Smart-tv fra Samsung med indbygget socialt netværk

 

Selv om vores tv-forbrug tilsyneladende er stabilt og måske endda stigende (“Danskerne elsker stadig de gammeldags medier”), er det interessant at tænke over, hvordan vi egentlig ser tv.
Hvor mange andre medier forbruges i dag simultant med tv? Og hvad er de innovative tendenser i den type programmer, der bliver vist?

 

Det kunne godt trænge til en ordentlig undersøgelse. Hvis det viser sig, at tv har transformeret sig fra kulturhjørnesten til en slags stuepejs, som vi hverken ser på med opmærksomhed, husker bagefter eller taler med vores venner om, kan seertal jo være lige meget. 

 

Forventninger til tv er skabt af internet

Internettet har skabt et sæt forventninger til andre medier. Internettet kan tilbyde personligt tilpasset, billigt eller gratis indhold, bærbarhed, convenience, overflod, valgfrihed og mulighed for at komme til orde. Og det er de forventninger til content, der transformerer medieindustrien. Derfor har vi bl.a. ereolen.dk, filmstriben.dk og e-bøger i dag.

Men hvis man skulle anvende samme sæt forventninger til tv, hvordan ville tv så se ud?

Trend: Integration af det sociale
Hver anden speakersætning på en typisk dansk tv-kanal lyder: “Hvis I har nogle spørgsmål, så besøg os på vores website eller Facebook-væg”. Skulle man tage den radikale konsekvens af den tendens, vil tv blive vist på Facebook, eller Facebook ville rykke ind i tv’et. Ligesom Samsung er begyndt at tilbyde “social widgets” i deres nye fladskærme.

På en Kindle eller en iPad er det muligt at highlighte passager i en e-bog og sende dem til et socialt medie. Det er ikke utænkeligt, at det vil blive et konkurrenceparameter at tilbyde det samme med tv, helt ned til den enkelte frame. Altså, ikke kun “Hallelujah, jeg ser Aftenshowet”, men “Ha ha, prøv at se skjorten på ham der! [link til tidskode automatisk indsat]”

Trend: Tværmediel synkronisering
På samme måde som vi er begyndt at vænne os til, at vores kalendre og mailklienter endelig er begyndt at synkronisere, vil vi også forvente, at de apparater, vi ser tv med, vil vide, hvor langt vi er nået i et program, så man kan genoptage programmet på en ny device.


YouSee på mobil enhed - mangler bare at kunne vide, hvornår du slukker for tv’et, så den kan  samle op derfra

Trend: Transmedielle fortællinger
Det er en trend at bruge de billige netmedier og deres billige båndbredde til at forlænge programmers liv. I de nye sæsoner af “Top Chef” (ja, ja, jeg ved godt, det er et skodprogram) fortsætter showet som billigt produceret web-tv, for de udstemte. De har mulighed for at kæmpe sig tilbage i hovedprogrammet. På den måde fastholder man målgruppen for de udstemte karakterer, samler tilfældige webbrugere op, og linket er skabt mellem de to platforme.


Reality-tv fortsætter på nettet. Eksempel: "Last Chance Kitchen” som forlængelse af tv-programmet "Top Chef"

Uden at tænke over det er mange af os allerede blevet transmedielle tv-forbrugere: Vi googler skuespillere, kommenterer idiotiske sportsjournalisters idiotiske spørgsmål på Twitter, søger på relaterede visuelle oplevelser på YouTube, som tv-programmet associerer til. Det er ikke utænkeligt, at det kan blive et konkurrenceparameter for producenter at bygge servicefeatures for disse aktiviteter direkte ind i sendefladen eller programmet.

Men vi har endnu ikke set den perfekte case på fantastisk tv født af internettet. Jeg er ikke selv overbevist af projekter som “Bar karma” og “Conspiracy for good” som ellers hypes voldsomt. Det virker simpelthen for krævende, og de er enormt dårlige til at sætte konteksten. I lang tid endnu vil vi hygge os ved tv'ets stabilitet og forudsigelighed og på den anden side “bare” se tv-websites, der retter sig mod internettets medievaner. Se f.eks. tv-programmet Boss’ website med alle dets shareknapper, community og mobile tilbud.

 

Det transmedielle “sweetspot” vil opstå den dag, producenterne formår strategisk at styre de forskellige elementer i vores hidtidige, løst forbundne medieforbrug henimod øgede dramatiske effekter. Pludselig anmoder morderen i tv-serien dig om venskab på Facebook...

 

Trend: Mikro-økonomi

14 af de film, der er udtaget til Sundance Film Festivalen 2012, er blevet finansieret af Kickstarter.com. Kickstarter er en crowdfunding-platform, hvor alle og enhver kan pitche deres idé og det budget, som kræves for at igangsætte en produktion. Synes man som tilskuer om en idé, afgiver man et finansielt tilsagn. Beløbet bliver kun trukket, hvis et tilstrækkeligt antal  mennesker har bakket op. Opnår projektet ikke nok støtte, trækkes ingen penge.

 

 

Der er to fordele ved at finansiere sin film igennem Kickstarter: Opdyrkningen af målgruppen begynder meget tidligt i processen, og lykkes projektet, har man allerede et hav af ambassadører, der praler med, at den idé, de troede på, blev produceret.

Det er også en mere meritokratisk proces at finansiere film igennem crowdfunding. Her er ingen konsulenter eller enkeltpersoner, der kan afgøre en films skæbne pga. irrationelle faktorer. Det er publikum, der bestemmer, allerede når ideen bliver født.
 

Det er en type finansiering, vi kommer til at se meget mere af, måske endda igennem det danske bud på en kickstarter: boomerang.dk.

 

Trend: Gør-det-selv

På samme måde som bloggere fratog aviserne monopolet på opinionsstof (og meget andet), kan man forestille sig et øget udbud af autonome tv-producenter og distributører, i takt med øget pristilgængelighed på produktionsudstyr. Det er noget, man har talt om i årevis, men nu ser der ud til at ske noget. Den amerikanske standup-komiker Louis C.K. offentliggjorde for nylig sit venture med helt at forbigå de traditionelle distributører. Han satte sit show til salg for fem dollar, drm-frit, og det med en nettoindtjening på 200.000 dollars efter fire dage. Det er dog tvivlsomt, om de erfaringer kan omsættes til det danske sprogområde. Men hvis Louis C.K. kan, kunne en anden komiker som Ricky Gervais vel også finde på det...

The Fab Four kæmper om det sidste uberørte marked

Amazon, Apple, Facebook og Google driver udviklingen, jf. The Great Tech war of 2012

Det vægtigste argument for, at vi vil se en radikal teknologisk innovation på tv-området i den kommende tid, er, at Amazon, Apple, Facebook og Google er glubske teknologiske kolosser, der er afhængige af vækst. Og der er kun et uberørt område tilbage at kæmpe om: annoncekronerne på tv-markedet. Det er et marked som film- og tv-producenterne forsvarer med næb og kløer, og det er også derfor, at vi endnu ikke har adgang til alverdens tv-programmer på web, GoogleTv eller AppleTv. Det er ikke muligt at skabe enighed om rettighederne på området.

 

Men presset er der, og snart bryder dæmningen. Når den gør det, vil distribution og teknologi blive sat højere op på dagsordenen, end vi oplever det i dag.