Uendeligt univers i primitive pixels
Minecraft er en digital skrammelkasse, der blæser på alle vores skønhedsidealer. Og netop derfor elsker vi det af hele vores hjerte.
af Jonas Heide Smith
En sympatisk, svensk fyr skaber et primitivt byggeklodsspil, der er helt ude af trit med spilmoden, men som vinder alle hjerter og sælger over 35 millioner eksemplarer. Det er den usandsynlige historie bag det småkryptiske og gammeldags indie-hit Minecraft, som holder skolebørn vågne om natten og guddødeme får selvsamme elevers lærere til at hoppe på stedet af begejstring. Det mystiske fænomen må undersøges nærmere.
Den nyeste Minecraft-trailer fra 2013. Spillet har udviklet sig meget siden starten, siger brugerne, men at udtrykket er småt og mulighederne store, har ikke ændret sig
Minecraft?
Hvis du har boet på månen eller på anden vis har modstået klodsernes dragende magi, skal du vide følgende: Minecraft er et spil (til PC, Android, iOS og Xbox), hvori man bevæger sig omkring i en verden, som fortrinsvist består af firkantede former, svarende til et koordinatsystem med dybde. I hvert felt kan der placeres en klods, som kan bestå af et bredt udvalg af materialer. Har du altid haft lyst til at bygge et trekantet ispalads med jungletrætårne formet som kaninører, så er Minecraft lige stedet for dig.
Savner du spænding, kan Minecraft også spilles i overlevelses-mode, hvor du skal samle og kombinere forskellige ressourcer, før nattens yngel får ram på dig. Men det er de kreative muligheder, der har gjort spillet så vanedannende for mange.
Svenske Markus "Notch" Persson, skaberen af Minecraft, er stor fortaler for fleksibilitet og åbenhed i digitale systemer. Han har bl.a. kritiseret Windows 8 for at være ødelæggende for PC'en som åben platform og har selv skabt et spil, hvor hver enkelts præferencer og skaberkraft får usædvanligt frie tøjler. Foto: Gamedynamo
Som en humlebi
Det siges, at humlebiens anatomi gør, at den ikke burde kunne flyve. Minecraft falder i samme kategori: Spillet burde ikke kunne blive en succes. Nok har vi før set enmands-udviklere få stor succes langt fra de store konsolspils slagne vej. Men så har der næsten altid været tale om ‘casual games’, spil der lokker med et velpoleret quick-fix, en lettilgængelig pause fra en krævende dagligdag. Minecraft er alt andet.
Spillet, som svenske Markus "Notch" Persson udgav i en tidlig udgave i foråret 2009, er ikke bare grafisk primitivt, det er også relativt svært tilgængeligt. Det kræver virkelig en indsats at elske Minecraft, og det kræver (lidt afhængigt af spilversion og styresystem) betydelig teknisk snilde at komme til at spille med andre over internettet. Successen nærmer sig det naturstridige.
Minecraft-trailer fra 2010, da spillet havde et endnu mere visuelt simpelt udtryk end nu og stadig mest var populært blandt computerspils-first movers
Grimme mirakler
Nu findes der naturligvis fortilfælde for, at grimme ællinger høster uventet – næsten oprørsk – anerkendelse. I 1994 lå det ikke lige for, at en næsten budgetløs, sorthvidfilm om ubehøvlede kioskansatte skulle kunne andet end at floppe behørigt. Alligevel blev Kevin Smiths film ”Clerks” (“I'm not even supposed to be here today!”) elsket af mange, selvom den brød med stort set alle konventioner for filmsucces. Noget lignende skete herhjemme i 1997 for Jonas Elmers ”Let’s Get Lost”, der også grinede højlydt af klassiske dyder og kom til verden for ganske få penge.
I begge tilfælde var det, som om filmenes primitive æstetik (nogle ville sige grimhed) faktisk var et aktiv. De var upolerede og lavet på oprigtig entusiasme langt fra jakkesæt og product placement.
Minecraft har været mødt af en lignende sympati. Se, vi værdsætter kvalitet uanset indpakning! Verden er ikke af lave!
Grise i Minecraft. Det er ikke imponerende grafik, der har givet Markus Perssons indie-spil passionerede fans verden over
Filosofiske klodser
En dag for tre år siden begyndte en mand at gå mod verdens ende. Tre år senere vandrer amerikanske Kurt J. Mac stadig, og selvom hans verden knirker i fugerne, er han endnu ikke nået til kanten af universet. For Minecrafts spilverden er processuelt genereret. Spillet er en opskrift på verdens konstruktion, og spilverdenen genereres derfor, i takt med at den udforskes. Du ved ikke, hvad der er bag den nærmeste bakke, men det interessante er, at ingen ved, hvad der er bag bakken. Der er ikke noget bag bakken, før du kigger. Det er dybt det her, mand! I hvert fald giver det Minecraft en filosofisk aura. Det er ikke bare en spilbane, det er et univers i lommeformat.
Følelsen forstærkes af renheden i spillets præmis: Alt (næsten) er en klods. Tanken er ikke så mærkelig, for spiluniverser består selvfølgelig altid af distinkte pixels. Men alligevel er det jo ikke mere oplagt, end at Lego, trods talrige forsøg, aldrig rigtigt fik knækket de virtuelle klodsers nød. Lego har stået bag succesfulde spil (og det modsatte, for eksempel online-multiplayer-spillet ”Lego Universe”), men aldrig med fokus på den kreativitet, der er kongstanken bag klodserne.
