Dobbelt-darlingen

Hr. Romers historie er helt unik ifølge ham selv. Han er tysk og dansk, og ikke mindst finkultur og massekultur i en person. Digteren i Elfenbenstårnet og reklamemanden i rendestenen i en og samme figur. Utroligt. Fantastisk. Men måske slet ikke så specielt. I hvert fald ikke i nyere dansk mediehistorie, hvor vi bonderøve i almuen igen og igen og igen har taget de skæve styrvoltere til os. Så kære Knud, selv om du kan bedre tysk end de fleste og har haft en aparte barndom, så er du jo en helt almindelig helt. Måske tilmed en ganske typisk dansk helt. En dobbelt-darling.

Min pointe er, at jeg tror, at man først for alvor bliver til noget her til lands, hvis man er mere end én ting. Man skal have en dobbelthed i sig, en indre spænding. Man skal forbinde to verdener, der tilsyneladende er umulige at forbinde. Dét kan skabe en helt ekstraordinær personlighed. For det er ikke nok kun at være forfatter eller  politiker eller erhvervsmand eller fodboldspiller.

Medieheltene
Kig på denne konge- og dronningerække: Jens-Jørgen Thorsen, Simon Spies, Asger Aamund, Suzanne Bjerrehuus, Anja Andersen, Hjerne-Madsen, Morten Albæk, Thomas Blachman. Og en bobler: Renee Toft-Simonsen.

Det er eksempler på populære danske mediehelte. Helt tilbage fra gamle dage i 70’erne og 80’erne. Folk som Spies og Thorsen vandt de danske hjerter, da de viste, at de kunne mere end at tjene penge/male – de var også højt begavede (og excentriske, men det er reelt ligegyldigt her). I programmer som Spørg Bare i radioen for Spies’ vedkommende og Thorsen i kunstquizzer i fjernsynet brillerede de. Og folk elskede, at de kunne gabe over mere, end man lige gik og troede.  

I 00’erne gælder den samme logik. Asger Aamund er en dobbelt-darling, fordi han er en forretningsmand, der kan kigge højt op over budgetterne. Hans kone har rejst sig fra sengekant-filmene, været politiker, tv-vært og er nu all-round klog kone. Hjerne-Madsen er både hjerneforsker og entertainer. Albæk er i toppen af dansk erhvervsliv, filosof og meningsdanner. Blachman er musiker/producer og lommefilosofisk dommer i et meget populært tv-program. Og det handler altså ikke kun om formidling i klassisk oratorisk forstand, hvis man skulle tro det. Bare se på Anja Andersen, der tit er nærmest umulig at forstå. Hun har til gengæld en sag, der rækker ud over sporten. Hun er ét stort opgør med jantelovsmentalitet. Hvilket i øvrigt muligvis også er karakteristisk for en dansk dobbelt-darling: Han/hun må meget gerne være lidt efter os. Det kan vi faktisk godt lide.

Dobbeltheden mellem det almindelige og det unikke
Men hvorfor er er vi så betagede af denne dobbelthed? Er vi tiltrukket af de moderne renæssancemennesker, fordi vi i almindelighed er så konforme, velfærdsstat-kedelige og helt igennem bare gennemsnitsdanske-danskere? Det er i hvert fald tankevækkende, at det ikke er nok at være dygtig. Se f.eks. på Morten Olsen, Anders Fogh og Margrethe Vestager. De kan deres ting. Mere end det. Men de er lidt en-dimensionelle. De er reelt lettere udramatiske figurer.

Jeg tror, at vi har et uafklaret forhold til balancen mellem det almindelige og det unikke. Vi er håbløst forgabt i det ekstraordinære i disse år. Vi kræver meget af vores helte. De skal være sammensatte. Næsten helst to mennesker i én. Men der er flere bevægelser i gang på en gang, tror jeg. For det interessante er samtidig helt almindelige menneskers selvforståelse. Vi ved inderst inde godt, at vi er almindelige. Så når vi ser en person, der kan træde hen over kløften mellem forskellige sfærer, bliver vi våde i jbs’en/sloggi’en. Vi kan se et kort glimt af os selv i vedkommende – og så bevægelsen videre, fra det almindelige til det unikke, kunne man sige.

Men som med så meget andet skal der jo være lidt styr på galskaben. Det skal ikke være alt for voldsomt: Katja Kean/Sussi la Cour, pornodronning og iværksætter, det går åbenbart ikke. Renee Toft-Simonsen? Model, psykolog, børnebogsforfatter. Potentiel dobbelt-darling med tiden, selv om hun muligvis er lidt for lækker og generelt for heldig.

Kan denne tanke så også forklare de mange reality-talent-shows? Her brydes det almindelige i hvert fald konstant med det unikke. Tja, Vild med Dans, Joachim B. Olsen, kuglestøder OG danser, hvor vidunderligt. X-factor, Martin fra Ørum, naboens søn OG (dansk) Justin Timberlake, glimrende. Kan det ligefrem forklare et fænomen som Hans Pilgaard? Bøsse OG jovial, sindssygt!

Moderne branding siden tidernes morgen
Dobbelt-darling-blikket kan kigge langt, når det først kommer i gang. Også uden for de danske rammer – Obama, Paul Potts osv. Men måske er det  noget grundlæggende i kulturen og religionen. Det ville folk som antropologen Levi-Strauss mene. At vi har fat i mytisk materiale. Man kan også tænke på Loke og Jesus. Der kan man da tale om sammensatte figurer, der forbinder verdener.

Så det interessante er måske i virkeligheden, hvorfor det tilsyneladende vælter frem med dobbelt-darlings i øjeblikket. Det kan være en slags post-post-modernisme. De ironiske markører og de intertekstuelle spil er som bekendt for længst væk. Vi vil have drama. I koncentreret form. Det får vi nu i personer, der er og kan flere ting på en gang.

Hvad mener Knud Romer selv om emnet? Han har engang sagt noget om, at personlig branding handler om sammenhæng. At han blev misforstået, fordi han var både det ene og det andet. Jeg vil mene, at det er helt galt. Det lyder mest som branding fra 1990’erne eller før.

Romer og mange andre mediehelte bruger dobbeltheden fermt. Hans projekt er langt hen ad vejen afhængig af, at han er både forfatter OG reklamemand. I tilfældet med en forfatter kan man vel derfor godt blive en smule fortælleteknisk. Hør denne historie: En mand bliver født, lever og dør. Det er da ikke så sindsoprivende. Men hvis han bliver født under lidt mystiske omstændigheder, lever og dør – for  derefter at genopstå, så har vi fat i en stor historie. The greatest story ever told, vil nogen hævde. Jeg vil bare sige: Dobbeltheden lever. Og tak for det.