Snart afholdes
CSR Awards 2011. Virksomheder hylder hinanden og klapper hinanden på ryggen over deres fine CSR-politikker og -strategier.
Tidligere lød det CSR-kritiske
mantra, at
the business of business is business. En virksomhed kan ikke tilskrives noget andet ansvar end at tjene penge. Men i dag har rigtig mange store virksomheder en officiel CSR-politik, der tager brodden af den værste rå og uhildede kapitalisme med alt, hvad den indebærer af kortsigtet optimering og bundlinjetænkning, fremmedgørelse, udbytteri, udpineri, grådighed, opportunisme og blindhed for alt andet end afkast og profit. CSR bliver på den måde til en afpudset ideologi, der meget gerne skal kommunikeres ud til medierne, så virksomheden opnår legitimitet.
CSR er mainstream
Ifølge
Keith Davis lyder ansvarets jernlov:
Those who do not take responsibility for their power, ultimately shall lose it. Det skal medierne og interessenterne nok sørge for. Derfor finder man også i dag ekspliciterede CSR-strategier fra landets største virksomheder:
Mærsk Gruppen,
Carlsberg,
Danske Bank,
Nordea,
Novo Nordisk osv. I dag er der oven i købet også
lovkrav om rapportering af samfundsansvar. Over hele linjen er der rørende enighed om, at CSR er vejen frem.
Pointen er, at CSR kan bidrage til en mere bæredygtig samfundsudvikling. I den bedste af alle verdener går økonomi og moral op i en højere ideologisk orden. Men i praksis lykkes det ikke altid så godt. For CSR er nemt og billigt at påklistre virksomheden; det er bare at skrive nogle fine retningslinjer og så publicere dem på hjemmesiden. Men dermed er intet gjort i praksis, hvilket mængden af krisekommunikative sager peger på.
De grimme sager
Over de seneste par år har vi set en lang række af kriser i forskellige brancher. Apple havde for nylig en
kedelig historie om en iPhone-fabrik, hvor kinesiske medarbejdere begik selvmord på grund af de elendige arbejdsforhold. Herhjemme var Lundbeck i stormvejr, da det blev opdaget, hvordan deres medicin blev
brugt i dødssprøjter til henrettelser i amerikanske fængsler. SuperBest fik gevaldige problemer, da det blev opdaget, at de solgte råddent kød. Det
blev pointeret, at de systematisk snød med rapporteringer og procedurer, fordi disse var urealistiske.
Og
hos Jysk havde man for nogle år siden skrevet på hjemmesiden, at ”leverandører følger de menneskerettighedskonventioner, der er vedtaget af det internationale samfund”. Det passede ikke helt med den indiske virkelighed, hvor underleverandøren G.S. Exports sendte medarbejderne barfodede i klorbade, der af eksperter blev betegnet som livsfarlige.
Jysk var i stor modvind, da det blev opdaget, at deres leverandør lod medarbejdere gå i farlige klorbade. Der var et problem med de enkelte lokale lederes moralske ansvar
CSR-selvfremstilling + CSR-staffage = CSR-ondskab
Problemet er imidlertid ikke, at virksomhederne mangler en CSR-profil, men at CSR er blevet et retorisk stunt. CSR er mange steder blot staffage og fernis, og medarbejdere overfører deres moralske ansvar på dette tomme hylster. CSR er virksomheders nye måde at brande sig i offentligheden. Kombinationen af denne CSR-selvfremstilling og CSR-staffage er CSR-ondskab. For den tomme institutionelle etiske kategori virker bekræftende og systembevarende og svækker dermed kravet til den personlige dømmekraft. Løsningen er derfor heller ikke mere formaliseret og institutionel etik, men personlig moral. Det er budskabet fra de CSR-forskere, man kalder nærhedsetikerne (fx
John Robertsog
Jones, Parker & ten Bos).
Vor tids Eichmann
Filosoffen Hannah Arendts undersøgelse af den tyske SS-officer
Adolf Eichmann giver os måske et svar på, hvordan tom CSR-snak er et problem.
Eichmann var en af de hovedansvarlige for organiseringen af massedeportationen af jøder. Han erkendte sin meddelagtighed i deportationen, men afviste sin moralske skyld. Han handlede jo blot efter ordre. Arendt viser, at Eichmann alligevel havde et moralsk personligt ansvar. Den form for ondskab, han udførte, involverede ikke direkte onde handlinger som fx personligt at slå en jøde ihjel. Ondskaben var derimod banal, fordi han ukritisk inkarnerede og udførte en organisatorisk orden. Og det er ikke en formildende omstændighed.
Adolf Eichmann var en af de hovedansvarlige for jødedeportationen. Han forsvarede sine handlinger ved at henvise til, at han blot fulgte ordrer. Han gemte sig bag institutionen. Det samme kan være et problem, når medarbejdere ikke handler ansvarligt, uansat hvordan en CSR-politik ser ud
Den overordnede pointe er, at de sociale faktorer påvirker individers ondskabsfulde handlinger. Det gør, at de sætter deres egen personlige moral ud af spil. Et inkonsekvent eller abstrakt etisk system, hvor fint og fornemt det ellers er nedskrevet, kan aldrig gøre det ud for hverdagens praksis, hvor et økonomisk krav om effektivisering og indtjening hurtigt kommer før moral. Svaret er derfor ikke mere forblommet CSR-politik, men mere personlig moral.
