Mikael Børsting med fuck-you-fadbamse-attitude. Det kostede jobbet, men måske er det prisen værd. Foto: Polfoto

 

Det er mildest talt IKKE førsteklasses rådgivning til en desperat toppolitiker, som ender med at må undskylde sig med, at han sover tungt igennem på førsteklassesbilletterne. Det er en helt vildt uacceptabel fuck-you-fadbamse-attitude fra en spindoktor, som bør få konsekvenser både professionelt og personligt. Derfor er det også helt naturligt, at Børsting måtte og ville videre. Der har tydeligvis været et noget overraskende og voldsomt attitudeproblem i Venstres inderkreds, hvor Børstings badeferie blev kulminationen på et kuldsejlet samarbejde. Løkke har svigtet Venstre og vælgerne, men Venstre har også svigtet Løkke. Hvorfor og hvordan gik det så galt?

 

Er Løkke en svær mand at arbejde for, eller havde Børsting brug for at skabe det billede af ham for at kunne fremhæve sine egne fortræffeligheder som spindoktor? Foto: Polfoto

 

Som den politiske analytiker Erik Holstein så præcist skriver det på Altinget: ”Det er ikke overraskende, at Børsting går nu. For det er jo tydeligt for enhver, at Lars Løkke siden valget har været umulig at rådgive på det personlige plan. Der har været episoder, hvor Løkke helt uprovokeret har tændt af over for journalister, han har haft lige lovlig muntre aftener i byen, og så har der naturligvis været den absurde GGGI-­sag. Som rådgiver må det være et sandt mareridt, hvis man ikke kan få partiformanden til at opføre sig bare nogenlunde rationelt.”

 

 

Rød stue versus blå stue. Noa Redington versus Mikael Børsting. Foto: Polfoto  

 

Et højtbetalt hadejob alle hader
At være personlig rådgiver for en toppolitiker er et hadejob i en høj lønramme selv med en god og samarbejdsvillig toppolitiker. De spindoktorer, som tager jobbet, fortjener hver en krone af deres million om året. Spindoktoren er del af en meget lille, topstresset stab omkring toppolitikeren. Den er per definition underbemandet og overvældet af mediehenvendelser med et 24-timers-nyhedshjul kørende på kryds og tværs af platforme. Et enkelt uheldigt billede eller en dårligt timet kommentar, og hele befolkningen, partiet og medierne er på nakken af jer. Og imens fylder en masse rituelle og ligegyldige møder og taler godt op i kalenderen, uden at de særlig ofte har den store effekt på mediedækningen og meningsmålingerne.

 

Omkring toppolitikeren bruges altså meget tid på det, der skulle bruges mindre tid på, og spindoktoren bliver sjældent målt på det substantielle, udover om en rituel tale var god eller dårlig. Ofte kan den politiske dagsorden skifte på en time, og spin-beslutninger skal dermed tages på et uoplyst grundlag med uoverskuelige konsekvenser. Det er øretævernes holdeplads, og man er omgivet af embedsmænd, som frygter fejltrin og vil gøre alt for at redde deres egen røv, om det så er på bekostning af toppolitikeren og samarbejdet med dig som spindoktor.

 

Er spindoktorerne "mørkets fyrster", der styrer det hele, eller er spindoktorer simpelthen nogle, som journalisterne forhandler på lige fod med? Ekstra Bladet, d. 6.12.2011

 

Mørkets fyrste for gud og enhver mand

Illoyaliteten er udbredt, og den politiske risikovillighed i embedsmandsapparatet svag, specielt hvis meningsmålingerne er dårlige og et politisk systemskift nært. Imens har befolkningen tydeligvis mistet tilliden til politikerne, både som institution og personer. For slet ikke at tale om selve spindoktor-jobbet, der siden Borgen, skattesagen og heksejagten på ”mørkets fyrste”, Peter Arnfeldt, fuldstændig har mistet sin opbakning i befolkningen. Det betyder, at spindoktoren per definition er problemet mere end løsningen på vælgerflugten og midtens kollaps i dansk politik.

