Det blev et 4-tal, Helle

Kære Helle Thorning-Schmidt. Som lovet får du her et par siders retorisk feedback på din 1. maj-tale. Jeg tager afsæt i dagens første tale hos 3F i Holstebro.
af Christina Pontoppidan
Lad mig starte med en karakter – jeg ved jo, at du er meget optaget af tal. Jeg har valgt at give talen karakteren 4. Det kan lyde som en hård dom for en tale, der bestemt også indeholder lyspunkter, men jeg mener, at talen på flere punkter skyder forbi målet. 
 
Helle Thorning-Schmidt indledte 1. maj hos 3F i Holstebro i morges. Selvom Helle Thornings budskab var klart, var hendes tale fyldt med retoriske svagheder. Foto: Claus Bonnerup/Polfoto
 
Men lad mig starte med det positive, som gør, at du består. Først og fremmest skal du have ros for at imødekomme den ofte gentagne kritik af, at du glider af på kritik og mangler selverkendelse. Her leverer du faktisk den efterspurgte selvkritik. Og ikke nok med det – du gør det elegant med tretrinsraket og glimt i øjet, så den ikke er til at overse:
 
”Jeg ved godt, at der til tider står en meget høj sø om Socialdemokraterne. Jeg ved godt, at alle ikke har været enige i alle beslutninger. Og jeg ved godt, at det ikke er alle, som har lyst til at få en selfie med kaptajnen.”
 
Det er sprogligt veloplagt, og selvironien klæder dig – og udløste da også ægte latter hos 3F i Holstebro. Selvkritikken præger ikke resten af talen, men at den ikke fylder rent kvantitativt i talen, betyder ikke så meget, når den fylder kvalitativt. Det er helt sikkert en af de passager, som talen vil blive citeret og husket for.
 
Jeg vil også rose dig for at vente med at formulere kritikken af oppositionen til den sidste tredjedel af talen. Det var noget af det, du fik hug for sidste år, hvor kritikken af oppositionen gennemsyrede din tale fra start til slut. Men kritikken af oppositionen fylder ikke desto mindre stadig en tredjedel af din tale. Det er ret meget, men kan godt forsvares inden for rammerne af en 1. maj-tale, der trods alt er synonymt med kamp – og det kræver jo, at der er en politisk modstander at kæmpe imod.
 
Problemet er, at du mangler retorisk gennemslagskraft i den del af talen, der handler om Socialdemokraternes eget projekt. Jeg mener, at din tale mangler blik for den særlige retoriske situation, som 1. maj udgør – både hvad angår dens fokus og din fremførelse.
 
Et af lyspunkterne i Helle Thornings 1. maj-tale hos 3F i Holstebro var, at hun holdt igen med kritikken af oppositionen til sidste tredjedel af talen – en klart forbedring fra sidste år, hvor kritikken gennemsyrede fra start til slut. Foto: Jens Dresling/ Polfoto
 
Mennesker drukner i investeringer
Grundlæggende lider din tale under en form for performativ selvmodsigelse – en modstrid mellem talens form og indhold. Du taler om at fokusere på mennesker, men de forsvinder i opremsninger af tal. Du taler om fællesskab, men retorisk skriver du dig ud af dit eget fællesskab. To eksempler fra talen:
 
”Vi har i disse år det højeste niveau for offentlige investeringer i 30 år. Vi forbedrer virksomhedernes vilkår. Og om kort tid fremlægger vi nye vækstinitiativer. Vi bliver ved.”
 
”Vi skal give flere mulighed for at blive voksenlærlinge. Og det skal være muligt at tage uddannelse på 80 procent af dagpengene. Hvert år vil vi bruge 500 millioner kroner ekstra på uddannelse. Det betyder, at 16.500 ufaglærte kan få en uddannelse i løbet af de næste fem til seks år. Det er dét, en socialdemokratisk ledet regering gør. Det er dét, jeg vil. Investere i mennesker og tage ansvar for hinanden.”
 
"Investeringer”, ”virksomheder” og ”vækstinitiativer” parret med procenter, millioner, antal ufaglærte og femårsprognoser afspejler et retorisk fokus, der ligger langt fra 3F’erens hverdag.
 
Prøv at lytte til din formulering om, at du vil ”investere i mennesker”. Virkelig lytte. Kan du høre det? Det er rendyrket Venstre-retorik. Du kommer til at reducere mennesker til en investering, som skal kunne betale sig. I socialdemokratisk optik burde det være mere nærliggende at tale om omsorg, anerkendelse, respekt eller, ja, kamp for mennesker. Det er tydeligt, at du og din taleskriver har besluttet, at ’menneske’ skal være et nøgleord i talen (optræder seks gange), men det nytter ikke noget, at du taler om mennesker, hvis du ikke taler til dem.
 
