Er DR3 public service?
Venstre og Liberal Alliance har i den forgangne uge kritiseret DR’s ungdomskanal DR3 og slået til lyd for store ændringer eller endda lukning af kanalen. Vi har bedt den tidligere chef for DR P3, Carsten Worsøe, om en kommentar på situationen i DR, hvor public service-forpligtelsen ser ud til mest af alt at føles som en byrde.
Skal dette eller hint program sendes på DR1, 2, 3 eller K? Skal det være klokken 20 eller 21? Disse programplanlægnings-spørgsmål er desværre hyppige i den ellers væsentlige debat om DR’s indhold og giver mig mistanke om, at mangler man visioner, kan man finde et populistisk driftsspørgsmål at rejse. Det ligner en slags handlekraft, man kommer i medierne og kan ”debattere” om, der skal spilles visemusik på P3, være X Factor på DR1 eller serier på DR3.
DR3 har været i skudlinjen den seneste uge. Læs artiklen fra DR's hjemmeside her
Jeg bliver træt og ked, når store dele af public service-debatten er så kliche- og genudsendelsespræget, at den får sommer-tv til at virke friskt. DR3 bruger det kendte formidlingskneb at bygge et fundament af kendt og tiltrækkende stof, hvorpå svært, provokerende og grænseflyttende emner behandles. Det er gængs formidling og burde ikke kunne provokere ret meget. Men det skygger for spørgsmålet om, hvad DR3 så skal gøre af gode gerninger med de seere, de har.
Hvordan går det med de politiske visioner?
På Folkemødet 2013 stillede jeg to ret enkle spørgsmål om radio til Mogens Jensen (S) og Michael Aastrup Jensen (V):
- Hvordan lyder det danske radiolandskab om syv år?
- Er der landsdækkende kommercielle radiokanaler, der spiller andet end mainstream?
Spørgsmålene er blandt andet inspireret af England, hvor BBC kan få problemer, hvis ungdomskanalen Radio 1 har for mange gamle lyttere, hvor en kommerciel kanal klarer sig fint med et rent taleformat, og der findes økonomisk og lyttertalsmæssigt bæredygtige kommercielle formater med progressiv musik inden for flere genrer. Man har politisk ønsket et bæredygtigt mediemarked og har reguleret efter den vision – målt på, hvad medierne gør for deres målgruppe.
Bureaukratiets magt
Modsat i Danmark, hvor det handler om, hvad man udsender. Ikke hvordan det virker – endsige gavner. På P3 ønskede vi for eksempel at lave P3Nyheder med dynamisk længde. Lytterne ville gerne have substans og grundighed, når der skete noget væsentligt; men var berettiget trætte af tomgangsudsendelser med fast længde på de sløve nyhedsdage. Det rejste det problem i forhold til public service-kontrakten, at der ”afregnes” i timer og minutter over for kulturministeriet, ikke i effekt i målgruppen.
Jævnligt går debatten også op i teknik: Digitalisering er væsentlig, men ingen ser HD-tv eller hører AAC-streams for teknologiens egen skyld. Det er distributionsformer, der sikkert vil ændre sig løbende med teknologien i al tid fremover. Indholdsvisionerne må ikke stå stille, mens vi venter på den næste streaming-teknologi.
Debatten om public service
Mit ønske for den politiske debat om public service er svar på disse spørgsmål:
- Hvordan gavner DR hele Danmark om syv år?
- På hvilke måder er DR uundværlig for unge om syv år?
- Hvordan konkurrerer et uundværligt DR med et bæredygtigt privat marked om syv år?
Svarene bør munde ud i visionære krav til DR (og andre public service-udbydere), som opfyldes igennem måling af mediernes effekt på målgruppen. Deres nytteværdi og uundværlighed. Ikke – som nu – i absurde mængder af regneark (værst eksemplificeret på Radio 24syv, der bruger mere end et årsværk på regneark med detaljeret gennemgang af de over 525.000 sendeminutter årligt).
Bud på visioner
Jeg kunne forestille mig en vision om, at DR skal gavne musikmiljøet og sikre et fundament for international kvalitet af dansk musik. Som på drama. Eller at IT-studerende fik lov til at bruge arkiv og muligheder for selv at være med til at opfinde næste generations brug af DR. Eller et samarbejde med spilindustrien, der skal kombinere substans og historiefortælling i spil med andre dele af DR. Ideerne er mange, og mulighederne endnu flere!
Jeg fik aldrig svar på Folkemødet, men det kan nås endnu. Og når det så er vedtaget i Folketinget, er det værd at huske, at de allerbedste ledere både kan udstikke en kurs – og kan lade være med at gå i vejen.
