Debattøren Yahya Hassan
Født i danskernes land

Integrationsdebatten har fået en ny stemme. Som ingen før ham formår Yahya Hassan på én og samme tid at repræsentere indvandrernes underklasse og pege på dens problemer. Og han undgår raciststemplet, fordi han selv er en 18-årig knægt fra ghettoen.
Lørdag den 5. oktober kiggede Yahya Hassan ud på de danske avislæsere fra forsiden af Politikens debatsektion. "Jeg er fucking vred på mine forældres generation" stod der i rubrikken, og med ét blev den 18-årige Yahya Hassan slynget ind i den danske debatorkan.
 
Allerede første gang Yahya Hassan dukkede op i den danske
offentlighed, var opmærksomheden enorm. Læs artiklen her
 
Interviewet blev den mest læste artikel i politiken.dk's historie, og da Hassan to dage senere uddybede sine synspunkter hos Martin Krasnik i Deadline, tog orkanen til. Deadline lagde nemlig et link til en 4 minutter og 37 sekunder lang video ud på Facebook. En video, hvor Yahya Hassan læser sit digt "langdigt" op. Det link har i skrivende stund rundet svimlende 4.900 kommentarer. Og siden har enhver avis med respekt for sig selv hevet i Hassans ærme. Han er blevet det hotteste debatstof i landet.
 
Lad mig starte med at gøre en ting klart: Denne artikel forholder sig ikke til Yahya Hassans evner som digter eller til, om hans ytringer er rigtige eller forkerte. Den handler derimod om hans evner og position som debattør.
 
Tæsk, hykleri og socialt bedrageri
Men hvad er det så, Yahya Hassan siger? Jo, kort fortalt angriber han sine forældres generation af flygtninge- og indvandrerforældre for at have svigtet.
 
De har sat børn i verden uden at være klar til det, mener Yahya Hassan. Og Hassans far har ikke alene lært sine børn at afsky det omgivende samfund, han har også givet dem tæsk imens og udført socialt bedrageri.
 
Endelig anklager Hassan underklasseindvandrerne for at have en hyklerisk seksualmoral, et pick-and-choose-forhold til religion og for at skyde ansvaret for egne dårligdomme fra sig. Alt sammen meget stærke budskaber, som Yahya Hassan bakker op med personlige erfaringer i hobetal.
 
Den personlige historie rydder bordet
For når Hassans ankomst i det danske debatmiljø har skabt så stor furore, som den har, skyldes det ikke alene hans kontroversielle budskab. Det skyldes også hans stærke historie og den tårnhøje troværdighed, som denne historie skaber.
 
Et hurtigt kig ud over de sidste års store debathistorier rummer en del af svaret på Hassans gennemslagskraft. De personlige historier slår nemlig hårdt.
 
Først var der Fattig-Carina, som blev slæbt ind i diskussionen om kontanthjælpens størrelse af SF's Özlem Cekic. Godt nok deltog Fattig-Carina aldrig selv i debatten, men hendes historie blev alligevel landskendt. Derefter fulgte den studerende Sophie, som talte for, at hun også var fattig.
 
Efter hende kom Marlene Duus, der med sit indlæg om sin voldsdømte ekskæreste og hans nye job hos Claus Meyer satte balancen mellem rehabilitering af og straf til voldsforbrydere på dagsordenen. Og sidst, men ikke mindst, kom Dovne-Robert, der igen bragte fokus på kontanthjælpssystemet.
 
Ikke alle disse personer har selv opsøgt rampelyset, men da de først stod der, var det klart for enhver, at de havde en utrolig tydelig personlig historie.
 
I debatmæssigt øjemed gælder det generelt, at personlige historier vejer meget tungt på argumenternes vægtskål. Udover at historier i sagens natur er konkrete og har en afsender af kød og blod, som man kan identificere sig med og føle sympati for, er historier også ufatteligt svære at angribe. For modsat for eksempel undersøgelser, hvor man altid kan problematisere præmisserne, er en personlig historie netop personlig. Og det gør, at det selvfølgelig er fortælleren, der bedst ved, hvad han eller hun har oplevet.
 
