Den traditionelle kulturkritik er presset af et ændret medielandskab, hvor forbrugerjournalistik er i højsædet. 2/3 af befolkningen finder ikke, at filmanmeldelser har betydning for deres valg af biograffilm. Internettet er blevet den altdominerende kilde til filminformation.
Kulturkritikken har ikke samme autoritet som tidligere. På de store morgenaviser har anmeldelser af kunst og kultur traditionelt udgjort en livsnerve i kulturstoffet, og her har både akademiske skribenter og specialiserede journalister kunnet udfolde deres kritiske pen med diskussion af tendenser i tidens litteratur, teater og film. Med en stribe nye medier er de førende dagbladsanmelderes mulighed for at sætte en dagsorden blevet alvorligt udfordret. I kraft af internettet er der opstået en række nye websites, der diskuterer og orienterer om kunst og kultur, og her har den almindelige bruger fået en langt større stemme end i den traditionelle kulturkritik. Og ud over, at menigmand også inviteres til at anmelde og uddele stjerner, hjerter og smileys, har de fleste kulturelle sites på nettet en noget mere forbrugerorienteret tilgang til kulturstoffet, end man finder i den traditionelle kulturkritik. På nettet er (for)brugeren i højsædet, og omtale og kritik skal som regel primært tjene til at sikre kunden en god oplevelse – ikke en diskussion af kulturelle strømninger. Autoritetstabet for den traditionelle kulturkritik viser sig særlig tydeligt inden for filmens område: I filmselskabernes markedsføring er det ikke kun de førende dagblades anmeldelser, der citeres, men skamrosende citater og antal stjerner fra ugeblade, gratisaviser og websites tildeles lige så stor vægt som den akademisk informerede anmeldelse.
En ny undersøgelse af danskernes forhold til filmkritik og brug af medier til at finde information om film viser med overvældende tydelighed, at internettet er blevet det foretrukne medie til at søge information om film. 61 % af danskerne nævner filmsider på internettet som det hyppigst anvendte medie til at søge information om film, og hvis vi ser på den yngre del af befolkningen (18-34 år), er det hele 82 %, som hyppigst anvender internettet til dette formål. For befolkningen som helhed kommer tv-programmer om film ind på en andenplads som informationskilde om film, men for den ældre del af befolkningen (55-74 år) er det imidlertid morgenaviserne, der indtager andenpladsen. For den yngre del af befolkningen er alle former for aviser (morgenavis, gratisavis, frokostavis) sjældent de mest anvendte. Ved siden af internettet tyer de yngre i stedet til tv, ugeblade og magasiner, når de vil høre og læse noget om film.
Figur 1.
Nu er spørgsmålet bag svarene i figur 1 fokuseret på, hvilke medier man bruger, når man skal overveje at gå en tur i biografen; befolkningens orientering mht. generel viden om film kan derfor godt være bredere, end tallene her giver indtryk af. Læsning af en anmeldelse er ikke nødvendigvis styret af et aktuelt og konkret behov for at vide, om en film er værd at se, men kan have en værdi i sig selv både som orientering og underholdning. Ikke desto mindre har anmeldelsen som genre til formål at fælde en værdidom, og publikums vilje til at følge denne vurdering afspejler anmeldernes autoritet. Som denne undersøgelse klart viser, er det ikke kun fremkomsten af konkurrerende medier, der udgør et problem for de traditionelle filmanmeldere; befolkningen har generelt ringe lyst til at lade sig vejlede af kulturkritikken. På spørgsmålet om, i hvilken grad en filmanmelders vurdering af en film er vigtig for ens eget valg af biograffilm, svarer 66 % af befolkningen, at den ”slet ikke” eller kun ”i mindre grad” er vigtig. 28 % finder, at en filmanmelders vurdering ”i nogen grad” er vigtig, mens kun 6 % finder, at den ”i høj grad” eller ”meget høj grad” er vigtig.
