Co-branding rammer Christiansborg

Lad det være sagt med det samme. Der er seksuelle undertoner i det nye politiske ægteskab mellem Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal, henholdsvis formand for Socialdemokraterne og formand for SF. Vi har med egne øjne set dem sammen! Glimtet i øjenkrogene, de forventningsfulde smil, den indbyrdes kurtisering. Det er ikke til at tage fejl af.

Men der er ikke tale om nogen hverdagsagtig seksualitet. Vi forventer ikke at se Helle og Villy sammen, i kød og blod. Det er heller ikke nødvendigt. Ikke i en verden, hvor tv er konge. I den mediale virkelighed står de pludselig - det være sig for en stund eller for en hel æra - som det mest trendy, det bedst reflekterende, det mest forhåbningsfulde par, som findes kan på gamle Christiansborg.


Video fra det fælles S-SF site Fair Forandring

Klods Hans og den smukke, blonde prinsesse
Egentlig vidste vi godt, at forlovelsen var på vej. Efter Villy Søvndals helt igennem forrygende vælgerfremgang ved valget i 2007 har det ligget i kortene, at vor mand med sin solide forankring i den jydske muld som en anden Klods Hans havde karisma og format til politisk at kunne kurtisere med-oppositionens smukke, blonde og helt igennem kosmopolitisk indstillede kronprinsesse.

Med den nye alliance, hvor Helle og Villy med indforståede smil stolt vedkender sig gensidig afhængighed, demonstrerer de et hensyn, en takt, en empati som næsten ikke er af denne verden. Når vi ser dem sammen, konfronteres vi med billedet af den umådelige komplementære styrke, som mand og kvinde i forening udstråler. Ja, vi taler om en arketype. En arketype som vælgerne er foruddisponeret for at kunne identificere sig med. Og da i hvert tilfælde en arketype som er så ophøjet en størrelse, at den foreløbig ikke har kunnet rumme en "uren" størrelse som De Radikales Margrethe Vestager. Og det er fuldstændig bevidst. Det vil jeg komme tilbage til senere.

Joint venture co-branding
Skal vi sætte nogle kommunikationsteoretiske termer på den nye alliance, ligger 'co-branding' lige på læberne. Co-branding, eller i dette tilfælde joint venture co-branding, er karakteriseret ved, at to eksisterende brands går sammen for at penetrere og udvide markedet.

Under de præsentable fremstillinger af Helle og Villy, det være sig på print eller streaming video på nettet, finder man Socialdemokraterne og SF's grafiske logoer i miniformat. Akkurat som i den kommercielle verden. Men de to partier er med klare socialistiske takter i partiprogrammerne ikke kommercielle. Det betyder imidlertid ikke, at afsætningsøkonomien ikke gælder for disse to partier.

Når to så erklæret demokratiske størrelser storsatser på promoveringen af topfigurerne, findes forklaringen i det socialpsykologiske begreb impression management - læs f.eks. Erving Goffmanns klassiker "The presentation of self in everyday life" - hvor det i handelshøjskoleversionen hedder sig, at op mod 50 procent af en organisations brand skabes af lederen.

Hvor oppositionen i årevis har gjort et spredt indtryk, er situationen - og da navnlig med den forventningsfulde selvsikkerhed Helle og Villy nu udstiller - overrumplende modsat.

Ifølge trendforskningen er dynamikken i trends, at folk søger det, de savner i deres hverdag. Trends opstår som modreaktion på en truende og omskiftelig verden. Denne modreaktion sætter gang i en hel kæde af reaktioner, som ender med at blive en trend.

Hvor Venstre-regeringens overlegenhed hen ad vejen har været synonym med en ekspansiv og aktivistisk udenrigspolitik, hvor friværdidanskeren har nydt tilsyneladende stor materiel fremgang, er den politiske virkelighed i dag en anden end i 2001.

Venstre har mistet momentum
Med den arketypiske indenrigspolitiker Lars Løkke Rasmussen som ny statsminister, har Venstre med en vis elegance undgået at blive trukket ned af den deroute, som ellers har ramt Venstres højt profilerede udenrigspolitiske alliancepartnere George W. Bush og Tony Blair.

