Inside Danish TV’s thriller factory

Borgen - The Government, en succes med undertekster

Citatet ovenfor stammer fra en artikel af Maggie Brown: “Borgen: Inside Danish TV’s thriller factory” (The Guardian d. 14.1.2012). Det er altid smigrende, når man i udlandet ikke blot importerer danske kulturfænomener, men tilsyneladende også værdsætter dem. Endnu bedre er det, når de giver anledning til debat. Og der har faktisk udfoldet sig en seriøs diskussion bl.a. på netaviser i den engelsk-talende verden – ikke kun om, hvad dansk tv-drama er, kan og vil, men også mere generelt om sprog og kultur.

Forbløffende international ros til dansk tv. Læs mere her.

Det handler om, hvad sproget betyder, og hvilke fordele og ulemper der er ved undertekster kontra synkronisering. Om man skal satse på originale produktioner frem for adaptioner eller genindspilninger. Om licensfinansieret public service-tv er at foretrække i modsætning til kommercielt. Om politisk drama i amerikansk aftapning er mere skematisk og mindre realistisk end i dansk. Blot for at nævne nogle af de hotte emner, der indgår på netsiderne.

Sproget

Det danske sprog plejer at være en afgørende hindring for udbredelse af danske film og tv-produktioner. Der er en grund til, at Lars von Trier fra begyndelsen satsede på at lave sine film på engelsk: Undertekster er ikke nogen fordel for internationalt gennemslag. Et begrænset publikum af kendere foretrækker originalsproget. Resten undgår film, hvis lydside de ikke kan forstå. De store lande, vi gerne vil eksportere til, plejer at løse problemet ved at synkronisere. Det har været et aksiom, at publikum foretrækker denne løsning trods det indlysende irriterende i, at mundstillingen ikke passer til de lyde, der kommer ud. Dette aksiom er der blevet sat et spørgsmålstegn ved, efter at Forbrydelsen har været vist på BBC 4, som det fremgår af overskriften ”The Killing puts torchlight on subtitled drama” (The Guardian d. 18.11.2011).

Lunds sweater på engelsk

Artiklens skribent, Vicky Frost, citerer BBC 4s controller, Richard Klein, der kalder The Killing ”a game-changer”. Den havde lige så høje seertal som Mad Men – og kunne derfor bane vejen for, at andre europæiske produktioner også kan blive vist med undertitler: ”Danish thriller paves way for wave of European crime drama including Italy’s Romanzo Criminale and France’s Braquo”. Alt sammen til fordel for variation og kvalitet.

The Guardian har også en tv- og radio-blog. Her tages spørgsmålet om oversættelse op under overskriften ”The Killing 2: what’s been lost in translation” (d. 1.12.2011). Skribenten mener grundlæggende, at opgaven er overkommelig, fordi serien er så visuelt orienteret. Kropssprog, mimik og noir-settingen i november har international karakter. Men visse nuancer går tabt, når man ikke kender den kulturelle kontekst, fx vil de færreste englændere bemærke ironien i at kalde Lunds svenske kæreste ”Mr. Nilsson” eller fange betydningen i, at et mord er henlagt til Ryvangen. Og så er der et væld af bandeord, som, noteres det, dog er aftaget betydeligt efter Meyers død! Skribenten har indsat en nyttig liste over de mest anvendte vokabularium til gavn for oversætterne:

“But to help them along the way, we've made a cut-out-and-keep glossary of some of the most frequently uttered on-screen phrases (and, yes, quite a few swearwords among them) to listen out for. Enjoy!

1. Undskyld ['?n?sgyl?] – sorry/excuse me

2. Hvor er...? ['v?? 'æ??] – where is/are...

3. For helvede ['fo??? 'hεlv?ð?] – for fuck's sake

4. Jeg har travlt ['j?j 'h?? 't??w?l – I'm busy

5. Hvad laver du? ['va 'læ?v? 'du] – what are you doing?

6. Tak ['t?g] – thanks

7. Hvordan går det? [v?'dan 'g?? 'de] – how's it going?

8. Fandeme ['fan?m?] – bloody, as in "I'll bloody show you"

9. Kom ind ['k?m? 'en?] – come in

10. Hvad fanden ['va 'fæ?n] – what the hell”

Original produktion og public service-tv

Hvad var så grundene til, at de britiske seere tog Forbrydelsen og Borgen til sig? The Guardian sendte Maggie Brown til København for at finde ud af det on location. Resultatet blev offentliggjort i “Borgen: Inside Danish TV’s thriller factory”, The Guardian d. 14.1.2012 og fulgt op på bloggen i Mark Lawsons artikel “Deja view: why television is addicted to remakes” d. 2.5.2012. Anledningen til den sidste er den amerikanske genindspilning af Forbrydelsen og den engelske diskussion om genindspilning af Broen og Borgen.

Lawson konstaterer, at genindspilninger er så populære blandt producere, fordi opskriften foreligger ligesom indikationen på popularitet. Og at der har været fremragende genindspilninger, fx den amerikanske version af den britiske The Office. Men pointen i artiklen er, at man skal tænke sig grundigt om, før man genindspiller – for dels flopper mange, og dels kan man spørge om, hvad hensigten egentlig er? Den amerikanske genindspilning af Forbrydelsen skiller sig ikke ud på nogen måde og bliver derfor ligegyldig: ”Ripped from its distinctive culture, the story line of The Killing is just another murder plot of a kind that American screenwriters can and do create unaidedly on a daily basis.” Var det derfor 3. del af den amerikanske The Killing blev opgivet?

