Fogh samlede et Europa delt i 50 år, men begik samtidigt hvad der må kaldes sin karrieres største regulære spinbrøler. Her er Fogh under optagelserne med Christoffer Guldbrandsen. De seneste meningsmålinger stiller spørgsmålet, om Fogh nogensinde kan løbe fra dokumentaren "Fogh bag Facaden"? Programmet ”Fogh bag Facaden” gav et enestående blik ind i et EU-formandskab, og for første gang blev forhandlingsprocessen i det ellers tilknappede EU lagt frem for offentligheden. Men det var også TV-programmet, der væltede meningsmålingerne. Den helt umulige opgave at rykke 300.000 danskere hen over den politiske midte, tilbage til socialdemokraterne og det foregående flertal, har DR-dokumantarprogrammet måske klaret for Lykketoft og Jelved. For ”Fogh bag Facaden” viste en uempatisk asket af en statsminister, der måske kunne klare EU-paragrafferne, men virkede kold og afstumpet overfor sin udenrigsminister. DR-journalisten bag programmet, Christoffer Guldbrandsen, forklarer Kommunikationsforum hvad han egentlig ville med programmet, og hvorfor resten af landets medier er løbet ud af en tangent. Det er da godt, at Anders Fogh Rasmussen tør! Christoffer Guldbrandsen ryster lidt på hovedet. Han har holdt dig ude af debatten om hans program, et program han er stolt af, men undrer sig over den modtagelse hans program har fået. - Jeg er ked af, hvis de politiske beslutningsprocesser efter ”Fogh bag Facaden” bliver endnu mere lukkede. Meningen var selvfølgelig det modsatte. At Anders Fogh Rasmussen efterfølgende er blevet kritiseret for at være for åben fordi han medvirkede og gav adgang, er vel heller ikke noget der inspirerer andre til at åbne op. I det hele taget er der mange i de skrevne medier der har angrebet programmet med en meget skarp og sommetider også lidt mærkelig kritik. Mest påstanden om, at der var for meget åbenhed i programmet. I min optik virker det meget paradoksalt, at avisfolk pludselig argumenterer for mere lukkethed i den politiske proces, beklager Christoffer Guldbrandsen. EU-stof er normalt kedeligt Guldbrandsen stiftede første gang bekendtskab med EU journalistikken da han som journalistpraktikant blev sendt en måned på Politikens EU-redaktionen i Bruxelles. Det var en forstemmende oplevelse, der måske ligger til grund for dokumentarprogrammet. - Det var jo en ganske kort periode, men det gjorde alligevel et stort indtryk på mig - især de meget indarbejdede rutiner i samarbejdet mellem politikere, embedsmænd og journalister - et nærmest lukket kredsløb. Jeg har været tilbage mange gange siden, men mit indtryk har ikke ændret sig væsentligt. Jeg forstår godt, at mange har svært ved at få et passioneret forhold til EU. De historier vi ser fra Bruxelles, kan have en meget høj væsentlighedsværdi, men er i sin formidling så lidenskabsløst og sagsspecifikt, at de fleste mennesker står af. Min tanke var, at fokusere på de menneskelige relationer som drivkraft for historiefortællingen i håb om at det kunne gøre min historie mere vedkommende, forklarer Christoffer Guldbrandsen. Replik til Journalistikken EU-journalistik er altså kedeligt. Er ”Fogh bag Facaden” en kritik af den måde de almindelige nyhedsmedier driver politisk journalistik på? Dokumentaristen vil ikke alt for gerne i karambolage med broderparten af landets journaliststand, men der er noget om snakken. - Jeg har stor respekt for mange af de journalister der arbejder i Bruxelles. Men det er da et problem, at det kun er de færreste danskere, der gider at læse det de skriver. Det er der mange forklaringer på, men en af dem er, at journalistikken ofte er for langt væk fra begivenhederne og må stykkes sammen af 2. og 3. håndskilder, der ofte er anonyme. Vi ved alle, at menneskelige relationer er afgørende for politiske beslutninger, og alligevel er dette element ofte fraværende i EU stoffet, forklarer han. Spin – who cares? Guldbrandsen er atypisk for en mand der har lavet det mest skelsættende politiske dokumentarprogram i nyere dansk tid. Han gider ikke rigtigt snakke om den spin, der hænger om hans program. Fogh bag Facaden slap spinmaskinerierne i stats- og udenrigsministerium løs og gav alt politisk løsøre en chance for at slå mønt på Anders Fogh. - Jeg er ikke særligt interesseret i diskussionen omkring spin. Jeg har færdiggjort min film og så må spillet så køre efterfølgende. Det kan jeg hverken gøre fra eller til. Jeg interesserer mig ikke for spinmiljøet af journalister og kommunikationsfolk. Jeg er ikke politisk på den måde, og jeg vil gerne understrege, at det dagligdags politiske spil ikke interesserer mig. Jeg havde ikke nogen dagsorden med programmet, udover at vise hvordan formandskabet forløb for Anders Fogh Rasmussen, og finde ud af hvad det er for en psykologi, der gemmer sig bag beslutningsprocesserne i EU. Dokumentarprogrammer i den genre jeg arbejder i, er meget uforudsigelige, jeg vidste jo ikke hvilket materiale jeg ville stå med efter optagelserne. Pressechefen Spindoktorens status som grå eminence bag Fogh, kender han ikke noget til. Den statsminister han mødte, havde en pressechef og ikke en politisk strateg: - Den fremstilling der har været af Michael Kristiansens rolle i processen er forkert. Det var naturligvis ham der fremlagde DRs henvendelse for statsministeren. Men