Det hemmelige valg
Det er formentlig fortsat en overraskelse for mange danskere, at der er valg til Europa-Parlamentet søndag den 7. juni. Men valgkampagnerne kører altså. Og nogen kører bedre end andre. Dan Jørgensen står således til et 10-tal mens Benjamin Dickow og Hanne Dahl får 00.
af Jarl Cordua
Alene valgdagen skaber risiko for, at sommerhusdanskerne dropper at stemme, og så er der alle dem, der også er ligeglade. For valget er kedeligt. De fleste af de kendte kandidater, der stiller op, bliver alligevel valgt til fem års glemsel i Bruxelles og Strasbourg. Valget får ikke rigtig nogen konsekvens – om der kommer tre eller fem socialdemokrater eller Venstrefolk er hip som hap i den store sammenhæng. Europa-Parlamentet skal jo ikke danne regering.
Og så er der valgtemaerne. Hvem kan huske et valgtema, når man ser bort fra de sædvanlige travere som Tyrkiets optagelse i EU, landbrugsstøtten samt kritikken af parlamentarikernes diæter, rejseregler og blyantspenge for ikke tale om parlamentets rejsecirkus med pendling frem og tilbage mellem den belgiske hovedstad og den nordfranske provinsby?
Og så er der valgtemaerne. Hvem kan huske et valgtema, når man ser bort fra de sædvanlige travere som Tyrkiets optagelse i EU, landbrugsstøtten samt kritikken af parlamentarikernes diæter, rejseregler og blyantspenge for ikke tale om parlamentets rejsecirkus med pendling frem og tilbage mellem den belgiske hovedstad og den nordfranske provinsby?
EU-politikere står derfor nu igen over for en kæmpe kommunikationsopgave. De skal ulejlige vælgerne med et valg, de egentlig ikke interesserer sig for, og bede dem repræsentere sig i et parlament, som danskerne ikke ved så frygteligt meget om og i øvrigt er grundlæggende skeptiske over for.
Kforum har bedt mig kigge partiernes og modstanderbevægelsernes hidtidige valgkampagner efter i sømmene og give dem karakter efter den nye skala.
Dan Jørgensens EP-kampagne er den hidtil mest helstøbte. Manden, som for ikke så længe siden blev kaldt for ”Dan Hvem”, er faktisk her, der og alle vegne i medierne og er naturligvis flittig bruger af nye medier som Facebook, YouTube osv., og så har fynboen oveni fået udgivet to bøger. En i den lette genre med morsomme og fyndige politiske citater, der fik Jørgensen i Go’ Morgen Danmark, og siden en mere ”tung”, men fin lille bog om EU's og USA's udenrigspolitik, hvor han har interviewet sværvægtere på området. De færreste læser bøgerne, men det giver både medieomtale og intellektuel tyngde.
Dan Jørgensen og hans kampagnefolk har tidligt vist, at S-spidskandidatens største handicap er, at manden med Elvis-looket fortsat er relativ ukendt efter fem år i Parlamentet, selvom at han faktisk har været ret så synlig i medierne. For at kompensere for det har S-kampagnen snedigt opgraderet et gammelt Dan Jørgensen-trick fra EP-valget i 2004 ved at benytte sig af såkaldte ”endorsements” eller ”anbefalingsstrategier”. Dvs. strategier, hvor mere kendte folk end Jørgensen, såsom Poul Nyrup, Svend Auken, Helle Thorning og Mette Frederiksen, i videoklip m.v. anbefaler socialdemokratiske vælgere at stemme på ham. Det funkede for Jørgensen sidst, hvor Aukens anbefaling hjalp ham ind. Det er dog aldrig set, at en tidligere toppolitiker på en valgplakat ligefrem anbefaler en kandidat, men det er netop, hvad Nyrup har gjort for Dan Jørgensen denne gang. At Nyrup så i en endorsement-valgvideo måske lige giver den ekstra tand, så det bliver ufrivilligt komisk – tjah, det er nok, hvad der sker. Al omtale er i denne sammenhæng nok god omtale. Dog skal Jørgensen passe lidt på, at han ikke overspiller endorsements. Det kan godt komme til at virke lidt ”Pas på Dan – han er ny i trafikken”-agtigt.
