Judge a book by its cover?
På engelsk siger man ”don’t judge a book by its cover”, når man vil sige, at man ikke skal skue hunden på hårene. Men opgaven for en designer af et bogomslag er jo at gøre det muligt for en køber at vælge den rigtige bog udelukkende baseret på en vurdering af omslaget. Omslagene er naturligvis kommunikation, og et godt omslag er som en kombination af en anbefaling, en kommentar og en lille stemningsskabende visuel sensation i sig selv.
af Holger Dahl
Julen er forlagenes højsæson. Bøger er poulære gaver, og uden julesalget ville mange forlag gå fallit og mange kendte mennesker være mindre kendte.
Når man skal købe gaver, er det vigtigt, at man kan handle hurtigt og præcist – derfor er det så meget vigtigere i december, at bøgernes forsider bærer det rigtige budskab.
Jeg har kigget på kataloget fra en større boghandel i City og set på tendenser, genrekonventioner og læsninger med og mod bogens indhold i en samling tilfældige nedslag, der bevæger sig fra rene spekulationsprodukter til den finere litteratur.
Selve opgaven med at lave et bogomslag er i og for sig ret simpel: Formatet er nogenlunde givet. Der er nogle faste elementer som forfatternavn, titel og forlag – og så en illustration. Hvis man undlader illustrationen, er vi ovre i genren digtsamling eller videnskab – en kedelig bog med andre ord.
Ud over digtsamlingerne har bogmarkedet delt sig op i en række genrer, der gør det nemmere for køberen at navigere. Vi vil her se bort fra mad- og rejsebøger, der naturligvis karakteriseres ved et overlækkert billede på forsiden – i en sådan grad, at man kan gøre sig speciel ved at gå mod genrekonventionen – f.eks vil en kogebog med udelukkende typografi på forsiden straks signalere, at dette er en kogebog, der er noget helt særligt. Vi ser også bort fra bilbøger og design- eller modebøger, hvor omslaget har et 1:1 forhold til teksten: Man ser f.eks. et billede af en sko, og ovenover står der SKO. Vi kan ikke her tale om, at billedet gør noget for titlen eller omvendt.
Vi begynder overflyvningen med de mest populære bøger. De to supersælgende genrer i disse år er portræt/samtalebogen og krimien – de er begge veldefinerede og har klare stilmarkører rent omslagsmæssigt. Lad os først kigge på samtalebogen.
Portræt/samtalebogen
Portræt/samtalebogen har naturligvis et stort foto af hovedpersonen/personerne på forsiden – smilende: Sæsonen byder på både Villy og Lene, Mogens og Marianne, Jensen og Klein, Poul og Benny, de royale søstre og mange, mange flere.
Et let genkendeligt foto af hovedpersonerne
En enkel titel, der refererer til bogens indhold
– så er julesalget hjemme.
Fælles for alle disse bøger er, at det er portrættet, der er forsidens pointe – hvilket i sig selv ikke er underligt – men en smule kedeligt måske. Lindhardt og Ringhof udfordrer konventionen ved at anbringe de to hovedpersoner i en rød folkevogn.
Lene og Villy på Danmarksturne
Det er noget snyd, at bilen holder stille,
og hvad er symbolikken i den RØDE folkevogn?
Er det nationalisme eller socialisme?
Portræt/samtalebogen er bogsæsonens tomme kalorier. Bøger, der forsvinder ud af erindringen i samme tempo, som man læser dem. Som regel skrevet af en ghostwriter på for lav timebetaling og derfor fulde af banaliteter, slapt sprog og slåfejl.
Lidt finere end de sæsonbestemte samtalebøger er de rigtige erindringer og biografier. De har en rigtig forfatter – i nogle tilfældet hovedpersonen selv – og garneres også med omslag, der i lidt højere grad signalerer kvalitet – ved et markant bedre portræt eller måske ved slet ikke at have et foto af hovedpersonen på omslaget.
Det bedste eksempel på denne variant er efter min mening omslaget til Hans Edvard Nørregaard-Nielsens seneste erindringer fra sin barndom i Vestjylland i 40’erne og 50’erne.
Fotoet er et nærbillede af nogle vintergrene i gammel sne
Smukke sorte grene på hvid slidt sne
Tolkningsåbent og fuldt af murrende undertoner.
