Som om det ikke var nok, så drillede den tidligere generaldirektør Christian S. Nissen, da han hev en fire år gammel mail op fra sine gemmer, som i 2003 var sendt af kulturminister Brian Mikkelsen til DR's bestyrelsesformand Jørgen Kleener. Selv om Mikkelsens mail havde fået lov til at ligge længe i Nissens arkiver, så var virkningen af dens politisk sprængfarlige indhold intakt. Nissen og ganske mange journalister samt hele oppositionen tolkede den som et krystalklart forsøg på politisk pression fra regeringens side rettet mod DR's dækning af Irak-krigen, som regeringen fandt for negativ. Oven i alt det var det opsigtsvækkende, at kulturministeren refererede fra et lukket møde i regeringen, og mere kuriøst blev det, da det kom frem, at Brian Mikkelsen angiveligt havde misforstået udenrigsminister Per Stig Møllers forslag på mødet om at privatisere DR. Det viste sig såmænd at være ”en joke”!

Med offentliggørelsen af mailen ændrede Nissen med ét slag også dagsordenen for hele diskussionen om DR. Mailen åbenbarede sig pludselig midt i debatten om skyld og ansvar for DR's økonomiske kaos. Herefter drejede alt sig pludselig i stedet om institutionens fortsatte journalistiske uafhængighed af den politiske magt her i landet. Timingen? Ja den var ligefrem second-to-none og kom kun en uge før udgivelsen af Nissens erindringsbog. Måske tilfældigt, men ikke desto mindre må man lette på hatten for Nissens ”spin” eller ”bidrag til debatten”, om man vil. Generaldirektøren må have fået et ordentlig gyldent håndtryk, da han blev fyret, og med en formentlig pænt solgt erindringsbog får han sikkert et klækkeligt bidrag til pensionsformuen. Hvis overskuddet fra Nissens bogsalg i stedet ender med at gå til DR's slunkne pengekasse, tager man nok hans budskab om, at ”han påtager sig ansvaret og skylden” lidt mere alvorligt.

Nissen har været i samtlige nyhedsudsendelser på TV2 og DR – radio og fjernsyn - og i samtlige trykte medier, der har dækket sagen. Og hvor er Nissen dog en blændende kommunikator! Hans kritik af Brian Mikkelsen var fantastisk veltilrettelagt og har både tyngde og finesse. Nissens retorik stimulerede folks nysgerrighed. Fx pakkede han kritikken af Brian Mikkelsen ind ved elegant at stille spørgsmål til publikum uden at presse alle svarene ned over seerne, lytterne og avislæserne. Følte generaldirektøren sig presset af regeringen med hensyn til DR's journalistik? Klart ja. Skulle han have sagt fra overfor det politiske pres? Måske. Nissen vidste det ikke, men lod det ”være op til læserne” af hans bog. Læs Brians mail (og Nissens bog) og få svaret. Nissen fremstod hver gang troværdig, og reklamen for bogen var ubetalelig. Jeg letter på hatten for Nissens fremragende iscenesættelse af sig selv, bogen og hans fremførte kritik af regeringen, som jeg ikke et sekund tror, har bund i primitiv hævngerrighed eller politiske eller økonomiske motiver. Uden at kende ham er jeg overbevist om, at det bare ikke er Nissens stil.

Mailgate

Kulturministeren lod sig kort interviewe til TV om ”mailgate”. Her benægtede han, at den famøse mail udtrykte politisk pression på DR for dets journalistik. Derefter gik ministeren i flyverskjul, åbenbart for at blive fri for journalisternes opfølgende spørgsmål. Det fik dog også den konsekvens, at han helt overlod scenen til Nissens efterfølgende blændende one-man-show på alle mediekanaler. Formentlig indså Mikkelsen, at han bare ikke kunne vinde den debat med en veloplagt og skarp Nissen stående i det andet ringhjørne.

Der er to ting, som enhver dansker har en mening om: Det ene er fodboldlandsholdet, og det andet er Danmarks Radio.

DR har sin ”fanklub”, der traditionelt har bestået af venstrefløjen, Socialdemokraterne og de Radikale. Hertil kommer størstedelen af journalistkorpset her i landet og hvad man lidt frækt kan kalde ”kulturparnasset” – forfattere, filmfolk, dramatikere, skuespillere m.v. Det er mennesker, der mere eller mindre lever af at levere ydelser til institutionen.

Fanklubben består blandt andet af de tidligere DR-chefer Christian Nissen og Lisbeth Knudsen.

I den anden ende står de sædvanlige hårde kritikere af ”DR's røde lejesvende”, bestående af folketingspolitikere fra Dansk Folkeparti, Venstre og Det Konservative Folkeparti. Kritikerne henter sympati fra den store del af befolkningen, der hellere ser TV2 end DR, hører lokalradio og derfor i mindre grad bruger DR's såkaldte ”public service”-tilbud. De samme politikere mener – og indimellem med rette – at DR har været venstreorienteringens holdeplads. DR-kritikernes fornemste repræsentant er naturligvis Brian Mikkelsen, men synspunkterne deles af folk som Thor Pedersen, Claus Hjort Frederiksen og ikke mindst Anders Fogh Rasmussen. Der findes dog også ganske hårde ikke-borgerlige DR-kritikere som fx Nyhedsavisens chefredaktør David Trads.