Anmeldernes kulturelle kapital Som utallige analyser i kølvandet på Pierre Bourdieus studier af smag og kulturel kapital har vist, er forbrug af kulturelle goder ulige fordelt, ligesom ens smag for kultur er præget af, hvor i det sociale og kulturelle hierarki man er placeret. Når det gælder kulturelle goder, er det ikke mindst forskel i uddannelse, der spiller en afgørende rolle, og det viser sig med al ønskelig tydelighed også i befolkningens holdning til kulturkritikken. Som det fremgår af figur 2, er der en helt entydig sammenhæng mellem uddannelsesniveau og den grad af autoritet, man tillægger en anmelders vurdering af en film. Blandt personer, der kun har gået i folkeskolen, er der ganske enkelt ingen, der synes, at en anmelders vurderinger har stor betydning, mens ca. 75 % synes, at anmelderens dom ”slet ikke” eller ”i mindre grad” har betydning. Jo længere uddannelse man har, desto mere vil man have en tilbøjelighed til at finde anmelderens vurdering vigtig, men det er først blandt de segmenter med den højeste uddannelsesmæssige kapital (mindst 5 års videregående uddannelse), at interessen for anmelderes vurderinger vinder indpas blandt et flertal; men selv her er der kun ganske få, der ”i høj grad” eller ”meget høj grad” finder anmelderens vurdering vigtig.
Figur 2.
Det skal understreges, at vi her registrerer folks selvopfattelse, dvs. hvorvidt de selv synes, at anmelderens mening er vigtig for deres filmvalg. Det er et velkendt forhold, at det enkelte individ har en tendens til at undervurdere, hvor påvirket han eller hun selv er af budskaber i medierne, mens man tilsvarende overvurderer, hvor meget andre lader sig påvirke. Dette forhold – kaldet 3. persons effekten – er populært sagt en tro på, at jeg selv har min egen selvstændige mening, mens andre er mere følgagtige over for mediernes påvirkning. Så anmeldernes reelle indflydelse på folks filmvalg er muligvis større, end tallene her fortæller. Den subjektive vurdering afspejler imidlertid under alle omstændigheder, at folks vilje til at tilskrive anmelderen autoritet kan ligge på et meget lille sted, og denne holdning vil også påvirke folks lyst – og ulyst – til at læse anmeldelser. Når vi finder en højere anerkendelse af autoritet hos uddannelsesoverklassen, hænger det givetvis sammen med, at dette sociale lag selv lever af at vurdere og foretage værdidomme, så de vil naturligt anerkende andre fagkyndiges ret og evne til at gøre det samme. For hovedparten af befolkningen er denne ret og evne derimod af en mere tvivlsom værdi.
Stjernernes domDet er blevet stadig mere udbredt at ledsage alle former for anmeldelser med en karakter, typisk i form af stjerner på en skala fra 1-6. Det afspejler i sig selv en øget forbrugerorientering i anmeldelsen, da det ikke alene er ræsonnementet, der skal bære værdidommen, men læseren kan med tal-karakteren hurtigt sortere mellem godt og dårligt og på den baggrund træffe sit forbrugsvalg. Man kunne på den baggrund tro, at den slags karaktergivning havde en meget bred appel, mens uddannelsesoverklassen ville rynke på næsen ad en sådan grovkornet numerisk vurdering. Det forholder sig imidlertid snarere omvendt. Spørger man til, hvor ofte folk lader sig vejlede af den karakter, som en film har fået, viser der sig for befolkningen som helhed en vis skepsis, i og med at 47 % ”aldrig” eller kun ”sjældent” lader sig vejlede af karakteren, 35 % siger ”en gang imellem”, men kun 16 % ”ofte” eller ”altid” tager bestik af anmeldelsernes karakter. Inddrager vi igen uddannelsesmæssige faktorer, finder vi samme mønster som før (figur 3). Personer med lang videregående uddannelse er klart mere tilbøjelige til at lade sig informere af karaktergivningen, mens lavtuddannede ikke finder den synderlig vigtig. Uddannelsesoverklassen vil gerne lade sig vejlede til at træffe bedre forbrugsvalg udi kulturlivet; de lavtuddannede har øjensynlig andre kriterier for valg af film end de mere almene kvalitetsvurderinger, der kommer til udtryk i såvel anmeldelser som karaktergivning. Sammenholder vi viljen til at følge anmeldernes vurdering (figur 2), og hvor ofte man lader sig vejlede af karakteren (figur 3), kunne det dog tyde på, at befolkningen som helhed er lidt mere positivt indstillet over for karakteren end selve anmeldelsen. For så vidt et paradoks, eftersom der bag hver karaktergivning ligger en argumenteret anmeldelse.