Billedet er af Per Bach Jensen og
– personligt og fuldstændig idiosynkratisk kan jeg tilføje –
nok det bedste ved den bog.
Krimigenren
Den anden storsælgende genre, krimigenren, er karakteriseret ved, at forfatternavnet oftest er større end bogens titel. En krimiforfatter skriver MANGE bøger og bliver derfor nemt et brand: Man køber ”den nye xxx xxx” og ikke en specifik titel. Ofte er titlerne også mystiske og umulige at huske fra hinanden – især i amerikansk inspirerede krimier. Forfatternavn og titel sættes op i en HÅRDTslående typografi – en smal fed grotesk er årets mode – og garneres med en enkelt illustration – gerne med noget nærbillede og noget mørke. De fire nævnte elementer i en tilfældig kombination signalerer Pulp Fiction – laverestående krimi. Et eksempel, der har alle fire elementer, er den nye Elisabeth Egholm krimi, men som man kan overbevise sig om ved at kigge i julens kataloger, kunne det også være 10 andre krimier
Eksempel med Elisabeths roman,
hvor forfatternavnet virkelig får lov at fylde noget.
Som en beslægtet genre har vi det kulørte drama. Vi taler her om lidt finere litteratur end den rene krimi, på niveau med thrilleren nærmest. Her har vi en repræsentant som Christian Mørks Skyggernes hav, der som omslag meget kontant fortæller, at det er en slags skipperskrøne for alle voksne drenge, der holder af skumsprøjt og en hel flaske rom.
Skumskrøjt og kreditkort.
Klassisk typografi. En forside, der ligner en filmplakat.
En bog for store drenge
Helt parrallelt med Christian Mørks bog har vi de nye bøger fra Jean Guillou og Leif Davidsen.
De nye bøger af Guillou og Davidsen har også omslag,
der kunne være filmplakater.
Der er handling i billederne, der sker noget
Hvis du vil, med så køb bogen, er budskabet
Forsiden består af samkopierede elementer lidt som typiske filmplakater. Elementerne vokser ud af en mørk bund og holdes adskilt af typografien, hvor forfatternavnet er mere prominent end titlen. Som køber læser vi en bestemt forventning ind i den slags forsider. – Og hvis det så viser sig at være en samtalebog med Dronningens gartners bedste ven, ville vi nok blive meget skuffede.
Den lidt finere litteratur
Når vi nu har nævnt Leif Davidsen, er vi på vej mod den fine litteratur – men vi er der ikke helt. I thrillergenren skal på denne plads også nævnes Hanne Vibeke Holst, som heller ikke helt bliver anerkendt i det fine selskab. Hendes seneste bog Dronningeofret har fået et internationalt omslag af næsten amerikansk karakter.
Det ligner en klassisk lufthavnsmursten:
En tegnet illustration, der direkte alluderer til bogens titel,
skygger bag bogstaverne
(den klassiske lufthavnsroman har altid blindpræg,
men det var der måske ikke råd til her?)
og en nydelig centreret opsætning,
der signalerer ro, tryghed og troværdighed.
Som køber er du i gode hænder her: Du risikerer intet. Og får præcis, hvad du forventer. Hvis vi herfra bevæger os over i den fine litteratur – de rigtige bøger – er det tydeligt, at forsiderne bliver mere ambitiøse.
De rigtige bøger
Disse bøger forsøger gennem valg af typografi og hovedillustration at kommentere eller berige indholdet af bogen. Man kan nævne f.eks Jonathan Littells De velvillige, der trods det lidt kiksede gotiske D tydeligt forsøger at ligne en bog fra nazitiden – og netop ved sin nøgternhed kontrasterer indholdets bestialiteter på en måde, der spejler hovedpersonens ligegyldighed over for sine myrderier.
Jonathan Littells roman er ifølge anmeldelserne en barsk sag
om en pligtopfyldende massemorder i Anden Verdenskrigs udryddelseslejre.
Omslaget formår at indramme dobbeltheden.
Eller omslaget til Austers New York Trilogi, der kun lader Empire State Building kigge op gennem skydækket og derved både er indforstået og samtidig gør opmærksom på, at det spændende er gemt et sted i tågen, og sådan kunne man blive ved.
