Niels Krause-Kjær
Lars Løkke - et portræt af Danmarks statsminister
Jyllands-Postens Forlag. 272 sider

Anmeldelse
Dette er den første sammenhængende fortælling i bogform om Lars Løkke Rasmussen, og den kommer til at stå længe. Der er flere grunde til, at Niels Krause-Kjær er lykkedes med denne biografi. Han har blik for en god historie. Han evner at skrive og dramatisere, så det fænger. Og så er han bedre end så mange andre til at forstå og analysere politik.

Vi får hele historien om Lars, der i velfærdssamfundet i 1960'erne og 1970'erne voksede op i et lavere middelklassehjem, om hvilket den alt andet end prangende nordsjællandske provinsby Græsted strakte sig. Fritiden gik med at gå til spejder og spille fodbold med børnene i parcelhuskvarteret.
Det ligner en helt normal ungdom, hvis ikke lige Lars var blevet elevrådsformand og fik held med at få gennemført sin første mærkesag: At få overdækket cykelstativerne på Helsinge Gymnasium. Siden bliver Lars familiens første student og hidtil eneste akademiker.

Lars engageres i VU i lokalområdet. Han stiger hurtigt i graderne i kraft af sin indiskutable politiske begavelse og bliver en meget populær VU-formand. Efter VU-tiden render han imidlertid ind i en stribe nederlag, som får ham til at overveje at droppe politik.

Skandaler skives af
Meget få politikere har som Løkke overlevet så mange skandaler. Man husker bilagssagen fra tiden som amtsborgmester i Frederiksborg Amt - det får et helt kapitel i bogen - og så var der taxituren uden bon med TV 2's kamera på bagsædet.

Krause-Kjær tager os med tilbage til 1989, da Løkke som VU-formand formøblede 200.000 kroner mere på sin EU-valgkampagne, end der var budgetteret. Det var ved samme lejlighed, at Løkke - efter lidt for meget valgfest aftenen forinden - brændte Venstres nestor, tidl. økonomiminister Anders Andersen, af. Han mødte aldrig op på Andersens gård til et frokostarrangement til ære for EU-kandidaten.

Som spejder arrangerede han en koncert med firser-vokalbandet Blast (med Hanne Boel), der endte i en eklatant publikumsfiasko, og hvor Løkke rendte fra regningen med henvisning til, at han kun var 17 år og derfor umyndig, da han underskrev kontrakten.

Bogen bringer flere anekdoter af samme skuffe, og de tegner ikke alle et flatterende billede af Løkke. Omvendt får vi også historierne om "den modige Lars Løkke", der ad uvejsomme bjerge og forklædt som kvinde drager til Afghanistan, hvor han sætter livet på spil. Eller til Nordkorea, hvor han sammen med andre VU'ere - kortvarigt - demonstrerer mod selveste Kim Il-Sung, landets daværende kommunistiske despot.

Lars Løkkes farverige tid som ungdomspolitiker skildrer Krause-Kjær journalistisk nøgternt og uden moraliseren. Vist klædes Løkke af, så man ser ham stå nøgen med alle sine fejl, laster og mangler, men Krause-Kjær overlader den endelig dom til læseren. For nogle vil der være tale om tilgivelige ungdomssynder, for andre selve beviset på, at statsministerens anløbne karakter allerede kunne spores i ungdommen. Præcis som befolkningen har delt sig, efter at Løkke - med bilagssagerne in mente - alligevel blev statsminister.

Bunden nås i 1990
I december 1990 rammer Løkke bunden af sin politiske karriere, da han mod egen forventning ikke bliver valgt til Folketinget. Nu står han med sin halvfærdige jurauddannelse, store studiegæld og gravide kæreste på 19 år. Det er imidlertid her, man ser Løkke træde i karakter, som den sejtrækker, som han også er. Han gør sit jurastudium færdigt på ingen tid, får sig et konsulentjob, bliver i 1993 viceborgmester i Græsted-Gilleleje, hvor han begynder sine liberale eksperimenter med frit valg-modeller i kommunens ældreservice. I 1994 bliver han MF på Venstres alleryderste mandat, i 1997 amtsborgmester og i 1998 Venstres næstformand. Løkke griber alle chancer, der byder sig, knokler hårdt og målrettet mod sine mål. Og når dem.