Figur 3.
Svigtende definitionsmagtKulturkritikken har ikke kun fået et dårligt rygte som følge af regeringens kamp mod ”smagsdommere”, men er også udfordret af et ændret medielandskab og et deraf følgende forandret kulturelt kredsløb. I en nylig diskussion af den svigtende interesse for kulturkritik formulerede litteraturanmelder og tidligere professor Hans Hertel et klart forsvar for den etablerede anmelderstand: ”Ingen kan klare sig uden en litteraturkritik, der orienterer om, hvad der kommer, og som ikke mindst tager kritisk stilling til det. Du kan jo heller ikke forestille dig teater uden teaterkritik eller film uden filmkritik. Der skal være nogen, der gør forskel på skidt og kanel, hvis vi ikke skal havne i et totalt værdianarki” (Information 12.2.2009).
Noget tyder imidlertid på, at en god del af befolkningen ikke har så store problemer med at klare sig uden kulturkritikken. Resultaterne af denne undersøgelse peger på, at mange mennesker – i hvert fald i egen selvforståelse – godt selv kan klare at skelne mellem skidt og kanel. Nu er det ikke i sig selv så overraskende, at kulturkritik – her eksemplificeret som filmkritik – opfattes som et elitært fænomen, både hvad angår indhold og publikumsinteresse. Det har givetvis altid været tilfældet. Det nye er snarere, at der bl.a. som følge af forandringer i mediesystemet sker et skred, hvor kulturkritikken på nogle punkter mister sin definitionsmagt uden for sit eget sociale lag. Tidligere tiders mediesystem domineret af omnibuspresse og public service radio og tv udgjorde i højere grad en kulturinstitution, hvor de forskellige kultur- og kunstformer havde deres legitime plads, og hvor faglig ekspertise nød en principiel anerkendelse. Den aktuelle medialiserede virkelighed, hvor en række medier er løsrevet fra en sådan bredere kulturel forpligtelse og i kraft af interaktive muligheder kan inddrage brugeren som medproducent, gør det langt vanskeligere for kulturkritikken at udøve indflydelse på kulturforbrug og sætte en dagsorden for kulturdebatten.
Det aktuelle mediesystem har demokratiseret adgangen til kulturprodukter, baggrundsinformation og analyser. Hvor detailinformation førhen var forbeholdt en specialiseret fagelite, har internettet potentielt gjort denne information til hvermandseje. Tilsvarende er danske og udenlandske anmeldelser af film og andre kulturprodukter blevet langt mere tilgængelige. Problemet er naturligvis, at information og tilgængelighed ikke er nok i sig selv; information forudsætter kulturel kapital hos brugeren for at kunne blive omsat til meningsfuld viden. Set i dette lys er der mere end nogensinde brug for den kulturelle kapital, som blandt andet anmelderstanden og den akademisk kulturkritik besidder. Men muligheden for at udøve kritik og foretage smagsdomme er blevet noget mere kompliceret som følge af et mediesystem, hvor modtageren og ikke afsenderen er i centrum, og hvor medieindustrien og ikke den gamle kulturelle overklasse sætter præmisserne for kulturforbruget. Noget taler for, at kulturkritikken må besinde sig på en ny medievirkelighed og finde på nye måder at udøve kritik på; men det vil givetvis kræve holdningsændringer hos både mediebrugere og anmeldere.
---
Stig Hjarvard er professor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling. Hans seneste bog er ”En verden af medier. Medialiseringen af politik, sprog, religion og leg”.
Om undersøgelsen: Gennemført af analysebureauet Zapera i perioden 2-8. februar 2009. Der er foretaget 1010 interview (CAWI-metode) med personer i aldersgruppen 18-74 år, og data er vejet i forhold til køn, alder, geografi og uddannelse, således at resultaterne er repræsentative for befolkningen i relation til disse parametre. Da der er tale om en internetbaseret undersøgelse, vil resultaterne vedrørende brug af internet alene være repræsentative for den del af befolkningen, der har adgang til internet. Ifølge Danmarks Statistiks ”Danmark i tal 2009” havde 85 % af befolkningen adgang til internettet fra eget hjem i 2008.