Forleden blev computerfirmaet Dell ristet i Kontant. Det var ikke kønt. Til gengæld var det en stiløvelse i dårlig medieoptræden. Sagen var dårlig, men håndteringen var katastrofal. En mikroanalyse viser, hvordan direktør Stig Jørgensen gang på gang træffer dårlige beslutninger. Mest tragikomisk bliver det, da direktørens telefon ringer, og han prøver at stikke af fra lokalet, hvor interviewet foregår.
Se udsendelsen her.

En af de mange amerikanske måder at udtrykke
vreden over Dells dårlige serviceniveau.
Sagen kort og kontant
Dell er presset.
Firmaet har to omgange været i Kontant, den 2. februar og 9.
marts. Dell bliver anklaget for at levere ringe produkter og
ekstremt dårlig service. Sagen mod dem er lang. Sådan ser
listen over angivelige forseelser ud:
- Produkter bliver leveret med funktionsfejl.
Produkterne bliver ikke udskiftet med nye, men kunderne bliver
spist af med beskeder om selv at reparere.
- Der meldes om ventetider på telefonen
på op til 12 timer.
- Kundeservicen bliver varetaget af et eksternt
firma, der ikke har kompetencerne til reelt at løse
problemerne. Det fremføres også, at firmaet får
penge for at få kunderne ud af røret så hurtigt
som muligt.
- Dells kontrakter er ulovlige. De prøver
at fraskrive sig garantier og reklamationsret.
Forbrugerombudsmanden vil kigge nærmere på den, da den
strider mod dansk lov.
- I de debattråde der findes på
Kontants hjemmeside, skriver anonyme Dell-medarbejdere fra Dells
lokation overdrevent positive budskaber om Dell.
- Sidste år blev Dell sagsøgt i New
York for fire mill. dollar for bedragerisk
virksomhed.
- I Canada kører der for tiden et
gruppe-sagsanlæg mod Dell på baggrund af 119.000
utilfredse kunder.
Stig Jørgensen bliver inviteret i studiet for at svare på
nogle af anklagerne. Hans optræden kan lære os noget om,
hvad man ikke skal gøre. Det bliver til gode råd om altid
at stille op til tæsk, at kende købeloven og aldrig,
aldrig, aldrig få telefonen til at ringe under
interviewet.
Stil altid op til tæsk
Kontant prøver at få fat i Dells
direktør, Stig Jørgensen, for en kommentar. Men det er
fuldstændig umuligt. Der er ikke hul igennem. Efter en
måned kommer han pludselig på banen og indvilliger i et
interview. Strategien har formentlig været at prøve at
ride stormen af. Var det lykkedes, havde strategien
selvfølgelig være effektiv. Men nu bliver direktøren
blot i stedet fremstillet som en kujon, der faktisk har noget at
gemme sig for. Logikken er, at hvis man ikke har noget at skjule,
hvorfor så gemme sig?
Kend loven
Værten Kåre Quist forklarer, hvordan gamle
fru Hansen på halvfjerds får at vide, at hun selv skal
skifte en del i den defekte nye computer. Direktøren erkender
i studiet, at det ikke er rimeligt. Man skal have mulighed for
enten at få en tekniker ud eller selv skifte delen.
Direktøren: "Jeg
vil sige sådan, at det er et område, hvor vi også
har været nødt til træne og instruere vores
personale i, hvordan det her skal foregår, og de' det er
sådan, at vii, at vi vil tilbyde mulighed for, at man selv
ka kaan skifte en del, så har man den i morgen, og dermed
hurtigt, eller at der kan komme en tekniker ud, så tager det
lidt længere tid."
Studieværten: "I
tilbyder ikke, at man kan få en ny computer. I tilbyder, at
man kan reparere den eller lade være. Det er at bryde
købeloven."
Direktøren har sat sig selv i en fælde,
han åbenbart ikke så komme. For det første spiller
han desværre
medarbejderkortet, det vil sige, at han
tørrer noget af skylden af på medarbejderne ved at
anklage dem for at være inkompetente. For det andet har han
åbenbart ikke styr på loven. Han
skulle i stedet have svaret, at gamle fru Hansen
selvfølgelig skal have en ny computer. I stedet roder han
sig ud i søforklaringer, og presser dermed sig selv.
En presset direktør med desperationen
lysende ud af øjnene mens han svarer:
"Eehh, jeg vil, eh jeg vil ikk' sige, vi
øhhh, vi vi bryder kø'
købeloven".
Havde han valgt en anden, klart undskyldende vej til at starte
med, var han ikke havnet i den penible situation.
Få ikke telefonen til at ringe
Mens Stig Jørgensen er mest presset, ringer
hans telefon pludselig. Den har knapt nok ringet, før
følgende udspillet sig:
Direktøren: "Jeg
har altså en aftale, jeg er nødt til
og…"
Studieværten:
"Jamen vi har en aftale om at gøre interviewet færdig,
og vi… og der er ikke gået et kvarter
endnu."
