Hvordan virker det åbne kontor? Hvordan påvirker det effektivitet, stress og så videre? Den litteratur, jeg har kigget i, er forbløffende uklar i sine konklusioner. Enkelte studier er meget positive, andre særdeles skeptiske, flere er lorne ved at drage endelige konklusioner.

Arkitekternes tyranni?

Er de åbne kontorer et udtryk for arkitekters og konsulenters våde drømme, snarere end drevet af en eller anden form for håndgribelig rationalitet? Ina Kjøgx Pedersen slår i hvert fald de toner an (Weekendavisen, 09-02-07): Dels skulle det åbne kontorlandskab signalere netop åbenhed og bløde demokratiske værdier; dels siger Anne Sarto, direktør for arkitektfirmaet Mtre, samme sted, at ”Arkitekter har altid siddet sammen med hinanden i fælles arbejdsmiljøer. De er vant til at færdes i det og kan ikke se barriererne. Desuden har de måske også en fascination af åbenhed og smukt dagslys.”

Hertil må man spørge: Hvem (fanden!) ser demokratiske og bløde værdier i det åbne kontor? Jeg ser fx overvågning, stress og dårligt indeklima. Og dernæst: Er det ikke en principiel og grundlæggende fejltagelse at lade arkitekter få indflydelse på, hvordan man skal organisere en arbejdsplads? En anekdote, jeg har hørt fra flere kilder, er, at arkitekterne/designerne bag renoveringen af Politikens Hus for år tilbage gerne ville komme en gang om ugen for at checke, om de ansatte nu også overholdt de forskellige regler, som arkitekterne nu havde sat op: ingen papirer eller familiebilleder på bordene, ingen gardiner trukket for, der kunne tage det pæne lys osv. Hvem er det, der har bildt arkitekter ind, at de overhovedet skal begynde at overveje den slags ting?

Det åbne kontors etik

Hvor der er en temmelig stor sociologisk og psykologisk litteratur om det åbne kontors velsignelser og forbandelser, er der forbløffende lidt om, hvad man kunne kalde det åbne kontors etik. En ting er, hvordan det åbne kontor faktisk virker på personer og på effektiviteten, på vidensdelingen og på bundlinjen. Men hvad med etikken?

Det er nemt at blive lyrisk om emnet og spinde lange ender over, hvordan det åbne kontor minder om Benthams forslag til et perfekt fængsel, Panoptikonnet. Det kan man så vende og dreje ud fra sin foretrukne Foucault-læsning – eller man kunne gå ud og tage opvasken.

Imidlertid springer jeg opvasken over og kaster mig over et par forslag – på bedste open office-agtige maner er de selvfølgelig til åben diskussion: Her er et udkast til det åbne kontors etik.

• Først og fremmest gælder der to overordnede principper: 1) klare aftaler, og 2) aftaler, der så vidt muligt kan accepteres af alle

Klare aftaler, der regulerer adfærden, er et bolværk mod, at enkelte regelbrydere underminerer systemet. Aftalerne er selvfølgelig til diskussion; men det er vigtigt, at hvad end man aftaler, så udtrykkes det klart. Og det er vigtigt, at de aftaler, der indgås, så vidt muligt kan accepteres af alle. Dette stiller store krav til den enkeltes fleksibilitet, især til dem, der opfører sig som speedede DAMP-børn, i den ene ende af spektret og til dem, der allerhelst arbejde i et gravkapel, i den anden ende.

Derudover er der god ræson i følgende etikette-regler med stærke etiske overtoner:

Den Balinesiske Baderegel

På Bali er nøgenhed forbundet med skam. På den anden side værdsættes hygiejne meget højt. I fraværet af luksuriøse baderum har balineserne udviklet et effektivt filter, så de ikke ”ser” badende mennesker. De fattige balinesere er i stand til at stå tre meter fra en flok badende skønjomfruer og simpelthen ikke se dem. Det samme bør gælde på det åbne kontor. Lad være med at glo.

Det er ikke Robinson

På det åbne kontor er arbejdsindsatsen tydeligere end på det klassiske kontor. Det bliver især meget tydeligt, hvem der er til stede og hvornår man er tilstede. Her er der en tendens til, at en enkelt kan blive siddende lige fem minutter ind i pausen, eller efter arbejdstid, hvilket får en mere til lige at sidde fem minutter, hvorefter en til lige sidder ti minutter osv. Men det åbne kontor er ikke pælesidningskonkurrencen i Robinson. Slå hårdt ned, hvis det åbne kontor udvikler sig til usund konkurrence.

Bob Marley Rules!

Ifølge Bob Marley er det sådan, at ”Every little action deserves a reaction” (udtales med fed jamaicansk accent). Hvis bossen misbruger den magt, der ligger i det åbne kontor, så reager! Hvis en medarbejder ikke overholder de gældende aftaler, så reager! Det åbne kontor kan ganske vist spille de enkelte ud mod hinanden, men omvendt kan det fremme en kollektivitet. Hvor fedt mon det er for den emsige boss at blive mødt, ikke af et tavst enkeltmandskontor, men af et tavst 28-mandskontor. You got the Power!

Tal afdæmpet

”Ohøj Sømand – vi ER i land!” Mange, især mænd, taler MEGET HØJT i telefon eller RÅBER gennem lokalet. Men altså, vi er i land, sømand. Ingen grund til at prøve at overdøve Biscayens bølger.

Interessefællesskaber

”Så spændende er det heller ikke” En del mennesker forstår ikke, at andre ikke deler deres brændende interesse for golf/biler/indendørs indretning/den nyeste med Ricky Martin. Udvis tolerance over for de monomane, men husk at trække en grænse. For så spændende er det heller ikke.

Mit bord er mit kongerige

Privatliv er i forvejen stærkt begrænset på det åbne kontor. Alle har ret til et fedt skrivebord – eller i hvert fald selv at bestemme over deres skrivebord. Ingen brok over, og ingen snagen i, hvad folk har på og i deres skrivebord eller workstation.

Metareglen

Endelig, den vigtigste regel: ”Regler er til for at få tingene til at fungere, ikke for at slå hinanden med.” Den er så i det mere seriøse hjørne. Men alle regler skal fortolkes og forstås i en bestemt kontekst. Det gælder også dem her.