Votemans fald og storhed
Folketingets skandalevideos store brøde var, at den virkede alt for godt. En af ophavsmændene fortæller her om opgaven og forløbet.
Efter Voteman-videoen blev hevet af, eksploderede internettet med skøre gif’er, kopi-Voteman-videoer, masser af larm på Twitters #voteman, merchandiseprodukter, afstemninger på Ekstra Bladets Nationen! og meget mere. Tegning: Ercan Bozdogan
“Den her film får fat i nogle unge, der normalt ikke bliver fanget af noget som helst politisk. Om den får folk til at stemme, ved jeg ikke. Men de har fået budskabet om, at der er valg 25. maj, og det er en sejr. De deler den på Facebook, og de diskuterer den og er opmærksomme” – Morten Ryom, formand, Erhvervsskolernes Elevorganisation i Ugebrevet A4.
“Oprindeligt vurderede vi, at valgdeltagelsen ville ligge meget tæt på rekorden på 59,5 procent fra 2009, men efter Voteman-debatten føler vi os overbeviste om, at vi også passerer 60 procent. Uanset om man er enig i filmens budskab, så har debatten nemlig bragt valget ind på lystavlen hos de unge vælgere” – Thomas Holm, Oddssætter, Betsafe i Jydske Vestkysten.
Efter mere end 3,4 millioner visninger, 6000 Voteman-tweets, et hav af tv-indslag, ledere, ekspertanalyser, perspektiver fra diverse danske medier og udenlandske som Guardian, Frankfurter Allgemeine, Washington Post, Le Monde etc. etc. er der, efter kun FIRE højdramatiske dage, ufatteligt mange meninger om Folketingets spektakulære fiaskovideo Voteman.
Men når alt kommer til alt, står kun et eneste relevant spørgsmål tilbage: Leverede Voteman og hans springskallesmækkende kampdelfiner varen?
Filmens knusende enkle mission var 1) gå viralt og 2) engagér førstegangsvælgere, vær en ‘samtalestarter’.
Den dystre baggrund for præmissen er det faktum, at kun 29 procent af førstegangsvælgerne stemte ved sidste EP-valg, og at alle mere … øh, velopdragne forsøg på at engagere denne gruppe hidtil har været uden afgørende effekt.
Volden er nok Voteman-videoens trods alt mest kontroversielle element – hvis den ærede læser har glemt det, afhugges et hipsterhoved allerede seks sekunder inde i filmen
Gik filmen viralt? Over al forventning og mere til. Engagerede den? Måske sværere at svare entydigt på, men i lyset af citaterne ovenfor, tilfældige aflæsninger af de m-a-s-s-i-v-e mængder tweets og diskussioner på diverse sociale medieplatforme og debatfora, samt denne totalt uvidenskabelige streetpoll, skal man være en ualmindelig uengageret hipster for ikke at fornemme at, jo – dét gjorde Voteman sgu nok.
Voteman says: Mission accomplished.
… Får Voteman så også de unge til at stemme? Det finder vi måske aldrig ud af, men stiger valgdeltagelsen den 25. maj blandt de unge, som bookmakeren ovenfor altså spår, er målet jo nået, uanset hvad der gjorde udslaget.
Tak for opmærksomheden – stem den 25. maj!
Og nu – ekstramateriale for resten af pengene:
'Voldelige' og 'sexistiske' Voteman
Vidste teamet bag Voteman ikke, at folk ville gå amok, når filmen så dagens lys? Ja og nej. Selvfølgelig blev der snakket om for eksempel KVINFO i forhold til haremsbilledet, men største fokus var på volden, som alle anså som filmens trods alt mest kontroversielle element (hvis den ærede læser har glemt det, afhugges et hipsterhoved allerede seks sekunder inde i filmen, 50 sekunder senere lemlæstes en ung vælger i en sky af kastestjerner fra EU's flag, kort efter mishandles syv unge mennesker i en tornado af afstumpet og bestialsk vold). Jo, vi vidste godt, at haremsbilledet muligvis ville skabe en smule ballade, men alles øjne var trods alt rettet mod volden. Endegyldigt fik delfinerne faktisk mere sympati fra offentligheden end de ellers totalt massakrerede unge mennesker.
Jan Rahbek, der instruerede og fik ideen til Voteman, var hele tiden klar over, at kønsdelene i de to sexscener skulle pixeleres, alene fordi det simpelthen var sjovere. Men en af animatorerne synes alligevel, det var vigtigt, at der var noget ‘rigtigt’ inden under, så et eller andet sted ligger der en harddisk med en virtuost animeret kæmpepenis, som verden forhåbentligt a-l-d-r-i-g kommer til at se. I en tidligere version var der også mere blod, men efter minutiøs og omhyggelig analyse blev der skåret noget ned på dén effekt.