I det lys er det sigende, at: Ordet ’vækst’ optræder seks gange i talen, mens ordet ’fællesskab’ kun optræder fem gange, og ordet ’solidaritet’ er helt fraværende. Retorisk er der ikke meget vundet ved at kritisere oppositionen, hvis din tales fokus og sprog i højere grad afspejler en Venstre-vælgers sprogbrug og virkelighed end en socialdemokratisk kernevælgers.
 
For meget valgkamp og for lidt arbejderkamp
Det er, som om du har glemt, at det er en 1. maj-tale. Det gentagne ”Danmark er tilbage på sporet” og luftige løfter om ”gang i hjulene”, ”fuld beskæftigelse”, ”større tryghed” og ”meningsfuld uddannelse” lugter mere af valgkamp end af arbejderkamp.
 
En 1. maj-tale er en lejlighedstale – en tale, der skal fejre nuet og bekræfte fællesskabets værdier. Men i stedet for at tale dig ind i kollektivet, bruger du tiden på afsenderorienteret retorik, hvor du opregner regeringens resultater i stigende eksporttal og dalende arbejdsløshedsstatistikker.
 
Helt konkret savner din tale pathos. Du taler om ”fællesskab”, men du skaber det ikke. Du siger i din afslutning, at ”Danmark er et fantastisk land”, men du tegner ikke billedet af dette fantastiske land. Du fordømmer modstanderne, men du forsømmer at beskrive et konkret politisk projekt, som 3F’eren i Holstebro kan relatere sig til. Du har nogle få linjer om et besøg på et ældrecenter i Horsens, men bortset fra det er der meget få konkrete eksempler fra en virkelighed, som sosu’er, sygeplejersker, politimænd, murersvende og den store gruppe ledige kan genkende sig selv i.
 
Hvad betyder det for eksempel helt konkret, når du siger, at ”Nu skal den ledige i centrum”? Hvem er denne ledige? Hvad er det for en virkelighed, der møder hende hver morgen, når hun har sendt manden på arbejde og ungerne i skole, og hun sidder alene hjemme foran computeren i en forgæves søgen efter et job på Jobnet? Denne kamp hører dine 1. maj-tilhørere, dine potentielle vælgere, intet om. Eller nogen anden kamp, som den moderne arbejder måtte genkende sig selv i. At sætte ord og ansigt på hverdagens helt konkrete kampe kunne have hævet talen fra tom valgkampsretorik til en passioneret 1. maj-tale. 
 
En af de helt store retoriske svagheder i Helle Thornings tale var det manglende fokus på fællesskabet. Foto: Jens Dresling/ Polfoto
 
Ufri fremførelse
Fornemmelsen af det manglende engagement afspejler sig desværre i din fremførsel. Du sidder fast i en uheldig staccato-diktion, som får dig til at fremstå monotont-maskinel. Jeg ved, at du har hørt dette før, men den manglende variation bliver særligt problematisk i en 1. maj-tale, der kalder på dynamik og kampgejst.
 
Prøv at lægge mærke til publikum på optagelsen fra Holstebro. Her vil du se, at publikum begynder at vende blikket væk fra talerstolen, som talen skrider frem. Det er et tydeligt tegn på, at du ikke kommer nok ud over talerstolen. Din fremførsel er ganske enkelt ikke forpligtende nok for publikum.
 
Det ville have styrket din fremførsel, hvis du havde lært flere passager udenad, så du kunne levere dem frit. Jeg kan især savne, at du kunne frigøre dig fra manuskriptet i eksemplet fra Horsens plejecenter. Du har jo været der, så det virker utroværdigt, at du bliver nødt til at læse om din egen oplevelse for at kunne huske den – så kan den jo ikke have gjort særligt stort indtryk på dig.
 
Også de passager, hvor der er arbejdet med sproget, burde leveres mere kraftfuldt. Det gælder for eksempel punchlinen ”Det skal altid være dit cpr-nummer og ikke pinkoden på dit dankort, du skal huske hos lægen.”, som ikke rigtig får den pondus, den fortjener, fordi du er for bundet af manuskriptet.
 
Kropsligt har du tydeligvis forberedt gestik, som skal understøtte dine pointer. Det er som udgangspunkt fint. Problemet er bare, at du ikke altid er helt i synk med din egen gestik. Prøv for eksempel at se den del af talen, hvor du siger ”Vi kan ikke risikere, at Danmark igen kører i grøften”. Her er din højre hånd ude over grøften, før du får sagt det. Det understøtter indtrykket af dit manglende nærvær. Det bliver så disciplineret, at det bliver uengageret.
 
Din fremførsel er så afgjort mest fri og fyndig i den sidste tredjedel af talen, hvor du kritiserer oppositionen. Det ville være godt, hvis du kunne få noget af den energi ind i den positive beskrivelse af Socialdemokraternes politiske projekt.
 
Jeg håber ikke, du synes, at min feedback er for hård. 4-tallet afspejler min vurdering af, at tilhørerne kunne have fået meget mere 1. maj for pengene – en tale, hvor de blev set mere, og hvor de fik mere Helle at se.
 
Mange venlige hilsener
Christina
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job