En af de ting, du skal lægge mærke til det kommende års tid, er den vulgærsociologiske forklaringsmodels krise.
Indtil Anden Verdenskrig kunne man forklare menneskers adfærd ved at henvise til biologi. De begivenheder, der indtraf, gjorde man forståelige ved at henvise til, at mænd eller kvinder var på en bestemt måde; at intelligens eller mangel på den havde visse konsekvenser og så videre.
Man kunne også forklare dem ved, at folks religiøse eller etniske baggrund førte til deres handlinger. Det vil sige, at man brugte en slags kulturel forklaringsmodel: Egenskaber, der blev tillagt en hel gruppe, handlede så at sige gennem den enkelte.
Endelig var det acceptabelt at forklare handlinger ved at henvise til viljen. Definitionen på et menneske var, at det var et væsen, der kunne skelne mellem godt og ondt. Derfor skyldtes onde handlinger valg; at man ikke ville det gode, men foretrak det onde.
Alle disse forklaringsmodeller faldt imidlertid i vanry, og tilbage blev en eneste: at ydre, først og fremmest materielle faktorer forklarer menneskers adfærd.
Den frygtelige fjernstyring
To dramatiske begivenheder, der indtraf hen over sommeren, kommer imidlertid til at ændre på dette. Den ene er massakren på Utøya. Den anden er optøjerne i London.
I Danmark blev massakren efterfulgt af en besynderlig debat. Anita Bay Bundegaard, Lars von Trier og adskillige flere mente, at Dansk Folkeparti og andre, der var kritiske over for indvandring, var årsag til udåden.
Det er jo en interessant forestilling. En mand sidder i sin sofa og ser fjernsyn. Egentlig har han ikke noget udestående med verden, men efterhånden begynder de mange aktualitetsudsendelser at forme en tanke i hans hoved. Det multikulturelle samfund er en katastrofe. Tanken om at udruste udlændinge med en hel stribe retskrav, men i øvrigt ikke forlange noget af dem, er en katastrofe. Den muslimske fornærmelseskultur er en katastrofe. Hvad kan jeg gøre som borger? Egentlig havde jeg ikke tænkt på det, men nu, hvor Pia Kjærsgaard eller Siv Jensen taler på min skærm, kan det ikke være anderledes! Jeg må detonere en ton sprængstof midt i Oslo og skyde så mange medlemmer af Arbeiderpartiets ungdomsorganisation, som jeg overhovedet kan overkomme.
Massakren i Norge skyldtes da – et menneske
Undskyld mig, men hvad er det for noget ævl? En årsag er en eller anden faktor, der udløser en effekt. Ikke ”giver associationer til” eller ”kunne godt ligne lidt”, men udløser en effekt. Med andre ord skulle tonen i debatten have udløst den effekt, at en mand i Norge rejste sig op, købte en ton sprængstof og en maskinpistol og anvendte tingene på flere snese uskyldige mennesker, fortrinsvis med tilknytning til det norske socialdemokrati. Den påstand er så langt ude, at den ikke stempler andre end sine ophavsmænd og –kvinder.
Årsagen til massakren i Norge var mennesket Anders Breivik. Denne konkrete person tog en beslutning. Mente, at han havde fundet en løsning på et problem. Manglede de samvittighedskvaler, der ville have stoppet stort set alle andre mennesker på jordkloden. Hans skyld var det. Ikke tonen i debatten eller hvad man ellers kan komme i tanke om af fantasifulde undskyldninger for se bort fra det personlige ansvar.
Moralsk opløsning i Storbritannien
Den anden begivenhed, der kommer til at bremse vulgærsociologien, er optøjerne i London. Som man kan se for eksempel
her, er der faktisk ikke nogen simple svar. Hvis man skal tage forestillingen om, at ulighed
forårsagede optøjerne og plyndringerne alvorligt, skal flere betingelser være opfyldt:
For det første skal langt de fleste, der deltager i dem, befinde sig i netop den situation, at de er ”ramt” af ulighed.
For det andet skal de fleste andre, der er i samme situation, også plyndre og nedbrænde – eftersom påstanden siger, at ulighed udløser plyndringer og ildspåsættelse. Er de betingelser ikke opfyldt, kan man ikke tale om, at ulighed forårsager den slags optøjer.
I stedet for vulgærsociologi kommer man til at indføre mange andre forklaringsmodeller. Skal man forstå massakren på Utøya, kommer man ikke uden om at tillægge en konkret mands illusioner og mangel på hæmninger en meget væsentlig del af skylden. Skal man forstå optøjerne i London, kommer man ikke uden om at tillægge en bestemt form for moralsk opløsning og en bestemt måde at fritage sig selv for ansvar (der ikke er fastlagt endnu, men forsøgsvis indkredses
her for eksempel) skylden.
De tre eneste sociologiske lovmæssigheder
Til dato har sociologien kun produceret tre lovmæssigheder:
1. Hvis det ikke er det ene, er det det andet
2. Ting ændrer sig
3. Det er altid anderledes sydpå.
Det har rigtige sociologer selvfølgelig vidst hele tiden, og hvis der overhovedet skal komme noget godt ud af de frygtelige ting, sommeren har rummet, er det, at alle andre holder op med at vulgærsociologisere ting, der slet ikke kan sociologiseres.