Da den digitale computer i sin tid blev opfundet, var det bestemt ikke oplagt, at både styresystem, programmer og dokumenter fundamentalt set med fordel kunne være gjort af samme stof: data. På lidt mere beskedent plan var Perssons indskydelse i samme boldgade: Det er simpelthen inspireret af at lade ’alt’ bestå af samme enhedstype.
Minecraft-Machinima: In the Beginning ...
Socialt besvær som marketing
Som nævnt kan multiplayer-Minecraft være en krævende affære, i hvert fald uden for lokalnetværk. En interessant effekt heraf er, at mange ikke har kunnet fremvise deres klodskreationer igennem selve spillet. Og hvad sker der så? Mange millioner (der var fire millioner i medio 2012) videoer uploades til YouTube, hvilket jo er lidt af et marketingmirakel.
Samtidig åbner den fleksible verden også muligheder for Machinima-folket, altså den ikke helt ubetydelige befolkningsgruppe, der holder af at fortælle historier (eller parodiere klassiske film) i spilverdener. YouTube flyder over af Minecraft-machinima, hvoraf den mest kendte nok er “Minecraft Style”, et meget ambitiøst remake af videoen til “Gangnam Style”.
At lave halvdårlige multiplayer-features er absolut ikke en generel opskrift på succes. Men for Minecraft har det formentlig bidraget til spillernes trang til at sprede budskabet på andre platforme med åbenlyst gunstigt resultat (en undersøgelse viste i 2011, at en tredjedel af spillerne havde opdaget Minecraft via online-videoer).
Minecraft-menuen er ligesom resten af spillet helt no-nonsense. Bortset altså fra, at det er ret besværligt at få multiplayer til at fungere, hvilket spillede en stor rolle i spillets virale spredning
Læring uden spor af skolekridt
Men Minecraft er selvfølgelig også åbenlyst opbyggeligt. Her sætter kun fantasien grænser for kreativiteten, og der er ikke skyggen af ondsindede hærledere, forhærdede forbrydere eller blodige ‘fatalitymoves’. Det sidste er dejligt for mange voksne; her kan arvingerne med god samvittighed slippes løs (og man forestiller sig jo, hvordan de går direkte mod Arkitektskolen bagefter).
Men for børnene er et andet aspekt af Minecraft jo dejligt: Det er demonstrativt ikke en trojansk læringshest. Spillet er ikke frembragt af velmenende voksne for at lukrere på spilmekanikkernes tiltrækningskraft. Persson kunne lide ideen om at bygge ting, men man får aldrig fornemmelsen af at være spændt for en didaktisk vogn. Det her er sjovt, længe før det (måske) er lærerigt. Modsat en del selvproklameret ‘edutainment’ gennem tiden.
Dertil kommer, at spillet skalerer fantastisk. Man kan more sig med småhobbyprojekter, men man kan jo også – som Joseph Braybook – rekonstruere 230.000 km2 af Storbritannien ved hjælp af beskedne 22 milliarder Minecraft-klodser. Eller seværdigheder som Notre Dame, Frihedsgudinden, Mount Rushmore, Akropolis og utallige andre, som ihærdige sjæle har opbygget og stillet til rådighed for download. Det må da være gefundenes Fressen for enhver skolelærer, at børnene leger med den slags af egen fri vilje.
Verdens syv vidundere genskabt i Minecraft. De arkitektoniske muligheder for at skabe eller genskabe noget helt fra grunden er en del af forklaringen på det totale fravær af almindelig, voksen computerspilsskepsis, når det kommer til Minecraft
Det digitale redskabsskur
Men lad os vende tilbage til det indledende mysterium. For trods alle de mange nævnte komponenter i spillets succes er det påfaldende, hvordan børn og voksnes kærlighed til Minecraft har været lige stor. Og her er det måske igen spillets lidt ufærdige karakter, som bliver et aktiv.
Minecraft er som et samlesæt (hvor det ufærdige jo netop er en dyd) eller som et hobbyprojekt, som forælder og barn kan hygge sig med sammen. Det stiller krav til os på en måde, som er helt nostalgisk. Det her er jo, interfacemæssigt og til dels også grafisk, netop sådan, man lavede dem dengang, far var dreng. Det kan godt være, at nutidens mega-spil tilbyder sofistikeret lysspil i skumsprøjtet fra en hestehov i strandkanten, men Minecraft illustrerer en af alles yndlingspointer: Det er ikke teknikken, og det er ikke udseendet, det kommer an på. Spillet er en hyldest til kreativiteten, som tiltaler os som kompetente individer uden behov for sukret overflade. Så måske er mysteriet alligevel ikke så stort: Selvfølgelig skulle Minecraft blive en succes.
Links:
The New Yorker: A Journey to the end of the World (of Minecraft)
Mojang and UN presents: Block by Block (Minecraft som værktøj til byplanlægning)
The Telegraph: How Minecraft took over the world
Youtube-film (machinima har) lavet i Minecraft: In the Beginning&
Gangnam Style-parodi lavet i Minecraft: Minecraft Style
