Den politiske forbrydelse

Forbrydelsen begynder helt traditionelt. Nanna Birk Larsen, en smuk ung gymnasieelev, findes myrdet. Som type er hun sprunget lige ud af hverdagen. Hun var tilsyneladende - for det meste - glad for sin skole og sin familie. Hun har haft lidt knas med sin bedste veninde og et opgør med sin tidligere kæreste, men hvem har ikke det? Hun har skrevet en erotisk stil til sin dansklærer og lånt bøger af ham privat. Langtfra ualmindeligt. Men når man begynder at rode under overfladen, i kældre, lagerrum og garager og ikke mindst i de psykiske lag hos de involverede, tegner der sig nogle uklare konturer af et andet billede, både af Nanna, hendes gymnasiekammerater, lærerne og hendes familie. Frem dukker en dobbelthed, hvor mordet er både politisk og privat.

Forbrydelsen fortsætter. Artiklen er genpubliceret. Den er første gang bragt på Kforum i marts 2007.

 

Når konturerne er uklare, skyldes det for det første, at Forbrydelsen ikke er afsluttet, og vi ved efter sæsonafslutningen næste søndag stadig ikke, hvordan den ender. For det andet er der tale om en føljeton, der stadig twister og deler sig. I modsætning til Ørnen og Rejseholdet, hvor vi havde med en eller flere forbrydelser at gøre i hver del, fokuserer Forbrydelsen på én bestemt forbrydelse – og på dens forgreninger og tråde ud i samfundet. Det giver en helt anden rytme og et helt andet univers, når der kun er ét mord.

 

Under overfladen

Mordet peger på mange hemmeligheder. Nanna levede måske ikke kun som den pæne pige, men havde muligvis også et skjult seksuelt forhold til en ukendt, erfaren mand. Veninden Lisa holder sine informationer tæt ind til kroppen. I gymnasiemiljøet eksperimenterer kammeraterne uhæmmet med sig selv og hinanden under den fatale karnevalsfest. Dansklæreren Rama er ikke kun involveret i udbredelsen af Karen Blixen, men også i forskellige aktiviteter i indvandrermiljøet. Han forsøger bl.a. at redde et offer for et tvangsægteskab. Men hvorfor siger han det ikke, hverken til sin kone eller til politiet? Hvorfor alle disse fortielser og løgnehistorier?

 

Familiefar Theis Larsen med det solide flyttefirma bærer med sin kriminelle fortid rundt på adskillige lig i lasten. Og hans makker Vagn, der næsten er som et medlem af familien, virker lidet tillidsvækkende. Theis er i Bjarne Henriksens skikkelse en indelukket karakter og en mand af få ord. Desto stærkere virker den indre kamp mellem lovlydighed og selvtægt, mellem pligt og lyst, der primært formidles gennem blikket. Det skifter mellem dump fortvivlelse og arktisk kulde. Pernille, der spilles med matchende intensitet af Ann Eleonora Jørgensen, appellerer tydeligvis til kuldeinstinktet – men er hun klar over, hvad hun gør? Hvorfor er der ikke styr på økonomien? At det hus, hele familien efter planen skulle flytte ind i, er ramt af svamp, er et symbol på en hjemløs familie, som ikke længere kan finde rundt i alle hemmelighederne og løgnene.

 

Det politiske niveau

Forbrydelsen er en klassisk thriller. Genrebetegnelsen ’thriller’ går på den spænding, der er koblet til mordet og opklaringshistorien, men den er også træfsikker i forhold til det politiske drama, der samtidig foregår på Københavns rådhus. Omdrejningspunktet er ikke blot mordet på en ung kvinde, men også et muligt politisk karaktermord. Nikolaj Arcels Kongekabale fra 2004 genaktualiserede det politiske drama i dansk sammenhæng, og her fortsætter det i en anden kombination. Vi står midt i en valgkamp. Det er november, og det politiske dramas dilemmaer og hovedkarakterer minder slående om noget, vi kender. Københavns overborgmester Bremer, skurkagtigt spillet af Bent Mejding i topform, er blevet udfordret af yngre kræfter. Troels Hartmann, nuværende skoleborgmester, er spidskandidat til at vælte ham. Efter sin præstation som Krag i Krøniken Lars Mikkelsen siges at have specialiseret sig i komplicerede politikerskikkelser. Hans fremstilling af Hartmann går rent ind: Han fremstår som fornyeren. Den, der gerne vil kunne se sig selv i spejlet om morgenen, den, der står fast under mediestorm og perfide angreb, den, der sætter samarbejdet med politiet over personlige hensyn i valgkampen. Men er det hele sandheden om Hartmann? Næppe. Også hos ham antydes en dysterhed og en fortid i mange små træk - ved konens gravsted, i replikskifter med kampagnestaben, i pludselige udbrud.

