DSB, Waterfront og advokatundersøgelsen
Waterfrontsagen mangler kun en helt

Skrevet af
Advokatfirmaet Bruun og Hjejle har gennemtrevlet DSB-sagen i en 258-sider lang beretning. Men hvordan fordeles skurke- og helterollerne? Og hvilken bedømmelse får de involverede? Her gives karakterer fra -3 til 12.
Karsten Madsen: -3
Karsten Madsen har vist sig at være sagens egentlige public affairs-hovedskurk. Det er både ham, som opfandt det dokument, der skulle presse DSB til at blive i kontrakten med Waterfront i efteråret 2012 – med argumentet om, at bureauet pacificerede Lars Abild som kritisk journalist – og som lækkede samme dokument for at hævne sig på sin tidligere kollega og chef, Lars Poulsen. Det er et pinligt selvmål fra en mand, der har præsteret at være fremtrædende medlem af tre forskellige partier, at han forsøger at starte en konkurrent i samme område. Han er så glad for spin-legen, at han selv bliver viklet ind i den. Og hans politikerprofiler er så pinligt fladpandede, at vi andre nu bliver nødt til at finde et andet ord for kortlægning af aktørpositioner, der er væsentlige i enhver form for issue-håndtering.
 
Råd: Sæt dig med Henriette Kjærs mand, og skriv de underholdende erindringer
 

Karsten Madsen er skurken. Han opfandt det dokument, der skulle presse DSB til at blive i kontrakten med Waterfront – og lækkede selv samme dokument for at hævne sig på sin tidligere kollega og chef. Billede: Lisa Høyrup
 
Lars Poulsen: 0
Lars Poulsen har afsløret sig som et magtmenneske og en plattenslager, der puster sig op med pral. Han truer gerne selv sine kunder med pression, evt. ved brug af sin bestyrelsesformands advokat, Nicolai Mallet. Han bestyrer en mindre virksomhed, som omfatter 7-8 mand, der omsætter for 5 mio. kr. og har et resultat på et par hundrede tusinde. Poulsen er heller ikke i økonomisk forstand det fyrtårn i branchen, som 21 Søndag indikerede ved sagens start. Men han er en pinlig arbejdsgiver, der lækker fortrolige data, underlønner ansatte og overvåger medarbejdere med privatdetektiv. Alt sammen uden for normal kutyme i et ret stuerent, dansk erhvervsliv.
 
Men et kommunikativt perspektiv overtræder han mest graverende de "hellige" regler i god PA-kommunikation:
  • Waterfront fører samtidig sager for klienter med modstridende interesser. Eksempelvis for Region Syd, der betaler en mio. kr. for at forhindre en Kattegatbro samtidig med, at de håndterer DSB, der betaler ca. 8,9 mio. kr. og hvis ultimative transportvision er en Kattegatforbindelse med 1-times pendling Århus-Kbh.
  • Waterfront fremlægger ikke interessebaggrunde åbent, men dækker sig bag neutrale netværk. Eksempelvis, som afsløret af Altinget, ved sagens begyndelse af et såkaldt sundhedsnetværk, der bare var kulisse for at lave lobby for producenter af smertepiller og for at varetage tilskudsinteresser for høreinteresser for Dansk Hørecenter. Men det fik politikerne ikke at vide. Dansk Hørecenters kommunikationschef og fhv. direktør er i øvrigt Lars Poulsen mangeårige højrehånd, Hans Jørgen Langkilde, også tidligere konservativ MF. 
Når Poulsen får en tak bedre karakter end Madsen, er det kun fordi, han åbent og nøgent må finde sig i at blive totalt afklædt over tre måneder uden megen mulighed for forsvar mod læk af fortrolige, interne mails fra sin tidligere kumpan Madsen. Nu proklamerer Lars Poulsen, at han er en glad og lettet mand.
 
Råd: Mon ikke kundelisten skal opbygges forfra, selv om der er altid er en promille af markedet til de virkelig suspekte metoder?
 

Lars Poulsen har afsløret sig som både en plattenslager, der puster sig op med pral og gerne truer sine kunder med pression. Han får karakteren 0. Foto: Martin Sylvest Andersen
 
Brancheorganisationerne og eksperterne: 02
Fra de få, små kommunikative brancheorganisationer har formænd produceret nogle kønne skriverier om, at sådan var det ikke gået, hvis Waterfront bare havde meldt sig ind her og der. Men hvornår er et medlem, der har overtrådt god praksis, sidst blevet ekskluderet? 
 