Direktøren:
"Jeeg nævnte for dig, at jeeg havde en
aftale…"
Studieværten:
"Stig Jørgensen, jeg går ud fra, du ikke vader ud i et
interview, vi har prøvet at få igennem i en måned,
sidst brændte i os af, vi havde en klokkeklar aftale i det
sidste program, den aflyste du, så jeg går ud fra, du
gør interviewet færdig nu."
Direktøren
reagerer ikke verbalt på
studieværtens argumenter, men han bliver stående
interviewet ud.
Direktøren
prøver at komme væk: "Jeg har
altså en aftale, jeg er nødt til
og…".
Her ser vi hvordan direktøren prøver at argumentere
for, at han bliver nødt til at gå. Med venstre
hånd i lommen, hvor telefonen er, og højre hånd
oppe som for at markere sit anliggende, påpeger han, at de
havde en aftale om at stoppe efter 15 minutter. På det her
tidspunkt er der gået ca. fem minutter, og det påpeger
studieværten både med ord og
gestikulering.
Ved afslutningen af interviewet trækker
direktøren telefonen op af lommen og mumler noget med, at
han også må til at gå nu. Det ser sådan
ud:

Direktøren
klamrer sig til telefonen som til en redningskrans (markeret
med blåt)
På en
mærkelig måde får telefonen og dét, at han
må videre, lov til at fylde meget under interviewet. Som en
situation, hvor andre handlinger kunne være mulige, virker
det arrogant at have så travlt med at komme væk. Det
er, som om direktøren glemmer, at han også taler til
alle sine kunder og medarbejdere, der ser
programmet.
At telefonen ringer er dog i første omgang
ganske suspekt. Suspekt fordi 1) telefonen ringer, mens
direktøren er mest presset og 2) at han er så hurtig
til at forholde sig til ringetonen som et afsæt for at komme
væk fra interviewet.
Man kan forestille sig kommunikationschefen og
direktøren forberede interviewet. Som en nødline
aftaler de, at kommunikationschefen skal ringe til
direktøren under interviewet, hvis det er ved at køre
af sporet. Som en sidste udvej ville det imidlertid være
bedre at forlade studiet end at fortsætte ud i flere
fælder. Om det faktisk er sandheden, ved vi ikke. Men at
direktøren benytter telefonen som dårlig undskyldning
for at komme væk, er i hvert fald tydelig. Han kunne i
stedet have undskyldt, at telefonen ringer og skyndt sig at
slukke den. Alt andet er møgpinligt.
Det store Dell Hell bål
Alle ved, hvor vigtigt virksomheders image er.
Hvis det rygtes, at Dell leverer elendige produkter og endnu
dårligere service, står det skidt til for forretningen.
I det globale netværkssamfund løber disse historier
hastigt, og forretninger er blevet afhængige af tilfredse
kunder på helt andre niveauer end tidligere. Kunden har
fået større magt, og virksomheder, der ikke yder god
service, hænges hurtigt ud. Hvis direktøren oven i
købet ikke engang er i stand til at træffe de rigtige
beslutninger og sige de rigtige ting, når han bliver
interviewet, bærer han blot mere brænde til det store
Dell Hell bål. Det hjælper så ikke på
situationens alvor, at Dells kommunikationschef Line Ørskov
forlader den synkende skude. Hun starter nemlig som
chefredaktør på Computerworld d. 1. april.
Worldwide Dell kaos
Herhjemme er Dell først for alvor kommet i
søgelyset for nylig. Men i USA har virksomheden længe
været udskældt. Der har været lange diskussioner
af, hvordan Dell leverer dårlige service. På YouTube
får vrede amerikanere luft for deres frustrationer ved at
sætte ild til computere, skyde dem ned, bombe dem, pisse
på dem, etc. Og der er mange lange dokumentationer af
absurde samtaler med supporten.
Dell lies.
Dell suck
Dell burde passe på.
Hvis flere og flere kunder kalder Dell for Hell, er det et problem.
Historien om Dell Hell blev første gang fremført i 2005
af bloggeren Jeff
Jarvis, der skriver et indlæg om
Dell på sin blog Buzzmachine. Overskriften er: "Dell
lies. Dell sucks". Man kan se hele tråden her. Historien om Dell Hell
fortsætter i de store medier som for eksempel
Business Week og bliver
brugt som skræmmeeksempel til konferencer som for
eksempel Executing Social Media Conference.
Dårlige relationer til kunderne fører
virksomheden direkte ned i fortabelsen. At direktør Stig
Jørgensen ikke viser større forståelse for kundernes
ønsker og behov i sin optræden i Kontant er
forbløffende. Det er og bliver en stiløvelse i
dårlig medieoptræden og issues management.