 

Medietroldmand eller sofist

Samtidig er du som spindoktor omgivet af et partiapparat med enten uendelige urealistiske forventninger til en spindoktors evner for medietrylleri eller fyldt af had til spindoktoren, der står som personificeringen af designerpolitikkens inderste væsen og dermed den sande forklaring på partiets krise. Sideløbende skriver en stadig mere desperat avisbranche mere og mere skarptvinklede populistiske politiske artikler om dig, toppolitikeren og dit parti i et desperat forsøg på at fastholde de stadig færre læsere. 

 

Sidst, men ikke mindst, har tidens store politiske tema været fordelingspolitik i en recessionsperiode, hvor det er stejlt op ad bakke at tage noget fra vælgerne, efter at de gennem en lang højkonjunktur har været vant til det modsatte. Befolkningen har med rette været vrede, og ofte har kommunikation kun gjort ondt værre og virket som en rød klud. For når pengene er få, kommer der ikke en god løsning for alle.  

 

Co-branding som win-win eller synlig afstand til sin toppolitiker? 

 

Spindoktorens personlige brand versus politikerens brand 

Rådgiverens personlige brand står i skyggen af toppolitikerens brand. Når det går godt, får toppolitikeren derfor æren, og når det går dårligt, er det altid den personlige rådgivers skyld. Det skaber tvungen eller frivillig rotation på jobbet. Jobbet som spindoktor er derfor langt fra en livstidsstilling, og det betyder, at man hele tiden skal profilere sig selv for at få bragt sig i stilling til et nyt job efter spinjobbet. Her er profileringen af ens personlige brand afgørende. Hvilket er svært, for toppolitikerens fejl og skandaler smitter af på ens faglige renommé og det personlige brand. Ofte er fejlene mere synlige end succeserne, der lever i det stille på Christianborgs gange eller som ikke-historier, der aldrig blev trykt eller udsendt.

 

Det er svært at komme ind i et ministerium, men det er mindst lige så svært at komme ud af det igen som vinder. Kun få har med succes kunne bruge spindoktor-jobbet som et karrieremæssigt springbræt til noget mere og større. Undtagelsen er Kristiansen og Ulveman, der arbejdede for Fogh. De har som ingen før eller siden formået at spinne spindoktor-rollen som en superhelt. Hvad de så senere har kunnet tjene masser af penge på.  

 

Hvad forhandles der om? I dette skema ses journalistens og spindoktorens varer og deres bytteværdi. Læs mere i Trine Møllers artikel på Kforum

 

Fra win-win til lose-win

Politikeren kræver ubetinget loyalitet af sin spindoktor, men journalisterne vil kun snakke med spindoktoren, hvis han giver mere og andet end flosklerne om partiets linje. De kræver solohistorier og off the record-analyser. For at kunne levere dem, skal spindoktoren have modet til at være en ærlig analytiker, som kan se fejlene hos sin toppolitiker. På den anden side står en toppolitiker, som forventer en dem-mod-os-attitude. Enhver spindoktor er derfor fanget i en konflikt mellem på den ene side at kæmpe for toppolitikerens ubetingede tillid og på den anden side at være konfronteret med Christiansborgs bytteøkonomi, hvor man skal bryde denne tillid for at få respekt og gode relationer til pressen. Man må ofre chefens tillid for pressens eller omvendt.

 

Spindoktoren skal altså styre sit eget personlige brand i kraft eller på trods af toppolitikerens brand. Det giver ikke problemer, så længe det går godt, og toppolitiker og spindoktor blot deler den fælles succes i en win-win co-branding. Til gengæld giver det store problemer, når det går dårligt, for så står spindoktorens valg mellem ubetinget loyalitet – med et dertil hørende offentligt ansvar for fejl – eller at lægge synlig afstand til sin toppolitiker for at redde sig selv.
 