 

Desuden er der noget galt på Københavns rådhus, både i forvaltningen og kampagneledelsen. Endnu kun småting som en forsvunden bilnøgle og et manglende kontokort, men med store konsekvenser. Nogen lækker oplysninger – andre holder dem tilbage. Det skaber usikkerhed om, hvem man kan stole på. Der foregår diverse handler, mere eller mindre godt skjulte afpresningsforsøg, stadige aktioner rettet mod medierne i kampen om positiv opmærksomhed under valgkampen. Hvem der her er skurken, er usikkert. Først blev kampagneleder Morten dømt ude, så kom han ind igen. Så advarede Morten mod embedsmændene. Overborgmester Bremer har under hele processen gjort flittig brug af informationer om gymnasielærere og rollemodeller. Og imens har elskerinde og spindoktor Rie haft travlt med at tilrettelægge nye tiltag og begrænse skaderne – eller har hun? Hun har jo familiær forbindelse til den anden lejr. Også i det politiske liv lurer forbrydelsen i skikkelse af halve sandheder, dubiøse handlinger og forsøg på karaktermord for åben skærm.

 

Parallelverdener

Der er naturligvis forbindelsestråde mellem det politiske spor og det kriminelle. En kampagnevogn, der er blevet brugt af en eller flere af de mistænkte, alliancen mellem Hartmann og Rama om rollemodeller, konfirmeret i basketballkampen, spillet om suspensionen af Rama osv. Alle historierne har både en politisk og kriminel side. Men først og fremmest er der tale om parallelverdener, indrammet af et dobbelt mål og mord. I det ene spor skal forbrydelsen opklares. I det andet spor skal valget vindes. I det ene er mordet sket, i det andet vil det politiske mord måske ske. Den stadige krydsklipning mellem de to spor er motiveret af denne overordnede lighed. Der er muligvis også en parallel mellem Hartmann og Lund. De er begge optaget af døde mennesker, de spiller begge en nøglerolle på hver sit felt, og de har begge svært ved at åbne op i forhold til andre mennesker. Forbrydelsen kommer til at vælte deres private planer. Den truer Hartmanns valgkamp, og den forhindrer Lund i at komme til Stockholm. Begge bliver psykisk påvirket af forbrydelsen.

 

Titler vælges med omhu, og når titlen på DR’s søndagsdrama er Forbrydelsen, fortjener det en kommentar. Den bestemte form knytter sig naturligvis til det mord, det hele begynder med. Mordet repræsenterer den type forbrydelse, der er sværest at forstå og acceptere, mordet på den uskyldige. Lars von Trier kaldte i 1984 sin film om mord på småpiger og den dunkle opklaringsproces Forbrydelsens element. Med Twin Peaks udsendte David Lynch i 1990-91 en af sine mange gennemspilninger af samme tema. Åbningen i første del og ikke mindst Frans Baks dystre musik minder stærkt om Twin Peaks. Det er forbrydelsen som element, dykket ned i de psykologiske dybder, afsøgningen af, hvad mennesker er i stand til, der giver Forbrydelsen sin særlige karakter. Men i modsætning til Twin Peaks er der ikke metafysiske overtoner i Forbrydelsen. I Forbrydelsens element blev opklareren tiltrukket af forbrydelsen, og i Twin Peaks rystedes agent Coopers rationelle verdensbillede af de irrationelle kræfter. I Forbrydelsen er det foreløbig på det politiske niveau, parallellerne melder sig. Her er det den politiske verden, som rystes og som river op i familien.

 

Hvis fingeraftryk?

At det er forbrydelsens element inden for flere sfærer, det drejer sig om, antydes gennem introens genkommende fingeraftryk i ultranært sort-blåt. Fingeraftryk er selv i vores dna-tid stadig et gangbart bevis for en forbryders tilstedeværelse. De fleste politikere vil gerne sætte deres fingeraftryk på sager af betydning, så i den politiske verden er fingeraftrykket en afholdt metafor. Og både i forbrydelse og politik lurer der en afgrund bag hvert hjørne, og alle vil have en finger med i spillet. Ligesom skeletter i skabene kan blive fatale, kan det afgørende fingeraftryk også være det. Æstetisk understreges sammenhængen i det dystre univers og sammenblandingen af niveauer gennem det lille fif, der består i, at resuméet hver gang går direkte over i introen, begge dele med credits indlagt. Seriens eget unikke fingeraftryk.

 

Opklaringens uafklarethed

Det indre kaos i familien matches af uklarhed og kaos i politiets linjer. Vicekriminalkommissær Sarah Lund (Sofie Gråbøl i uformel sweater) er under afvikling, og hendes kommende erstatning Jan Meyer (Søren Malling) er ikke kørt på plads. Deres privatliv er ude på et sidespor. Lunds søn har en rammende replik: ”Du interesserer dig jo kun for folk, når de er døde”. Selv om hun hårdnakket benægter det, dementeres det af handlingen i den forstand, at hun systematisk forsømmer kæreste, søn og mor. Lunds plan om at flytte til Stockholm med sin søn for at leve sammen med sin svenske elskede spiller ikke nogen overbevisende rolle som konfliktpotentiale. Bengt er for vag og for flink – indtil videre. Enhver kan indse, at Lunds rolle ikke uden videre kan droppes, for vi kan ikke stole på, at Meyer kan overtage. Meyer er den utålmodige type, der begår mange forhastede slutninger og er rigeligt kontant. Hans privatliv indeholder stof til detonation, men stadig kun som en antydning, der kan blive aktuel senere. Først og fremmest er Lund og Meyer komplementære i en lidt forudsigelig bad cop/good cop-konstellation. Og helt traditionelt skal de begge stå skoleret over for deres sure chef. Lund viste sig i begyndelsesfasen som den modne politikvinde med forståelse og tæft for sagens parter, men gennem de seneste dele har hendes vurderinger i stigende grad været fejlagtige og angribelige - også ud fra en realistisk politimæssig vurdering. De fleste politifolk ville nok fastslå blodtype fra blodet på en t-shirt, før de brugte den til at rejse anklage med.

