Gæt hvad Helle Thorning siger i sin nytårstale. Tip: læs den igennem først, så virker du klogere

 

Som i enhver god historie var anslaget blot en forsmag på en endnu større konflikt, der tog fart et par dage senere: TV-Avisen bragte billeder fra en demonstration foran retten i Hjørring, som skulle begynde sagen mod Finn Strier Poulsen fra EBH-bank. Dagbladet B.T. havde lagt mærke til, at demonstrationen ikke var organiseret af demonstranterne selv, men af produktionsselskabet Larm Film, som var i gang med at optage et afsnit til en dokumentarserie til DR. Selskabet havde både sørget for transport og plakater til demonstranterne. I TV-Avisens indslag var der ingen angivelse af denne iscenesættelse, og det fik både aviser og forskere (inkl. undertegnede) til at kritisere DR.

 

Da DR Nyheders chef Ulrik Haagerup blev konfronteret af B.T. om denne brug af iscenesættelse, førte det ikke blot til endnu en beklagelse. Ulrik Haagerup fornemmede nok, at denne sag kunne blive farlig, og til Ritzau udtalte han derfor en kraftig kritik af Larm Films brug af iscenesættelse: ”En dokumentar i almindeligt journalistsprog betyder, at man følger og registrerer virkeligheden. Man forsøger at afdække virkeligheden. Man forsøger ikke at konstruere den. Alene derfor kan der ikke være tale om en dokumentar”. DR’s direktion besluttede i tråd hermed, at den pågældende dokumentar fra Larm Film ikke skulle udsendes, selvom DR selv havde bestilt den.

 

Larm Film iscenesatte en demonstration mod Finn Strier Poulsen fra EBH-bank. Ikke så godt

 

Point of no return

Ulrik Haagerups beklagelse og principfaste bandlysning af brug af iscenesættelser i både nyheder og dokumentar blev ikke enden på denne historie, men snarere dens point of no return. Nogle vejrede morgenluft, mens andre følte sig trådt på. Politikere som Birthe Røhn Hornbech (V) og Ole Hyltoft (DF og tillige næstformand i DR’s bestyrelse) kritiserede DR i stærke vendinger og krævede en tilbundsgående undersøgelse; en undskyldning var tydeligvis ikke nok, da dette var et symptom på en omsiggribende dramatisering af journalistik i det hele taget. Avisernes lederskribenter var også ude med riven efter DR, og fx Berlingskes Lisbeth Knudsen udtalte på sin blog, at ”iscenesættelse i en TV-dokumentar er på ingen som helst måde i orden – hverken med eller uden senere varedeklaration.” (5/1) Også TV 2 sadlede den høje, principfaste hest og kritiserede tv-konkurrenten, men måtte kort tid efter kravle ned igen, da B.T. kunne dokumentere, at også TV 2 havde brugt billeder fra demonstrationen foran retten i Hjørring.

 

Haagerups udfald mod Larm Film og han kompromisløse afvisning af enhver form for iscenesættelse i både journalistik og dokumentar, fik en lang række branchefolk og medieeksperter til at melde sig på banen og forsvare brugen af iscenesættelser. Producent-foreningen kom Larm Film til undsætning og udtalte, at DR selv havde ansvaret for hele miséren, og formanden for tv-gruppen i Dansk Journalistforbund Nicolai Würtz kritiserede i Politiken Ulrik Haagerup for at have ”kriminaliseret hele faktagenren” (10/1). Würtz fremhævede ikke blot nødvendigheden af, at dokumentarprogrammer anvender forskellige former for iscenesættelse for at blive interessante og medrivende for seerne, men også hos DR’s egne fakta programmer, som Kontant, er forskellige dramaturgiske greb som iscenesættelse hverdagskost, påpegede han.

