Den redigerende magt

Skrevet af

Anker Brink Lund
Professor

3 artikler

0 indlæg

Politik har udviklet sig til en tilskuersport, men journalisterne og politikerne er lige gode om det. Det viser er forskningsprojekt på Institut for journalistik på Syddansk Universitet.

Kronik bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten 11.11.2002

”Medierne har stor politisk magt. Men det behøvede ikke betyde alverden, når det kun er politikerne, der lader sig påvirke.” Med denne spidsformulering karakteriserer forhenværende amtsborgmester Erling Tiedemann meget rammende nyhedsmediernes magt i det repræsentative demokrati. Vi har ved Institut for Journalistik på Syddansk Universitet gennemført et omfattende forskningsprojekt, der sandsynliggør, at Tiedemann har fuldstændig ret: Den journalistiske redigering af virkeligheden påvirker de folkevalgte og andre politiske aktører væsentlig mere end befolkningen i bred almindelighed.

Resultaterne af forskningsprojektet sætter i det hele taget spørgsmålstegn ved hævdvundne myter om mediernes magt og magten over medierne. Det fremgår blandt andet, at man på dette felt ikke kan nøjes med at rette kritik mod journalisterne og deres redaktører. Også politikere og embedsværk må påtage sig en væsentlig del af skylden for, at politisk virksomhed har udviklet sig til en tilskuersport med presse, radio og tv som de vigtigste kamppladser.

Vi har analyseret samtlige danske nyhedsmedier med særlig henblik dækningen af det, der i journalistjargon kaldes ”inde på Slotsholmen”, ”nede i EU” og ”ude i kommunerne”. Desuden er repræsentative stikprøver af befolkningen, beslutningstagere og mediefolk blevet interviewet om, hvad nyhedsmedierne bør, og hvad de faktisk gør i dagens Danmark.

Journalistiske rutiner
Det fremgår, at journalister formår at sætte meget forskelligartede emner på den politiske dagsorden. Men vi nøjes ikke med at analysere spektakulære enkeltsager. En væsentlig pointe er, at hverdagens rutinejournalistik i langt højere grad end spektakulære enkeltsager er med til at redigere publikums holdning til politik. I det perspektiv er magt ikke primært en besiddelse, journalister har, men aktiviteter, som mange – med og uden politisk embede – udøver i indbyrdes konkurrence om publikums opmærksomhed.

Magten manifesterer sig ikke mindst i de mange sager, medierne helt undlader at beskæftige sig kritisk med. En typisk nyhedsuge, hvor Folketinget er i session, indgår der forbavsende mange journalistiske arbejdstimer med rutinedækning af forholdene på Slotsholmen. Men gennemgangen viser, at den redigerende indsats – på trods af indbyrdes konkurrence om at komme først med det sidste – som regel resulterer i markant ensartethed på tværs af de enkelte redaktioner.

I praksis beror den redigerende magt primært på journalistiske rutiner. Når et emne eller en hændelse først af folketingskorrespondenterne er placeret på dagsordenen som en landspolitisk begivenhed, er der gennemgående professionel enighed om, hvordan den skal beskrives, hvem der skal interviewes og hvilke andre emner, der må vige i kampen om den begrænsede spalteplads og tilmålte sendetid.

Journalisterne er institutionelt nærmere knyttet til hinanden som profession end til politiske partier og deres redaktionelle chefer. Det journalistiske rutinearbejde foregår gennemgående på givne præmisser og almen accept af politisk korrekte problemdefinitioner. Når regeringspartierne således citeres tre gange så meget som den samlede opposition, er det ikke udtryk for partipolitisk højre- eller venstreorientering eller borgerlig dominans i nyhedsmediernes ejerkreds. Der er snarere tale om normer og rutiner, der får medierne til at søge enkle svar på komplicerede spørgsmål.

Der er registreret enkelte tilfælde, hvor politikere har forsøgt at udnytte deres privilegerede kilde-status til at opnå særlige favører. I alle de analyserede tilfælde er sådanne pressionsforsøg blevet afvist af de involverede mediefolk. Der er heller ikke andre data, der tyder på, at dækningen af det parlamentariske liv i Danmark domineres af manipulerende kilder end sige professionelle spindoktorer. Der er snarere tale om et fortroligt og ligeværdigt samspil mellem politikere og journalister, som i det store og hele er enige om, hvilke sager der på et givet tidspunkt hører hjemme på den landspolitiske dagsorden.