På ekspertbanen var f.eks. Mark Ørsten som medieforsker fra første 21 Søndag - med rituelle fordømmelser og løse antagelser om, at det med at købe journalister til tavshed nok var meget normalt i pr-branchen! Siden har det mest været os forskellige rådgivere, der har spredt og, uden at fylde det store, har kommenteret. Så de facto-eksperterne blev de juridiske med beretningen – og de har gjort et godt stykke arbejde.
 
Råd: Hold nogle gange mund, hvis vidensgrundlaget ikke er der
 
DSB: 4
Dette er en - måske lidt fiktiv - samlekarakter af 0 for DSB’s gamle ledelse under bestyrelsesformand Mogens Granborg og adm. direktør Søren Eriksen og af 10 for den nye ledelse med Peter Schütze og Jesper Lok.
 
Søren Eriksen pressede allerede fra omkring 2007 daværende kommunikationschef Anna Vinding og senere Peder Nedergaard Nielsen til at køre en hård presselinje mod Lars Abild, intimidere ham og senere formentlig se velvilligt på hans ansættelsesforhold i Waterfront. Den vildt ekspansive Eriksen, der ville køre tog i udlandet m.m., ville ikke have Lars Abild til at afsløre sin ”Sporskifte 2010”-strategi som økonomisk risikabel.
 
Eriksen er den absolutte hovedskurk for statsbanernes vedkommende. Men han er for længst blevet kylet ud for sine budgetoverskridelser, hvor den loyale tjener Peder Nedergaard bare har måttet tage skraldet. Ikke desto mindre kalder Eriksen nu sig selv ”frikendt”.  Det må foregå på en anden planet end vores.
 
Den nye ledelse er nu ved at rydde op. Administrerende direktør Jesper Lok kunne måske fra starten have lukket Abild-delen af sagen bedre ned, og han fornyede selv millionkontrakten med hhv. Waterfront og Gunbak, hvor lidt flere kritiske spørgsmål havde været på sin plads. Men Schütze og Lok er garanter for, at der er fokus på kerneforretning, og at ydmyghed og besparelser ud af dydens smalle banespor bliver dagsordenen i det nye DSB.
 
Faktisk er det helt store, nye principielle for DSB - samt for DR, DONG og mange andre statslige og dermed stærkt politikerstyrede selskaber - at advokaterne friskt konkluderer, at DSB nu bør have mulighed for direkte politikerkontakt. Det modsatte er også meningsløst, men stærke departementschefer har tidligere ikke yndet den slags. Det var derfor, Waterfront kunne komme ind - og når hemmelige mailkonti blev brugt, var det jo så Transportministeriet ikke skulle føle sig omgået.
 
Selvsagt præciserer Bruun og Hjejle også, at kontakten ikke fremover må ske hemmeligt for minister og ministerium. Ellers kan alle jo ligge og lave lobby mod hinanden. Men det bliver uhyre spændende, hvordan det vil blive fortolket i praksis.
 
Råd til DSB: Dvæl ikke - kom hurtigt videre og ret op på jeres forretning
 

Den nye ledelse garanterer for, at der i DSB nu er fokus på kerneforretning, og at ydmyghed og besparelser ud af dydens smalle banespor bliver dagsordenen nu
 
Pressen: 7
Karakteren gives til dem, der har været de primære drivkræfter i sagen. Det er JP, til dels BT og Berlingske - samt DR, som åbnede sagen med de mails, vi nu ved, at Karsten Madsen både skrev og lækkede.
 
Politiken har været helt væk, og Børsen har haft sine særvinkler.
 
Selve Lars Abild-delen af sagen fyldte meget i starten og er egentlig endt lidt mudret, fordi udgangspunktet var forkert.
 
Den meget skingre tone fra mange journalister ved sagens åbning, hvor de - forståeligt nok - var ret så forargede over, at deres tidligere kollega Lars Abild var købt til tavshed i en konkrakt, var nemlig forkert. Men ønsket fra DSB's side om at "massere" ham, var der. Det er ikke mindst det, der menes, når DSB-ledelsen nu taler om en ”syg kultur” med ”snedighed og ting gemt væk”.
 
