DONG-salget: Moralsk eller økonomisk?
DONG-salget: Hvad vægter mest – de økonomiske eller de moralske argumenter?

Skrevet af
Debatten om salget af 19 procent af DONG Energy til Goldman Sachs giver mindelser om den gamle talemåde, hvor højden på Rundetårn og et tordenskrald skal sammenlignes. For hvad skal egentlig vægte mest i forhold til politisk stillingtagen i almindelighed og DONG-salget i særdeleshed – økonomiske eller moralske argumenter? På den ene side står spørgsmålet om, hvad der er mest lukrativt og effektivt, og på den anden side har vi overvejelser vedrørende det normativt rigtige og etisk forsvarlige. De to synes slet ikke at have været i berøring med hinanden i denne sag. God politik, kan man imidlertid hævde, handler om at finde løsninger, der både er effektive og gode, eller, hvis det ikke er muligt, at finde en måde at afveje de i udgangspunktet forskellige hensyn i forhold til hinanden, så den beslutning, der træffes, er den bedst mulige (eller mindst ringe) ud fra begge perspektiver.
Hvis man går ud fra, at det er et grundvilkår og et hovedformål med politik at mediere imellem økonomiske og moralske hensyn, kan man argumentere for, at hovedproblemet med debatten, der ledte op til beslutningen om at sælge DONG til Goldman Sachs, var, at medieringen i dette tilfælde slog fejl. Fortalerne for aftalen med Bjarne Corydon i spidsen anvendte udelukkende økonomiske argumenter og gik på intet tidspunkt ind i den moralske debat. Modstanderne, derimod, forsøgte både at modgå den økonomiske begrundelse for salget og at fremføre moralske argumenter mod det, hvilket ud fra et spørgsmål om vægtning af argumenter burde have givet dem en vinderposition.
 
Et af hovedproblemerne med debatten om salget af DONG til Goldman Sachs var, at fortalerne for salget udelukkende anvendte økonomiske argumenter og på intet tidspunkt tog hensyn til moralske argumenter. Foto: Stine Bidstrup/ Polfoto 
 
At det i praksis ikke gik sådan siger, som Christian Kock har påpeget i en analyse af Corydons ’bøllemetoder’, noget om debatkulturen i dansk politik: Corydon svarer uden om eller nægter simpelthen at svare, tillægger sin modpart gedulgte motiver og ekstreme holdninger – og slipper af sted med det. Men det siger også noget mere alment – og endnu mere foruroligende – om vores politiske system: Hvis ikke økonomiske og moralske argumenter kan forenes, vægter økonomiske argumenter mest – uden at borgerne gives mulighed for at vurdere, om de burde gøre det. Fortalerne for DONG-salget vandt altså ved at insistere på det økonomiske rationale og styre fri af den moralske argumentation. Det havde imidlertid sin pris: ikke bare blev regeringen et parti mindre, men også en legitimeringskilde fattigere.
 
Input- og output-legitimitet
Der eksisterer i studier af politiske systemers legitimitet og legitimering et grundlæggende skel mellem input- og output-legitimitet, det vil sige mellem den legitimitet, som kommer ind i systemet fra for eksempel offentlig meningsdannelse og social identifikation, og den legitimitet, som udspringer af systemets evne til at levere resultater til borgerne. Fritz W. Scharpf, der oprindeligt opstillede skellet mellem input og output for at kunne forklare EU’s legitimeringsformer og -problemer, har for nylig kritiseret håndteringen af eurozonekrisen for at forsøge at løse et output-problem med midler, der ikke nyder input-legitimitet. Eller sagt med et slogan fra den spanske protestbevægelse: "Vi skylder ikke, vi betaler ikke". Dermed, hævder Scharpf, fører løsningen af et konkret økonomisk problem til et nyt – og mere grelt såvel som generelt – normativt problem: Borgerne mister tiltroen til systemet. Jeg vil her forsøge at vise, at det er præcis den samme skade, som, man kan frygte, er ved at ske (hvis den ikke allerede er sket) med salget af Goldman Sachs. 
 