Her kan svage sjæle muligvis fristes til at tørre alle problemerne af på toppolitikeren, når der spørges off the record. På den korte bane skaber det jo troværdighed hos journalisterne, at man som spindoktor kan indrømme, at ens chef ikke er genial eller ufejlbarlig. At man står ved, at man mener noget andet end sin chef, og at der kan være konflikter i den lukkede partiverden. Det skaber i første omgang en indforstået viden om, at ”vi deler og bytter”, men nedbrydningen af toppolitikerens brand sker, for at spindoktoren kan hytte sit eget skind. Her opbygger og nærer spindoktoren sit eget personlige brand på bekostning af sin chef og hans tillid. Win-win bliver til lose-win.

 

Løkke er ikke-dialogisk og distræt og nok ikke verdens letteste mand at være spindoktor for. Men Børsting burde have været up to speed, så en ny bilagssag kunne have været undgået. Foto: Polfoto

 

1-0 til spindoktoren og hans karriere

Her vælger Børsting så tydeligvis fuck you-attituden og loyaliteten over for faget frem for Løkke. Han skaber afstand til Løkke og brander sig personligt og fagligt på bekostning af Løkke. Hvilket er stik mod jobbeskrivelsen og Løkkes krav om ubetinget loyalitet.

 

Samtidig har Venstres sekretariat med Børsting i spidsen ikke været tilstrækkeligt skarpt efter Foghs exit. Det er for eksempel tankevækkende, at ingen i Venstres sekretariat var 110 procent opmærksomme på Løkkes rejser og tilhørende bilag, når nu det er hans politiske akilleshæl. Havde sekretariatet været up to speed, ville en ny bilagssag aldrig være opstået og mange andre sager ikke blusset op. Venstre har simpelthen ikke haft godt nok styr på Løkke, og Løkke har ikke haft godt nok styr på sig selv og sit temperament.   

 

Hvor Fogh var diktatorisk og detaljeorienteret, er Løkke tydeligvis ikke-dialogisk distræt. Og derfor nok ikke verdens letteste mand at være spindoktor for. En temperamentsfuld, talentfuld og kaotisk mand, som er drevet af politiske instinkter og sjældent lytter for alvor til andre end Hjort Frederiksen, kræver jo nok sin rådgiver.

 

For hans nærmeste –  i hvert faldt på papiret – rådgiver må det også have været dybt frustrerende at se GGGI-sagen dukke op af intet og ødelægge års hårdt arbejde med at bygge Løkke version-2.0-med-danskvand-brandet op i ruinerne af Løkke version-1.0-med-fadøl-bilagsbamsen. 

 

Det gik jo så godt for Løkke før GGGI-sagen og dermed for Børstings brand som rådgiver. For ingen, og slet ikke Venstres stab, kunne vel i deres vildeste fantasi forestille sig, at Løkke kunne fucke det så meget op for sig selv, så hurtigt og så omfattende.

Ansvaret for den personlige og vælgermæssige deroute tilfalder naturligvis Løkke og kun ham. Det er dog aldrig en undskyldning, som retfærdiggør, at medarbejderne og staben melder sig ud af kampen. Specielt fordi udmeldingen fra Børsting er en så indirekte og indforstået fuck you-attitude, som en udmelding af den karakter nu kan blive. Her var der mere format over den fuckfinger, som Løkkes tidligere spindoktor, Søs Serup, gav. Efter hun stoppede i sit arbejde for Løkke, sendte hun up front en pressemeddelelse ud, hvor hun skrev, at hun var uenig i den strategiske retning og derfor stoppede. En klar udmelding, som står i kontrast til Mallorca-modellen, hvor fuckfingeren er gemt godt væk under badehåndklædet.

