Det rullende paradigmeskift - implikationer forbundet med menneskets stigende digitale selvforståelse

Et kig tilbage på menneskets udvikling har vist en bemærkelsesværdig evne til overlevelse og tilpasning. Vi har altid søgt at forstå, bryde grænser og udøve kontrol over vores omgivelser; fra vi rejste os og tog en pind i hånden for at slås, hen over kontrol af ild, skabelse af sprog og forestillingsevne, til undersøgelse og kontrol af ellers ikke håndterbare størrelser strækkende fra det uendelige Univers til et splittet atom.

Vores søgen har, efter at kampen for overlevelse er overstået, ofte haft karakter af “hvad er meningen med livet?”, “hvorfor er vi her?” og “hvordan er vi skabt?” Spørgsmål der givetvis har drevet rundt i hovederne på mennesket, lige siden vi har kunnet forholde os til verden ontologisk og epistemologisk.

Menneskeskabte værktøjer og artefakter har været menneskets tro følgesvend op gennem historien. De har informeret og underholdt os; de har løst opgaver for os, der ellers ikke kunne lade sig gøre. Der findes talrige eksempler der viser, at mennesket er gået fra at håndtere en opgave selv, til at opfinde teknologier der kunne træde i menneskets sted. Ved et tilbageblik virker det næsten som om at vi bevidst prøver at skrive os selv ud af den direkte kontakt, for derved at frigøre tid til at undersøge nye muligheder for at sprede information og udøve kontrol over naturen og samfundet. Gravkøer der graver for os, bøger der genfortæller for os, biler der bevæger sig for os mv.

Med internettets opfindelse, kom en mulighed for at bygge op fra bunden. Hvor man i den virkelige verden søgte at forklare universet gennem undersøgelser og deduktion, kunne det på internettet bygges op, klods på klods - “0 på 1” - sammen til binære strenge og derigennem skabe et rum, hvor vi har den komplette kontrol over materie og form. Vores jagt er gået fra at søge efter skabelsespartikler1, og prøve at forstå universets mindste bestanddele, til nu at have skabelsespartikler, uden egentlig længere at bekymre os om, i hvilket forhold de står til naturen, herunder os selv, og hvordan de vil indvirke på den. Vi kunne producere et digitalt univers, skabt i vores eget billede, med en indbygget forudforståelse for dens ontologi.

Specialet sætter fokus på at ville erstatte den traditionelle opfattelse af mediekonvergens med en konvergens mellem menneske og den digitale verden. Specialet viser eksempler på, hvordan både menneskets virkelighed og selvforståelse begynder at inddrage flere digitale elementer, der i sidste ende har større tilknytningskraft til systemet end mennesket.

Den øgede integration mellem mennesket og internettet bliver problematiseret gennem en række eksempler. Specialet udvikler en model, der leverer et fælles sprog, gennem hvilket det er muligt at håndtere og knytte bånd til et tværgående videnskabeligt samarbejde, såvel som et værktøj til undervisning eller markedsforståelse.

Endelig konceptualiseres den aktuelle situation i begrebet det rullende paradigmeskift. Et begreb der dækker over, at menneskets oplevelse af den digitale verden per definition er ultra personligt og ikke kan deles med andre, som oplevelser i den fysiske verden kan. Mennesket lever derfor med sit personlige digitale paradigme i en accept/ikke-accept, samt forståelse/ikke-forståelse af, at andre mennesker har et andet, men lige så gyldigt, digitalt paradigme - et faktum, der på mange måder gør det vanskeligere at håndtere kommunikation og interaktion i den digitale verden, end det er i den fysiske verden.
 
Specialet er skrevet af Karsten Vestergaard, Interaktionsdesign - IT-Universitetet i København.
 
Læs specialet her

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job