Fra et kommunikationsperspektiv kan man jo lave den grundlæggende analyse, at fortællingerne over en årrække er forsvundet ud af partiernes offentlige profil, og at dét er årsagen til, de næsten alle sammen – Dansk Folkeparti og Enhedslisten er behørige undtagelser - i dag mangler evnen til at fremstille deres grundideer i fast form.
I fortællingsbegrebet ligger andet og mere end retorik, dvs. bestræbelserne på at finde nøjagtigt de fraser, der af én eller anden overfladisk grund antages at ”virke.” Fortællingsbegrebet rækker dybere. Det omfatter de vandbærende lag, der ligger i ethvert fællesskab, og som ikke uden videre kan ignoreres af de partier og bevægelser, der gør krav på bred, folkelig tilslutning.
I et historisk perspektiv forekommer det mig, at vi i Danmark haft fire sådanne politiske fortællinger, der på mange måder er typiske for et lille og homogent samfund, og som er af langt større betydning for landets politiske liv end tidens evindelige, æstetiske diskussion om, hvem der er mest til højre og mest til venstre, mest elitære og mest folkelige.
Fire fortællinger, som store og folkelige partier skal forholde sig konkret til, som de skal frame og gøre dem til deres egne.
-
Det enkelte menneskes muligheder. Vi har her at gøre med historien om det enkelte, hårdtarbejdende menneske, der ikke er født med en sølvske i munden, men som ved hårdt arbejde får skabt et godt liv for både sig selv og sin familie. Historierne om Lykke-Per, Pelle Erobreren og Mads Skjern. Historierne om hårdt arbejde, kort sagt - og om, at nasseri og fribilletter faktisk ikke er i orden. Selvmålet fra Özlem Cekic og SF er her et godt eksempel: Man slipper ikke afsted med at klynke, med fyldte lommer.
-
Det solidariske samfund. Historien om et samfund, hvor ingen lades i stikken. Solidariteten, der sten for sten blev til den danske velfærdsmodel, og som ingen for alvor kan være imod, fordi det er svært at være hjerteløs i et overskueligt samfund som det danske.
-
Det særligt danske. I denne historie er nationen Danmark et land omgivet af barbarer. Det bedste land, de ordentligste mennesker. Historien om det nationale, har altså ikke nødvendigvis noget positivt indhold, historisk nærmest tværtimod. Ikke desto mindre: Fortællingen lever og vil også gøre det i en mere generøs form.
-
Den herskende klasse. Den sidste historie handler om de få, der beriger sig på flertallets bekostning. En universel historie om uretfærdighed, der indlysende nok er drivkraften i fortællinger fra Biblen til moderne, effektive biograffilm – og som i et politisk lys ofte handler om folket mod eliten, den lille mand mod bureaukratiet.
Tilsammen trækker de fire fortællinger på erfaringer og følelser, der kan genkendes af de fleste. Små partier har det privilegium, at de kan vælge eksotiske synspunkter som eksempelvis, at det ikke skal kunne betale sig at arbejde (som SF og Enhedslisten synes at mene), at Danmark er en forældet størrelse, eller at den herskende klasse skal fredes. Men ønsker man bred tilslutning, skal historier fortælles i en moderne og relevant form.
Lad os bruge Socialdemokraterne som case – og her komme med lidt inspiration. For det første fortællingen om mulighederne for det enkelte menneske. Mulighederne for de flittige og dygtige unge, der i dag holdes ude fra arbejdsmarkedet. Entreprenørerne, der i dag brandbeskattes. Mulighederne, kort sagt, for de dygtige og de flittige, de kreative og de anderledes – i et samfund, der skærer hænderne af dem, der vil, og belønner dem, der ikke gider. Dét skal også Socialdemokraterne adressere. Så hurra for Socialminister Karen Hækkerup, der gik ind og tonede rent flag i forhold til Özlem Cekics pinagtige selvmål.
For det andet fortællingen om solidariteten, hvor det vel aldrig var meningen at give op imod 90% af alle borgere mulighed for personlig andel i udbuddet af overførselsindkomster. Solidaritets-begrebet bliver nu engang lettere meningsløst, når enhver erhvervsaktiv dansker må aflevere mellem 40 og 70 procent af sin erhvervsindtægt til velfærdsstaten i form af skatter, moms og afgifter.
For det tredje fortællingen om det danske, der jo har vist sig mere bæredygtig og måske også mere nødvendig end venstrefløjen i årtier har villet været ved. Nationalfølelsen lever og kan jo sagtens formuleres med stolthed.
Endelig fortællingen om den herskende klasse, hvor nogen efterhånden må berette konjunkturfortællingen, om dengang bank- og finanssektoren og spekulanterne på børsen i årevis blev fredet, mens hårdtarbejdende danskere blev straffet med konkurser og arbejdsløshed.
Gode fortællinger, så politiske som nogen.