Ugens ananas: Morten Fisker Jørgensen

Hvem er k-branchens rising stars? Hvor arbejder de, hvad er deres visioner for branchen, og hvem ser de op til? Kforum har sat en stafet i gang - og denne gang siger vi velkommen til Morten Fisker Jørgensen - Programmatic Specialist hos GroupM og Cand.merc. Marketing.
Morten Fisker Jørgensen. Ugens ananas i egen juice.
Morten Fisker Jørgensen. Ugens ananas i egen juice.
Navn: Morten Fisker Jørgensen
Alder: 26 år
Titel + arbejdsplads: Programmatic Specialist hos GroupM
Uddannelse: Cand.merc. Marketing
 
Jeg valgte k-branchen, fordi:
Egentlig ville jeg helst være politibetjent, da jeg var yngre. Dog er der rigtig mange faktorer, som havde en finger med i spillet ift. at jeg endte i k-branchen. Et af de minder, som står mest ud for mig, er, da jeg i gymnasiet var på virksomhedsbesøg hos et reklamebureau – kreativiteten og friheden tiltalte mig rigtigt meget. Det lignede et drømmejob.  
 
Jeg har altid fundet det interessant at snakke med mennesker samt det psykologiske aspekt i menneskers adfærd.
 
Som årene gik, og jeg blev ældre, mistede jeg interessen for at blive politibetjent, og jeg begyndte at synes, at tal var rigtig spændende. Det endte med, at jeg gerne ville arbejde inden for økonomi-genren. Efter et års tid på en økonomisk uddannelse fandt jeg igen en fornyet interesse i psykologien bag menneskers adfærd. På det tidspunkt overvejede jeg kraftigt at skifte til en adfærd-/psykologi-linje.
 
Lige siden jeg besøgte reklamebureauet på mit første år i gymnasiet, har det ligget og summet i baghovedet som en mulighed, og efter at mit hoved i flere år havde opført sig som et pendul – gående fra den ene mulighed til den anden – gik det endelig op for mig, at marketing og kommunikationsbranchen, og især mit nuværende arbejde, havde hele paletten. Marketingbranchen er den perfekte cocktail af alle mine interesser! Med en solid base af adfærd, blandet op med et hurtigt tempo og rørt godt rundt med en masse tal og statistik, har jeg endelig fundet den cocktail, jeg er sikker på, at jeg vil nyde resten af mit liv.
 
 
Jeg er valgt som ananas, fordi:
Mit mål med mit arbejde er at lave noget, jeg synes er hamrende sjovt, noget, jeg går op i, og noget, hvor jeg kan gå det ekstra skridt og gøre det bedre end sidste gang. Forhåbentligt er det nogle af grundene til, at jeg er valgt til ugens ananas.
Jeg er utrolig glad og beæret over, at Maria har valgt mig. Mange tak for det, Maria!
 
Om ti år er jeg…
I midten af trediverne og går sandsynligvis gennem en mindre midtvejskrise. Det er svært for mig at sige, hvor jeg er henne, men jeg arbejder med garanti stadigvæk i marketing- og kommunikationsbranchen. Jeg er drevet af viden og af at teste ting, så om ti år har jeg forhåbentligt en masse viden og erfaringer, som jeg kan bruge til at hjælpe virksomheder og mennesker til at lave en kickass marketingstrategi, som rykker deres forretning i den helt rigtige retning for dem.
 
Min vision for k-branchen er:
At vi alle bliver meget klogere på data og teknologien, som ligger til grund for meget af det, vi laver. Min vision for branchen er, at specialisterne kommer tættere på kunden og det netværk, de arbejder med, da specialisterne besidder stor viden omkring systemerne og dermed større mulighed for at spinde guld ud fra kundens egne tanker om sin virksomhed.
 
Min vision er, at vi i højere grad og over hele paletten tænker audiences og relevans først. Der er et stort problem i markedet omkring reklame-blindness, og her skal vi tage tyrene ved hornene og arbejde hårdt på i højere grad at levere relevante budskaber til forbrugere, som har den rigtige adfærd.
 
Foruden ovenstående så glæder jeg mig absurd meget til, at artificial intelligence (AI) og virtual/augmented reality (VR og AR) bliver en endnu større del af vores branche. Der er et utal af muligheder inden for disse teknologier for at assistere mennesket bag med at træffe den helt rigtige beslutning. Min vision er derfor, at kommunikationsbranchen tager disse teknologier til sig, og begynder at skele mere til teknologierne inden og under deres beslutningstagen.
 
 
Jeg er vild med…
Mennesker og deres historie. Jeg er vild med at lære, og jeg er vild med at komme ud af min komfortzone. Helt generelt så er jeg maks. vild med at udvikle mig og se folk omkring mig udvikle sig.
 
Jeg har svært ved at tolerere…
Negativitet. Ikke at forveksle med konstruktivitet. Folk, der er negative, og som ikke omfavner forandring og nytænkning.
 
Ti k-folk jeg vil fremhæve...
Mads Peter Olsen (GroupM), Kent Riddersholm (GroupM), Freja Svendsen (MediaCom), Anders Munkesøe (GroupM), Emil Lauritsen (GroupM), Kasper Kjærbye (Lehm & Kjærbye), Per Bang (Xaxis, GroupM), Nikolaj Mogensen (Quisma), Jacob Lund Orquin og Johan Spangenberg (MEC).
 
Der arbejder et hav af fantastiske og fantastisk dygtige mennesker i og omkring GroupM, som fortjener en stor anerkendelse i branchen, synes jeg.  
 
Jeg sender stafetten videre til…
Emil Lauritsen, som også er en af de 10 k-folk, jeg vil fremhæve. Emil er ikke direkte involveret i kommunikation, men en fyr, som er meget stærk i data, analyser etc. og samtidig et enormt rart menneske at bruge tid med. Emil arbejder til daglig med kodning, data, artificial intelligence, algoritmer og meget, meget mere, og han besidder en stærk forretningsforståelse samt en meget stærk analyse- og dataforståelse.
 
Glæd jer til at høre fra Emil, og hvordan kommunikationsbranchen udvikler sig, sammenholdt med at der kommer mere og mere data – jeg ved, jeg glæder mig. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job