Hvis nogen bruger en personlig fortælling som argument i en diskussion, er der som modstander derfor grundlæggende kun to veje, man kan gå: Man kan enten prøve at afsløre historien som det pure opspind, eller man kan påpege, at den måske nok er sand, men dog ikke dækkende for den brogede virkelighed.
 
t
Et udsnit af Yahya Hassans Facebook-strøm 
 
Troværdighed skal man gøre sig fortjent til
Men tilbage til Yahya Hassan og hans troværdighed. Det er grundlæggende for al kommunikation, at vi skal finde afsenderen troværdig, hvis vi skal lade os overbevise. Og troværdighed er ikke noget, Yahya Hassan bare har. Det er noget, vi som modtagere selv skal give ham.
 
Det betyder, at både hans forhistorie og hans fremtoning i nuet er afgørende, når vi skal finde ud af, hvor høj eller lav troværdighed, vi hver især vil tilskrive ham. Og her er Yahya Hassan speciel.
 
For udover hans baggrund med kriminel løbebane, problemer i skolen, vold i hjemmet og anbringelser uden for hjemmet, så har hans handlinger det sidste år gjort hans historie helt enestående. Fra at være endnu en indvandrerdreng med lidt for lang straffeattest er han blevet optaget på en meget eftertragtet uddannelse, Forfatterskolen. Og oven i hatten står han nu som 18-årig for at få udgivet sin første digtsamling. Og det på selveste Gyldendal.
 
Han rammer altså debatsiderne med en personlig historie, der både emmer af street credibility og ar på sjælen, men også af succes og social opstigen.
 
Det skaber en helt unik situation, hvor Yahya Hassan kan tale fra ghettoen og lige ind i hjertet på enhver middelklassedansker med hang til Carsten Jensen og kunst i fritiden.
 
Med andre ord besidder Yahya Hassan både en gadetroværdighed og en digtertroværdighed. Og han trækker på begge dele, når han giver sit budskab slagkraft.
 
Yahya Hassans to våben: gaden og sproget
For at starte med den del af Hassans troværdighed, der kommer fra gaden, har han som sagt sin historie. Han fortæller langsomt, men sikkert om problemerne i sin opvækst. Hvordan han sammen med nogle andre "arabere og somaliere" blev sendt hen i et rum, man kaldte "pusterummet", når de i anden klasse ikke kunne opføre sig ordentligt i skolen. Hvordan han havnede på en specialskole på grund af sine "adfærdsvanskeligheder" – et ord, som han smiler lidt af, mens han bruger det. Hvordan hans far gav ham og hans søskende tæsk, og hvordan han sidste sommer var varetægtsfængslet for røveri.
 
Han har et imponerende ordforråd og taler et formfuldendt og flydende dansk, men med en smule accent, der røber, at han ikke er opvokset udelukkende blandt dansktalende. Og så bruger han ord, som ingen etnisk dansk debattør (i mangel på bedre betegnelse) ville kunne tage i sin mund uden at blive stemplet som racist og skubbet baglæns ud ad tv-studiet.
 
Yahya siger ting som "en masse dumme perkere", "I er fandme i danskernes land", og "alle mine fætre er kriminelle". Og han beskriver fødselsfrekvensen i familier som sin egen således: "Så er det typisk arabiske familier, at man lige laver 6-7 i streg." Han siger kort sagt ting, som han kun kan slippe af sted med på grund af sin baggrund.
 
Endelig konstaterer han tørt om sociologen Aydin Soei, at "han skal bare holde sin kæft". Når man ser og hører Yahya Hassan, er man ikke et sekund i tvivl om, at han ved, hvordan tingene forholder sig i indvandrerunderklassen, og at han taler dens sprog.
 
Men denne indsigt og det budskab, Yahya bringer på banen, bliver yderligere forstærket af hans digtertroværdighed. For på trods af barske barndomsminder og et til tider brutalt sprog, fremstår Yahya alligevel distanceret, reflekteret og velovervejet.
 
En ting er hans ydre. Som han sidder der i Deadline-studiets designermøbler sammen med Martin Krasnik ligner Yahya Hassan enhver anden universitetsstuderende med lidt farve i huden. Han bærer mørkeblå bukser, brune lædersko, en lys, ensfarvet skjorte og har det krusede hår samlet i en pisk i nakken. Og så har han endnu en feature, der vil gøre enhver digterspire grøn af misundelse. På højre håndkant har Yahya slet og ret tatoveret bogstaverne ”ORD”.
 
