Nogle har fået ondt af, at stakkels Lene Espersen og Helle Thorning-Schmidts private dispositioner nu trækkes skånselsløst gennem mediemøllen. Men alternativet ville være, at man anerkendte dobbeltmoral. Det er bare ikke muligt i et samfund, hvor ægte autoritet ikke længere vokser ud af hierarkier, men af gode gerninger i hverdagen. Tidligere i Danmarkshistorien måtte befolkningen finde sig i fordrukne, forhorede og sindssyge statsledere. Det går ikke i dag.
Der har været en tendens til at fremstille kritikken af Lene Espersen og Helle Thorning-Schmidt som usaglige personangreb. Den er meget fremherskende i Politiken, men findes også på selveste Kforum, for eksempel her.
Jeg hørte engang et glimrende foredrag af Erling Olsen (tidligere socialdemokratisk justitsminister, red.), hvor han analyserede sensationspressen. Hans konklusion var: ”Det er smudspressen, der holder demokratiet rent”. Og hvordan nåede han så frem til det? Ja, hans argumentation var, at der overalt i den politiske verden var mennesker, der havde fortjent at få klaps på grund af deres dårlige opførsel, eller få deres narrestreger afsløret. Peter Brixtofte kan tjene som eksempel på begge dele.
Det var B.T., der i sin tid afslørede Brixtofte
På den anden side var det sådan, sagde Olsen, at det ikke rigtig gik an, at man hængte sine kolleger ud. Derfor var det rart, smudspressen fandtes. Den opfyldte simpelthen en hygiejnefunktion, der måtte opfindes, hvis den ikke allerede eksisterede.
Dobbeltmoral er ikke ligegyldig
De sager, Lene Espersen og Helle Thorning-Schmidt er indblandet i, er ikke ligegyldige. De handler om dobbeltmoral i forskellige varianter. Det Konservative Folkeparti er kendt for – og vil være kendt for – at værne om borgerlige dyder som flid, redelighed og personlig ansvarlighed. Så er det uheldigt, at partiets leder profilerer sig på magelighed, udflugter og sløseri. Socialdemokraterne er yderst kritiske over for mennesker, og ikke mindst stærke mennesker, der på den ene eller anden måde forsøger at slippe for at bidrage til fællesskabet. Så er det uheldigt, at partiets leder antageligvis har afgivet modstridende forklaringer til forskellige myndigheder i den hensigt at mele sin egen kage.
Både Helle Thorning-Schmidt og Lene Espersen på forsiden af Ekstra Bladet
Og hvorfor kan det ikke være lige meget med dobbeltmoral? Kan præsten i Tårbæk ikke bare administrere sakramenterne og de øvrige ritualer i sin kirke – og privat mene, Gud er en havenisse? Kan et fremtrædende medlem af Socialdemokraterne ikke bare sanke gloende kul på de formastelige, der sætter deres barn i privatskole – og stille og roligt anbringe sin egen guldklump i en lilleskole? Behøver offentligheden den form for indblik i, hvordan den, der varetager et embede, opfører sig helt privat?
Fordrukne, forhorede og sindssyge statsledere
At man hæfter for sit embede med sin person, er noget forholdsvis nyt. Frederik IV var bigamist. Ikke bare noget med en kone og en elskerinde. Han havde simpelthen en vielsesring på hver hånd, om man så må sige. Det var der ellers dødsstraf for i hans riger og lande. Christian VI var en dødsens kedsommelig pietist, jeg ikke kan nogen sladderhistorier om. Til gengæld var hans søn Frederik V en voldelig drukmås, der havde for vane at slå hofmarskal Moltke, når han var fuld og trygle om tilgivelse, når han var ædru. Og hans søn, Christian VII, var klinisk sindssyg og brugte en stor del af sin tid til at rave rundt i Københavns gader med sin yndlingsluder, Støvlet-Cathrine.