Sloganet fra den spanske protestbevægelse: "Vi skylder ikke, vi betaler ikke" minder om måden, man forsøgte at håndtere eurozonekrisen på: Et output-problem i et politisk systems legitimitet kan ikke løses med midler, der ikke har input-legitimitet   
 
Det bedste bud eller en pagt med djævlen?
Selvom kategorierne ikke er helt identiske, er der et væsentligt overlap mellem det, jeg ovenfor har kaldt moralsk argumentation og det, der med Scharpf kan betegnes som input-legitimitet, på den ene side og den økonomiske argumentation og output-legitimitet på den anden. Altså, den offentlige meningsdannelse og sociale identifikation har tendens til at fokusere på moralske argumenter angående det fælles bedste, mens resultater ofte måles i økonomiske termer – det er et skel mellem mål og midler, kunne man også sige. Idealet for relationen mellem input- og output-legitimitet er derfor, at den første form skal danne udgangspunkt for den anden; at de økonomiske resultater er til det fælles bedste, således at output svarer på eller lever op til, hvad der på input-siden er blevet formuleret af ønsker og krav.
 
Anvender man denne tankegang på debatten om salget af DONG, kan man starte med, som blandt andre Carsten Greve har gjort det, at konstatere, at salget er i tråd med den politik, skiftende danske regeringer har ført siden 1990’erne. Selvom man selvfølgelig godt kan stille spørgsmålstegn ved privatiseringspolitikken, er det ikke dette punkt, der er stridens kerne. Tværtimod er der i den offentlige debat generel enighed om, at privatisering kan være en god måde at sikre borgerne det output, de ønsker sig (om det så er mere punktlig offentlig transport eller billigere strøm). Selve salget af DONG-aktierne er altså understøttet af en rimelig grad af input-legitimitet; der er nogenlunde enighed om, at privatisering kan bruges som et middel til at opnå ønskede mål. I dette tilfælde kommer nye investeringer i havmølleparker i udlandet og dækning af DONGs eksisterende tab nok før egentlige prisfald, men der er stadig en pæn opbakning til salget som ide. I forlængelse af dette har hovedargumentet for at sælge til Goldman Sachs været, at den amerikanske investeringsbank var villig til at betale den højeste pris – altså, mest muligt output i forhold til de formulerede ønsker. Over for dette standpunkt har de fleste modstandere medgået, at man nok bør sælge, men hævdet, at man ikke skal sælge til hvem som helst. Dermed er der indført et krav om, at output-legitimering ikke bare leverer i forhold til den almindelige opfattelse af, hvad der er det fælles bedste, men også leverer på en måde, som flertallet kan stå inde for. Den mest effektive levering af det ønskede output er i denne optik ikke altid den bedste måde at gøre det på.
 
Der har været nogenlunde enighed blandt danskerne om, at en privatisering af DONG kan være med til at sikre borgernes ønskede output. Uenigheden har i stedet gået på, om man skal sælge til hvem som helst? Foto: Mikkel Khan Tariq/ Polfoto 
 
