Xtrem krop = xtrem lykke
Xtrem krop = xtrem lykke

Skrevet af

Nanna Mik-Meyer
Lektor

1 artikler

0 indlæg

Triathlon er blevet den nye lunte-løbetur, det er pinligt at præstere mindre. Hvis du ikke allerede dyrker triathlon, drømmer du sikkert om at gøre det. Vi lever i ekstremernes tidsalder. Lykkefølelsen og idealet for det gode liv er reduceret til et kontrolleret lidelsesprojekt, der går ud på at presse sig selv og sin krop til det yderste. Har du også bare lidt dårlig samvittighed over ikke at være stået op kl. 6.00 for at træne, så læs denne artikel.

Fra god tid til alt haster, fra magelig krop til mager krop,
fra ydre kontrol til indre kontrol. Danskerne dyrker motion
som aldrig før, og ekstremsport er blevet en folkesport
 
Der er netop udklækket en pæn portion såkaldte Ironmen i København – måske kender du en på din arbejdsplads? Måske har du endda hørt om en, der har gennemført en ti- eller endda tyvedobbelt Ironman i Mexico? Du kender nok en, der har løbet det årlige Copenhagen Marathon, hvor der i dag deltager omkring 12.000 (mod ca. 1.000 i 1980, da det blev gennemført første gang). Danskerne dyrker motion som aldrig før, og ekstremsport er blevet en folkesport. Hvorfor har vi i stigende omfang brug for at presse os selv og vores kroppe til det yderste? Hvorfor kan vi ikke lade være med at imponeres over de personer, der åbenlyst er i gang med at slide deres kroppe op og måske endda også ødelægge deres parforhold på grund af en meget tidskrævende hobby?
 
Hvad flygter vi fra? Hvad træner vi til?
 
Sundhed er en ny religion
Forskning viser, at sundhedens retorik er magtfuld og altomfattende, og at det er vanskeligt at argumentere mod sundhedens argumenter. Når vi anskuer sundhed som en art ny religion, kan vi forklare, hvorfor vi er mange, der imponeres over dem, der kan gennemføre en maraton eller Ironman, også selv om vi godt ved, at det er både usundt og en alt for tidskrævende hobby.
 
Det svarer til, at en del borgere i religiøse samfund imponeres over de religiøse fundamentalisters handlinger, også selv om de godt ved, at handlingerne ikke kan kædes entydigt til den religiøse tekst, og at handlingerne står i et direkte modsætningsforhold til deres egen religionsforståelse og -udøvelse. Religion i denne forståelse er altså stærke værdier, der tillader og hylder handlinger, der – også i deres ekstreme form – understøtter og reproducerer disse værdier.
 
Hvis vi derfor skal forstå vores hyldest af ekstremsporten, må vi kæde denne aktivitet sammen med den centrale værdimæssige plads, sundheden har fået i vores samfund.
 
Ingen credit, hvis man blot løbetræner et par gange om ugen henne i parken. Kun point hvis man driver kroppen helt ud over kanten. Det gælder de voksne, og i stigende omfang også børn, der blandt andet som her dyrker triathlon. Børnenes discipliner under et triathlon er de samme som de voksnes, men distancerne er kortere
 
Alle skal være unikke
En anden stærk diskurs, der også giver næring til ekstremsporten er den individualistiske diskurs, dvs. det forhold, at vi alle gerne vil være unikke og specielle. Det gælder vores valg af arbejde, valg af skole for vores børn, valg af bolig, mad … og valg af sportsgren. Men når ’almindelig’ sportsudøvelse og motion gennem sundhedens herredømme nærmest er blevet gjort synonym med at være rigtig dansker, og vi dagligt ser hr. og fru Danmark motionere på gader og stræder, er vi nødt til at ty til mere ekstrem udøvelse af sporten, hvis vi vil ses som unikke. Til frokosten på arbejdspladsen er der ikke længere meget identitet i at fortælle, at man løber fem kilomenter tre gange om ugen, men hvis man derimod kan berette om træning op til det næste maraton i Berlin, så kommer der gang i identitetsarbejdet – lige indtil kollegerne gør det samme, og så må vi jo finde et nyt og mere ekstremt mål.
 
Dertil kommer vores ønske om at være unikke og specielle ’for os selv’. Det vil sige den trang, der ligger i de flestes hobbylignende aktiviteter, og som drejer sig om den enkeltes ønske og ambition om at dygtiggøre sig – og inden for sportens verden: at bryde og overvinde tidligere rekorder. Fokusset på at være specielle og unikke kan også ses på vores krops udseende. Vi vil gerne have den – æstetisk set – smukke krop, og i sundhedens og individualismes tidsalder bliver det smukke synonymt med den trænede og tidsbearbejdede krop.
 
Hvad er med andre ord bedre til at vise, at du reproducerer både sundhed og individualisme, end din trænede krop? I takt med, at du aldres, bliver projektet pr. automatik vanskeligere (og dermed også vigtigere for identitetsarbejdet): Nu kan du for alvor vise, at du – om nogen – er i stand til at udvise den kontrol, vise det ansvar og den vilje, som en trænet (gammel) krop udtrykker.   
 