Man kan også se Socialdemokraternes konsekvente brug af veltjente og respekterede tidligere topsocialdemokrater som anbefalere som en del af en ”Get-Out-The-Vote”-strategi. Altså at S skal have sine vælgere ud og stemme på valgdagen. Og faktisk bruger Dan J.-kampagnen også ”doorbelling” som strategi, hvor socialdemokrater ringer på privat hos vælgerne i kommuner og boligkvarterer, hvor socialdemokraterne normalt klarer sig godt. 100.000 har Dan J. og Co. tidligere annonceret, at man skal møde i løbet af kampagnen.
Jørgensens kampagne har også forsøgt at kapre let venstreorienterede, men populære synspunkter om at begrænse dyretransporter og begrænse EU's landbrugsstøtte. Den slags forslag generer landmændene, som dog næppe stemmer på S i stort tal. Til gengæld er det populære sager, som Venstre-kandidaterne med partiets tilknytning til landbruget slet ikke i samme grad kan køre med.
Hvis der er retfærdighed til, så bør Dan ”The Man” få et pænt valg for en dygtigt lavet kampagne. Eneste større skønhedsfejl var, da kandidaten, der hæmningsløst profilerer sig selv som grønnere end klokkefrøer, fløj rundt i en helikopter for at kunne nå rundt til alle sine 1. maj-møder. Dan Jørgensen er dog ikke specielt godt hjulpet af Ole Christensens diætfadæse og Britta Thomsens fuldkommen utroværdige overbud om at love gratis internet til alle og computere til alle børn i EU.
Jens Rohde, Venstre
Karakter: 2
Se Jens Rohde fjernsyn her
Det var den nuværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, der i efteråret vred armen om på Rohde for at stille op. Rohde endte med at sige ja, men stillede benhårde betingelser både om penge til kampagnen og hånd- og halsret over hele Venstres kampagne. I bedste Stalin-stil tegner han derfor mere eller mindre alene den politiske linje, som ingen af de øvrige kandidater må udfordre med egne selvstændige synspunkter.
Det var den nuværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, der i efteråret vred armen om på Rohde for at stille op. Rohde endte med at sige ja, men stillede benhårde betingelser både om penge til kampagnen og hånd- og halsret over hele Venstres kampagne. I bedste Stalin-stil tegner han derfor mere eller mindre alene den politiske linje, som ingen af de øvrige kandidater må udfordre med egne selvstændige synspunkter.
Jens Rohde har brugt et par lejligheder – tydeligst ved Venstres ekstraordinære landsmøde for nylig til at anlægge en EU-linje, som lægger afstand fra Venstres tidligere EU-jubel. Det sker under det ikke helt uefne slogan ”Fordi Danmark skal høres i Europa”.
Dette kursskifte er formentlig sket, fordi Venstres analyser af deres vælgere viser, at gennemsnits-Venstrevælgeren generelt er EU-kritisk. Venstres analyse er derfor nogenlunde den samme som De Radikales og Socialdemokraternes. Der stemmemaksimeres bedst ved EP-valg ved at få flest muligt af ens egne faste vælgere ud at stemme på valgdagen (og man dropper derfor i nogen grad at gå på strandhugst hos hinanden). Derfor rammer Venstres let EU-kritiske budskaber lige ned i de holdninger, som man ved, partiets kernevælgere har. Ikke desto mindre kunne EP-kandidaten Charlotte Antonsen citeres for udtalelser, der blev tolket som kritiske i forhold til Rohdes bløde EU-skepticisme. Måske er hun blevet banket på plads internt, men da Antonsens EU-postive holdninger også findes hos et stort mindretal blandt Venstre-folkene, så har V-toppen muligvis set igennem fingrene med renegaten. Denne ene gang.