Den kollektive enighed i nyhedsvurderingen medfører, at den parlamentariske opposition har vanskeligt ved at få principielle synspunkter markeret i den løbende nyhedsdækning. Afvigende problemdefinitioner henvises til dagbladenes læserbrevsspalter, der ofte domineres af helt andre synspunkter end dem, der præger den parlamentariske debat.

Kampen om den lokale pengekasse
I den lokalpolitiske dækning er nøgleordet nærhed. De fleste lokalredaktioner har monopol i deres dækningsområde. Til gengæld sætter begrænsede ressourcer i form af tid og journalistisk arbejdskraft snævre rammer for udfyldning af den redaktionelt tildelte plads på dagbladenes geografisk opsplittede lokalsider. Kommuner uden dagbladskonkurrence bliver stedmoderligt behandlet, og kommunalpolitiske sager tages kun undtagelsesvist op af medier uden regional forankring.

Mængden af redaktionelle enheder for den enkelte kommune ligger nogenlunde konstant fra uge til uge. Hvor meget stof, der bringes om de enkelte kommuner, afhænger kun i begrænset omfang af journalistisk vurderede hændelser eller lokale beslutningstageres evne til at spille nyhedsværdigt ud. Rutinejournalistikkens omfang afhænger mere af den plads, som den lokale nyhedsinstitution på forhånd har defineret som passende til det pågældende lokalsamfund.

Partipolitik spiller næsten ingen rolle i rutinejournalistikken mellem kommunalvalgene. Til gengæld dækkes udspil fra bekymrede borgere og eksperter i større grad end tidligere. Groft sagt er der tendenser til, at mediedækningen forskydes fra lokalpolitik som borgerligt ombud til serviceadministration med fokus på brugernes rettigheder.

De deraf følgende enkeltsager kan tjene forskellige interessenter som afsæt for udøvelse af politisk indflydelse. Aktører med adgang til nyhedsinstitutionen kan profilere egne mærkesager og spille forskellige myndigheder ud imod hinanden. Nogle gange er der nærmest tale om administrativ sagsbehandling i det offentlige rum.

Sammenlignet med den landspolitiske dækning lægges mindre vægt på holdningskonflikter og mere på offentlig service med økonomiske argumenter i centrum. Ikke kun når kommunale myndigheder tilsyneladende svigter konkrete brugere, men også når lokalsamfundet udsættes for trusler påført udefra, f.eks. fra Slotsholmen eller EU. Grundlæggende hersker der enighed om lokalpatriotiske præmisser og provinsielle problemdefinitioner. I det lokale nyhedsunivers placeres ansvar for forringelser helst hos amtet, på Christiansborg eller i EU, hvorimod æren for forbedringer gerne tillægges lokal indsats.

Nede i EU
EU-stoffet har væsentlig lavere prioritet i den danske nyhedsinstitution end den landspolitiske og lokalpolitiske nyhedsdækning. EU-stoffet betragtes som besværligt set ud fra et professionelt ønske om at bringe relevante nyheder og meninger til et bredt publikum. Redaktionssekretærer henviser til, at de færreste danskere prioriterer stoffet højt på deres subjektive nyhedsdagsorden. Der tilbydes ganske vist væsentlige og konfliktfyldte sager, men ofte er de så komplicerede, at journalister har svært ved at skabe identifikation og nærhed. Det er vel at mærke ikke ensbetydende med, at redigerende aktører holder sig tilbage med at rådgive publikum om, hvad de bør mene om europapolitikken. Sammenlignet med de to andre former for politisk journalistik blandes nyheder og kommentarer i langt højere grad på EU-området.

Den konsekvente nedprioritering af dansk nyhedsstof om EU kan tages som udtryk for manglende folkeligt engagement. Men det kan også vurderes som massiv udøvelse af redigerende magt i form af undladelsessynder og blinde vinkler blandt journalister og beslutningstagere. De fleste har tilsyneladende accepteret, at Danmark er en del af EU, men ikke at EU er en del af Danmark.

