Don't blame Wall Street, blame yourself
Den kreative klasse gyser over de grådige banker, men glemmer, at vi alle er bankfolk i dag, med dugfriske iPads og drømme om Slow Living i retrorygsækken. Fortrængningskulturen er over os. Vi trives som profitable entreprenører, samtidig med at vi omfavner antikapitalistiske bevægelser, der moderigtigt råber på social og økologisk ansvarlighed. Vi ender med at få friktionsfri kapitalisme, der kvaser enhver støjende modkultur og gør sig tilgængelig med en møntfod, som kreative Naomi Klein-typer kan lukrere på.
af Bo Kampmann Walther
Den 41-årige forfatter Naomi Klein taler til Occupy Wall Street
Torsdag den 6. oktober holdt den internationale aktivist og bestsellerforfatter Naomi Klein tale til besætterne af Wall Street i New York. ”Jeg elsker jer,” proklamerede Klein og lød et kort øjeblik som den ”rigtige” Barack Obama, som 99 procent-bevægelsen har planer om at befri fra hans fangenskab i Det hvide Hus. Ikke et øje var tørt.
"Nej, vi vil ikke betale for jeres krise," tordnede Klein med henvisning til den ene procent af befolkningen, som elsker kriser. Denne procent bruger nemlig kriser som undskyldning for at skære ned på offentlige ydelser og afskaffe de sidste begrænsninger på virksomhedernes magt. Og de samme rige mennesker har bemægtiget sig deres formuer gennem systematisk at udpine naturen og suge næring ud af massernes velfærd.
Klassekamp i tjekket tøj
Hvad er hun for én, Naomi Klein? Talerør for klassekampen i tjekket tøj? Det kreative segments råb om frihed på alle hylder? Eller måske er hun bare indbegrebet af en moderne fortrængningskultur, hvor selv dårlig samvittighed kan forklædes som cool vare.
Kan du huske, dengang ideologikritikken var hot? Du sad dér i islandsk sweater og slubrede i sovsen fra piben og reciterede Karl Marx i lyset fra en bastomviklet rødvinsflaske forvandlet til lysestage. Du vidste, at Fætter Højben var en ultraliberal fribytter, der levede på nas i en verden af fortrængte bevidstheder. Du så Onkel Joakim som en dickensk Donald Trump, der skamløst profiterede på sentimentale drømme om fjerne bondegårde befolket af Bedstemor And-kloner. Og Anders And var en sølle taber, der måtte hutle sig igennem tilværelsen som ufaglært akkordarbejder på den lokale margarinefabrik og tre næsvise nevøer på slæb. Når han altså ikke prøvede lykken som selvstændig æggeproducent.
Nej, så hellere glad kapitalisme og forbrugerisme med kant. Hellere studiegrupper i socialistisk samfundsform anført af akademiker-babes med Klein-frisure. I pausen strækker vi ben og debatterer de Charles Eames-stole, vi ikke kan leve foruden. Marx som metroseksuel undertøjsmodel. Labre Lenin. Ideologi har aldrig givet så meget mening som nu. Fortrængningskulturen har kronede dage.
Slow Living på superhurtig Mac
Se blot Slow Living-fænomenet, som er en parfumeret udgave af kulturradikalismen. Det er altid bedre med et højopløseligt supplement til boligindretningen end en dogmatisk svada om, at vi lever vores liv forkert. Alligevel avler tilbuddet om nye afstressende livsformer ny stress, fordi vi har enormt travlt med at komme derhen, hvor vi ikke har travlt. Den canadiske journalist Carl Honoré, som i 2004 skrev bogen "Lev livet langsomt", har fart på. Han er en efterspurgt foredragsholder.
Er det til at få kvalme af? Det klarer en rask tarmskylning. Den dumper ind ad brevsprækken som lækker folder lavet i Adobe InDesign, og vil man pege fingre ad materialismen, bør det afgjort foregå på en specialkonfigureret 15 tommer MacBook Pro med 2 gigahertz quad-core Intel Core i7-processor og 8 gigabyte 1333 megahertz DDR3 SD-hukommelse.
Fortrængningskulturen er udstyret med en simpel sødme, fræk som en frisk blog og seriøs nok til Harvard Business Review. Vi trives som profitable entreprenører, samtidig med at vi omfavner antikapitalistiske bevægelser, der mindst lige så moderigtigt råber på social og økologisk ansvarlighed. Resultatet er en friktionsfri kapitalisme, der kvaser enhver støjende modkultur og gør sig tilgængelig som en møntfod, kreative Naomi Klein-typer kan lukrere tykt på. Kleins "No Logo" er selv blevet logo og brand. Rockmusikeren Bono sælger afrikansk selvhjælp og global samvittighed med den ene hånd og U2-merchandise med den anden. Eks-hackere dominerer magtens tjekkede kontorlandskaber, arbejder nonstop og nyder gratis drinks i cool omgivelser.
Besvimer af stress midt i Bog & Idé-køen
Fortrængningskulturen læser "No Logo" om aftenen og tjekker Dow Jones-grafer om morgenen. Robin Hood version 2011 er kreativ kommunisme for Bill Gates, der spenderer milliarder på velgørenhed. Den er for dem, der laver “spontane interaktioner”, helst på nettet med prominente intellektuelle som gæster fjernt fra lugten af afbrændte biler og andet øllet melodrama. Men også for parcelhusejeren, der køber en neger fra Zimbabwe med fast bidrag fra vedligeholdelseskontoen. Det er besnærende at ville redde verden, og det er i hvert fald mere sexet end kapitallogiske Andeby-analyser. Men dertil kræves, at dobbeltmoralen ophøjes til en ny ideologi, som ingen gider snakke om: Robin Hood kan ikke give noget tilbage til nogle, som han ikke allerede har stjålet fra andre.
Tro ikke, at Naomi Klein har tid til at hygge om de hjemløse på Nørrebro. Hendes kalender er booket ud for resten af året. Tro ikke, at Slow Living kaster dig ud i ødemarken i evig forsagelse af badeferie og månedens bogpakke fra Gyldendal. End ikke Carl-Mar Møller dingler med lemmet, før kursusbetalingen er røget ind på bankkontoen.
Tal i stedet om intimsfærens små ofre, der får åndenød af fortrængningskulturens diskrete charme: Den fortravlede familiefar, der besvimer af stress midt i Bog & Idé-køen til ugens stensikre Slow Living-hit. Ægteskaber, der går i stykker, fordi konen vil danse zumba med fotogene afrikanere. Kriseramte kødædere, der aldrig lærer at elske Fair Trade-menu og rabarber-te fra Perchs, og moderne maskinstormere, der kækt lufter indignationen på dugfriske iPads.
Har du stadig kvalme over koncernernes magt og finansimperiernes uhæmmede grådighed? Så gå ud og bræk dig i Philippe Starck-håndvasken.
