Københavnsk trafikskilt med mindst 11 klistermærker eller spor efter nedfaldne og afrevne mærker. Skiltet hænger i øvrigt så højt, at det kun nås af folk med garderhøjde eller personer, som står på et eller andet. Hvilket viser iveren, hvormed klistermærkerne ofte opsættes

Klistermærkerne slog i 1970'erne igennem med det danske og efterhånden verdensberømte Atomkraft? Nej tak, skrevetrundt om en glad rød sol. Dette mærke er kitsch i dag, hvor mærkerne synes at sprede sig overalt i de tætte byrum – med reklamer for musik, det være sig cd'er eller downloads, koncerter eller MySpace-sider, fanzines, klubber, tøj og gear, politiske manifestationer for nynazistiske grupper, autonome, dyreværnsaktivister, partiers ungdomsorganisationer og gud ved hvad.  

Mystiske mærker uden tydeligt budskab eller klar afsender blander sig med de mere målrettede. Street art over for politiske opråb og markeringer af mere eller mindre ukendte foreninger, bevægelser og grupperinger. Mærkerne er i bredformat og højformat, med og uden farver, på svært papir eller skrøbelige A4-ark, undertiden forstærket med hæfteplastre, stofbandager eller gaffatape

Gør-det-selv-mærker vinder frem

Når klistermærket har gjort comeback – efter en stille periode i 1980'erne og 1990'erne – er det den tekniske udvikling, der er en af forklaringerne. Det er blevet billigere at producere klistermærker, man kan faktisk gøre det selv på sin printer derhjemme på papir, som ikke er specielt dyrt. Og en del organisationer har færdige opsætninger, man kan downloade og printe i farve.

Gør-det-selv – download en pdf, køb selvklæbende papir til din printer, og så er du klar til at gå ud og sprede det glade budskab på lygtepæle og busstoppesteder. Her et eksempel på print-matrice for en svensk, ekstremt nationalistisk bevægelse

Desuden er limen blevet så meget bedre, at det er næsten umuligt at fjerne klistermærkerne igen. Forsøger man at rive dem af, går de i stykker, og det meste bliver siddende. Man skal med andre ord bruge meget tid og energi på at få dem væk, og der vil næsten altid være et spor tilbage, som sladrer om, at her har nogen sat et klistermærke op og andre forsøgt at fjerne det.

Hvad kendetegner mediets måde at være medium på, dets medialitet? Niels Brügger har i en artikel forsøgt at opstille en systematik over, hvad der karakteriserer medialitet, og deler det ind i variabler og områder. Til variablerne hører bl.a. materiale, tid, rum, tilgængelighed, håndterbarhed og foranderlighed, og under områder findes produktion, distribution og konsumtion.

Skal man beskrive klistermærket ud fra disse aspekter, har vi at gøre med et medium, som den tekniske udvikling har gjort let tilgængeligt og håndterligt. Det er bare at downloade og printe, eller købe til en brøkdel af, hvad mærkerne kostede for 30 år siden. Distributions- og produktionsformerne gør det til et fleksibelt medium, som ikke er bundet af rummets begrænsninger.

Let at placere i store mængder

Sammenligner man med plakater er klistermærker et meget hurtigt medium. Det er enklere og hurtigere at printe, det er billigere, og det lille format gør, at det er lettere at placere i det offentlige rum. Det er i og for sig ulovligt, præcis som plakatopsætning, men eftersom det går hurtigere at sætte et klistermærke op, er risikoen for at blive taget på fersk gerning minimal. Plakater behøver en overflade som mindst er A4, mens klistermærket så at sige skaber sin egen plads ved at kunne sættes på næsten alle overflader - inklusive andres plakater og mærker.

Typisk venstreorienteret ironi: Man lader, som om man taler direkte til "de onde" (kapitalister, mandschauvinister, krigsliderlige osv.) med et indforstået "sådan røvrender vi de andre". Budskabet er her, at bankdirektører er folk, man ikke kan have noget fælles med. Hvad de er for, må "vi" nødvendigvis være imod. Mærket er også eksempel på, at hvis tegningens tid er ved at være forbi på valgplakaterne, er den i stedet flyttet til klistermærkerne

Hvad gælder konsumtion adskiller klistermærket fra andre medier ved at være så lille, at det som regel bare er en person ad gangen, som kan tage imod budskabet. På den anden side er det ofte mængden af mærker, som er afgørende for spredningen, ikke antallet tilskuere. Klistermærket er et foranderligt medium som er til stede i det offentlige rum og trænger sig på, når vi venter på bussen eller ved fodgængerovergangen. Det er et anmassende medium, et invasivt medium, og dets allestedsnærvær giver det en styrke, som få andre medier har.

Klistermærker har ingen klassiske gatekeepers

Samtidig er mediet så ungt, at man stadig kan tilskrive det en vis nyhedsværdi – det er ikke blevet belastet af institutionelle aktørers anvendelse. Og distributionsformen spiller også en stor rolle for klistermærkets symbolske kraft. Det er et medium, som er afhængig af aktivister for at kunne få spredning. Men også det faktum at det næsten ikke går at få mærkerne væk igen, spiller en stor rolle for det symbolske. Sporet efter et halvt bortrevet mærke bliver et signal om en kamp, som udspiller sig i det offentlige rum - det er os mod de andre.