Austers New York Trilogi er en klassiker,
der her er pakket mere romantisk ind,
end den lidt tørre stil borger for,
men på den anden side rammer omslaget romanernes
gådefuldhed og åbenhed på en god måde
Med andre ord bliver omslagene individualiseret og mindre genretunge i takt med, at vi bevæger os ind i den fine litteratur. Om det så skyldes, at indholdet af bøgerne er bedre eller at forlagene konservativt bevarer ideen om, at der er et kvalitetshierarki i litteraturen, er en åben og lang diskussion. Helt tydeligt er det i hvert fald, at den fine litteratur får betydelig mere opmærksomhed fra omslagsdesignerne end den mere genreprægede – og det til trods for, at køberne af den finere litteratur nok i mindre grad end f.eks krimikøberne er impulskøbere, der påvirkes af et omslag.
Genrekonventioner. Bryd dem – bryd dem ikke
Genrekonventioner er virkelige skillelinjer, der gør det muligt for os at navigere. Derfor er det heller ikke meningsfuldt at opfordre designere af krimiomslag til at bryde skabelonen – det ville uden tvivl medføre forvirring hos kernekøberen, men fra min sidelinje kunne jeg godt tænke mig at man udfordrede den givne skabelon – både hos de fine og de mindre fine bøger. Det ville give os nogle flere oplevelser hos boghandleren
Den gode forside…
En god forside på en bog er naturligvis smuk og grafisk vellykket – og desuden en forside, der både har noget med bogens indhold at gøre og også kommenterer og beriger det. Et selvstændigt stykke grafik, der giver mening som reklame og forbrugervejledning, men som også rummer pointer, der først afslører sig, når man HAR læst bogen, og som man derfor får et dybere forhold til, hver gang man tager bogen frem.
Personligt elsker jeg bogomslag – og det bedste omslag er det, der får dig til at købe bogen fyldt med begejstring og forventning.
I min erindring er et sådant omslag Andy Li Jørgensens omslag til Ebbe Reich Kløvedals bøger fra 70’erne. Især Rejsen til Messias, der har sådan et myldrende tegnet omslag som et gammelt kobberstik på LSD, var jeg helt vild med som teenager.
Jeg læste bogen grådigt nærmest på grund af det omslag alene – og selv om årene ikke har været nådige mod Ebbe Reichs forfatterskab, har jeg stadig en blød plet i mit hjerte for bogen – og det er i høj grad omslagets skyld.
Når man skal købe gaver, er det vigtigt, at man kan handle hurtigt og præcist – derfor er det så meget vigtigere i december, at bøgernes forsider bærer det rigtige budskab.
Jeg har kigget på kataloget fra en større boghandel i City og set på tendenser, genrekonventioner og læsninger med og mod bogens indhold i en samling tilfældige nedslag, der bevæger sig fra rene spekulationsprodukter til den finere litteratur.
Selve opgaven med at lave et bogomslag er i og for sig ret simpel: Formatet er nogenlunde givet. Der er nogle faste elementer som forfatternavn, titel og forlag – og så en illustration. Hvis man undlader illustrationen, er vi ovre i genren digtsamling eller videnskab – en kedelig bog med andre ord.
Ud over digtsamlingerne har bogmarkedet delt sig op i en række genrer, der gør det nemmere for køberen at navigere. Vi vil her se bort fra mad- og rejsebøger, der naturligvis karakteriseres ved et overlækkert billede på forsiden – i en sådan grad, at man kan gøre sig speciel ved at gå mod genrekonventionen – f.eks vil en kogebog med udelukkende typografi på forsiden straks signalere, at dette er en kogebog, der er noget helt særligt. Vi ser også bort fra bilbøger og design- eller modebøger, hvor omslaget har et 1:1 forhold til teksten: Man ser f.eks. et billede af en sko, og ovenover står der SKO. Vi kan ikke her tale om, at billedet gør noget for titlen eller omvendt.
Vi begynder overflyvningen med de mest populære bøger. De to supersælgende genrer i disse år er portræt/samtalebogen og krimien – de er begge veldefinerede og har klare stilmarkører rent omslagsmæssigt. Lad os først kigge på samtalebogen.
