Det profetiske ansigt

se iøvrigt sitet
http://www.sorrynorwaydenmark.com/

Jeg kan ikke rigtig se, hvad din pointe er? Hvis der er nogen, er den godt skjult mellem linierne. Det, du skriver, virker som ren pladder

Hvor skriver han det? I Etik og Uendelighed står der: "I tilgangen
til ansigtet findes ganske givet også tilgangen til Gud." Men
heller ikke mere.

Sætningen lige inden siger: "Men i tilnærmelsen til ansigtet sker
det på samme måde, at handlingen overskrides af det, den
fører frem til."

Det er vel dér, alvoren ligger. Det er vel dét, det hele handler om. Og dét, vi ikke er vant til at tænke på.

Jeg mindes at have læst et sted, at billedeforbudet i Islam alene begrunder sig på traditionelle fortolkninger af en række skriftsteder i Koranen. Blandt andet skulle der et sted være en historie om nogle mennesker, der overfor en præst hævder at have mødt Allah, men præsten svarer, at da har de ikke mødt deres gud. Det tolker man som et tegn på, at Allah ikke kan afbildes - og videre, at en afbildning således må være at trække det guddommelige ned i en menneskelig målestok, hvilket naturligvis er en blasfemisk handling.

Billedeforbudet skulle altså bygge på en gejstlig tolkning - ikke et bogstaveligt forbud i Koranen.

Din indledning er så enøjet i forhold til Fogh, at jeg finder det rimeligt at skrive et forsvar for de holdninger Fogh og anderledes tænkende end dig selv, fandt det rimeligt at forholde sig til og forsvare under Muhammedkrisen.
Jeg fandt at statsminister håndterede Muhammekrisen på en måde vi kkan være stolte af fordi han fastholdt ytringsfriheden som det fornemste for os at bevare og beskytte under Muhammedkrisen.

De firkantede stivstikkere, der finder det rimeligt at kræve at vi overholder dogmer skal selvfølgelig ikke begynde at gribe ind over for vores pressefrihed. Vi friholder ikke vores statsreligion for kritik og derfor ville det selvfølgelig være helt uvederhæftigt at give den Muslimske tro en forrang i forhold til vores egen.

De frafaldne Muslimer i de Muslimske lande der selv kæmper for en ytringsfrihed i forhold til billedforbudet der er mere eller mindre overdrevent i forhold til Koranens bud, der påbyder Muslimer ikke at portrættere Gud, men profeten er ikke Gud.

I forhold til historien er Moses' stentavler af ringe konsekvens fordi vi aldrig får hele historien om det skift i religiøse værdier der foregik på det tidspunkt, hvor Matriarkatet tabte sin indflydelse og Visdommen blev afviklet til fordel for Patriarkatet, hvilket vi ikke er kommet sig over endnu.
Mens den internationale avis JP på smukkeste vis har igangsat en diskussion om rimeligheden i at vi alle skal føle os truet af Islams Dogmer, så har andre profileret sig på de Radikale holdninger der indtil Naser Khader tog bladet fra munden, stod anklagende og dæmoniserende mod JP og dem der afprøvede og senere forsvarede ytringsfriheden.
Den triste historie opstod først da Thøger Seidenfaden fandt det rimeligt at komme med sin helt egen og uvederhæftige version af Muhammedtegningerne og hvorfor Rose og Justesen fandt det rimeligt at åbne debatten om Islamiske påbud, som man fulgte af frygt for respressalier, i Danmark.
Hvis tonen er skinger i indvandredebatten, så er det ikke SSFR´s fejl, da den konstant profilerer sig med at viderebringe og overdrive enkelte sætninger, udtalt af ekskluderede medlemmer, som om de var synonyme med alle andre end dem selv og deres egne holdniknger. Marianne Jelveds Valgvideo fremprovokerede voldsomme reaktioner, som hun tog helt afslappet fordi det giver gav R de stemmer spandt på at få.
Globaliseringen medfører, at vi alle er blevet del af en fælles global offentlighed, men det er da ikke det samme som at vi skal begynde at underlægge os de regler der kvæler ytringsfriheden og religionsfriheden i de Muslimske lande. Tværtimod, så skal vi da gribe enhver chance for at støtte dem der forsøger at afkrænge sig et dogmebefængt præstestyre til fordel for religiøs frihed og demokrati, hvilket ægyptiske journalister og ateister fra og i mellemøsten - allerede har takket os for. Ikke at forglemme Salman Rushdie, der ulejligede sig med både sin støtte til JP og tegnerne og et manifest der var underskrevet af ledende forfattere og filosoffer i det internationale samfund!
Jeg skrev på et tidspunkt en artikel til JP om Muhammedkrisens konsekvens for Uffe Ellemann - som modtager af Publicistprisen. Den bringer jeg hermed her. Fordi det virker rimeligt at bringe den her i forbindelse med din artikel og ikke mindst som et svar til dig på en hel anderledes opfattelse af både JP´s håndtering af Muhammedsagen og min opfattelse af hvor vigtigt det er at vi ikke falder for de meget voldsomme overgreb på vores ytringsfrihed i religonens navn.
Den bliver derfor ”publiceret” her frem for i JP der takkede Nej i anden omgang af udvælgelsen på grund af overvældende meget stof til debatsiderne.
Kritik af Publicistprisen til Uffe Ellemann Jensen.

Publicistklubben blev oprettet i 1880 som "Journalistforeningen i Kjøbenhavn" og var ved århundredeskiftet en betydningsfuld sammenslutning for alle journalister uanset politisk tilhørsforhold. Med valget af Uffe Ellemann, er upartiskhed i politisk tilhørsforhold tilsyneladende ophørt.