 

Medieforskere (inkl. undertegnede) gik videre og påpegede, at enhver fremstilling af fakta, bygger på et vist mål af konstruktion af virkeligheden gennem fx en vinkling af historien, uden at det nødvendigvis betyder, at vi får noget usandt at vide. Og egentlige iscenesættelser, hvor journalist eller instruktør på aktivistisk vis går ind og skaber nye situationer og konfrontationer, kan både skabe vigtige debatter og udløse hæder og priser. Det gælder eksempelvis den tv-serie, der dannede forbillede for Larm Films tv-programserie, det engelske BBC’s Mischief, der med instruktøren Tim Samuels bl.a. vandt prisen for Best Current Affairs Documentary ved World Television Festival i Banff i 2006.

 

Tim Samuels har dannet forbillede for Larm Films tv-programserie. Han har vundet prisen for Best Current Affairs Documentary ved World Television Festival i Banff i 2006.

 

Puritanere mod de kreative

I den optrappede konflikt var to fronter trukket hårdt op: på den ene side en nærmest puritansk kritik af enhver form for iscenesættelse, på den anden side kreative mediefolks besyngelse af den konstruerede virkelighed. Og det hele var personificeret i konflikten mellem Ulrik Haagerup og Larm Film. Efter halvandens uges pres fra mange sider, skulle DR’s øverste ledelse så stå til ansvar for bestyrelsen, men der rullede ikke hoveder. På overraskende salomonisk vis lykkedes det generaldirektør og bestyrelsesformand i DR at udvirke en løsning, der både kalder på ansvarlig omgang med faktuel information og tillader en kreativ tilgang til faktagenrer. Generaldirektør Maria Rørbye Rønn kunne meddele, at DR fortsat vil bruge iscenesættelser, men der skal udarbejdes etiske retningslinjer for brugen heraf. Selvom hun bagefter udtalte til Politiken (14/1), at Ulrik Haagerup ”måske var lige lovlig firkantet” i sine udtalelser, holdt DR fast i beslutningen om ikke at udsende Larm Films program - selvom produktionsselskabet kunne dokumentere, at DR havde været vidende om deres programintentioner.

 

En visning ville nemlig stride mod retsplejelovens  § 32, stk. 6 om at gengive tiltalte personers ankomst til en retssag uden deres samtykke. Dermed fik juraen effektivt og ”neutralt” lukket striden mellem de to parter. Historiens klimaks blev påfaldende udramatisk, næsten et antiklimaks, for i lyset af de mange og principielle indlæg undervejs, tonede konflikten hurtigt ud med ganske få og små reaktioner.

 

Etiske retningslinjer

Tilbage står nu at udarbejde etiske retningslinjer for brug af iscenesættelser i DR’s programvirksomhed. Det bliver ikke en let sag, for hvordan kan man på kort form få formuleret regler, der på en gang er loyale over for virkeligheden, og rummer muligheder for et kreativt engagement i selvsamme virkelighed? Og samtidig kan reglerne ikke undgå at blive et indlæg i diskussionen om det store erkendelsesteoretiske spørgsmål: hvordan begriber man overhovedet virkeligheden? Men det er slet ikke så dårlig med sådan en udfordring, fordi DR og andre medievirksomheder vil sandsynligvis blive konfronteret med denne problemstilling i årene fremover.

 

Den puritanske kritik af enhver form for iscenesættelse har det grundlæggende problem, at den ser enhver form for dramaturgi eller konstruktion som en forhindring for at forstå virkeligheden: Hvis bare man kunne slippe for al den kreative intervention, ville virkeligheden få lov at træde frem af sig selv; nyhedsformidlingens opgave bliver i forlængelse heraf at afspejle virkeligheden. Men hvad enten vi taler om vinkling af nyheder, brug af dramaturgi eller egentlig iscenesættelse står disse greb ikke i vejen for virkeligheden; det er tværtimod måder, hvorigennem vi kan komme til at forstå den. Principielt er formmæssige greb ikke generende støj eller unødig dramatisering, men derimod selve betingelsen for at komme til at begribe virkeligheden. Verden skal tage form, for at vi kan forstå den.

