Moderne kommunikationsmidler er dejlige, skriver
Jesper Højberg, der blev ringet op af sit barn på Roskilde Festival via
et overbelastet mobilnet fredag nat. Han var heldig, for mobilnettet var
nemlig stærkt overbelastet både fredag nat og det meste af lørdagen, hvilket
i praksis betød, at mange simpelthen måtte opgive at kontakte deres chokerede
og bekymrede familie og venner ad den vej. Der er ganske vist opstillet
mønttelefoner flere steder på festivalpladsen, men køerne var i sagens
natur enormt lange, så det må have virket fuldstændig uoverskueligt at
benytte den kommunikationskanal også.



Jeg var ikke selv på Roskilde Festival i år men havde flere venner dernede
og prøvede forgæves at finde opdaterede informationer om ulykken i timerne
inden, ofrene var identificerede. Jeg kiggede forskellige steder på internettet,
bla. hos politiet og på Roskilde Festivals officielle hjemmeside, www.roskilde-festival.dk.
Det eneste, festivalens officielle website indeholdt af relevant information,
var et kort nyhedsbrev med oplysningen om, at der havde været en ulykke
under en koncert fredag aften, otte mennesker var døde, og ængstelige
pårørende kunne søge nærmere oplysninger hos den lokale politimyndighed.



Lørdag eftermiddag var der på Roskilde Festivals hjemmeside endnu et nyhedsbrev,
der oplyste om Oasis’ og Pet Shop Boys’ beslutning om at aflyse deres
koncerter på Orange Scene. I samme nyhedsbrev gik ledelsen af Roskilde
Festival ind i en moralsk diskussion af, hvorvidt disse bands kunne tillade
sig at svigte deres fans i så svær en stund. Her begås en afgørende kommunikationsmæssig
fejl. I en krisesituation - og især inden for de første 24 timer, der
altid er præget af chok og kaos og forsøg på at skabe kontrol over situationen
- bør man klart afholde sig fra at kommunikere "politiske" statements.
Og især - kunne man fristes til at tilføje - når man som Roskilde Festival
ikke bruger de muligheder, som internettet rent faktisk tilbyder, fx.
til at etablere et krise-website.



Min pointe er, at Roskilde-tragedien i al sin gru og på trods af al det
sagte og skrevne, må betragtes som en "forudsigelig" krise.
På samme måde som et flyselskab må kalkulere med en - heldigvis minimal
- risiko for, at et af selskabets fly kan styrte ned. Mennesker er før
blevet dræbt under lignende omstændigheder, fx blev en pige mast ihjel
under en koncert ved en musikfestival i Sverige sidste år. Hvis 10 mennesker
i stedet var døde efter at have spist ecstasypiller under en koncert på
en af techno-scenerne, havde Roskilde Festival også stået tilbage med
et imageproblem.



Men hvor langt rækker Roskilde Festivalens (informations)ansvar? Selvfølgelig
skal de mennesker, der har købt billet og er tilstede informeres først
(og bedst) muligt. Mine før omtalte venner på festivalen fortæller mig,
at de opfattede ledelsens håndtering af situationen som god og rigtig
efter omstændighederne. Det samme kan man læse ud af de fleste af de debatindlæg
- som Jesper Højberg også beretter om - der har været bragt forskellige
steder på internettet. De andre medier - TV, radio og de skrevne - giver
et noget mere tvetydigt billede af krisehåndteringen.



Ingen, der har beskæftiget sig med krisekommunikation, kan vist være i
tvivl om det pres, festivalleder Leif Skov har været underlagt. Tvivl
og vantro har kunnet læses i hans ansigt siden fredag nat, og Roskilde
Festival har for altid mistet sin uskyld. Spørgsmålet er, om traditionel
topstyret damage control - som er det, vi har set eksempler på de sidste
dage - stadig er det mest effektive. De utallige internetsider, der har
været vært for debat uden om festivalens officielle hjemmeside i løbet
af de sidste fem dage, tyder på, at folk har et stort behov for at diskutere
alle aspekter af en sådan ulykke - og at ingen kan styre informationen.



Jeg mener, at Roskilde Festival kunne have udnyttet internettets muligheder
for hurtig og effektiv krisekommunikation meget bedre. Ikke for på den
måde at iværksætte et camoufleret topstyringsforsøg, men for at vise vilje
til at være sig sit ansvar som kommunikator bevidst. Man kunne i løbet
af en time have etableret links til eksisterende ressourcer, eller optimalt
- hvis der havde eksisteret et beredskab - på festivalens website, have
etableret et debatforum for festivalgæster og nervøse pårørende, løbende
opdatering af information om identifikation af de omkomne, løbende opdatering
af information om opklaringen af de tekniske årsager til ulykken, information
om etablering af krisehjælp på festivalpladsen, online psykologbistand,
information om sikkerhedsforhold ("Europas bedste", som der
er blevet skrevet), links til andre relevante websteder mv. I stedet fandt
nervøse besøgende blot fire nyhedsbreve, hvoraf det første var en kort
information om ulykken med en henvisning til det - stærkt overbelastede
og på højtryk arbejdende - lokale politi, det andet en "politisk"
statement vedr. topnavnenes aflysning, det tredje en faktuel oplysning
om ændringer i søndagsprogrammet og det fjerde en påmindelse om mindegudstjenesten
i Roskilde Domkirke søndag….