Så jo, naturligvis er Voteman både voldelig og sexistisk. Men filmen er ikke sexistisk, den er en parodi – den griner af den hysterisk politisk ukorrekte Voteman.
En indrømmelse: For mit eget vedkommende var den sexistiske kritik den mest ærgerlige dimension af Voteman-eksplosionen, for nok skulle Voteman fremstå provokerende, men jo absolut ikke sårende. Heldigvis skrev Lilian Munk Rösing et veloplagt forsvar for filmen i Politiken på dag tre, som i hvert fald hjalp nogle mennesker med at grine mere frit. På min Facebook-side gjorde jeg i øvrigt opmærksom på, at teamet var glade for Rösings endorsement, men kort efter fik jeg denne besked nedenunder: “Glæd dig ikke for tidligt, Thomas Thorhauge – du har pådraget dig min og andres vrede […]”, fra en vred feminist – og så gik der ellers et par nervøse timer med at forklare og formilde og beklage, men tror nu nok, jeg kan holde op med at kigge mig over skuldrene …
Dilemmaet
Okay, okay, pænt-selvfede-Team-Voteman, men kan I alligevel ikke se, at det var grotesk uforsvarligt og upassende, at Folketinget skulle stå som afsender af en film som Voteman, uanset hvor megen kløgtig ironisk distance og metalag, den dækkede sig ind under?
Fremragende spørgsmål, som peger videre på projektets vildt vanskelige dilemma:
– Skal Danmarks folkestyres øverste parlamentariske institution – Folketinget – fortsætte med at forsøge at engagere landets vælgere i et velmenende og respektabelt teselskabs ånd, ELLER skal Folketinget vedstå sig at være hele det danske folks demokratiske omdrejningspunkt og gå i dialog med folket ude i den ikke altid lige velpolerede virkelighed?
Eller sagt på en anden måde: – Skal Folketinget være en del af problemet eller en del af løsningen?
Det lyder muligvis enkelt for os udenforstående, men for Folketingets politikere og øvrige personale er det ikke helt så enkelt. Både inden for og uden for Borgen mener mange næppe overraskende, at Folketinget skal behandles med samme delikate værdighed som for eksempel Kongehuset. Men dels står det ikke nogen steder i Grundloven, og dels er denne 'værdighedsbarriere' måske en af årsagerne til, at visse befolkningsgrupper i Danmark enten gaber kæberne af led eller direkte ørler over tanken om danske eller europæiske politiske processer.
BONUS: Kan vi friste med Voteman-klipklappere? Eller en Voteman-kop? En hel merchandiselinje dukkede op, 48 timer efter videoen blev publiceret
Men tilbage til dilemmaet, som i sidste ende var Mogens Lykketofts. Skal det danske folkestyre vove pelsen, risikere nogle ridser i lakken, mod til gengæld at engagere et segment, der af alle mulige grunde vender ryggen til valg ELLER fortsætte med de sædvanlige metoder, som med stor sandsynlighed ikke opnår nævneværdig effekt, men som til gengæld opretholder protokol?
Lykketoft nikkede, som han sagde i pressen. The rest is history.
'Dumme' Voteman
Det er klart, at sidder du, kære læser, og sukker med snuden nede i Marcel Prousts ‘På sporet af den tabte tid’ og drømmer om et samfund, hvor popmusik er udskiftet med tolvtonemusik, hvor børn laver veltalenhedsøvelser og studerer nyttige opfindelser, inden de i nypresset pyjamas puttes i seng med hænderne behørigt over dynen, kan et fænomen som Voteman indlysende ikke værdsættes eller accepteres på nogen som helst måde.
Teamet var nok klar over, at ikke alle ville identificere delfinerne som Vladimir Putins kampdelfiner, spotte referencerne til 70’er-grindhouse-film og så videre, men vi undrede os gevaldigt over, at visse kritikere ikke fangede den ellers komplet åbenlyse parodi/satire/ironi i Voteman-figuren. Men fair nok: Jan Rahbek, idemand og instruktør, fortalte på AK24syv, at han faktisk synes, at Voteman er sej, hvorimod jeg hele tiden har set en af de der brutale håndlangertyper, som despoter i skindemokratier anvender for med vold at få sagesløse vælgere til at stemme på sig.
