Blandt de store fortællinger har det nationale fællesskab tilsyneladende overlevet det postmoderne syndefald og synes nu at trives i bedste velgående, om ikke som den store, så dog en god historie, der kan fortælles i en uendelig række af variationer over den ganske, globaliserede klode. Hvis man vil forstå, og eventuelt endda imødegå denne voldsomme politiske bevægelse, kræver det andet end selvmedlidenhed, og en af nøglerne til dette kan findes i Inge Adriansens nye værk om nationale symboler fra Museum Tusculanum.

United we stand
Den stolte nation som abstraktion var ellers erklæret død af en tresidet lungebetændelse der, som Manuel Castells beskriver, bestod af: den globaliserede økonomi og politikkens internationalisering; en universel kulturel bevægelse, spredt over Nye Medier, samt et slagsmål blandt intellektuelle om at forklare det nationale som en kollektiv vildfarelse. Men patienten kom sig forbløffende hurtigt, som bekendt og har efter at have leveret superbrændstof til Europas fremmedfrygt nu indtaget Washington og den amerikanske presse. I et portræt af USA’s journalistiske lammelse efter 11. september, påpeger Weekendavisen, at den tidligere så magtfulde triade af ’network channels’, ABC, CBN og CNN nu trues af lavkonjunkturer og tyer til samme metoder som Fox Channel, dvs spille på den frygt, der afspejler sig i meningsmålingerne og råbe den ud talkshows forklædt som nyheder. Samme historie lyder fra andre amerikanske kilder, bl.a. Paul Auster, der taler om mediebilledet som en ’støj’ af rygklapperi, båret frem af et ufravigeligt krav om national opbakning.

Nationen er den bedste historie
Herhjemme i Det Hvide Hus’ forgård stiller sagen sig ikke så anderledes. Det blonde danske humør vinker glad farvel til flere og flere fremmede, der behandles under former, der for blot få år siden ville have været uhørte. Meget har ændret sig hjemme i Europas Hobbitrup. Men hvad er der egentlig sket. Man kunne anskue det som en tragisk historie om oplysningens opløsning eller humanismens endeligt, men måske er det i virkeligheden losers philosophy. Man kunne også se det som en kamp mellem to markedsstrategier, hvor den ene simpelthen har været mest effektiv. Den som erobrede den gode historie først, gik af med de første points. Som Michael Hardt og Antonio Negri skærer det ud i ’Empire’, tidligere omtalt på Kommunikationsforum:
Whereas the concept of the nation promotes stasis and restoration in the hands of the dominant, it is a weapon for change and revolution in the hands of the subordinated.

Pia Kjærsgaard vs. EU - flaget
Således pryder Pia Kjærsgaard for tiden vore danske busser med et tilfreds udtryk i ansigtet og forsikrer om, at hun egentlig synes bedre om Dannebrog end EU-flaget. Nærmest vulgært i sin enkelhed sparker reklamen budskabet ind i kraniekassen, samtidig med at den visuelle kultur fra før 1. verdenskrig genoplives – Dit land har brug for dig!

Det nationale bliver monopoliseret af ekstremister, hvis de moderate negligerer det
Spørgsmålet er i virkeligheden, hvorvidt den humanistiske fløj har råd til at negligere den kommunikative elektricitet, der ligger i det nationale område. Vi kan bl.a. mindes, hvordan Chantal Mouffe sidste år erkendte at venstrefløjen havde været for dårlige til at tale til ’folks hjerter’ og i stedet naivt havde hældt spandevis af argumenter udover hjerneregionerne i stedet. Måske er det netop denne erkendelse der har båret folkloristen Inge Adriansens arbejde med de nationale symboler, i hvert fald indleder hun det 1100-siders store værk med følgende citat fra Øyvind Østerud: ”Det nationale bliver monopoliseret af ekstremister, hvis de moderate negligerer det”.

En god historie er en, der kan bruges til at vise mange forskellige pointer
Denne tankevækkende startsalut følges ikke rigtigt op, da Adriansens bog viser sig at være et grundigt referenceværk og brugshistorie over nationale symboler i det danske rige. Men alligevel: måske er det netop et værk som dette, der skal til for at tage nationalismen på ordet i stedet for at lukke øjnene for den. Når Adriansen eksempelvis fortæller om Dannebrogs funktion sideløbende hos både nazister og modstandsfolk under besættelsen, leder det tankerne tilbage til Hardt og Negri og den uomtvistelige sandhed at en god historie er en, der kan bruges til at vise mange forskellige pointer.
Det er trist at nogle skal tage patent på fortællingen om det nationale, når der findes så mange andre. ”Nationale symboler” rummer et nyt perspektiv på denne problematik ved for første gang at kortlægge brugshistorien for symbolerne. Selv om den rent tegnmæssige diskussion ikke er prioriteret, og værket skæmmes af gentagne mellemkonklusioner, der placerer det mellem en håndbog og en fortælling, er det oplivende at møde en forsker, der tager denne, vor mest fatale fortælling, alvorligt.



Bog fakta:

Adriansen, Inge: Nationale symboler i det danske rige 1830-20002003, 1200 sider i 2 bind. Pris Dkr. 450.

Siden 1800-tallet har de fleste europæiske stater forsøgt at skabe overensstemmelse mellem begreberne stat og nation ved at “nationalisere” deres befolkninger. Et nyttigt redskab i denne politik har været udvikling og flittig brug af national symbolik, der anvendes udadtil for at vise suverænitet og indadtil som udtryk for forestillinger om fællesskabet mellem borgerne og deres opslutning bag styret.

I bogen NATIONALE SYMBOLER I DET DANSKE RIGE 1830-2000 kortlægges for første gang skabelsen af den nationale symbolik, dens funktioner, fortolkninger og forandringer. Her redegøres for de væsentligste nationale symboler, som har været i brug i Det Danske Rige fra begyndelsen af 1800-tallet til nutiden. Det indebærer, at det ikke kun er specifikt danske symboler, der belyses, men også den alternative symbolik, der er blevet skabt under udspaltnings-processerne i Slesvig og Island, på Færøerne og i Grønland.
Bind I, Fra fyrstestat til nationalstater, analyserer de officielle symboler, som reguleres af statsmagten og tidligere var forbeholdt denne, men i nutiden også bruges af befolkningen. De omfatter rigsvåben, regent og forfatning, nationalflag, nationaldag og nationalsange samt pas, penge og frimærker.

Bind II, Fra undersåtter til nation, afdækker de uofficielle symboler, som har spillet en vigtig rolle i sammensvejsningen af folk til nation. De spænder fra modersmål og fædrelandssange, over Dybbøl og Holger Danske til bøgeskoven og fodboldlandsholdet og har ikke været underlagt regulativer fra statsmagten.

Bogen rummer et nyt perspektiv på dansk nationshistorie ved at inddrage hele Det Danske Rige. Den belyser vigtige byggesten i dansk identitetsdannelse, og endelig giver den et bud på en inddeling i officiel og uofficiel national symbolik og anskueliggør det nære samspil mellem disse to kategorier.
Det er dansk kulturhistorie, veldokumenteret, skrevet i et levende sprog, letlæselig både for læg og lærd, og illustreret med et rigt udvalg af dansk symbolik i kunst og kitsch.

Bogen er skrevet af Inge Adriansen, (f. 1944), lic.phil., er museumsinspektør på Museet på Sønderborg Slot.