Lars Abild var ikke en hellig, kritisk journalist, mens selv en aktiv pr-erhvervsdrivende, hvad dækningen glemte lidt. Senere var afdækningen mere nuanceret og fremdrog mange af de relevante forhold, og det med nogenlunde samme billede som advokatundersøgelsen når frem til. Så alt i alt godkendt arbejde.
 
Råd: Vær mere kritisk over for kilderne. Alle dele i et spil- og forhandlingsforløb omfattet af 1,3 mio mails skal ikke regnes for sande.
 

JP, BT, Berlingske og DR, som åbnede sagen, har været de primære drivkræfter i pressedækningen af sagen. De får karakteren 7
 
Politikerne: 10
Hvordan kan den karakter nu retfærdiggøres? Stod de ikke bare selvretfærdige og kritiserede lobbyisme? Eller krøb pinligt langs gangene, som DF’s trafikordfører, Kim Christensen, med hans kopper, kander og gratis DSB-billetter. Eller grinte smøret som tidligere transportminister, Hans Christian Schmidt, V, der nægtede, at han muligvis kunne være den ministerkilde, som Lars Poulsen anførte, at han havde til embedsværket.
 
Indrømmede politikerne, at de reelt også må leve af især organisationslobbyisme og ofte også gerne vil snakke med enkeltvirksomheders fagekspert eller CEO så direkte som muligt? Nej, det turde de ikke af angst for vælgerhavet.
 
Men: Politikerne får bundkarakter hver dag og ikke kun i frokostpressen. Det er vildt uretfærdigt ift. hvor umådeligt stort og ofte trælst arbejde, de udfører. Og så kan man på min karakterskala godt værdsætte håb. Reelt er det politikerne, der kan flytte på opfattelsen af public affairs. De kan sige nej til uprofessionel påvirkning. De kan registrere lobbyister og iværksætte udredninger eller samle gode/dårlige eksempler i en årbog.
 
Kort sagt kan de gøre meget for at åbne op og afmystificere public affairs. Og frem for alt kan de forklare befolkningen, at moderne demokrati også handler om at tale med alle interessanter i en sag. Sådan gør man også ude i virksomhederne og i det offentlige. Man taler f.eks. med borgerne, før man anlægger en vej eller nedlægger en skole. Her kaldes det borgerhøringer og stakeholder-inddragelse.
 
Råd: Sig åbent, at godt demokrati er at høre alle interesser og at sikre demokratisk dialog omkring at skabe mere rigdom for landet! Det er det, moderne interessevaretagelse handler om.
 

Politikerne får bundkarakter hver dag. Det er vildt uretfærdigt ift. hvor umådeligt stort et arbejde, de udfører. Derfor får de karakteren 10 for håbet om, at de i fremtiden bliver rigtig dygtige til at finde en balance med lobbyisterne
 
Rapporten: 12
Waterfront-DSB-sagen havde det hele. Næsten som meningstræningskursernes gamle opskrift på den ultimative nyhedshistorie: ”Gravid nonne voldtaget af spejder – politiker så på”.
 
Alle ingredienser, bortset fra sex, var der: farverige, intrigante og magtfulde mørkets fyrster, uskyldige ofre, misbrug af skattemidler, bureaukratisk inerti og svindel i en af de mest folkeligt interessante virksomheder i Danmark. Som det eneste manglede historien en perspektivrig helt.
 
For den er og bliver en anakronisme. Både DSB’s daværende ledelse, Waterfront og resterne af den gamle trafikpolitiske mafia er ikke fremtidens, men fortidens røster. Og gav sagen før rapporten befolkningen det indtryk, at alt er, som i de gamle kulørte dage eller i film.

Bruun og Hjejles beretning er realistisk omkring, hvordan moderne demokratisk samtale bliver til. Rapporten fra de nøgterne advokater er guld. Den får topkarakteren.
 
Råd til dem, som er blevet grebet af sagen: Læs ikke statskundskab for at lave public affairs, fordi du tror, at det generelt fungerer som i Waterfront-DSB-sagen.
 
 

Giv din stemme

17 stemmer
4,2/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

45 JOB

Regional Communication Manager Nordic

Se alle job Indryk job

Kursus

Facebook-annoncering: Skab målbare resultater

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

KOM18

Vær med, når hele branchen samles til årets k-konference

3. maj

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.