Venstre-kampagnen er formentlig lagt an på, at den skal kulminere i den sidste uge op til valget. For taget i betragtning, hvor mange penge Venstres kampagne har at gøre godt med, og det apparat, der står til rådighed, så er det kun ganske få (om nogen) V-budskaber, der er ”røget ud over rampen”. (Når man lige ser bort fra Rohdes polterabend, der resulterede i en brækket fod, og hans bryllup, der også ret forudsigeligt blev en photoopportunity.) Indtil videre har kampagnen heller ikke ligefrem brilleret, da korrekturen ikke fangede pinligt grove stavefejl i Rohdes bannerannoncer. Den slags forventer man hos amatører – ikke hos regeringspartiet Venstre.
Jeg tror, at både Jens Rohde og Venstres kampagne snart kommer op i et højere gear. Men det er ved at være på tide, for valgkampen slutter altså om halvanden uge. Jeg tror, at vi får meget mere at se til ”rohdetv” og andre Venstre-gimmicks på de store avisers website. Og så skal spidskandidaten til at finde sin sædvanlige skarphed og sit uomtvistelige polemiske talent frem fra gemmerne.
Sofie Carsten Nielsen, De Radikale
Karakter: 4
Sofie Carsten Nielsen blev nærmest berygtet i det politiske miljø for pludselig før jul at stå bag en sjældent set både dilettantisk og nørdet annonce-videokampagne med fjollede statements såsom:
”Da jeg læste i Belgien, følte jeg mig lige så dansk, som når jeg bladrede igennem en statistikbog på en varm sommerdag i København….”
”Da jeg læste i Belgien, følte jeg mig lige så dansk, som når jeg bladrede igennem en statistikbog på en varm sommerdag i København….”
Dermed stod det klart for enhver, at den radikale kandidat var både elitær og verdensfjern i en sådan grad, at man skulle tro, at annoncekampagnen i virkeligheden var en ondskabsfuld parodi udtænkt af DF's kampagnefolk.
Ret skal være ret. De Radikale har siden generalprøven taget sig gevaldigt sammen, og de er under denne EP-kampagne kommet på banen med de nyeste webværktøjer og medier. De mest verdensfjerne ideer er lagt på hylden til fordel for andre budskaber, som flere vælgere kan identificere sig med end dem, der lige kan være i en telefonboks.
Sofie Carsten Nielsen forsøger i sine valgfilm at fremstå kæk og moderne, men kan ikke helt frigøre sig fra det irriterende bedrevidende og lettere verdensfjerne image, som hun og hendes parti har hos mange vælgere. Kandidaten har De Radikale fået stylet med makeup og moderne gevandter, men spørgsmålet er, om det virker troværdigt. Jeg tror ikke, Sofie Carsten Nielsen går så sexet klædt og har al den makeup på til hverdag som souschef i ligestillingssekretariatet i Velfærdsministeriet. You can’t fool me, Honey!
”Glade asylbørn – så er det godt, at vi har EU”. Sådan står der så på de nyeste bannerannoncer, der skal lokke potentielle vælgere til at stemme på De Radikale. Sofie Carsten Nielsen og hendes kampagnestrateger mener tilsyneladende, at de kan overbevise vælgere om, at EU gør noget særligt for asylbørnene og ligestillingen. Det er politiske dagsordener, som De Radikale – i hvert fald i EU-sammenhæng – stort set har for sig selv. Og de er også næsten ene om at være konsekvent EU-positive. Partiet har tilsyneladende konstrueret en kampagne, hvor man vil have fat i særlige nicher af vælgere – veluddannede, ikke-socialistiske kvinder i byerne, som er imod regeringens asylpolitik, og som synes, at ligestilling er et problem. At spidskandidaten er tidligere assistent for den forhenværende radikale MEP Lone Dybkjær – ja, det fornægter sig tydeligvis ikke, når man betragter kampagnen. Spørgsmålet er, om den benhårde satsningen på bløde værdier i dette snævre vælgermarked kan samle de nødvendige 7-8 procent for De Radikale, som et EP-mandat koster. Jeg tvivler.
Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti
Morten Messerschmidt har ført EU-valgkamp, siden Metock-dommen kom i august sidste år. Modstanden mod EU's indblanding i familiesammenføringsreglerne er en vindersag for DF, selvom et stort flertal i befolkningen i målinger tilkendegiver, at de ikke bifalder, hvad Messerschmidt og hans parti står for. Det gør dog ikke så meget. DF og deres spidskandidat skyder på alt, der bevæger sig – og gør det både på en old school-facon med brug af både traditionelle medier samt nye medier, fx valgfilm, hvor Messerschmidt holder ”EU-skole”.
DF’erne er efterhånden sammen med Enhedslisten de eneste etablerede partier, som er lodret imod, at EU får mere magt. Det gør partiets folk til ”et godt kryds”, når der skal debatteres EU i radioens P1, i Deadline på DR2 eller i sofaen hos Cecilie Frøkjær i Go' Morgen Danmark.
Messerschmidt står som bekendt for en ren nej-politik og er heller ikke bange for at provokere. EU er frygteligt og vil begrænse danskernes frihed. Punktum. Og Messerschmidt fremstår – om man kan lide ham eller ej – som helt sig selv. Og så er han uforlignelig debattør med en god og stor faglig viden om EU.
DF's annoncekampagner har længe kørt på det for nogen provokerende slogan ”Giv os Danmark tilbage”, som en del venstreorienterede mener, skulle være tyvstjålet fra den afdøde sangerinde Natashas radiohit. I DF troede de ikke deres held, at der blev skabt så megen polemik om det. Reklamen var ubetalelig. Så hvorfor ikke køre videre med det?
Messerschmidts person gør også, at mange vælgere forholder sig til ham. DSU'erne portrætterede ham i fascistuniform med skrårem og ridestøvler på deres talentfulde valgplakat, og Messerschmidt har formentlig danmarksrekord mht. at få sine valgplakater bemalet med et Hitler-overskæg. Det må man nok leve med, når man som DF og Messerschmidt af ikke så få vælgere bliver betragtet som racister i forklædning.
Margrethe Auken, Socialistisk Folkeparti
Karakter: 7
Se sjovt interview med Margrete her
Der er virkelig sket meget med SF’ernes kampagne, siden de forlod deres inderlige insisteren på at være lallende amatører, når det gjaldt at føre valgkamp. SF er uden sammenligning det parti, der har rykket mest, når det gælder om at udvikle sig på kampagnesiden. De er gået fra serie 2 til Superligaen på ganske få år. Og de fortsætter med at udvikle deres kampagner under det gennemgående håbefulde slogan ”Det ku´ være så godt”
Der er virkelig sket meget med SF’ernes kampagne, siden de forlod deres inderlige insisteren på at være lallende amatører, når det gjaldt at føre valgkamp. SF er uden sammenligning det parti, der har rykket mest, når det gælder om at udvikle sig på kampagnesiden. De er gået fra serie 2 til Superligaen på ganske få år. Og de fortsætter med at udvikle deres kampagner under det gennemgående håbefulde slogan ”Det ku´ være så godt”
SF's kampagne-website er en sand fornøjelse. Det er måske det bedste kampagnesite overhovedet i denne valgkamp. Der findes dog også mærkværdigheder på sitet. Jeg tænker på de lidt pudsige og bevidst kiksede Mia Lyhne-interview med de to spidskandidater – og sandsynlige kommende MEP'ere – veteranen Margrete Auken og SFU-formanden Emilie Turunen. Skal man være flink, så er det nok en smagssag, om man finder disse interviews morsomme eller bare bizart pinlige. Jeg hælder nok til den sidste holdning, men jeg stemmer heller ikke på SF, så det går nok.