Højreekstremister rammes ofte af de traditionelle mediers gatekeepere – mens klistermærkerne tålmodigt finder sig i hagekors

På det institutionelle niveau gør distributionsformen at klistermærket er uafhængigt af gatekeepers, som findes i andre medier: Redaktører som nægter at tage imod annoncer for ekstreme synspunkter, trykkerier som ikke vil trykke det, osv. Man kan selv designe, producere og distribuere sit budskab, så på den måde er klistermærket et radikalt demokratisk medium.

Bumper stickers adskiller sig ved at være personlige

Hvordan er det så med andre former for klistermærker, som bumper stickers? Er det ikke samme sag? Nej, for med et klistermærke på bilen bærer man budskabet med sig. Man signalerer, at "jeg, som kører denne bil, mener dette". Man står så at sige for sit budkab, mens klistermærket er anonymt (hvis man da ikke tages på fersk gerning). Der er normalt en afsender på mærket, men det er en organisation og ikke en person. Hvor et mærke på kofangeren nærmest indbyder andre til at kommentere ens (politiske) holdning, bliver klistermærket i det offentlige rum en markering: vi er her, selv om du ikke kan se, hvem vi er.

Kofanger-mærker er i modsætning til klistermærkerne personlige tilkendegivelser. "Jeg" ses ofte i teksten

Samtidig er der ikke tale om et anonymt udråb, som f.eks. i grafitti, hvor man sjældent ser, hvem afsenderen er (selv om man måske kan gætte det). Klistermærket er altså retorisk set en meget speciel form for kommunikation: en organisations kommunikation i det offentlige rum via individers aktivisme, uden nogen mulighed til dialog med afsenderen andet end gennem den webadresse, som ofte findes længst nede.

Omkring halvdelen af klistermærkerne i København er pt. alvorlige, truende eller seriøse. Den anden halvdel er humoristiske, satiriske og groteske. 100% Human er eksempel på det sidste

Vi-er-her er klistermærkets budskab

Når man beskriver klistermærkets egenskaber på denne måde, bliver det også tydeligere, hvorfor mærkerne er populære hos grupper på yderfløjene. Her er en mulighed for at styrke sin gruppeidentitet med en ret så enkel form for aktivisme, idet man "pisser territoriet af" og markerer over for modstanderne, at man er der. Samtidig er det en form for politisk kommunikation, som aldrig vil blive betragtet som stueren - bl.a. fordi den ofte opfordrer til ulovligheder - og som derfor ikke kan komme ind i traditionelle medier. Og grupperne har desuden sjældent råd til dyre annoncer.

Supportermærker – i visse københavnske kvarterer udspilles en kamp mellem BIF'ere og FCK'ere om at dominere gadebilledet. Her er det selve tilstedeværelsen af mærkerne, som er vigtig. Man pisser territoriet af samtidig med, at man styrker ens egne venner i følelsen af at være mange. Her lover Sydsiden bål, brand og romerlys

Men mediet er også perfekt for grupper, som ikke har et politisk mål, men som mere kan betragtes som stammer. Jeg tænker især på supportergrupper, tifosis, ultras og hvad de ellers måtte kaldes. De seneste fem år har supporterkulturen udviklet sig, og en vigtig del af denne udvikling er markeringen mod andre grupper. Taking it to the streets kunne man sammenfatte udviklingen som: kampen er ikke længere bare på stadion, men udkæmpes nu i det offentlige rum, hele tiden. Og symbolikken er som regel klassisk krigerisk. At visse af disse grupper så viser sig også at have en politisk dagsorden er en anden sag - man kan bare tænke på FCK-supporternes racistiske klistermærker med Muhammed på for nogle år siden.

Ville det ikke være en idé for de etablerede politiske partier at begynde at bruge klistermærker i deres valgkampe, måske ikke i stedet for mere klassiske medier som plakater men som et supplement? Åbenbart har partierne gjort det på kommunalt niveau i København, men at dømme efter reaktionerne er det ikke nogen udpræget god idé. Det er faktisk ulovligt at sætte klistermærker op i det offentlige rum, og intet parti vil forbindes med ulovligheder. Endog Piratpartiet fraråder på deres forum sympatisører at sætte klistermærker op på grund af den negative opmærksomhed, det skaber.  

Udskældt og derfor attraktiv

Så klistermærker har, på grund af deres medialitet, en stærk attraktion for alternative grupper, som bare bekræftes i deres egen radikalitet, når de etablerede ikke vil bruge mediet. Og hvis etablerede partier vælger at bruge mediet, kan man alligevel ikke bruge det på samme måde som de ekstreme grupper - og så er vi i stedet tilbage i bumper sticker-kategorien, med mærker på personlig ejendom og ikke på offentlige pladser.

Imens går kampen videre i det offentlige rum. Ikke bare mellem højre- og venstreekstremister, BIF'er og FCK'er, men også mellem alle disse og kommunen. Det seneste greb for at forhindre opsætning af klistermærker har jeg set i Göteborg: Her er lygtepælene ved hovedbanegården blevet malet med en maling, som indeholder metalflis. Resultatet er en så ru overflade, at selv de mest klistrede mærker ikke kan få fat. Krigen fortsætter.