 

Formmæssige greb er imidlertid ikke neutrale, da de bidrager til at præge vores forståelse, og de kan selvfølgelig helt konkret være unødvendige eller direkte misvisende i forhold til at skildre et bestemt problem. Men det er den konkrete brug af formmæssige greb, der kan være problematisk, ikke brugen af fremstillingsformer i det hele taget. Med de nye etiske retningslinjer for iscenesættelse skal vi forhåbentligt ikke tilbage til DR-monopolets ”publiceringsregler for DR’s nyhedstjeneste” fra 1964, der netop var præget af en sådan puritansk, afspejlende opfattelse af journalistikkens opgaver og muligheder.

 

Inspiration fra reality-tv

Der er faktisk en bedre grund til at DR og andre medievirksomheder bør udvikle en klarere forståelse af, hvilke formidlingsmæssige greb, der hører hjemme i de forskellige journalistiske genrer og andre faktagenrer. Public service-stationerne DR og TV2 har i løbet af det sidste årti været særdeles innovative inden for faktaområdet, herunder programmer der går under navne som faktuel underholdning, livsstils-tv og forbrugerprogrammer. De kommercielle tv-stationer har til sammenligning været meget lidt innovative, og har ofte bevidstløst kørt videre med en uendelig række af indkøbte reality-koncepter, der er blevet malket til allersidste sæson. Både reality-tv og dokumentargenren har været vigtige inspirationskilder for public service-stationerne til at forny deres programvirksomhed på faktaområdet, men public service-forpligtelsen har ofte bremset dem i at bruge rendyrkede reality-koncepter – bortset fra de rene underholdningsformater som X Factor.

 

Skal DR lade deres faktaprogrammer inspirere af metoder fra reality-tv? Ser vi mon i fremtiden Sydney Lee som demonstrant i TV-avisen? Hvad er mulighederne, og hvor går grænserne for brugen af den udvidede palette af virkelighedsdramaturgi?

 

Ved at anvende enkelte dramaturgiske elementer fra reality-tv og tilpasse dem forskellige faktagenrer, har DR kunnet give den centrale public service-forpligtelse om oplysning en langt mere engagerende og underholdende form. Som følge af denne udvikling, er der god grund til at styrke bevidstheden om, hvad de forskellige greb betyder for den virkelighed, man ender med at producere i metermål – og som ikke mindst på DR1 er kommet til at dominere prime time med stor seersucces.

 

Hvad er mulighederne, og hvor går grænserne for brugen af den udvidede palette af virkelighedsdramaturgi, man har udviklet? Denne diskussion er – ironisk nok i lyset af den seneste konflikt – mindre påtrængende på nyhedsområdet, hvor andre problemer er mere presserende for en fornuftig skildring af virkeligheden, ikke mindst det opskruede produktionspres med nyheder til alle platforme 24/7, og det stærke krav om identifikation og nærhed som nyhedskriterium. TV-Avisens brug af de iscenesatte billeder foran retten i Hjørring var da også en simpel fejl, som ingen på TV-Avisen har forsvaret, men alle derimod beklaget. Alligevel blev hændelsen anledningen til en mindre skandale på nyhedsområdet. På den måde har virkeligheden sin helt egen dramaturgi, som TV-Avisen hverken er i stand til at iscenesætte eller styre.

 

Dramaturgisk varedeklaration: Den opmærksomme læser har måske bemærket, at jeg i min fremstilling af det virkelige hændelsesforløb har gjort brug af berettermodellen, dvs. den dramaturgiske grundmodel, man typisk finder i spillefilm. Her er forløbet: anslag, etablering af konflikt, konfliktoptrapning, point of no return, konfliktoptrapning, klimaks og udtoning. I dette tilfælde passede virkeligheden udmærket til denne fortællestruktur; men som alle fremstillingsmæssige greb indebærer modellen både en fremhævning af visse aspekter og udeladelse af andre.