”Fanklubben” mener dybest set, at DR's økonomiske problemer skal løses med en tillægsbevilling, så man undgår de hidsige nedskæringer. Samtidig mener de, at DR har været under uophørlige angreb fra den borgerlige regering og DF, der fortsat truer DR's journalistiske afhængighed. Næste skridt bliver ”berlusconisering” eller ”hviderussiske tilstande”, forstår man på retorikken. I modsætning til disse holdninger står de borgerlige kritikere, der nægter at formøble flere af skatteborgernes midler på DR til trods for institutionens helt ekstraordinære økonomiske problemer, som alle er enige om, primært skyldes den tidligere DR-ledelses elendige styring af byggeriets økonomi. Måske passer det de borgerlige politikere fint, at de ”venstreorienteredes kulturelle og journalistiske legeplads” stille og roligt forbløder. Det kyniske ræsonnement kunne være: ”Færre penge til DR betyder færre midler til institutionens ”regeringskritiske” journalistik. Set fra regeringskontorerne på Slotsholmen er det måske ikke nogen dum idé? Skal der skæres i kvantiteten, så lad det være i overflødig underholdning med Master Fatman og i den klassiske musik, som ingen alligevel hører. Sådan lyder i hvert fald nogle af DR-kritikernes synspunkter i debatten.

At DR i tidligere tider indimellem og i visse programmer – særligt P1 Orientering – har været vinklet efter journalisternes privat meninger, er efter min opfattelse, baseret på mine oplevelser som mangeårig forbruger, en kritik med bund i virkeligheden. Omvendt er ”skævvinklingen” ikke så udtalt i dag sammenlignet med for 10 år siden. Formentlig fordi DR er blevet opmærksom på problemet og især på grund af, at de ”værste” venstreorienterede journalister fra 68-generation simpelthen er gået på pension. Dertil kommer konkurrencen fra andre ”redaktionelt uafhængige” medier, og at den ny tid stiller hårdere krav om objektivitet end for 25 år siden.

Der er formentlig ingen, der ønsker et politisk styret DR, men på den anden side er det også dybt naivt at tro, at politikere ikke til alle tider vil brokke sig over både DR's og alle andre mediers nyhedsdækning. Som licensbetaler forbeholder jeg mig i alle tilfælde også selv retten til at brokke mig!

Brian-bashing

Til trods for oppositionens stormløb mod Brian Mikkelsen er de politiske konsekvenser ubetydelige. Den konservative kulturminister er fortsat urørlig og sidder formentlig lige så længe, som han selv vil. Men mailsagen har gjort et pænt indhug i hans generelle politiske troværdighed.

Med Nissens mail føjede Brian-haderne blot endnu et par streger til den karikatur, hvor ministeren fremstilles som en bebrillet borgerlig kulturfjendsk ”mytoman”, der interesserer sig for sport, men i øvrigt er ligeglad med eller for dum til det finkulturelle.

Da Privat Teateret lukkede i sidste uge, fik det såkaldt kultiverede Danmark sat nogle klare ord på, hvad de egentlig mener om Brian Mikkelsen som kulturminister:

- Manden er idiot. Han er inkompetent. En lallende nar, som konstant laver skandaler på grund af dumhed, lød ordene ifølge Ekstra Bladet.

Nissens mail bidrog således til yderligere en gang ”Brian-bashing”, der er en udbredt sport i kulturradikale københavnske miljøer. Fornøjelsen er dem vel undt, men de hårde fronter bidrager nok ikke til at finde en acceptabel løsning på DR's enorme problemer. Tværtimod er grøfterne blevet gravet dybere.

Radikal håndvask

DR's økonomiske morads var der i ugens løb meget få politikere, der havde lyst til at påtage sig et reelt ansvar for. Den tidligere radikale kulturminister - Elsebeth Gerner Nielsen - skyndte sig endog påfaldende hen til håndvasken, hvor hun på ynkeligste vis stillede sig op i pressen og bedyrede, at havde hun i 1999 vidst, hvad DR-byggeriet ville ende med, ja så ville hun sandelig ikke have stemt for projektet. Hellere sympati med en Christian Nissen, der ikke løber fra sit ”ansvar” end en bagklog eksminister, der i sin tid tog beslutningen om byggeriet, og nu på den mest pinagtige facon skamløst forsøger at fralægge sig ansvaret. Man må da være himmelråbende naiv, hvis man tror, at ingen gennemskuer dette åbenlyse forsøg på ansvarsfralæggelse.

Selv bekender jeg mig til den DR-kritiske borgerlighed, som altid har set på institutionen DR og dens mange medarbejdere med dyb mistro. Ikke desto mindre bør problemerne løses med en check fra finansministeren. Der bruges mange penge i Danmark på passivitet og ligegyldige ting, og når nu regeringen nægter at give skattelettelser, så kan den i stedet passende bruge tilstrækkelige midler på at sikre de public service tilbud, som stort set alle er enige om, er så vigtige for nationen. Man får nemlig et problem i forbindelse med indvielsen af den pragtfulde topmoderne DR by, hvis ikke man samtidig kan forklare danskerne, at bygningerne altså skal bruges til at producere noget fremragende TV, Radio, internet og ikke mindst journalistik. Hvis ikke Brian Mikkelsen forstår at ændre regeringens politik overfor DR, så går han over i historien som den kulturminister, der ødelagde kulturinstitutionen DR. I så fald får kritikerne ved gravøllet for Privat Teateret ret. Og det ville være synd. Synd for Brian Mikkelsen, DR og ikke mindst os andre dvs. lytterne, seerne og licensbetalerne.