 

Søs Serups afskedssalut. Se, det er der stil over

 

Løkke svigtede, men blev også svigtet

Sagen er, at Løkke har svigtet Venstre, vælgerne og hans personlige stab. Men folkene omkring Løkke har også svigtet ham – for at pleje deres personlige branding, faglige stolthed – og af ubetænksomhed ladet Løkke sejle i sin egen sø som politiker og brand. Noget som nu har fået store negative konsekvenser for det borgerlige Danmark og et muligt genvalg af den nu stærkt  ramponerede statsministerkandidat 

 

En fuckfinger peger altid tilbage på sin afsender

Blandt Borgens journalister er der skabt et uheldigt billede af Løkke som en politiker uden for spinpædagogisk rækkevidde. Den slags har naturligvis konsekvenser, og her blev konsekvensen så et nyt job for Børsting. Spørgsmålet er så om han, der uden held har prøvet at styre Løkke, kan lede en public affairs-afdeling. Her kan fuck you-attituden sagtens være en styrke. Især hvis Børsting lige husker, at der hver gang, han viser fuckfingeren, er tre fingre, der peger tilbage på ham selv. For sådan er det i kommunikationsbranchen.

 

Her nogle udvalgte kommentarer til Mikael Børstings exit

 

Helle Ib, politisk kommentator i Børsen: ”Jeg tror det bliver et tab for Lars Løkke Rasmussen at miste Børsting, som har været tæt på Venstre-formanden i flere år og hvis analytiske evner er ubestridelige. (…) Der er næppe tvivl om, at det også har været et krævende job at skulle bestride rollen som rådgiver i lyset af bl.a. Løkkes GGGI-sag”

 

Anders Langballe, politisk kommentator, TV2: ”Her stod Lars Løkke med sit politiske liv i hænderne i en ganske, ganske alvorlig sag - formentlig den værste krise, han nogensinde har været i. Og der var Mikael Børsting, hans allernærmeste rådgiver, på ferie langt væk. Det var det første signal om, at forholdet mellem dem ikke længere var så tæt, som det tidligere har været og derfor Ikke nogen overraskelse, at samarbejdet er sluttet."

 

Michael Kristiansen, tidligere rådgiver for Anders Fogh: "For Løkkes gemyt er skruet sammen på en måde, så han har brug for nogle rådgivere, der har styrken og modet til at sige ham imod og til at stå fast. Der er det mit indtryk, at Børsting har stået for det, og at han nogle gange har udfordret Løkke.”?”Men uanset, om Lars Løkke har brug for en rådgiver eller ej, så skal opsigelsen ses i lyset af, at han er og bliver svær at være rådgiver for. Anders Fogh var på mange måder nem at rådgive, fordi han var meget beslutningskraftig og dygtig, så der handlede det for mig meget om hurtigt at finde frem til det gode råd og den rigtige beslutning for så at stå fast på den bagefter. Lars Løkke er meget mere søgende og skifter ofte simpelthen mening og holdning, og det er klart, at det så også gør det sværere at være hans rådgiver.”

 

”For Børsting har været enormt vigtig for Venstre og dermed også for mange andre politikere end Lars Løkke. Han arbejder meget strategisk med tingene, og har derfor også været inde over en helt masse ting i partiet. Det kommunikationsarbejde i Venstre, som mange i dag opfatter meget strømlinet og gennemtænkt, har Børsting sin absolut store del af æren for. Derfor tror jeg faktisk, at det er et større tab for Venstre som sådan”

 

Erik Holstein, politisk analytiker, Altinget:  ”Det er ikke overraskende, at Børsting går nu. For det er jo tydeligt for enhver, at Lars Løkke siden valget har været umulig at rådgive på det personlige plan. Der har været episoder, hvor Løkke helt uprovokeret har tændt af over for journalister, han har haft lige lovlig muntre aftener i byen, og så har der naturligvis været den absurde GGGI-­sag. Som rådgiver må det være et sandt mareridt, hvis man ikke kan få partiformanden til at opføre sig bare nogenlunde rationelt.”

 

Claus Hjort Frederiksen, Venstres chefstrateg: ”Lars er da blevet ked af, at han har sagt op. Det er vi alle. Men når folk får sådan en chance for et karriereskift, så må man også acceptere det”
 

”Nej, men det er i det hele taget hårdt at være spindoktor. Det er en daglig 100 pcts belastning og det er kun noget, man kan klare i en periode. Når man så bliver tilbudt et attraktivt job, så rykker man vider” Claus Hjort Frederiksen mener ikke, at det er anstrengende at være rådgiver for Løkke. Det ligger til jobbet."