 

Forbrydelsens dobbeltspor

At udforske forbrydelsens element ad kriminalitetens og politikkens dobbeltspor er en fornyelse i dansk tv-drama. Det er et interessant eksperiment, der har sine ulemper og sine fordele.

 

Det alvorligste problem er nok den lange føljetons dramaturgi. Den er koblet op på spørgsmålet om at finde gerningsmanden. I kraft af føljetonens længde giver det problemer. Dramaturgien tenderer mod at gå i ring. Først forfølger politiet sporene blandt gymnasiekammeraterne, så droppes de, så blander den ukendte chauffør sig, så droppes han, så er det blandt lærerne, vi finder de mistænkte, så alligevel ikke. Theis har allerede én gang kørt Rama op i et hjørne i del 7. Han slap. Men det samme sker i del 8. Forholdet mellem Sarah og Bengt er præget af hendes gode vilje og dårlige samvittighed, hendes distraktion og optagethed af sagen. Hun agerer som den klassiske mandlige opdager. Gentagelsens gentagelse, den evindelige udsættelse af afrejsen til Sverige, virker rent dramaturgisk ikke velovervejet. Tilsvarende kommer Troels Hartmanns kandidatur gang på gang i fare – og reddes igen.

 

Et indbygget problem med de mange afsnit er de metaovervejelser, seerne tvinges til at gøre sig om, hvem der er morderen. For eksempel ville det være højst politisk problematisk, hvis Rama var morderen. Selvfølgelig er det ikke gymnasieeleverne, fordi der stadig er så og så mange afsnit tilbage. Desuden ved man, at de to spor naturligvis vil mødes - hvad der giver en distance i oplevelsen, hvor metalæsningen let kan blokere for den direkte oplevelse.

 

På positivsiden giver de mange spor, der hele tiden må revideres, og de forskellige fortolkninger af, hvad der virkelig er sket, en realismefornemmelse i forhold til virkelig vanskelige kriminalsager. Tiden angives her gennem datoerne på skærmen – som følges dag for dag, og hvor alt tilsyneladende sammensværger sig om at forhindre opklaring. Den stadigt kredsende dramaturgi kan altså også ses som et greb, der passer til det særlige dobbeltunivers. Kombinationen af handlingstråde, hvor en enkelt afvigende vurdering eller en tilbagetrækning af et vidneudsagn ændrer hele billedet, er også interessant. Det er jo den dobbelthed og uforudsigelighed, der kendetegner både det politiske og det kriminelle.

 

På karakterniveauet er udforskningen af mennesker under pres blandt de indlysende fordele ved at koble det forbryderiske sammen med det politiske. Det gælder for både Theis og Pernille, at de er under et ekstremt emotionelt pres. Men også Rama er presset – først og fremmest af sin succes som rollemodel og gymnasielærer og af alt det, han fortier. De to vicekriminalkommissærer er, som efterforskere skal være, presset af deres chef, men de involverer sig også emotionelt og presser sig til det yderste på grund af sagens karakter. Også Hartmann er hele tiden under angreb, både fra sine egne, fra Christiansborg, fra sine politiske allierede og modstandere. Mordet bliver i den forstand et spejl, som viser de forskellige figurers sande ansigt og skjulte egenskaber både politiske og privat.

 

De dramaturgiske ringslutninger

Den traditionelle begyndelse har altså vist sig at dække over en usædvanlig dramaturgi og en interessant karakterkonstellation, der har sine oplagte faldgruber, men som også er i stand til at levere et nyt perspektiv på forholdet mellem forbrydelse og politik. Gentagelseselementet passer godt til det uldne, konturløse univers, hvor der – som i Theis’ og Pernilles tilfælde – sættes spørgsmålstegn ved forskellen på gode og onde, ofre og bødler. Men hvis det udmønter sig i alt for mange dramaturgiske ringslutninger, skulle Forbrydelsen nok have været skåret ned til det halve.

 

Indtil videre har konceptet dog været i stand til at fastholde også de seeres interesse, der er opflasket med en mere traditionelt fremdriftorienteret dramaturgi. Forbrydelsen har flere gange i februar ligget på 1.600.000 seere. Hvad der uden tvivl skyldes, at det er lykkedes at fortælle historien om en politisk forbrydelse.

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job