Auken og Turunen forsøger at sætte EU i forbindelse med oprettelse af 5 millioner grønne job, bekæmpelse af kvindehandel og opsætning af vindmøller. Det er ikke krystalklart, hvad der lige er Europa-Parlamentets rolle, endsige kompetence, mht. at vedtage konkrete beslutninger, der vedrører disse emner, men SF behøver ikke tage den slags smålige, saglige hensyn. For det gør som bekendt heller ingen af de andre partier.
Auken og Turunen forsøger at sætte EU i forbindelse med oprettelse af 5 millioner grønne job, bekæmpelse af kvindehandel og opsætning af vindmøller. Det er ikke krystalklart, hvad der lige er Europa-Parlamentets rolle, endsige kompetence, mht. at vedtage konkrete beslutninger, der vedrører disse emner, men SF behøver ikke tage den slags smålige, saglige hensyn. For det gør som bekendt heller ingen af de andre partier.
Mange SF-vælgere er generelt EU-skeptiske, så det gælder om at få disse efterhånden mange kernevælgere til at ignorere alternativerne – dvs. modstanderbevægelserne – og blive hjemme i folden. Dertil bruger SF også flittigt Villy Søvndal som yderligere et trækplaster i kampagnen. Andet ville såmænd også have været tåbeligt. Til gengæld har det knebet med at komme igennem med budskaber eller dagsordener i debatten, som man udelukkende forbinder med SF. Men det kan da være, at det kommer inden valget.
Bendt Bendtsen, De Konservative
Karakter: 4
Bendt Bendtsens kampagne kørte allerede af sporet, da BT i marts afslørede jagt- og golfture på erhvervslivets regning under hans ministertid. Bendtsen fik et ildebefindende og måtte indstille sin motorcykeltur rundt om i Europa. Kommentatorer spåede, at den konservative spidskandidat ville trække sig fra EP-valget – og senest har Bendtsen også fået en bøde for at lade sin ministerchauffør køre rundt med hans jagtbøsse. Der skal dog nok være de konservative kernevælgere, som i ren trods ”over denne mediehetz” alligevel stemmer på den tidligere partiformand og forhenværende vicestatsminister. Bendtsen skal dog have point for at have sat Tyrkiets optagelse i EU på dagsordenen. Det er naturligvis ren populisme, for det er ikke noget, parlamentet får indflydelse på, og sagen er heller ikke aktuel. Men for en gang skyld stjal en konservativ spidskandidat en traditionel DF-mærkesag.
Der er også lyspunkter. Flittige, unge og hurtigtsnakkende Mette Abildgaard er her og der og alle vegne. Kandidaten fra Føvling (det er i Jylland…) imponerer med god kommunikation, og her forleden dag hældte den unge kandidat en kurvfuld sko ud over TV2-værten på Go’ Morgen Danmark, mens hun energisk fik fortalt, at EU også bestemmer, hvilke sko man må importere fra Kina. Kandidaten og hendes kampagnestab bruger de nye medier, herunder hendes blog, på en talentfuld måde med masser af glimt i øjet. Abildgaard bliver ikke valgt i denne omgang, men jeg spår hende en karriere i Folketinget inden så længe. Hun er fremragende og klart dansk politiks største fund længe.
Hanne Dahl, Junibevægelsen
Karakter: 00
Der er ikke mange penge i den kampagne, og det ses. Og bortset fra stuntet med at tage sin ni uger gamle baby med på arbejde i parlamentet, så er det ikke meget, man har set til Hanne Dahl i medierne før indtil for ganske nylig. Dahl har slet ikke Jens Peter Bondes gennemslagskraft, selvom hun forsøger sig med den samme letkøbte populisme, hvor der ingen grænser er for de beskyldninger, man kan rette mod EU og de traditionelle partier.
