For DR’s medarbejdere var 2007 et af de mest ubehagelige år i nyere tid. Det ene flercifrede millionunderskud efter det andet skyllede som syndfloder ind over DR-Byens splinternye åbne kontorlandskaber.

Et helt nyt lag af mellemledere, der lugtede lidt af fugl, men i virkeligheden hverken var fugl eller fisk, nemlig menneskecheferne, blev sluppet løs rundt om på gangene – indtil de blev gennet sammen og fjernet igen. Midt i det hele gennemførte ledelsen et blodbad af en fyringsrunde, der mundede ud i, at programdirektør Lars Vesterløkke, menneskechefordningens svar på Amdi Petersen, ryddede sit kontor og forlod virksomheden uden varsel – angiveligt efter længere tids overvejelser.

Der skulle skæres helt ind til benet, men uden at DR måtte slække det mindste på det kvantum public service, som generaldirektør Kenneth Plummer havde forpligtet sig til at levere til de danske licensbetalere i en fireårig public service-kontrakt med kulturministeren.

Den lukkede fest

Det var i lyset af de omstændigheder, at stillingen som chef for DR2 pludselig blev ledig i efteråret. Det er et ekstremt svært tidspunkt at overtage ansvaret for DR2 på, og det har måske afholdt en kreativ hjerne eller to fra at ansøge. Arne Notkin, der kommer fra posten som chef for Deadline på samme kanal, søgte stillingen og fik den. Han har kun siddet i sin nye stol siden december, men han har allerede udtalt, at han vil forsøge at lokke et yngre segment af seere til. I et interview i Børsen efter nytår kaldte han DR2 for ”en lukket fest”, der i for høj grad har henvendt sig til ”seminaristerne” og ”kronik-Danmark”.

”Der er et større potentiale i DR2 end det, vi udnytter nu,” udtalte han frygtløst.

Væk med alibiprogrammerne

Når DR2’s tidligere cheftandem Mette Davidsen-Nielsen og Gitte Rabøl valgte at stoppe i efteråret, lå der et kløgtigt ræsonnement bag. Med de nedskæringer, der stod for døren, ville DR2 ikke kunne holde det niveau, som seerne havde vænnet sig til. Det følte de ikke, de ville kunne forsvare.

Da de overtog stationen i 2003 efter Torben Frølich (der skulle være direktør for Lokale- og Anlægsfonden!), gik den under tilnavnet Den Hemmelige Kanal. For det første kunne en pæn portion licensbetalere stadig ikke tage DR2’s signal, og for det andet havde den stort set ingen anden profil, end at den var ’klogere’ end de andre. DR2 var konturløst fehårsflimmer, og sendefladen var dækket af de fornødne kulturelle alibiprogrammer – dvs. ’noget om’ kultur, ’noget om’ film og ’noget om’ bøger. Davidsen-Nielsen og Rabøl udtalte, at det ikke skulle føles som et lektiehelvede at se DR2, og så nedlagde de de faste programmer som Viva, Bestseller og Filmland.

Likvide midler og skæve titler

Mette Davidsen-Nielsen og Gitte Rabøl indførte en programpolitik, som man i mangel af et bedre ord kunne kalde følsom. Et af deres vigtigste greb var altid at have så mange likvide midler som muligt liggende i skuffen, hvis nogen nu og her dukkede op med en god idé til et originalt program, som var så spændende, at det ikke kunne vente.

Uden sådan en programpolitik havde der eksempelvis næppe været penge til glimrende quirky miniserier som Mads Brüggers Det røde kapel (2006), Torben Stenos Hvad gør vi med Frank? (2005) eller Georg Larsens Folket i den lykkelige dal (2006).

Det er ikke de udsendelser, der topper Danmarks Radios seerbarometer. Til gengæld er de stærkt medvirkende til DR2’s profil som en fintfølende kanal, der tager sine public service-forpligtelser meget alvorligt. Noget for enhver smag. Således blev DR2 under Mette Davidsen-Nielsen og Gitte Rabøls ledelse på få år Danmarks stærkeste mediebrand.