En fjern staffageagtig CSR-politik har ingen praktisk værdi, og det moralske styringsredskab bliver erstattet af det kapitalistiske krav om merværdi. Og værst af alt: problemet opdages ikke, fordi der allerede er udformet en CSR-politik. Derfor er CSR, i de mest radikale situationer, mere ondt end godt. Her er tre grunde til, at det sker (inspireret af
Z. Bauman):
Du aner jo ikke, hvad der sker i sidste ende
Der er et omvendt proportionalt forhold mellem moralsk forpligtelse og afstand. Desto længere væk man fysisk og/eller mentalt er fra et andet menneske, desto mindre moralsk forpligtelse føler man. I dag er arbejdsdeling udbredt, og en række faktorer står mellem den enkeltes handling og dens endelige konsekvenser. Det er Eichmann om igen: Hvad man ikke ser eller hører, har man ikke ondt af.
Du gør jo blot det, der er lettest for alle
Handlinger tilskrives mening i lyset af tidligere handlinger. Desto mere man gør noget, desto mindre mærkeligt bliver det.
Milgrams berømte forsøg, hvor en lærer (forsøgsperson) skal sætte strøm til en lærende (skuespiller), hver gang denne svarer forkert på nogle spørgsmål, beviser dette. Forsøgspersonerne giver langsomt hen ad vejen mere og mere stød og bliver dermed slave af egne tidligere handlinger. Forsøgspersonerne kan ikke afbryde forsøget uden at sætte spørgsmålstegn ved hele situationen. Det er nemmere og mindre konfliktfuldt blot at fortsætte.
Du er jo bare en lille del af et stort hele
De moralske overvejelser vender sig i retning af det arbejde, som skal udføres og den dygtighed, hvormed det udføres. Moralens sprog får et ordforråd, der er fyldt med virksomhedssprog: loyalitet, pligt, disciplin, vækst, indtjening osv., der alle henviser til den ledelsesmæssige autoritet som den moralske refleksions vigtigste pejlemærke. Organisationen er en effektiv maskine, der frigør mennesker fra deres handlinger, og det gør det altid muligt for medarbejdere at skubbe ansvaret videre. Sådan som Eichmann også gjorde.
Nærhedsetikkens svære vilkår
Kapitalismen fremmer og legitimerer bestemt amoralske former for adfærd på grund af dens krav om indtjening. Dette krav imødegås ikke nødvendigvis med CSR som en form for eksplicit, kodificeret ansvarlighed. De mange fine papirer drukner i stedet den moralske impuls. Svaret er, at etikken bør findes og praktiseres i det nære møde med den Anden; mellem medarbejdere, kunder, producenter etc.
Men problemet er, som før beskrevet, at mange handlinger sker på tværs af tid og rum. I den globale verdensorden produceres varer et sted og sælges et andet sted. De dårlige arbejdsforhold, der blev opdaget i fx Jysk og Apple, fandt sted hos leverandører i fjerne, fremmede lande. Men budskabet fra nærhedsetikerne er alligevel, at de afstandsskabende og ansvarsopløsende mekanismer, som findes i og omkring moderne organisationer, må modvirkes af aktive bestræbelser på at skabe nærhed og ansvarlighed, hvor det kan lade sig gøre.
Selv om global samhandel skaber nye markeder og forretningsmuligheder, der medfører øget afstand, ugennemsigtighed og uvidenhed, er en formaliseret CSR-politik ikke alene løsningen. Etik må forblive et personligt anliggende, og dermed bliver det næsten meningsløst at tale om CSR.
---
FAKTABOKS
|
Akronym
|
Betydning
|
Forklaring
|
|
CSR
|
Corporate Social Responsibility
|
Den mest brugte betegnelse, der kan betyde meget forskelligt.
|
|
SR
|
Social Responsibility
|
Ansvaret er ikke kun virksomheders (corporates), men alle aktørers.
|
|
CR
|
Corporate Responsibility
|
Miljødelen fylder meget i CSR, men reflekteres ikke i S’et (Social). Derfor er det taget væk.
|
|
CS
|
Corporate Social
|
Ansvarsdelen er problematisk, da den ikke reflekterer noget lovgivningsmæssigt, men noget frivilligt.
|
|
CSER
|
Corporate Social and Environmental Responsibility
|
Måske den mest præcise beskrivelse, men har ikke fanget an i praksis.
|
|
CSR1
|
Corporate Social Responsibility
|
Fokus på de etiske sider.
|
|
CSR2
|
Corporate Social Responsiveness
|
En instrumentel beskrivelse.
|
|
CSP
|
Corporate Social Performance
|
Et helhedsindtryk af, hvordan CSR udleves.
|
|
Strategisk CSR
|
Strategisk Corporate Social Responsibility
|
Hvordan der arbejdes strategisk med fænomenet i virksomheder.
|
|
CSI
|
Corporate Social Innovation
|
Virksomhedens sociale ansvar tænkes ind helt fra innovationen af nye produkter, processer etc.
|
Artiklen er inspireret af passager fra ny bog af Steen Vallentin:
”Afkastet og Anstændigheden – social ansvarlighed i kritisk belysning”.