 
Anorektikeren udøver ekstrem kropskontrol – det kvindelige modsvar på maskulinitetens ekstremsportsudøvelse
 
Ekstrem spisning
Det er ikke kun i sportens verden, at vi ser en voksende ekstremisme. Et andet område, der også er kendetegnet ved stigende ekstremisme er madens verden. I dag ser vi ikke kun teenagepiger, der spiser for meget (overspisning) og kaster op (bulimi) eller helt holder op med at spise (anoreksi). Men kan i dag også lide af frygten for at spise usund mad (ortoreksi). I forhold til de to sidste spiseforstyrrelser har de det til fælles, at de ligesom ekstremsporten ville befinde sig i det normale felt, hvis ikke engagementet – til i dette tilfælde mad – var ekstremt (ved enten at spise for lidt, slet ikke eller for sundt).
 
Netop det ekstreme stiller skarpt på det kontrolelement, der ledsager enhver ekstrem handling. I forhold til spiseforstyrrelserne bliver madvarer kontrolleret for fedtindhold, energiindhold, vægten kontrolleres minutiøst, og de daglige rutiner har et stærkt element af kontrol over sig. Alt dette for at sikre, at kroppen får lige akkurat den mængde energi, som den behøver for at være (ekstremt) tynd eller (ekstremt) sund.
 
I psykologien kædes denne ekstreme trang til kontrol af mad/vægt mv. sammen med antagelsen om, at den spiseforstyrrede mangler kontrol i sit øvrige liv. Kontrol får således paradoksets karakter: I takt med at vi mister mere og mere kontrol i vores hverdagsliv, bliver trangen til at kontrollere kroppen gennem mad og motion større. Spørgsmålet er, om man kan bruge samme analysemodel til at forstå ekstremsportens mænd, der ligesom de spiseforstyrrede kvinder ofte også lever efter meget kontrollerede madplaner, træningsrytmer (op til stævne) osv. Udgør ekstremsportens udøvere således blot en maskulin variant af det kontroltab, som almindeligvis kædes sammen med de feminine ekstremspisere?
 
Hyldest eller psykologisering af ekstremfolket?
Hvis denne analogi passer, skal vi måske ikke hylde ekstremsportens udøvere, men snarere se på dem med den medlidenhed og psykologiske indsigt, som vi tildeler ekstremspiserne. Omvendt kunne vi selvfølgelig også begynde at hylde anorektikeren og ortorektikeren, på linje med hyldesten af ekstremsportens udøvere. Begge gruppers lidelse/styrke er en (for) stærk vilje og en (for) stærk trang til udøvelse af kontrol: det kræver ekstrem vilje og udholdenhed at nægte sig selv mad, at gennemføre ortoreksi-patientens ’sundheds’-livsstil samt at træne sig op til maraton’ens eller ironman’ens timelange lidelsestest. Er begge grupper i virkeligheden vor tids superborgere? De om nogen evner at kontrollere sig selv og vise viljestyrke – to værdier, som hyldes i det sunde, individualiserede samfund.
 
Hvis ikke det var for de samfundsøkonomiske og sociale omkostninger, der er forbundet både med ekstremsportsudøverne og ekstremspiserne, så burde man måske hylde deres livsstil. Da begge grupper imidlertid er økonomisk bekostelige (deres fysiske og psykiske skader skal behandles) og socialt krævende (hvem orker i længden at leve med en ekstremsportsudøver eller ekstremspiser, med den mængde af tid og energi, disse projekter kræver?), så er der alene ud fra disse to parametre ingen grund til hyldest.
 
Reklame for Equinox fitness med sloganet "It's not fitness, it's life". Bemærk kroppenes påtegnede stiplelinjer, der skal ligne plastikkirurgens arbejdsfelter
 
Jernvilje og kontrol dominerer hjem og arbejdsplads
Vi bør i stedet se kritisk på netop de værdier, som nutidens individualiserede sundhedssamfund hylder. Vilje og kontrol har ædt sig ubemærket ind på arbejdspladserne, i skolerne og nu også i vores privatsfære – når vi dyrker sport i fritiden og skal kokkererer i køkkenerne – og for ekstremgruppernes vedkommende, også helt ind i psyken.
 
Kontrol og viljestyrke er ikke længere blot politiske og jobmæssige mantraer for, hvordan vi som borgere skal agere i samfundet og dets institutioner/arbejdspladser, nogle af vores medborgere har taget værdierne til sig i et sådant omfang, at ’normale’ aktiviteter som motion og mad har fundet sit (ekstreme) viljes- og kontroludtryk, der næppe bør sætte standarden for fremtidens indhold af ”det gode liv”.
 
Det stærke værdibaserede ´krav´ om individualisme og unikhed vi ser i dag skaber paradoksalt nok det modsatte: Vi vil alle være slanke og i god form og bære på en krop, der udviser kontrol og vilje, men eftersom det er et projekt for mange, så tvinger individualismen os ud i ekstremerne for at nå denne idealtilstand.
 
Spørgsmålet er, om vi vil have et samfund, hvor lykkefølelse – og idealet for det gode liv – er reduceret til et kontrolleret lidelsesprojekt, der handler om, at man skal presse sig selv og sin krop til det yderste. 

Giv din stemme

20 stemmer
3,2/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Kursus

Kom godt i gang med mobilvideo

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Kom til K-dag

Brug Snapchat strategisk og engager dine brugere

7. september

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.