Det er dette argument, som fortalerne for salget ikke svarer på; ja, slet ikke synes at anerkende. Om det kan skyldes, at ”Bjarne C går for lidt i biffen” og/eller ikke læser ”Truth Facts” og derfor ikke ved, hvor dyb og udbredt den folkelige mistro til (amerikanske) finansvirksomheder er i dag, skal jeg ikke kunne sige, men faktum er, at den form for input-legitimitet, der har at gøre med social identifikation og kulturel samhørighed i bred forstand, dermed lades helt ude af betragtning. Det tærer ikke bare på den reserve af generel tiltro til det politiske system, som i Danmark godt nok fortsat synes at have en betragtelig størrelse, men stiller i princippet også større krav til legitimeringen af – og argumentationen for – den konkrete beslutning. Altså, hvis man ikke uden videre kan henvise til en bred samfundsmæssig konsensus, så bør man kunne levere konkrete argumenter for sin sag. Her satser Corydon og co. imidlertid ensidigt på argumentet om det største udbytte og nægter endda at gå ind i debatten, når modparten ellers fremsætter argumenter, der befinder sig inden for den økonomiske forklaringsramme. Det blev særligt tydeligt, da finansministeren tirsdag den 28. januar var i samråd i Finansudvalget; her satte Enhedslistens Frank Aaen for eksempel spørgsmålstegn ved de beskatningsmæssige konsekvenser af, at salget ikke sker til Goldman Sachs’ hovedselskab, men til et datterselskab i Luxembourg (og med yderligere forgreninger til Delaware og Cayman Islands). "Er det ikke netop den slags skattely, som vi arbejder for at gøre ulovlige?", spurgte Aaen. Hertil svarede Corydon, at han hverken kunne eller ville forholde sig til andre end de gældende regler, hvor Goldman Sachs' ejerforhold er lovlige. Altså, ikke et ord om, hvorvidt de også vil være lovlige fremover, for slet ikke at tale om, hvorvidt de er økonomisk mest givtige for Danmark i det lange løb – og naturligvis intet som helst om deres moralske beskaffenhed.   
 
Mange danskere mener, at salget af DONG til Goldman Sachs kan sammenlignes med Fausts pagt med Djævlen. Foto: The Granger Collection/ Polfoto
 
Fra dårlig argumentation til legitimitetsproblem
Det er naturligvis et tungtvejende argument, at Goldman Sachs gav det bedste bud på DONG, og der er sikkert også andre gode økonomiske argumenter for salget, ligesom der måske også kan argumenteres moralsk for det. Problemet er bare, at fortalerne ikke har fremsat sådanne argumenter. Dermed får vi et – og kun et – rent output-argument: Med salget af DONG-aktierne til Goldman Sachs leveres varen. Dette argument er løseligt baseret på en bred konsensus om målet (fremtidssikring af DONG og videreudvikling af vedvarende energi uden at belaste DONGs kunder, alias borgerne) og en nogenlunde solid enighed om det generelle virkemiddel (privatisering kan skaffe kapital), men det forudsætter, at beslutningstagerne herefter ikke behøver at lytte til befolkningens bekymringer, endsige begrunde konkrete beslutninger yderligere. Det forringer ikke bare borgernes konkrete mulighed for selvstændigt at afveje de økonomiske og moralske argumenter for og imod den givne sag, men svækker også det politiske systems generelle mulighed for at opbygge input-legitimitet. I værste fald vil danskerne snart sige som den ældre spanske dame på protestbevægelsens plakat – "que se jodan" kan (høfligt) oversættes til noget i retning af "I kan rende os". 
 
Denne artikel er bragt med godkendelse fra videnskab.dk

Relaterede artikler

Dette udspekulerede vrøvl vil du høre de næste tre uger - Hvilke retoriske tricks og manøvrer vil vi få at se i valgkampen? Her er en oversigt over nogle af dem, som vi kan forve...
Brander blå Bjarne Børsen bedre? - Valget af Bjarne Corydon til Børsens chefredaktør er headhunterens ønskedrøm. Han får nu et job, som ingen kunne forudse...
Kan sorte DONG blive til grønne Ørsted? - Ørsted indrømmer, at deres nye navn næppe giver et bedre ry i Danmark lige med det samme. Miljøbelastning og salget af D...

Giv din stemme

11 stemmer
4,3/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Job

Webjournalist

Frist: 26. januar kl. 12.00

Senior kommunikationskonsulent

Frist: 2. februar

Digital Communication Specialist

Frist: 2. februar kl. 12.00
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Kforums årlige trendseminar

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.