aftalen, der blev indgået mellem statsministeriet og DR, blev forhandlet med embedsværket og ikke Kristiansen. Den løbende kontakt under produktionen skete som oftest uden om ham - direkte med embedsværket. Det var heller ikke ham der så programmet igennem sammen med Anders Fogh Rasmussen, det var departementschefen, forklarer Guldbrandsen. Fraklippene var ligemeget, det hele er der Men netop den efterfølgende spin på Fogh bag Facaden har fået en del opmærksomhed. Fraklippene, som Anders Fogh Rasmussen betingede sig, pustede liv i konflikten mellem Per Stig og Anders Fogh, da de landede på Ekstra Bladets redaktion. Skulle Anders Fogh Rasmussen have ret til at redigere i det program han havde deltaget i? Det var spørgsmålet, der nu gav anledning til medieselvsving. - Der er ikke noget kontroversielt i at indgå en aftale med dem, der skal være med i en dokumentarfilm. Det siger sig selv, at det er nødvendigt at blive enige om vilkårene når man skal filme en proces der både er hemmelig og følsom. Uden aftalen var filmen aldrig blevet til noget. Det vigtige her er, at DR var parat til at smide filmen hvis statsministeren krævede ændringer som rykkede væsentligt ved den historie, vi ville fortælle. Det undrer mig, at nogen har reageret så markant på den aftale. Det er jo hverdag på alle redaktioner, at kilder kan tale udenfor citat ligesom de på kan få lov til at læse artikler igennem og godkende deres citater. Vi taler om helt almindelige journalistiske arbejdsredskaber. Efter filmen bliver aftalen beskrevet på et stort sort skilt . Det kan man da kun kalde at spille med fuldstændig åbne kort, siger han -Virkeligheden er, at jeg har klippet denne her film fuldstændig uafhængigt, og uden nogen som helst form for indflydelse eller kontakt med statsministeriet. Derefter har jeg set det igennem med statsministeren og departementschefen, hvor vi så blev enige om nogle få meget små ændringer, siger Guldbrandsen En kontroversiel aftale? Guldbrandsen vil slet ikke være med til at kritisere Anders Fogh Rasmussen for at holde informationer tilbage fra offentligheden. Det opfatter han mest som politisk opportunisme. - Man sætter jo en lup ned over en mand som statsministeren med sådanne et program. Og så skal der være balance i hvad det er, man trækker frem. Og jeg fik vist det, jeg ville. Jeg fik dokumenteret en systemkonflikt mellem stats- og udenrigsministerium. Jeg fik dokumenteret en personkonflikt mellem Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller. Jeg fik fortalt om Tysklands magtposition under forhandlingerne. Og jeg fik dokumenteret dobbeltspillet overfor Tyrkiet. Det var blandt andet det jeg ville vise, og det kan jeg efterfølgende konstatere at Anders Fogh Rasmussen respekterede. Så jeg er egentlig ikke irriteret over at Anders Fogh Rasmussens indsigelser. Der var ikke tale om, at tilbageholde en historie, men om at justere hvor eksplicit konflikten mellem statsministeren og udenrigsministeren skulle fremstå. Det ødelægger i hvert fald ikke min dokumentar. Den historie kom hjem uanset ændringerne, og det glemmer kritikerne, mener han. Asketen og piberygeren Men hvad var det egentlig der gik så galt for Anders Fogh med det program? I ugerne efter brækkede hans meningsmålinger midt over som et torpederet skib, der knækker før det synker. Gjorde han noget galt? For nogle virkede Fogh bag Facaden som et helteportræt af en dansk statsminister, der ordnede de europæiske problemer i en håndevending. - Jeg har fået mange forskellige reaktioner på filmen. Folk ser den meget forskelligt. At der er nogle der mener, at programmet er et helteportræt er ikke nyt, selvom jeg er selvfølgelig er uenig. Det skyldes nok primært at statsministerens projekt lykkedes. Udvidelsen faldt på plads, og forhandlingerne, og spillet omkring dem, faldt meget heldigt ud for Anders Fogh Rasmussen. Men sådan var virkeligheden jo. Uanset hvordan man vender og drejer det, var formandsskabet en politisk sejr for Anders Fogh Rasmussen, og det må jeg jo forholde mig til som dokumentarist. Omvendt har jeg også fået reaktioner, der kritiserede mig for at have begået et karaktermord på statsministeren, ved at vise de personkonflikter der også var under forløbet, forklarer Guldbandsen, men vil ikke give andet clou til fortolkningen af sit dokumentarprogram end dette: - Man skal ihvertfald spørge sig selv hvilke ting der i sidste ende er vigtigst for mennesker, før man uden videre kalder programmet for et helteportræt. En grå dag Men det politiske miljø er hårdt. Det er en brutal verden, hvor relationer mellem mennesker har det med at blive ligeså professionelle som de folk, der kan begå sig i den verden. Det er et budskab i filmen, som Guldbrandsen mener er overset. - Jeg synes der er noget interessant i den politiske succes’ flygtighed. Statsministeren står på toppen af bjerget, men bjerget er Bella Centeret, og her skal hele lortet pilles ned, så der i næste uge er plads til den store lystfiskermesse. Der er ikke mange gruppekram i det univers. Statsministeren har lige siddet for bordenden ved nogle af de vigtigste forhandlinger i EUs historie - og opgaven lykkedes. Faste håndtryk og tilbageholdt sympati for hinanden. En grå dag, et gråt Bella Center med en lille svingdør.