Portræt/samtalebogen
Portræt/samtalebogen har naturligvis et stort foto af hovedpersonen/personerne på forsiden – smilende: Sæsonen byder på både Villy og Lene, Mogens og Marianne, Jensen og Klein, Poul og Benny, de royale søstre og mange, mange flere.
Et let genkendeligt foto af hovedpersonerne
En enkel titel, der refererer til bogens indhold
– så er julesalget hjemme.
Fælles for alle disse bøger er, at det er portrættet, der er forsidens pointe – hvilket i sig selv ikke er underligt – men en smule kedeligt måske. Lindhardt og Ringhof udfordrer konventionen ved at anbringe de to hovedpersoner i en rød folkevogn.
Lene og Villy på Danmarksturne
Det er noget snyd, at bilen holder stille,
og hvad er symbolikken i den RØDE folkevogn?
Er det nationalisme eller socialisme?
Portræt/samtalebogen er bogsæsonens tomme kalorier. Bøger, der forsvinder ud af erindringen i samme tempo, som man læser dem. Som regel skrevet af en ghostwriter på for lav timebetaling og derfor fulde af banaliteter, slapt sprog og slåfejl.
Lidt finere end de sæsonbestemte samtalebøger er de rigtige erindringer og biografier. De har en rigtig forfatter – i nogle tilfældet hovedpersonen selv – og garneres også med omslag, der i lidt højere grad signalerer kvalitet – ved et markant bedre portræt eller måske ved slet ikke at have et foto af hovedpersonen på omslaget.
Det bedste eksempel på denne variant er efter min mening omslaget til Hans Edvard Nørregaard-Nielsens seneste erindringer fra sin barndom i Vestjylland i 40’erne og 50’erne.
Fotoet er et nærbillede af nogle vintergrene i gammel sne
Smukke sorte grene på hvid slidt sne
Tolkningsåbent og fuldt af murrende undertoner.
Billedet er af Per Bach Jensen og
– personligt og fuldstændig idiosynkratisk kan jeg tilføje –
nok det bedste ved den bog.
Krimigenren
Den anden storsælgende genre, krimigenren, er karakteriseret ved, at forfatternavnet oftest er større end bogens titel. En krimiforfatter skriver MANGE bøger og bliver derfor nemt et brand: Man køber ”den nye xxx xxx” og ikke en specifik titel. Ofte er titlerne også mystiske og umulige at huske fra hinanden – især i amerikansk inspirerede krimier. Forfatternavn og titel sættes op i en HÅRDTslående typografi – en smal fed grotesk er årets mode – og garneres med en enkelt illustration – gerne med noget nærbillede og noget mørke. De fire nævnte elementer i en tilfældig kombination signalerer Pulp Fiction – laverestående krimi. Et eksempel, der har alle fire elementer, er den nye Elisabeth Egholm krimi, men som man kan overbevise sig om ved at kigge i julens kataloger, kunne det også være 10 andre krimier
Eksempel med Elisabeths roman,
hvor forfatternavnet virkelig får lov at fylde noget.
Som en beslægtet genre har vi det kulørte drama. Vi taler her om lidt finere litteratur end den rene krimi, på niveau med thrilleren nærmest. Her har vi en repræsentant som Christian Mørks Skyggernes hav, der som omslag meget kontant fortæller, at det er en slags skipperskrøne for alle voksne drenge, der holder af skumsprøjt og en hel flaske rom.
Skumskrøjt og kreditkort.
Klassisk typografi. En forside, der ligner en filmplakat.
En bog for store drenge
Helt parrallelt med Christian Mørks bog har vi de nye bøger fra Jean Guillou og Leif Davidsen.
De nye bøger af Guillou og Davidsen har også omslag,
der kunne være filmplakater.
Der er handling i billederne, der sker noget
Hvis du vil, med så køb bogen, er budskabet
Forsiden består af samkopierede elementer lidt som typiske filmplakater. Elementerne vokser ud af en mørk bund og holdes adskilt af typografien, hvor forfatternavnet er mere prominent end titlen. Som køber læser vi en bestemt forventning ind i den slags forsider. – Og hvis det så viser sig at være en samtalebog med Dronningens gartners bedste ven, ville vi nok blive meget skuffede.
