Bonderøve!

Der går en lige linje fra Lars von Triers ubegavede nazi-vitser til Jyllands-Postens civilisationsspøg med Muhammed-tegningerne, som stadig martrer Danmarks anseelse. Begge illustrerer, at vi er en nation af håbløse bonderøve, der ikke kender vores plads i verden eller evner at se ud over nærmeste markskel. Vi er fanget i en evig båndsløjfe af Olsenbanden-film i bedste sendetid. Danmark har vendt globaliseringen ryggen.
af Per Meilstrup
Toksvig globalisering
Claus Toksvig, hvor er du? Engang havde pressen korrespondenter i alle hovedstæderne. I dag snakker vi mest om os selv
 
I den globale landsby er vi tosserne, der sidder på plankeværket og gumler græsstrå, mens verden tromler forbi vores undrende øjne. Vi forstår den ikke, verden, men er i øvrigt også bedøvende ligeglade. Vi er stået af. Vi lever i en støvet tidslomme. Vi vader kejtet rundt på naboernes fundamentale værdier og bliver mildt forbavset, når de eksploderer i fjæset på os. Gud, Holocaust, alt, der ikke rager os, er en potentiel joke ved gadekæret.
 
Bondsk markedsføring af en internationalist
Vi har det ikke fra fremmede. Vores sprog er proppet med mundheld, der hylder det bondske, indadvendte og flegmatiske fra vores nærmeste fortid. Ved jorden at blive, det tjener os bedst. Man skal ikke kaste med sten. Den, der ler sidst. Skomager, bliv ved din læst.
 
Alt sammen noget ævl. Intet kommer til den, der forstår at vente. Tværtimod. Men vi er og bliver bønder af verden, ikke sømænd.
 
En statsministerkandidat, der ligner en globalist, er automatisk bagud på point. I udlandet har en ”woman of the world” overblik og udsyn. I Danmark nærer vi en indgående mistro over for disse storsnudede og kølige internationalister, der åbenbart stortrives langt væk fra fædrene jorde. De taler sikkert også latin. Og er velklædte og tåbelige på alle måder.
 
Rådgiveren er ikke i tvivl: Vil du til fadet, så skal den europæiske uddannelse, EU-erfaringen og – gys – den internationale familie tones helt ned. Der skal tales begejstret om barndommen på Vestegnen og timerne i den autoriserede, danske landsbyskole.
 
Bonderøven globalisering
Det absolutte højdepunkt i Danmarks Radio, Bonderøven på røven. Foto fra dr.dk/Peter Wath
 
Båndsløjfen med bonderøven og genudsendelserne af Olsenbanden
Er det tilfældigt, at DR's største seersucces i umindelige tider handler om en landmand, der knalder rundt og romantiserer vores oldeforældres trælse hverdag med plov, junger og mælkespande? Og hvem er det egentlig, der sidder og får tv-metret til at snurre rundt lørdag efter lørdag, så Olsen-banden og Baronessen på benzintanken er klistret til primetime-fladen?
 
Når amerikanere, englændere, kinesere og indere er ens kunder og partnere, bliver man dagligt mindet om, hvor meget globaliseringen har tromlet os ned. Vi kan ikke finde ud af at hilse ordentligt på folk, vi ser dem ikke i øjnene, når vi taler, vi ignorerer almindelige høfligheder.
 
Vi har det bedst med lidt lokalkendt sarkasme, og vi tror, andre værdsætter det. Det gør de ikke. De synes, vi er uforskammede, fordi vi ikke følger almindeligt anerkendte konventioner. I det hele taget har vi det svært med netop konventioner, der som bekendt betyder ”kutymer eller dokumenter, som er fastlagt på grundlag af vedtagne og almindeligvis generelt accepterede regler”. Det kan vi ikke lide (selv om vi selv har skrevet under på dem). Når en folkevalgt virkelig skal lefle for folkedybet, så skal han hvæse ad en udenlandsk konvention. Det er en sikker vinder.
 
Plat på EU
Næste år står vi på broen, når EU skal sejles gennem gældskrise og internationale konflikter. Der er store ting på spil. EU's position i de globale klimaforhandlinger, reform af landbrugsstøtten, det arabiske forår og EU's udenrigspolitiske vision. Men hvad diskuteres der på gangene på Borgen? Rabat. Vi vil slippe lidt billigere i kontingent, vil vi. Da vi gik ind i EU, var det bl.a. de lukrative støtteordninger til landbruget, der lokkede. Nu er de ved at rinde ud, og det samme gør vores velvilje. Sådan er det med os bønder. Hva’ koster’n?
 
Til tider er det, som om vi ikke anerkender, at der eksisterer en verden uden for matriklen Danmark. End ikke Europa er tæt nok på. Vi har ikke haft en regeringsbåret vision for Europa siden Uffe Ellemann-Jensen.
 
I Paris, London, Prag og Rom diskuterer man den ny verdensorden. I Danmark har vi fået noget i øjet. Det handler om Lars mod Helle, og hvis det betyder, at vi skal opføre et hegn ved grænsen, så gør vi det og blæser på aftaler og historien.
 
Fædreland tabt i tågen
”Continent Isolated” skrev de engelske aviser i forrige århundrede, da der var tåge i Den Engelske Kanal. Sådan er det også blevet i Danmark.  Det er ikke os, der er lukket inde, det er Europa, der er afskåret fra Danmark. Stakkels dem.
 
Da jeg var barn og ung, havde Danmarks Radio og de store aviser korrespondenter i Paris, Moskva, Rom, Bonn, London, Stockholm, Washington, Cypern, Cairo og Johannesborg. Med knitrende stemmer på FM-båndet holdt Claus Toksvig, Ib Rehné, Jørgen Poulsen, Frode Kristoffersen, Preben Dich og Poul Svejstrup os orienteret om begivenhederne ude i den store verden. I dag opererer tv-stationerne med noget, der hedder ”global korrespondent” og så et par overeffektive folk i Bruxelles og Washington. Derudover får verden kun besøg af danske medier, når den står i flammer.
 
Det officielle Danmark bekymrer sig om, hvad vi skal leve af i fremtiden. Én ting er sikker: Vi kan ikke leve af os selv. Vi skal leve af, for og med andre, uanset om vi vil det eller ej, og vores største bekymring burde være, at jo mere globaliseringen tager fart, jo mere vender vi tilsyneladende verden ryggen.
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også