Maggie Brown går til kilden, DR-drama, som får prædikatet ”the classiest, most efficient drama factory in world television”. Og hun betoner hovedreglen: ”original drama dealing with issues in contemporary society: no remakes, no adaptations.” Altså det, jeg selv i Kosmorama nr. 248 har kaldt “den danske model” – i modsætning til den svenske model for tv-drama, der i høj grad bygger på adaption og spin-off-produkter, ikke mindst af den righoldige svenske kriminallitteratur.

Reglen om original produktion sætter hun ind i en public service-ramme som et incitament for fokuseret dramaproduktion. Med begrænsede budgetter i forhold til BBC argumenterer hun for, at DR-drama har fundet en model, der både er økonomisk og kunstnerisk gangbar – og måske egnet til eksport.

Men er Forbrydelsen og Borgen så bare døgnfluer, eller er de udtryk for en tendens? Det spørgsmål er udtryk for en sund skepsis, og det stiller The Guardian også: ”Just how good is Scandinavian television anyway?” (Datablog d. 4.5.2012). Listen over de fire vigtigste internationale priser - Emmy, Monte Carlo, Montreux og Prix Italia - overbeviser den kritiske spørger om, at der er tale om en tendens. Ganske vist ligger lande som England, Frankrig, Tyskland, USA, Holland og Canada over Danmark og Sverige, men lande som Japan, Italien, Spanien og Australien ligger under, og i forhold til befolkningstallet er der tale om en fremtrædende placering.

På den baggrund må vi finde os i lidt drilleri efter Broen, udtrykt i blogartiklen ”Has Denmark run out of TV actors?” (d. 22.2.2012). Det er gået hurtigt at blive et kendt ansigt i den engelske offentlighed. Artiklen konstaterer nemlig, at der er udstrakt overlap mellem skuespillerne i The Killing, Borgen og Those who kill og efterspørger nye ansigter…

Politisk drama

I Newsweek d. 29.7.2012 får Borgen en topanmeldelse som politisk drama i artiklen ”Borgen: The Best TV Show You’ve Never Seen”. Artiklens skribent, Andrew Romano, konstaterer, at oprindelsen til politisk drama er tungt placeret i USA, men argumenterer i en næsten selvplagerisk sammenligning mellem The Newsroom og Borgen for, at det amerikanske politiske drama er uddistanceret.

Hvor Aaron Sorkins The Newsroom er tilbageskuende og nostalgisk, er DR's Borgen fokuseret på fremtiden. Hvor The Newsroom sætter traditionelle mænd ind i traditionelle konflikter, dramatiserer Borgen moderne kvindelige lederes problemer med sig selv og omverdenen. Hvor The Newsroom bare fortæller, viser Borgen tingene. Hvor The Newsroom opdeler verden i offentligt og privat, sammenkobler Borgen, hvordan de hænger sammen: ”On Borgen, every public decision has private consequences, and vice versa, which is something that Hollywood usually ignores and that actual politicians, operatives, and journalists have to hide.”

Når Borgen er god, er det fordi den handler om kompromisser: ”not just the compromises politicians make in pursuit of power, but the compromises we all make, every day, and how these compromises, whether public or private, can’t help but change us.”

Alt er meget, meget svensk. Undtagen briten, der spiller den svenske politimand Wallander. Genindspilninger er det bekostelige alternativ til undertekster (hvis man ikke bruger den latterlige eftersynkronisering)

England, USA, Danmark og retur
Interkulturelle sammenligninger er altid interessante, og det internationale fokus på dansk tv-drama belyser både det internationale tv-dramalandskab og det danske. Det mest opløftende ved dansk tv-dramas engelsk-amerikanske gennembrud er, at det har givet rum for nytænkning på flere områder.

Hvad ulempen ved synkronisering er, har mindre lande som de skandinaviske længe vidst. At det nu tilsyneladende er muligt at få et større engelsktalende publikum med på undertekster, betegner en kulturel åbning – også selv om ny teknologi givetvis på et tidspunkt gør det muligt individuelt at vælge, om man foretrækker synkronisering eller original lyd.

Adaptioner og genindspilninger blomstrer, også i interkulturelle sammenhænge, som fx den britiske adaption af Wallander med Kenneth Branagh i hovedrollen viste i 2008-10. Den blev indspillet med Ystad som location. Alt var demonstrativt svensk – undtagen sproget. Også David Finchers The Girl with the Dragon Tattoo blev indspillet i Sverige, hvor de fleste talte engelsk med let svensk accent – undtagen lige David Craig. Netop på den baggrund er det ret fint at reflektere over DR's idé om original produktion og bruge den til at sætte adaptioner og genindspilninger i relief.

Hvad politisk drama angår, er chancen for, at dansk produktion udkonkurrerer amerikansk nok ganske lille. Så meget bedre er det, at opmærksomheden mod de kvaliteter, der faktisk kendetegner dansk tv-dramaproduktion, kommer fra en amerikansk komparativ synsvinkel. Det er opmuntrende, at en produktion som Borgen, der i udgangspunktet var møntet på et dansk publikum, har så mange universelle, aktuelle og genkendelige kvaliteter, at den faktisk har fundet et internationalt publikum.