Stevensons tese er, at popkultur gør os klogere og smartere. Hans tese er, at dårlig kultur er god kultur. At børn har godt af at se tv-serier, reality shows og at spille videospil. Johnson gennemgår tv-seriernes historie og siger, at der skete en radikal ændring i begyndelsen af 80’erne. Fra og med politiserien ”Hill Street Blues” blev tv-dramaturgien ændret. Manden bag det var forfatteren, instruktøren og producenten Steven Bocho. Indtil da havde tv-dramaturgien haft en enkel og lineær dramaturgi. I serier som ”Dallas” og ”Dollars” fulgte man nogle få personers historie. Bocho opfandt en fortællemåde, hvor vi følger med i mange historier på én gang. Det dannede skole. I ”Sopranos” er der op til 20 personer, hvis liv, der bliver fulgt samtidig. Det sætter vores hjerne på gymnastik, siger Steven Johnson. Det holder os mentalt på tæerne. Reality shows som ”Big Brother” og Robinson” er gode for intelligensen, fordi det er som at følge med i intensive timer i gruppeterapi. Tilskuerne lever med og tager stilling. Det er ikke passiv underholdning.
Klog af videospil
Videospil udvider evnen til problemløsning. For at komme videre i spillet skal man dels tolke problemerne, dels træffe valg. Træffer man de forkerte valg, bliver man straffet. Det er som i det virkelige liv. Det er spil, der udvikler intelligens., indlevelse og evne til at træffe beslutninger i pressede situationer og på kort tid. Vi bliver klogere af at se tv og spille videospil, siger Johnson. Det vi troede var dårligt, er i virkeligheden godt.
Dum af bøger
Hans bog er underholdende. Han argumenterer godt for sin tese. Han provokerer, og han morer sig selv og sine læsere med at vende op og ned på begreberne. Han er selv den første til at se paradokset i at han selv har hentet næsten al sin viden fra bøger. Bagefter bruger han så al den viden til at nedvurdere alt det, man kan lære ved at læse bøger. Denne diskussion af forholdet mellem bøger og tv er noget af det mest interessante ved hans bog. Normalt er bøger en del af finkulturen. Modsætningen er tv-kulturen, som er popkultur. Han vender tingene på hovedet ved at forestille sig den situation, at tv er opfundet mange år før bøgerne. Hvad nu hvis vi havde haft tv og videospil i mange år, og så pludselig blev bøgerne opfundet? Pludselig blev bøger populære blandt børn.
Man kunne forestille sig at forældrene sagde til deres børn: ”Hov hov, du læser alt for mange bøger. Det er ikke sundt for dig. Du bliver dum af det. Du kan tage skade”.
Forældrenes synspunkter kunne så være:
1) Bøger giver ikke den samme stimulation af sanserne som videospil.
2) Bøger gør dig asocial. Du kan kun læse en bog alene. Det er sundere at være social og spille videospil sammen med andre børn
3) Bøger er diskriminerende overfor de mange børn, der har læseproblemer.
4) Bøger passiviserer, fordi teksten i dem er lagt fast, den er fikseret. I videospil skal du træffe valg. Du har selv indflydelse på det, der sker. Altså ikke for mange bøger til dig!
Albert Einstein ville se Desperate Housewives for at holde sig klog
Johnsons bog rammer godt ind i den diskussion, der foregår i Danmark for tiden, om en kanon, en kulturkanon eller mange kulturkanoner. Essensen af en kanon er at bestemme, hvad der er toppen af finkultur. Følger man Johnsons synspunkter, er en kanon ikke alene lig med kedsomhed, men en kanon er om ikke direkte fordummende, så i al fald ikke intelligensfremmende.
Kierkegaards ”Enten Eller” og ”Forførerens Dagbog” står øverst på mange kloge hoveders kanonliste. Et videospil med masser af sex og masser af valgmuligheder ville ifølge Johnsons teorier være en bedre indgang til Kierkegaards univers en Kierkegaards egne bøger. Men et videospil vil nok aldrig få plads i en dansk kanon. Og det er både synd og forkert, siger Johnson. Hvis Kierkegaard var ung i dag, ville han uden tvivl spille videospil. Hans filosofi handler jo om eksistentialisme, om at træffe valg i hårdt pressede situationer. Hans filosofi handler om at træffe valg og at komme op i en højere klasse. Og om hvad der sker med dem, der enten ikke tør træffe valg, eller som træffer de forkerte valg. Og det er næsten definitionen på et videospil.
Albert Einstein ville se ”Desperate Housewives” for at holde sin hjerne så smidig og elastisk som muligt. For popkultur er slik til hjernen. Og slik er godt, siger Steven Johnson. Alt hvad der er dårligt, er godt for dig.