er det sandsynligt, at de vil kunne skelne mellem de politiske budskaber. At spindoktorer også gør politikerne mere lydhøre overfor befolkningens ønsker, gør dem tilmed demokratisk ønskelige.

Dette indlæg har været bragt i Information den 21.maj. 2002