Den lidt finere litteratur
Når vi nu har nævnt Leif Davidsen, er vi på vej mod den fine litteratur – men vi er der ikke helt. I thrillergenren skal på denne plads også nævnes Hanne Vibeke Holst, som heller ikke helt bliver anerkendt i det fine selskab. Hendes seneste bog Dronningeofret har fået et internationalt omslag af næsten amerikansk karakter.
Det ligner en klassisk lufthavnsmursten:
En tegnet illustration, der direkte alluderer til bogens titel,
skygger bag bogstaverne
(den klassiske lufthavnsroman har altid blindpræg,
men det var der måske ikke råd til her?)
og en nydelig centreret opsætning,
der signalerer ro, tryghed og troværdighed.
Som køber er du i gode hænder her: Du risikerer intet. Og får præcis, hvad du forventer. Hvis vi herfra bevæger os over i den fine litteratur – de rigtige bøger – er det tydeligt, at forsiderne bliver mere ambitiøse.
De rigtige bøger
Disse bøger forsøger gennem valg af typografi og hovedillustration at kommentere eller berige indholdet af bogen. Man kan nævne f.eks Jonathan Littells De velvillige, der trods det lidt kiksede gotiske D tydeligt forsøger at ligne en bog fra nazitiden – og netop ved sin nøgternhed kontrasterer indholdets bestialiteter på en måde, der spejler hovedpersonens ligegyldighed over for sine myrderier.
Jonathan Littells roman er ifølge anmeldelserne en barsk sag
om en pligtopfyldende massemorder i Anden Verdenskrigs udryddelseslejre.
Omslaget formår at indramme dobbeltheden.
Eller omslaget til Austers New York Trilogi, der kun lader Empire State Building kigge op gennem skydækket og derved både er indforstået og samtidig gør opmærksom på, at det spændende er gemt et sted i tågen, og sådan kunne man blive ved.
Austers New York Trilogi er en klassiker,
der her er pakket mere romantisk ind,
end den lidt tørre stil borger for,
men på den anden side rammer omslaget romanernes
gådefuldhed og åbenhed på en god måde
Med andre ord bliver omslagene individualiseret og mindre genretunge i takt med, at vi bevæger os ind i den fine litteratur. Om det så skyldes, at indholdet af bøgerne er bedre eller at forlagene konservativt bevarer ideen om, at der er et kvalitetshierarki i litteraturen, er en åben og lang diskussion. Helt tydeligt er det i hvert fald, at den fine litteratur får betydelig mere opmærksomhed fra omslagsdesignerne end den mere genreprægede – og det til trods for, at køberne af den finere litteratur nok i mindre grad end f.eks krimikøberne er impulskøbere, der påvirkes af et omslag.
Genrekonventioner. Bryd dem – bryd dem ikke
Genrekonventioner er virkelige skillelinjer, der gør det muligt for os at navigere. Derfor er det heller ikke meningsfuldt at opfordre designere af krimiomslag til at bryde skabelonen – det ville uden tvivl medføre forvirring hos kernekøberen, men fra min sidelinje kunne jeg godt tænke mig at man udfordrede den givne skabelon – både hos de fine og de mindre fine bøger. Det ville give os nogle flere oplevelser hos boghandleren
Den gode forside…
En god forside på en bog er naturligvis smuk og grafisk vellykket – og desuden en forside, der både har noget med bogens indhold at gøre og også kommenterer og beriger det. Et selvstændigt stykke grafik, der giver mening som reklame og forbrugervejledning, men som også rummer pointer, der først afslører sig, når man HAR læst bogen, og som man derfor får et dybere forhold til, hver gang man tager bogen frem.
Personligt elsker jeg bogomslag – og det bedste omslag er det, der får dig til at købe bogen fyldt med begejstring og forventning.
I min erindring er et sådant omslag Andy Li Jørgensens omslag til Ebbe Reich Kløvedals bøger fra 70’erne. Især Rejsen til Messias, der har sådan et myldrende tegnet omslag som et gammelt kobberstik på LSD, var jeg helt vild med som teenager.
Jeg læste bogen grådigt nærmest på grund af det omslag alene – og selv om årene ikke har været nådige mod Ebbe Reichs forfatterskab, har jeg stadig en blød plet i mit hjerte for bogen – og det er i høj grad omslagets skyld.