Det mest relevante spørgsmål i forhold til Folketingets spektakulære fiaskovideo er: Leverede Voteman og hans springskallesmækkende kampdelfiner varen?
Til gengæld så alle i teamet, at ideens kerne var at vise det politiske establishments magtesløshed over for uengagerede vælgere og lave fis med det. Forestil dig et Danmark, dette verdens lykkeligste, fredeligste og mest ukorrupte land, komme dertil, at det må hyre rockertyper for at få folk til at udføre deres demokratiske forpligtelser. Det er sgu da ikke en 'dum' vittighed, nærmere en virkelig tragikomisk vittighed.
Endvidere synes alle, det var sjovt også at gøre nar af 'sex og vold', når man skal have fat i 'de unge' (udtales med tungen udspilet mod underlæben). Der skulle skrues op, så stemningen i filmen blev hysterisk, latterlig – en parodi på viral markedsføring.
Kombinationen af disse radikale virkemidler er af kritikere fremhævet som 'talende ned til de unge' og som 'værende fordummende'. Men viralt succesfulde produkter bliver ganske enkelt ikke delt energisk, hvis de opfattes nedsættende af dem, der skal dele – jo, selvfølgelig deler folk også ting, som er ‘for meget’, men det forkludrer ikke Votemans mission. I de nu mere end 3,4 millioner visninger behøver man næppe analytikere til at regne ud, at mange views kommer fra udlandet, og at folk kigger med for at se skandalen, trafikuheldet. Men disse egenskaber gør stadig filmen til en samtalestarter, også i forhold til EP-valget. Voteman ER for meget – men ikke nedsættende og ikke belærende.
Hvordan undgår man, at Voteman, denne tilsyneladende exceptionelt spekulative konstruktion, virker nedsættende? Man samler naturligvis et hold, som ikke bare er skidedygtigt, men som ligesom idemanden og konsulenten har stor passion for dårlig smag. Man realiserer sin ide med true love, så glimtet i øjet tindrer for real – integritet, ikke paternalistisk-opbyggelig. Man giver da ikke sådan en opgave til et bureau, vel? Og denne model er i øvrigt også langt mere økonomisk konkurrencedygtig og dermed minimalt udbyttende over for skatteydernes penge, jojo.
Conchita Wurst, enter Voteman
De mange internationale reaktioner knyttede sig indlysende til Folketingets retræte, men de fleste af dem, jeg så, havde alle rubrikker med glimt i øjet = bare rolig, Danmarks renommé tager ikke skade, tværtimod ligger begivenheden i slipstrømmen på Conchita Wursts spektakulære sejr i MGP, som forargede en helt anden lejr. Washington Posts “Denmark’s insane Voteman cartoon uses porn, dolphins to get out the vote”, Vices “Denmark’s Parliament Tried to Engage the Youth Vote with Blowjobs and Decapitated Hipsters” og Slates “Danes Get Out the Vote with Sex, Violence, and Cinammon Rolls” (med iagttagelser a la “Certainly the edgiest cartoon I've ever seen that includes a reference to agricultural subsidies”) ramte humoren i filmen præcist. Selvom den mere nøgterne skandalevinkel bibeholdtes hos for eksempel CNN, var der i den anden grøft mindre medier, der gik planken ud herunder Foreign Policys “This is the Greatest Get-Out-The-Vote Video Ever Made” eller Vocativs “The Cartoonists Behind it Feel no Shame” (som i øvrigt viser konceptskitser og andet godt fra processen), som mere entydigt havde blik for den grundlæggende opbyggelige kerne i Voteman-filmen. Vi håber stadig, den dukker op hos Jon Stewart en af dagene.
Frygten for fiasko
Processen startede i slutningen af januar, i god tid inden EP-valget den 25. maj (husk nu og stem, ellers …), men arbejdet med et andet, mere vandkæmmet koncept (læs mere her) stjal tid fra produktionen, så der blev endegyldigt arbejdet hurtigt med Voteman. FOR hurtigt? Det mener jeg ikke. Produktionen foregik særdeles tæt på EU-Oplysningen og Folketingets Kommunikationsenhed, og under processen var der mange møder, diskussioner, evalueringer og så videre. Afgørende var en visning for elever på et københavnsk gymnasium, der fortalte os, at Voteman delte vandene, men at den virkelig connectede og satte debat i gang – med andre ord opfyldte den nøjagtig de parametre, der var opstillet for opgaven, men succesen kom jo så samtidig med halshuggede hipstere, kampdelfiner og haremsex – Voteman kom ikke til verden sådan lidt ved en tilfældighed.
