En nyhedsjunkie takker af

Lisbeth Knudsen er en markant kvinde i toppen af mediedanmark, og dem er der ikke mange af. Derfor har hendes exit fra DR vakt stor opsigt. Men mediernes selvsving bekræfter endnu engang, at journalister har en særlig forkærlighed for historier med dem selv i hovedrollen. Der har været mange udlægninger af sagen, men det korte af det lange er, at Lisbeth Knudsens afgang skyldes, at hendes strategi om at tæppebombe danskerne med nyheder var forkert.

Detaljerne i Lisbeth Knudsens afgang har været ekstremt eksponeret, og offentligheden har derfor været vidne til, at hun først blev tilbudt jobbet som nyhedschef med reference til Lars Vesterløkke og da ikke det var sagen - jobbet som Kommunikationsdirektør for DR, hvor hun skulle have refereret til Kenneth Plummer. Den store åbenhed om et i øvrigt dybt kompliceret brud virker fuldstændig malplaceret og ville være utænkelig i alle andre virksomheder end DR, hvor alle sager tilsyneladende bliver lækket af enten bestyrelsesmedlemmer eller medarbejdere. Det bevirker i parantes bemærket, at det er umuligt at føre en konsistent kommunikationspolitik i DR, og det skal den nye kommunikationsdirektør hurtigt få at mærke, hvis ikke det bliver rettet op.

 

Nyhedskanalen blev Lisbeth Knudsens svanesang

Lisbeth Knudsen blev topleder i mediebranchen i en forholdsvis tidlig alder på trods af, at hun var en dårlig personaleleder, der foretrækker at isolere sig på sit kontor frem for at coache sine medarbejdere. Hendes styrke er imidlertid et stort journalistisk overblik og en arbejdsindsats, der kan tage pusten fra de fleste.

 

Lisbeth Knudsen ønskede som den eneste i direktionen at tæppebombe danskerne med nyheder via en rendyrket nyhedskanal, og det er efter Kenneth Plummers mening udtryk for en forældet tankegang, fordi alt peger i retning af, at internettets mange nyhedskanaler er på vej til at overtage nyhedsdækningen for en meget stor gruppe af befolkningen - og navnlig dem, der kunne være i målgruppen for en nyhedskanal. På nettet kan man selv sammensætte sine nyheder, og de vil komme i alle formater fra tekst til levende billeder.

 

Når det alligevel er smart af TV2 at lave en nyhedskanal, hænger det sammen med, at kanalen vil komme til at indgå i TeleDanmarks programpakke. Det betyder, at en lang række danskere vil blive tvangsindlagt til at betale for kanalen, uanset om de ønsker den eller ej. Herudover vil man kunne tilbyde yderligere dækning til annoncørerne, og derfor er den økonomiske succes på forhånd hjemme, selvom det er mere end tvivlsomt, om kanalen nogensinde vil opnå nogen særlig relevans for de ellers så nyhedshungrende danskere.

 

Sandsynligheden taler for, at det bliver en skodkanal, som ingen vil have som førstevalg, når de tænder deres fjernsyn. Kanalens eneste berettigelse bliver de 10 gange om året, fænomenet "Breaking News" opstår. Det er, når Jokke går fra Alexandra, når FCK slår Manchester United, eller når et SAS fly forulykker i Linate. Resten bliver tomgangsjournalistik uden appel for moderne mennesker.

 

For DR ville en nyhedskanal skulle finansieres via licensmidlerne, selvsagt uden reklameindtægter. Men vurderingen er, at en historiekanal a la Gyldne Genhør på DAB kombineret med en børnekanal langt bedre ville fastholde seernes opbakning til DR, som i sidste ende er afgørende for at fastholde legitimiten i licenssystemet. DR kan ikke håbe på at få placeret hele tre ekstra kanaler i TeleDanmarks programpakke, og derfor skal der træffes et valg.

 

DR skal satse på bedre nyheder frem for flere nyheder

DR-Nyhederne er stærkt nødlidende, og man har i en lang periode tabt terræn til TV2's nyheder. Det er der mange gode grunde til.

For det første har man forsømt at dyrke de rigtige værter, hvilket betyder, at stjerner som Natasja Crone, Line Baun Danielsen og Dyvia Das har valgt at gå til TV2. Den slags gør ondt.

 

Så har der været nogle skandalesager med Fælledgården som det seneste eksempel. Her var et eksternt produktionsselskab hyret til at producere et kritisk program om ældres forhold på plejehjem, men vi taler om et alvorligt redaktionelt ledelsessvigt, når man ikke kan se, at en række senile ældre krænkes, når de eksponeres uden omsvøb i den bedste sendetid på DR.

 

Endelig har flagskibet Nyhedstimen det store problem, at indslagene i den første halve time er alt for korte og uinteressante, mens den sidste halvdel af programmet er en ren ørkenvandring, og det gælder både Penge, Kontant og Horisont. Alle disse problemer har Lisbeth Knudsen haft et stort medansvar for.

 

I den situation skal man ikke foreslå, at DR skal lave en nyhedskanal, men derimod satse på at øge kvaliteten i de eksisterende programflader og sikre, at nyhederne kommer ud der, hvor danskerne er. Og det er i stigende omfang alle andre steder end foran fjernsynet.

 

Det forstod Lisbeth Knudsen ikke, og derfor faldt hun. Ikke fordi hun var kvinde, ikke fordi hun som påstået i Politiken skulle være socialdemokrat, men simpelthen fordi hun viste sig at være mere nyhedsjunkie end mediestrateg.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job