Den velmenende præst er et alt for pænt menneske til med troværdighed spille rollen som populistisk kyniker/frihedshelt på samme overbevisende måde som betonkommunisten Bonde. Men hun har da traditionen tro fået udgivet en bog, der nok engang beskriver alle de rædsler, som vi har i vente fra EU's side.
Synd for Hanne Dahl, at det åbenbart bliver hendes lod at lukke og slukke Junibevægelsen, for når stemmerne er talt op, bliver de næppe repræsenteret, og dermed ryger også bevægelsens eneste finansieringskilde af betydning.
Det fremgår af budskaberne på Junibevægelsen hjemmeside, at strategien er at kapre stemmer især fra SF, som man beskylder for at være uærlige m.v. Det er rigtigt set, men det vil såmænd overraske mig, hvis ”Junibanditterne” får held med deres forehavende. Søvndal og Co. gør nok bare klogt i at tie Junifolkene mest muligt ihjel og bare køre med deres egne budskaber.
Søren Søndergaard, Folkebevægelsen mod EU
Karakter: 7
Det bliver ikke ufortjent Folkebevægelsen og deres gudbenåede polemiker i front, Søren Søndergaard, der løber med det enlige mandat, som valgforbundet mellem Junibevægelsen og Folkebevægelsen samlet set sætter sig på.
Folkebevægelsen har opbakning fra Enhedslisten, men også mange andre kræfter, herunder borgerlige, som har den fælles opfattelse, at EU stort set er skyld i alle problemer. Salmonella-forgiftning, flygtninges udelukkelse fra Fort Europa, hvad man opfatter som manglende demokrati, finanskrisen, verdens miljøproblemer – you name it! Det hele foregår under det kritiske slogan: Skal EU bestemme alt? Det er der utvivlsomt mange danskere, der ikke synes, at EU skal.
Folkebevægelsen er den rendyrkede populisme, og de har stor erfaring med at køre anti-EU-kampagner. Man lever af befolkningens utilfredshed/uvidenhed/modstand mod EU, og derved er man naturligvis i klar konkurrence med især Junibevægelsen, Dansk Folkeparti og SF. Selvom Folkebevægelsen fastholder et tværpolitisk udgangspunkt, så klæber der uvilkårligt en em af altmodisch 70’er-agtig protestbevægelse til dem. På den anden side, så vil der være et vælgermarked på ca. 20 procent, som vil give dem en chance. Og Søren Søndergaard er stærk i debatter. På en god dag i en afslutningsdebat på tv vil han utvivlsom kunne gøre en forskel og skabe uventet ny opbakning. Men det kræver, at han har en god og folkelig sag. Hidtil i valgkampen har den imidlertid ladet vente på sig.
Benjamin Dickow, Liberal Alliance
Karakter: 00
Se en valgkampagnefilm med Benjamin her
Benjamin hvem? Liberal Alliance kører deres EP-valgkamp på et absolut lavbudget og med en urutineret yngre frontfigur, som onde tunger påstår, er mest kendt for at være den århusianske sangerinde Tina Dickows fætter…
Benjamin hvem? Liberal Alliance kører deres EP-valgkamp på et absolut lavbudget og med en urutineret yngre frontfigur, som onde tunger påstår, er mest kendt for at være den århusianske sangerinde Tina Dickows fætter…
For LA ligner EP-valget udelukkende en mulighed for at vise flaget og profilere nogle nye folk, der kan bruges som folketingskandidater, når det går rigtigt løs ved næste folketingsvalg. Senest på dette tidspunkt bliver det vind eller forsvind for partiet. Foreløbigt er det i hvert fald ikke meget, man har set til Liberal Alliance og deres spidskandidat i valgkampen, og ingen – heller ikke dem selv – forventer mirakler fra den kant. Liberal Alliance forsøger sig med en mild EU-skepsis blandt borgerlige vælgere, men det er en position, der får hård konkurrence fra både Morten Messerschmidt og Jens Rohde.