Publicistprisen er i år tildelt som en selvgratulerende gestus til de tidligere modtagere, der også har markeret sig som sympatisører for de meninger Politiken og Uffe Ellemann har givet udtryk for i Muhammedsagen. Med denne gestus er den selvgode og selvpromoverende nepotisme kommet helt ud af skabet og Publicist klubben har afsløret sig selv som en politisk institution med et politisk tilhørsforhold.

I dommerpanelet finder vi Herbert Pundik, Tøger Seidenfaden og Rifbjerg der alle har været fremme med kritik af JP. Mette Vinge og Lise Nørgaard, der under megen mediebevågenhed i proklamerede deres udmeldelse af PEN på grund af PEN´s støtte til de 12 tegnere og JP. Lisbeth Knudsen, der altid velvilligt profilerer Thøger Seidenfaden på TV avisen, samt Connie Hedegaard der også har markeret sin sympati med oppositionen - ved at tage afstand fra Fogh.

Hvis flere mediefolk mener at Politiken har begået så mange graverende fejl i Muhammed sagen, at de gør opmærksom på at Politiken har været subjektiv i en sådan grad, at man sidder med fornemmelsen af, at avisen er ude i et politisk ærinde! – Og når Politiken har været pine død nødsaget til at dementere det grundlag de har kørt deres anklager på – efter pressenævnet har påpeget dette - Hvordan kan det så være andet end betænkeligt at årets Publicist pris er givet til Uffe Ellemann-Jensen? - Som netop har udtalt sig subjektivt om Muhammedsagen på Politikens grundlag, og aldrig trak sine ondskabsfulde beskyldninger og fejlagtige konklusioner tilbage.

I programmet 60 Minutes, tillod Uffe Ellemann sig endog at anklage Fogh for at støtte JP, fordi det var landets største avis og indikerede dermed, ondskabsfuldt, at Foghs støtte til JP, bundede i goodwill fra JP som politisk strategisk opportun. Hans løftede pegefinger mod os andre, i forhold til lemfældig omgang med holdninger og meninger i ytringsfrihedens navn – kunne han meget mere vellykket have vendt mod sig selv.
I stedet gik han på et CNN program der kan ses over det meste af verden, og tilsvinede vores Statsminister på det groveste, med anklager der reelt ikke holdt en meter.

Folk melder sig ind og ud af PEN i øjeblikket. Enten i protest over at PEN forholder sig til sin fundats - Eller fordi de netop hylder og støtter de principper PEN er dannet på og derfor gerne markerer deres støtte til både Dansk og International PEN i Muhammedsagen.

Spørgsmålet om reaktionen på tegningerne havde været den samme, hvis tegningerne havde været offentliggjort i Politiken eller Weekendavisen, kan besvares med at Muhammedtegningerne blev trykt i den ”forkerte avis”, som også har taget skraldet for Muhammed tegningen i Weekendavisen, der står helt uden kritik denne sammenhæng.

Publicistklubben, optræder, med publicistprisen til Uffe Ellemann, som det effektuerende meningspoliti, der tildeler priser med henvisninger til korrekte holdninger i Muhammedsagen, med en fuldkommenhed der også benægter at Politiken har været tvunget til at gå ud og korrigere holdninger der har båret en meget stor del af den kritik der er haglet ned over JP som Borgerskabets Enfant Terrible – med sin påstand om at JP trykte tegningerne for provokationens skyld, med en deraf følgende Emma Gad hetz fra den selvpolerende pludseligt Kutyme og gloriebevidste opposition - Der ikke så meget som løfter et øjenbryn når man i Information leverer 12 ondskabsfulde karikaturer af Fogh midt i Muhammedkrisen.

Salman Rushdie og andre førende kulturpersonligheders Manifest for ytringsfriheden og advarslen mod Islamismen. Fik ikke den selvbestaltede kulturradikale kulturelite til at overveje deres position. Lige som de heller ikke har følt sig kaldet til at udtrykke sympati med de 12 tegnere, der ikke formåede at imponere hverken Uffe Ellemann eller Tøger Seidenfaden i samme grad som et gennemarbejdet værk fra Rushdie, til trods for princippet i ytringsfriheden var det samme, og dødstruslerne blev deklameret med den samme intensitet. Rushdies Manifest faldt hurtigt til gulvet, fordi det forsvarede den forkerte avis.

Henrik Nordbrand der har studeret arabisk på Universitetet, og som i 2005 udgav ”Dumhedens Løvefødder” gav i et langt interview i JP udtryk for de samme holdninger som Salman Rushdies Manifest, men det gav ikke anledning til en yderligere dækning af Muhammedtegningerne fra en anden synsvinkel end den der blev givet af Troels Kløvedal og Ib Michael, i deres næsten enslydende forargelse og en Jean De France mentalitet, der reelt udsprang af deres egen detronerede position i udlandet, som danskere, på grund af den oppiskede stemning Muhammedtegningerne var en konsekvens af, i de Muslimske lande de opholdt sig i.

Jeg håber personligt at jeg ikke vil være den eneste der finder at tildelingen af Publicistprisen er et slag i ansigtet på ytringsfriheden, og ikke mindst en fremhævelse af. at den der tillader sig at udtale sig på spinkle og urigtige grundlag, med fyndighed og til fordel for oppositionen i Dansk politik. For efter min mening får Uffe Ellemann Jensen, publicistprisen på et forkasteligt grundlag.