Ved systemskiftet i 2001 bliver Løkke indenrigs- og sundhedsminister. Det giver ham en bane til dels at udtænke og med tiden gennemføre større politiske reformer af sygehusene og den kommunale struktur. Løkke er således både arkitekt og chefforhandler i stort set alle VK-regeringens større reformer, senest som finansminister i forhandlingerne om skattereformen. Løkke er på ingen måde vellidt blandt oppositionen. De mener, at han gennemgående enten har snydt dem under forhandlingerne eller smidt dem ud, for så siden at gennemføre reformerne alene med Dansk Folkeparti. Krause-Kjær formår - så godt det nu kan lade sig gøre - at beskrive og diskutere, om der er noget om snakken. Det er et spørgsmål, hvor svaret afhænger af, hvem man spørger.

Lavpraktikeren Løkke
I Venstre-hierarkiet har Løkke i de første mange år ikke nogen nem gang på jorden. Daværende partiformand Anders Fogh Rasmussen respekterer ikke Løkkes hang til værtshusbesøg ud på de små timer og anden "udisciplineret" livsførelse. Men med tiden vinder Løkke også Foghs anerkendelse, og fra valget 2007 er ingen længere i tvivl om arvefølgen i Venstre. Altså lige indtil Hørsholms konservative borgmester og tidl. amtsrådsmedlem Uffe Thorndal begynder at delagtiggøre medierne i Lars Løkkes bilagsregnskab fra hans tid som amtsborgmester.

Krause-Kjærs konklusion er, at Løkke er en pragmatisk, liberal samfundsingeniør, der gennem hele sit politiske virke har været mest optaget af at finde lavpraktiske løsninger med det formål at reformere den offentlige sektor. Bagsiden er, at Løkke er en til tider kynisk og brutal magtudøver, som får det mere end almindeligt svært den dag, hvor han måtte komme i opposition.

Det er en overordentlig velskrevet biografi, som tegner både interessante, lyse og dunkle sider af landets nye regeringschefs personlighed. Den er også ret overbevisende i afkodning af Lars Løkkes politiske grundholdninger, afdækningen af hans arbejdsmetoder og i analysen af, hvad der måtte være hans politiske projekt.

Indirekte portræt af kritikere
Vi får også i et par glimt et indblik i Krause-Kjærs arbejdsmetode, hvor han har interviewet centrale personer, der har medvirket i bogen, og som på sin måde også tegner et lille, men sigende portræt af dem. Det gælder især Hørsholms hævngerrige Uffe Thorndal, som startede sagen om Løkkes bilag, og Syddanmarks Regionsborgmester Carl Holst, der i 1998 stod i spidsen for den kampagne, der fik valgt Løkke som ny V-næstformand for næsen af Farum-borgmesteren Peter Brixtofte.

Når Krause-Kjær beskriver Lars Løkkes tid i ungdomspolitik i slutfirserne, er læseren godt hjulpet. Forfatteren kender, i kraft af sin nogenlunde samtidige KU-fortid, selv alt til kulturen i det ungdomspolitiske miljø på dette tidspunkt. Og måske netop derfor evner han at beskrive miljøet og tiden ganske troværdigt. Det er muligvis en observation for feinschmeckere, men det lægger til i denne anmelderes vurdering af biografiens mange kvaliteter.

Lidt langt mellem afsløringerne
Skulle man dryppe lidt malurt i det ellers flot fyldte bæger, så må det være, at der er lidt langt mellem bogens afsløringer. Måske kommer de i en anden Løkke-biografi, som skulle være på vej. Statsministeren og hans kildenetværk, venner og familie har medvirket i Krause-Kjærs projekt. Det gør de til gengæld ikke i den kommende udgivelse.