Anskuet i et magt-perspektiv er det tankevækkende, at danske medier har 119 medlemmer af Folketingets Presseloge og over 1000 medarbejdere beskæftiget med kommunale forhold. Derimod er der kun 16 journalistiske medarbejdere stationeret i Bruxelles, selv om væsentlige dele af den politiske magt af betydning for danskerne udøves ”nede i Europa”.

Perspektivet indsnævres yderligere af mediefolkenes gensidige afhængighed. Hertil kommer, at netop fordi journalister i hverdagen er tæt knyttet til samarbejdsvillige autoriteter, bliver det vigtigt med jævne mellemrum at demonstrere initiativ og uafhængighed i landspolitikken. Derfor kan provinsielle enkeltsager præge den politiske dagsorden i kortere eller længere tid.

Professionaliseret pressekontakt
Svaret fra det politiske system har i de seneste år været at professionalisere pressekontakten. Det bekymrer journalisterne, der betragter tendensen som udemokratisk. De ændrede vilkår kan dog også betragtes som en logisk konsekvens af, at politisk virksomhed er blevet reduceret til en tilskuersport. På den baggrund forventer publikum ikke kun kvalificerede dommere og linjevogtere, men også dygtige strateger på udskiftningsbænken. Det medfører ikke kun flere professionelle frispark, men også mange målsøgende dødboldsituationer. Samtidig får anonyme embedsmænd og partipolitiske amatører mindre spillerum på midtbanen.

Disse politiske tendenser kan vel at mærke ikke ensidigt bebrejdes nyhedsmedierne. Årsagerne må søges i publikums modsætningsfyldte forventninger til folkestyre og velfærdsstat. Men da konsekvenserne af de ændrede vilkår for politisk virksomhed manifesteres døgnet rundet i presse, radio og tv, opfattes massemedierne gerne som ondets rod. Uden at det dog på afgørende vis synes at underminere den troværdighed, som er helt afgørende for journalistisk udøvelse af redigerende magt.


Den redigerende magt - nyhedsinstitutionens politiske indflydelse
af Anker Brink Lund
Aarhus Universitetsforlag, 2002
225 sider, 228 kr.

Kan købes hos Aarhus Universitetsforlag: www.unipress.dk eller hos boghandlerne.

Relaterede artikler

Public Journalism – De nye journalistiske spilleregler - Public Journalism er en ny journalistiske genre, der grundlæggende ændrer pressens rolle fra at være...
Meta-avisen – alle journalisters og spindoktorers skræk - Medierne er nu blevet så magtfulde, at det er på redaktionerne det vigtigste politiske arbejde laves, og så kan politike...
Journalist vs. journalist - Skal journalisten pleje politikerens image? Det synes en del skriverkarle for tiden. Andre afslører magtens mænd. Men hv...
For få spindoktorer i dansk politik - I stedet for at stække regeringens spindoktorer burde Folketinget styrke ministeriernes kommunikation. Folkestyrets p....
Mediemarkedet historisk og institutionelt - Anker Brink Lund netop blevet udnævnt til professor i Media Management and Communicative Governance ved CBS Internationa...
Extreme Democracy - Det repræsentative demokrati lider af et demokratisk underskud. Det er en gammel nyhed. Men en gruppe politiske aktivist...
Hvordan man slår en historie ihjel - Godt spørgsmål. Du kender nok allerede svaret, for det sker hver eneste dag. Lede kapitalister, korrupte politikere elle...
DJØFokratiets tjener - ”Danmark har fået en grå regering” skrev Politikens mangeårige redaktør for lederkollegiet Lars Trier Mogensen i 2011. ”...
Mediernes game frame har vundet - Medierne er blevet glade for at frame politik som et spil frem for at dække substansen i politiske sager. I dag handler ...

Giv din stemme

6 stemmer
4,2/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Netværk

Webansvarlige

Kun få ledige pladser

Se alle Læs mere

Job

Praktikant

Frist: 6. november kl. 12.00

Kommunikatør

Frist: 6. november kl. 16.00

Studentermedhjælper

Frist: 25. oktober kl. 12.00
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Intensivt forløb til dig

Content marketing bootcamp

Start 26. oktober
Fem halve dage i oktober og november

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.