Martin Krasnik har sammenlignet Voteman-videoen med P. Diddys 'Vote or Die'-video, animeret af South Park-teamet, der for ti år siden rent faktisk mobiliserede unge stemmer i USA
Måske, kære læser, er du nu lidt træt af den lovligt kække tone i denne feature. Det beklager jeg, det er ikke for at lyde pralende eller noget, men ligesom i alle de andre features på Kforum om vellykkede projekter er det bare lidt svært at holde begejstringen i velopdragen ave. Men heldigvis kommer nu moment of despair 1 og 2:
Rent faktisk var flere af os skidebange op til launch. Vi så klart, hvad det var for en fætter, vi slap løs og havde diskuteret mulige reaktioner i forhold til succes, men med ingen, gentager ingen, penge til distribution eller launch, sad i hvert fald jeg og tænkte: “Der er ingen, der gider se denne her film. Og dem, der gør, har set langt vildere ting.” Da filmen endelig breakede tidlig mandag eftermiddag, sad jeg klinet til computerskærmen og kiggede på antallet af views: 31 … (refresh, refresh, refresh) … 39 … (refresh refresh etc etc) 72! YES!! Øhhh ... gisp.
VOTE OR DIE!
Frygten for, at ingen ville se Voteman, blev sådan set udstillet ret klart af Pressen på P3, som cirka seks minutter inde i dette ret skægge indslag totalt naragtiggør, hvor lidt grænseoverskridende og edgy Voteman-videoen i virkeligheden er.
Mandag, dag 1, bringer DR den allerførste artikel om Voteman: 'Animeret oralsex og tæsk skal få de unge til at stemme', og derfra startede lavinen med først og fremmest SF's Özlem Cekic og LA's Anders Samuelsens heftige kritik. Det var der nok ingen på Team Voteman, der syntes var særligt skægt. Men et par andre indslag tikkede også ind, for eksempel en artikel fra Metroxpress, hvor en valgforsker som den første havde fat i den lange ende. Martin Krasnik havde også sine klarsynbriller på samme aften i DR2's Deadline, hvor han mindede om P. Diddys 'Vote or Die'-video, animeret af South Park-teamet, som for ti år siden rent faktisk mobiliserede unge stemmer i USA. Tidligt næste morgen i P1 erklærede samfundsforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet sig stærkt begejstret for Folketingets frække film. Men sjovt var det alligevel ikke.
Filmen blev som bekendt hevet af om tirsdagen, cirka 20 timer efter den var lagt på, efter at have opnået 265.172 visninger. Der var humøret helt nede i kulkælderen, alt føltes totalt surrealistisk på den værst tænkelige måde. Men lige så stille begyndte modreaktionerne at tikke ind, folk kom på banen og krævede Voteman tilbage, internettet eksploderede med skøre gif’er, masser af kopi-Voteman-videoer lagt op på alskens videotjenester, masser af larm på Twitters #voteman (Twitter var som platform den måske mest entusiastiske, men det er jo også der, alle de ærlige og progressive sætter dagsordenen), merchandiseprodukter, afstemninger på Ekstra Bladets Nationen! og meget mere. I virkeligheden dybt forudsigeligt, for Voteman var blevet dømt for hurtigt og for hårdt, og da slet ikke af målgruppen, og derfor var det ikke sært, at han måtte genopstå som en martyr.
Ekstra Bladets Nationen! var ikke i tvivl
Og vips! Så kom de internationale medier på, og Poul-Erik Skammelsen stod i sin spændstigt pegende positur foran TV2-nyhedernes pædagogiske kæmpeskærm og pegede på et billede af Voteman med overskriften 'Verdenssucces'. Helt absurd blev det af, at stakkels Jan, som selveste CNN prøvede at komme i kontakt med, stod ude i sit hus i Rødovre og primede sit nye cementgulv i badeværelset med sin svigerfar, der angiveligt ikke viste den store forståelse for Votemans far midt i orkanens øje. Men derfra kom meldinger a la nærværende reportages indledende citater, og alt føltes faktisk godt – og gradvist bedre og bedre. Vi mener, det nærmest er et objektivt faktum, at Voteman har sejret like a rising Phoenix.
Selvom, selvfølgelig, kun Mogens Lykketoft kender Mogens Lykketofts indre skakbræt.
Instruktør og idemand bag Voteman, Jan Rahbek, var fanget af handyman-forpligtelser i sit domicil i Rødovre, da verdenspressen ringede