Mens mesterinstruktøren Roman Polanski på Rømø står til at skyde ekstrascener til "The Ghost", en nøgleroman og stærkt kritisk spillefilm om Tony Blair og hans krigspolitik og dermed en indirekte kritik af det Danmark, som giver Polanski husly til optagelserne, må man dog konstatere, at Venstre har mistet momentum.

En ting er, at Løkke har valgt ikke at markere, at en ny sherif er kommet til byen. Noget andet, at det efterhånden ni år gamle regeringssamarbejde knager i fugerne. Uenighederne om det er udlændingene eller klimaforandringer, som er den største trussel, parret med designerpolitik i retning af burka-forbud og kamphunde, er krisetegn.

"VK-regeringen vil forsøge at fremmane udlændingefrygten igen, efterhånden som folketingsvalget nærmer sig. Det virkede i 2001, 2005 og 2007. Men reelt bør det ikke kunne afgøre næste valg," hed det nyligt fra Niels Krause-Kjær i Berlingske Tidende, og man kan dårligt være uenig. Dele af regeringsgrundlaget er heller ikke uenig heri. Og det er i denne stemning af, lad os kalde det disharmoni, at Helle og Villy går ind og forsøger at være positive. Og er sociale.

Brand extension
Skal man forstå, hvorfor alliancen mellem de to brands - Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti - nok kommer til at fungere, uden at det ene kannibaliserer det andet, så skal svaret findes i begrebet 'brand extension'.

Oppositionens strateger har erkendt to ting, nemlig at det på sigt er næsten ligegyldigt med vælgerforskydningerne de to samarbejdende partier imellem. Det er en form for erkendelse, som i sin tid bar Poul Schlüter (K) og Uffe Ellemann-Jensens (V) succesrige samarbejde frem. Dertil kommer det forhold, at der følelsesmæssigt er så stor forskel på de to ledere og de to brands de repræsenterer, at forlovelsen har synergierne i sig.

Det er vigtigt at gøre sig klart, og her ligger en brand-udvidelsn, at især ydervælgerne - for S er det vælgere som kunne lade sig friste af DF, for SF er det vælgere som kunne lade sig friste af Enhedslisten - nok kunne finde på at stemme på det ene, men aldrig, aldrig, aldrig det andet af de to forenede partier.

Ligesom Volkswagen med mærkerne VW, Skoda, Seat og AUDI leverer vidt forskellige udtryk for den samme helhedstænkning, og dermed når delmålgrupper, som det samlende brand, VW, ikke kan nå, er det nye politiske ægteskab et tiltag som formentlig tiltaler flere potentielle vælgere.

S-SF-projektet med sloganet Fair Forandring er en tidsbegrænset størrelse, som er sat i søen for at vinde det kommende valg. I en tid, hvor de borgerlige - efter George W. Bush, efter Irak, efter finanskrise, bankkrise, ejerboligkrise og statsunderskud - har svært ved at reformulere sig, stjæler Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndals smil og ømme samarbejde ikke blot medieopmærksomheden, men potentialet til vælgerfremgang.

Den bibelske lignelse
Hvis Helle og Villy er den perfekte match, hvilken rolle har Margrethe Vestager så? Hende, hvis Radikale Venstre i årtier var tungen på vægtskålen og garantien for politisk indflydelse?

Margrethe Vestager er på ingen måde glemt. I den hellige familie har hun fået den nærmest bibelske rolle som Den fortabte Datter. Vi har set medlemmer af hendes fold blamere sig med uholdbare solo-stunts. Illoyalitet. Partistiftelser. Utroværdighed. Tiltag som igen sætter spørgsmål ved den radikale leders troværdighed.

VK har dog positioneret sig så langt til højre, at Margrethe har fået tid og rum til at skabe orden i egne rækker, for at kunne drage hjem - afklaret - som den fortabte datter, der har lagt fortiden bag sig. Ingen tvivl om, at Helle og Villy med deres næsten kristne, eller i hvert tilfælde sociale etos vil have den fornødne indføling og forståelse for De Radikale, når denne afklaring først har meldt sig. Store opgaver venter.