Nogle statusopdateringer er utrolig upersonlige: "Skal til møde med borgmesteren", står der den ene dag. "Har været til møde i Sikkerhedsudvalget", den næste. Og en tredje: "Har overrakt pris til månedens medarbejder". Nogle er reklame: "Der er 15% på klipning i min nye salon". Nogle er forfærdelig klichefyldte: "Tænker, at hvis alle var søde og rare, ville verden være et bedre sted". Og så er der selvfølgelig en hel del, som på en eller anden måde får skrevet mellem linjerne, at de er helt utrolig fede og overskudsagtige personer: "Nåede lige til spinning mellem frokost med den franske ambassadør og reception for min nye bog". "Fik parkeret Smilla Veronika til violin, mens Cornelius Augustus var til casting på ny børnefilm".

Er statusopdateringer impression management?
Det er meget godt og sjovt alt sammen. Men kan man lave en teori om statusopdateringer? Et sæt af begreber, der fanger om ikke alle, så i hvert fald de fleste, op? Da mennesket af natur er et væsen, som forsøger at redegøre for ting, det oplever, med den størst mulige forklaringsøkonomi, kan heller ikke jeg lade være med at stille den type spørgsmål.

En mulig ramme for at forstå statusopdateringen, er, at den udgør en form for impression management. Præmissen for teorien om impression management er, at alle mennesker forsøger at afgive udtryk, der stemmer overens med det indtryk, de ønsker, at andre skal have af dem selv. Sådan set meget enkelt. "Jeg ønsker, at alle opfatter mig som helt vildt overskudsagtig", er der måske en, der tænker. "Ergo presser jeg så mange eksempler på succes og overskud, den overhovedet kan trække, ind på mine statuslinjer". Eller: "Jeg ønsker, at alle kan se hvor effektiv, jeg er i mit job. Ergo gør jeg alt for at fremstille mit arbejdsliv som et heltekvad i mine statuslinjer".

Men hvis teorien om impression management skal være god, skal den også virke på andre tilfælde end disse, der er meget oplagte. "Jeg ønsker, at alle skal kunne se, jeg ikke har noget liv og nogen venner - derfor skriver jeg hyppigt om hundeluftning". "Jeg ønsker, at alle skal kunne se, jeg er en krejler for Vorherre - derfor skriver jeg om små rabatter i min frisørsalon i min statusopdatering". Eller: "Jeg ønsker, alle skal kunne se, at jeg er en doven slambert - derfor skriver jeg om mine motivationsproblemer i mine statusopdateringer".

Det er svært at forestille sig, at mennesker har lyst til at gøre den slags ufordelagtige eller uflatterende indtryk. Derfor er jeg lidt skeptisk over for tanken om, at statusopdateringer først og fremmest er impression management.

Er statusopdateringer talehandlinger?
En mere lovende, teoretisk ramme kunne være teorien om talehandlinger. En af teoriens kerner er, at tale kan opfattes på tre måder. Den lokutionære dimension, som er, at man i det hele taget siger noget. Sætter luften i svingninger, slet og ret. Den illokutionære dimension, som er, at man udfører en handling ved at tale. For eksempel kan man udføre handlingen "at forpligte sig" ved at sige ordene "jeg lover dig, at ..". Til sidst er der så den perlokutionære dimension: at man opnår en effekt ved at tale. "Er her ikke lige lovlig koldt?" siger direktøren. Hvorefter en underordnet person rejser sig og lukker vinduet. Til de perlokutionære talehandlinger hører - ud over de indirekte ordrer - insinuationer, fine hentydninger og den slags.

Skal man have forskellen på den illokutionære og den perlokutionære dimension på plads, kan man forsøge at huske, at man netop opnår illokutionære effekter ved at udtale bestemte ord: "love", "døbe", "udnævne" og så videre. Mens en sikker måde til at undgå en bestemt perlokutionær effekt, er ved at sige dens navn. Sætningen "jeg insinuerer hermed.." kan være mange ting; men aldrig i livet en insinuation.

Den sproglige legeplads
Når jeg ser ud over mængden af statusopdateringer, forekommer den mest overbevisende forklaring på, hvad der foregår, mig at være, at her har vi en sproglig legeplads. Og nærmere bestemt: en perlokutionær legeplads. Det, opdateringerne går ud på, er med andre ord - som sproghandlingsteoriens ophavsmand, J.L. Austin formulerede det - at gøre ting med ord. At skabe effekter af enhver tænkelig art inden for de rammer, pladsmanglen sætter: at overraske. At underholde. At more. At flirte. At imponere. At insinuere. Alt muligt, som kun kan lade sig gøre ved, at man ikke direkte siger, hvad det drejer sig om.

Derfor tror jeg også, at man skal opfatte de lidt for let forståelige opdateringer på samme måde, som man skal opfatte de mennesker, der falder på skøjtebanen. De er uden tvivl kommet for at have den samme slags morskab som virtuoserne. De er bare ikke kommet så langt i deres personlige udviklingsproces endnu.

Selvfølgelig er der intet at dette, som ville give mening uden et publikum. Derfor er det elementært korrekt, når man taler om sociale medier. På den anden side er der også behov for at være mere præcis. Det er en social situation såvel at optræde som at være publikum - medlevende eller mere passivt. Men det er en særlig og asymmetrisk situation, der for eksempel adskiller sig fra andre sociale situationer som konversationen, der i princippet er egalitær, og hvor ordet går på omgang. Eller det formelle møde, hvor der er deciderede procedureregler for, hvem der taler og hvornår ordene gælder som beslutning.

I statusopdateringer optræder man med større eller mindre sproglig ækvibrilisme foran et publikum. Showet går ud på at fyre perlokutionære talehandlinger af, og publikum applauderer mere diskret ved at "kunne lide", eller mere støjende ved at byde ind med en kommentar. Derfor er der også behov for en analyse af selve showet som social form, men det må blive en anden gang.