Men vi behøver ikke gå så langt tilbage som til 1700-tallet. Frederik VII, der regerede fra 1848 til 1863, var også forholdsvis fordrukken og uduelig. I hans regeringstid blev der indført en form for demokrati, der i flere etaper blev udbygget til det, vi har i dag. Men demokratiet betød ikke, at folket i første omgang kom til at kigge magthaverne i kortene. En af Thorvald Staunings mange sider var ifølge Søren Mørch, at han kunne finde på at drikke sig fra sans og samling og gå på skørtejagt. Hans Hedtoft drak virkelig meget alkohol, også i sin tid som statsminister. H.C. Hansen var ude af stand til at varetage sit embede i lange perioder, fordi han havde kræft. I stedet kørte Viggo Kampmann og Jens Otto Krag butikken.
Så døde H.C., og Kampmann blev formelt statsminister. Men for det første havde han dårligt hjerte og for det andet var han maniodepressiv. Det sidste ytrede sig blandt andet ved, at han forsvandt på flere dage lange drukture, hvor ingen – formentlig heller ikke han selv – anede, hvor Danmarks statsminister opholdt sig. Kampmann måtte allerede gå efter to år, og så kom Krag. Oh-la-la. Allerede som handelsminister, fra 1947 til 1950, havde han været indblandet i en celeber sag. Han var kæreste med skuespillerinden Sigrid Horne-Rasmussen. Men han var også kæreste med hendes søster, og dobbeltbookninger er vel, hvad der kan ske? I hvert fald skete det for Krag, og der opstod en cat fight i handelsministerens lejlighed, som var så voldsom, at politiet måtte tilkaldes. Sagen blev dog dysset ned ved, at ministeren tilbød d’herrer betjente et par cigarer og blev enige med dem om, at denne sag ikke var værd at gå videre med. I sin statsministertid gik Krag på jagt efter fremmede landes ministerfruer på en måde, så den gamle svenske landsfader Tage Erlander var dybt forarget. Og sådan kunne man blive ved.
Dobbeltmoral ikke længere mulig
Der er intet af det, jeg har beskrevet, der ville være gået i dag. Dengang bar embedet manden (m/k), så at sige. I dag er det manden (m/k), der bærer embedet. Uden et nogenlunde respektabelt privatliv i pagt med embedets værdier, er der ikke længere kraft i embedet. Ingen udsigt til, at de tjenstlige befalinger, man udsteder, vil blive taget alvorligt.
Hvordan kan det være? Jeg kan ikke give en forklaring så definitiv som et matematisk bevis. Men jeg er overbevist om, at afviklingen af det hierarkiske samfund spiller en stor rolle. I et ”lodret” samfund – som Henrik Jensen kalder det – er folk slet og ret vant til, at der kommer befalinger oppefra. I det vandrette samfund, vi har fået i stedet, skal autoriteterne kæmpe for deres legitimitet på en anden og ny måde. De må hver dag vise, at de er værdige til at lede og blive adlydt. Man kan sige, at den karismatiske leder er vendt tilbage, bare på en ny måde. Hvor karismaen tidligere var ”stor karisma”, der kom fra heltegerninger og deslige, er den i dag en ”lille karisma” der kommer fra, at man lever op til sine egne værdier og afholder sig fra dobbeltmoral.
Den lille karisma giver legitimitet
Det er den lille karisma hos Lene Espersen og Lars Løkke og Mette Frederiksen og Helle Thorning-Schmidt, vi diskuterer. Det er både vigtigt og relevant, fordi de enten har, eller aspirerer til, høje embeder med stor magt over alle os andre. Mangler den lille karisma, vil deres befalinger ikke blive anerkendt som legitime, og de vil ikke kunne lede.
Vort land befinder sig allerede i en mild ledelseskrise, fordi Fadbamsen og Feriepigen ikke kan lede deres egne tropper. Det er tydeligt, at selv den form for svag krise er meget ubehagelig. Det er, som om mængden af uløste problemer vokser hver dag – uden at der sker noget. Derfor må de enten få problemerne løst, gerne hurtigt, eller træde til side, så vi kan blive ledt af nogen, der (heller) ikke er dobbeltmoralske, og som vi derfor kan respektere og adlyde.