Seerne er ikke idioter

Succesen har imidlertid skaffet DR2 et problem på halsen: DR2’s seere er ikke idioter. Når der i kølvandet på Danmarks Radios økonomiske morads sker væsentlige forringelser af en kanal, der i forvejen opererer med et lavt budget, kan det ses med det blotte øje – alene på antallet af genudsendelser. Hvis man skal lave relativt billigt tv endnu billigere, må man ty til faste, færdigsyede formater. Det er det, alle de andre tv-kanaler gør. Det betyder, at DR2’s DNA – den diskrete dynamik og det, at der kunne ske noget uventet – forsvinder. Det er altid det skæve, det kunstneriske, det eksperimenterende og det bevidsthedsudvidende, der ryger først.

Skarp og troværdig

Arne Notkin, der er cand.mag. i historie og filosofi, har en bred erfaring fra det danske mediebillede, og han har aldrig været bange for at kaste sig ud på dybt vand. Han har været medredaktør på Weekendavisen, chef for TV-Avisens indlandsredaktion, chefredaktør på B.T. og redaktionschef på TV2 Lorry.

Da Danmarks Radios tv-direktør Lars Grarup præsenterede ham som ny chef, fremhævede han to ord: Skarphed og troværdighed. Det var Arne Notkin, der bankede Deadline op til den succes, det er i dag, og det var ham, der fik ideen til det omdiskuterede program Adam og Asmaa, hvor værterne Adam Holm og Asmaa Abdol-Hamid interviewede indvandrerdebattens hovedaktører.

Pengene går til DR1

Arne Notkin er formentlig den rette person på det rette tidspunkt. I et portræt i Information før årsskiftet var overskriften ’Ny DR2-chef er fuldstændig uforfærdet’. Som landet ligger, kræver jobbet en uopslidelig journalistisk bulldog, der ikke er bange for noget som helst, og som er rede til at gå i en ugentlig infight med tv-direktør Lars Grarup.

Men det bliver svært at få DR2-menuen til at se ud af noget, når der ikke er penge til ordentlige råvarer. For at Danmarks Radios samlede sendeflade ikke skal ligne et hullet kludetæppe, er DR nemlig nødt til at centralisere alle de midler, der er til rådighed, på hovedkanalen DR1. Der er de synligst for flest licensbetalere, har man vel vurderet.

Flere talking heads

Hvordan fylder man så sendefladen ud uden at have penge til det? Svaret er talking heads. Vi kommer formentlig til at se flere talende hoveder i flere samtale- og interviewprogrammer. Fjernsyn kan næsten ikke laves billigere end at sætte to snakkende individer i to stole over for hinanden og filme det. Der er ikke et dyrt research- eller produktionsapparat, der skal aktiveres. Det kræver blot et par telefonopkald og nogle taxaboner. Derudover vil satiren sandsynligvis blive styrket

Check-liste til Arne Notkin

Hvis DR2 skal forblive nogenlunde lige så broget, som den er i dag, er der tre ting, som Arne Notkin skal hold sig for øje (ud over alt det andet)

1. Arne Notkin skal sørge for, at det aspekt, der hedder ’det uventede’, ikke drukner i samfundsfaglige snakkeprogrammer og faste formater. Med et stærkt begrænset økonomisk råderum er DR2 i alvorlig fare for at miste den uforudsigelighed, som har gjort kanalen attråværdig for og anderledes i de seneste par år.

2. Arne Notkin skal slås for pluralismen på sin kanal, som han aldrig har kæmpet med sine chefer før.

3. Arne Notkin skal hurtigt finde ud af, hvordan han kan holde fast i den talentudvikling, som også må være en del af public service-forpligtelsen. Hvis talentudviklingen tørrer ind, og de skæve tv-hjerner må søge nye græsgange (på internettet eller arbejdsformidlingen), er det galt fat, ikke bare på DR2, men i hele Danmarks Radio.