Interviewet i Deadline skabte den største seerreaktion i programmets historie.
Også i form af trusler. Se interviewet her
 
Hans fremtoning er af og til nærmest nervøs, og han kigger meget ned, når Krasnik stiller sine spørgsmål. Men af og til eksploderer det. Både fysisk, når han gestikulerer med armene, men også sprogligt. Og det styrker yderligere hans troværdighed som én, der har overskud og flair for ord.
 
I stedet for bare at sige, at hans far var voldelig, vælger Yahya en sylespids beskrivelse, der hæver sig langt over abstrakte betegnelser som ”tæsk”, ”vold” eller ”mishandling”. Han siger: "Der var sådan en generel metode, hvor man lige knækkede en trælamel og så gik i gang med børnene."
 
En ”trælamel”. Hvem kan ikke se det aflange stykke træ for sig, som Yahya Hassans far brugte til at slå sine børn med? Her viser Yahya Hassan en sproglig præcision, der sætter en stor, fed streg under hans digtertroværdighed.
 
Men det sproglige overskud viser sig også i andet end beskrivelser af farens mishandling. For eksempel når Martin Krasnik går ham på klingen og spørger, om han ikke burde have mere forståelse for sine forældres generation og de problemer, de har haft. Til det replicerer Hassan: "Jamen, det handler ikke om at have forståelse for, at de har haft det hårdt. Jeg ved sgu da godt, at de har haft det hårdt. Det er da ikke noget nyt. Det er da også noget, som har plaget mig, at mine forældre har haft det skidt. Men sådan er det jo. Det handler om de problemer, som den generation har skabt, ikke om de problemer, de har haft.
 
Eller som Yahya Hassan svarer sociologen Aydin Soei, der mener, at Hassan generaliserer for meget og gør alle nydanskere til tabere uden indflydelse på eget liv: "Jeg ved ikke, hvorfor han kører den der idiotretorik, som alle de sure arabere kører. Det handler ikke om, at der ikke er nydanskere i det her land, som klarer sig godt. Jeg peger ikke på dem. Jeg peger ikke på en eller anden nydansker, der bor i Ikast og klarer sig godt og har en hverdag. Jeg ved da godt, sådan nogle mennesker findes. Jeg er da selv sådan en, halvt om halvt. Men jeg taler om underklassen."
 
En ny fugl i den danske debat
Yahya Hassan er en helt ny type stemme i den offentlige debat. Der har tidligere været andre meningsdannere med flygtninge- eller indvandrerbaggrund, som på den ene eller den anden måde har vundet troværdighed ved at være kritiske over for deres baggrund. De tre mest oplagte eksempler er Naser Khader, Farshad Kholghi og Ahmed Akkari. Udover at være henholdsvis 32, 24 og 17 år ældre end Yahya Hassan adskiller de sig alle fra Hassan på ét væsentligt punkt: opvæksten.
 
For Yahya Hassan er i modsætning til Khader, Kholghi og Akkari rent faktisk født i Danmark. Han er opvokset i en ghetto, han har selv fået tæsk, han har selv været kriminel, og som han udtrykker det over for Martin Krasnik: "I virkeligheden kan jeg stadigvæk være en kriminel".
 
Og her er vi inde ved kernen af Yahya Hassans troværdighed og styrke som debattør: At han på én og samme tid fremstår både som en insider i indvandrerunderklassen og som en slags læge, der står uden for miljøet og stiller en velfunderet og velformuleret diagnose. Det er den dobbelthed, der giver Hassan den utrolige slagkraft.
 

Relaterede artikler

Medmenneske eller menneskesmugler? - Flygtningekrisen er nået til Danmark. Danskere i tusindvis strømmer til på gaderne og sociale medier. De vil hjælpe med ...

Giv din stemme

27 stemmer
4,2/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Kursus

KOM18

Ledige pladser

Se alle Bliv klogere

Netværk

Webansvarlige

Kun få ledige pladser

Se alle Læs mere

Job

Kommunikationspraktikant

Frist: Hurtigst muligt

Senior Manager

Frist: As soon as possible

Digital kommunikationskonsulent

Frist: 3. januar
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

KOM18

Vær med, når hele branchen samles til årets k-konference

3. maj

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.